Artikler
Venstre, dansk politisk parti, stiftet 1870 under navnet Det Forenede Venstre, 1895-1910 kaldt Venstrereformpartiet, fra 1910 Venstre og siden 1963 Venstre, Danmarks Liberale Parti.
Venstre bestod i de første årtier af flere forskellige og ofte indbyrdes stridende grupperinger. Det samlende var bekendelsen til liberalismen, varetagelsen af landbrugets og landbobefolkningens interesser samt modstanden mod Højre. Efter partiet i 1872 havde fået absolut flertal i Folketinget, blev det ledende i kampen for indførelsen af folketingsparlamentarisme (Forfatningskampen), hvorunder partiet i 1895 spaltedes i Venstrereformpartiet og Det Moderate Venstre. I 1905 udskiltes Det Radikale Venstre, hvorefter Venstrereformpartiet og Det Moderate Venstre i 1910 atter samledes under navnet Venstre.
Venstre udsprang af en stærk folkelig bevægelse, som efterhånden blev organiseret i et vidt forgrenet net af lokale foreninger, oftest med en tæt tilknytning til andelsbevægelsen og den lokale avis. Først i 1929 blev en egentlig landsorganisation dannet; siden har partiet været opbygget som masseparti med en kulmination i medlemstallet i 1950 på ca. 200.000 mod ca. 65.000 i 2005.
Forsiden af Venstres partiprogram fra 1953. Fra. Det Kgl. Bibliotek
Med det faldende antal landbrug og afvandringen fra landbruget fra midt i 1950'erne blev partiets hidtidige medlems- og vælgergrundlag kraftigt reduceret. I 1920 stemte 34,0 % på Venstre, i 1947 27,6 % og i 1987 10,5 %. Fra midten af 1960'erne påbegyndtes en omstillingsproces fra landboparti til et mere bredt favnende liberalt parti. I 1984 valgtes Uffe Ellemann-Jensen til formand, og under hans og næstformand Anders Fogh Rasmussens ledelse lykkedes det i 1990'erne at genvinde Venstres historiske position som det største og det dominerende borgerlige parti gennem profilering af den liberale ideologi i en skarp konfrontation med Socialdemokratiet, bl.a. omfattende slankning af den offentlige sektor, øget markedsstyring og privatisering, pro-EU-holdning og synspunktet individet frem for systemet.
Fra Systemskiftet i 1901 frem til 1968 var Venstre det selvskrevne borgerlige statsministerparti; det dannede regering alene 1901-13 (undtagen 1909-10), 1920-24, 1926-29, 1945-47 og 1973-75. 1950-53 dannede Erik Eriksen regering sammen med Det Konservative Folkeparti, og VK-samarbejdet fortsatte i opposition til de socialdemokratisk ledede regeringer frem til 1965, da Venstres nyvalgte formand, Poul Hartling, i "Svanningetalen" løsgjorde Venstre fra dette samarbejde. 1968-71 måtte Venstre acceptere, at den radikale Hilmar Baunsgaard var statsminister i VKR-regeringen, og 1978-79 indgik Venstre overraskende et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet under Anker Jørgensens ledelse. 1982-93 deltog Venstre i de skiftende borgerlige regeringer med den konservative Poul Schlüter som statsminister og Ellemann-Jensen som udenrigsminister.
Det lykkedes ikke Venstre at erobre regeringsmagten efter valget i 1998. Derfor trådte partiets formand, Uffe Ellemann-Jensen, tilbage, og Anders Fogh Rasmussen valgtes i stedet. Han ændrede omgående Venstres hidtidige ideologisk betonede konfrontationsstrategi til en strategi med appel til midterpartierne og -vælgerne.
Ved valget i 2001 formåede Venstre under sloganet Tid til forandring og med en effektiv og strømlinjet kampagne, hvor temaerne bl.a. var en markant stramning af udlændingepolitikken, skattestop, afskaffelse af ventelister til sygehusene, modernisering af den offentlige sektor og øget valgfrihed, at blive landets største parti med en tilslutning på 31,2 % af stemmerne og 56 mandater. Denne position havde partiet ikke haft siden 1924. Anders Fogh Rasmussen blev statsminister for en VK-regering, som alene sammen med Dansk Folkeparti har flertal; for første gang siden 1929 var en borgerlig regering ikke afhængig af støtte fra et eller flere midterpartier. Valget 2001 betød en mindre tilbagegang (29,0 % af stemmerne og 52 mandater), men partiet forblev det største.
Trods tilbagegang både i 2005 (29,0 % af stemmerne og 52 mandater) og 2007 (26,2 % og 46 mandater) forblev partiet det største, og regeringen fortsatte med uændret parlamentarisk støtte, idet Ny Alliance fra 2007 ligeledes støttede det nu spinkle flertal. I de to første VK-regeringer blev gennemført et skattestop og en sænkning af personskatten, en kommunalreform, der begrænsede antallet af administrative enheder, samt velfærds- og globaliseringsreformer. Den stramme udgiftspolitik for den offentlige sektor førte imidlertid til en stigende utilfredshed med det offentliges løn og serviceniveau. Regeringen støttede uden forbehold USAs krig i Irak fra 2003 til 2007.
Af markante "venstrehøvdinge" kan nævnes Christen Berg, J.C. Christensen, Niels Neergaard, Thomas Madsen-Mygdal, Knud Kristensen, Erik Eriksen, Poul Hartling, Henning Christophersen, Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen.
Forsiden af Venstres partiprogram 'Tid til forandring' fra 2001. Fra: Det Kgl. Bibliotek
Læs mere om Venstre på denstoredanske.dk