Baggrunden

Med den provisoriske finanslov og Riffelloven i 1885 havde Højre-regeringen svaret igen på Venstres såkaldte visnepolitik overfor regeringen og den voksende agitation mod regeringen rundtomkring i landet. Situationen var i den grad anspændt. Retorikken i oppositionen var hård over for regeringen og grænsede til det revolutionære, uden at Venstre formodentlig havde ambitioner om at iværksætte en faktisk revolution.

Samtidig tegning af attentatforsøget fra Illustreret Tidende 25. okt. 1885. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Selve attentatet

Julius Rasmussen (1866-1889) havde den 21. oktober overværet et meget stilfærdigt møde i Folketinget, hvor Folketingets formand, venstrehøvdingen Christen Berg (1829-1891), havde meddelt, at finansministeren ville forelægge den provisoriske finanslov til afstemning. Meddelelsen blev fulgt af en sidebemærkning fra Berg, hvor han pointerede, at regeringen kunne fremlægge forslaget så mange gange, den ville, til Folketingets forkastelse. Faktum var dog, at regeringen vedtog finanslovene udenom Folketingets flertal, hvorfor en forkastelse var uden reel betydning. Julius Rasmussen gik herefter utilfreds fra Rigsdagen, hvor han havde forventet, at oppositionen mere aggressivt ville have kæmpet frihedens kamp mod regeringen.

Efter mødet i Folketinget gik Julius Rasmussen til Estrups bolig, hvor han ventede, til denne kom hjem sidst på eftermiddagen. Det fattede attentat foregik på den måde, at Julius Rasmussen stillede spørgsmålet: "Er De Minister Estrup?". Da Estrup svarede "Ja", skød typografen på ham på et par skridts afstand. Den første kugle ramte en frakkeknap og borede sig ind i foret, hvor den blev siddende. Skibsfører C.C. Larsen, der ilende kom Estrup til hjælp, fortalte efterfølgende, at Estrup derefter skulle have sagt "Hvad, skyder De paa mig?", hvorefter endnu et skud blev affyret, som borede sig et par centimeter ind i porten bagved.

Julius Rasmussen blev efter attentatet taget med på politistationen, hvor han tilstod sin skyld, idet han sagde, at han havde gjort det "til gavn for friheden". Trods de dramatiske begivenheder fortsatte Estrup ufortrødent til et middagsselskab samme aften og fortalte først det øvrige selskab, hvad der var sket, da journalisterne begyndte at opsøge ham under whistspillet efter måltidet. Allerede en halv time efter attentatet var løbesedler imidlertid blevet spredt rundt i byen, og da Estrup vendte hjem ved 23-tiden, blev han mødt med hurraråb.

Pistolen, som Julius Rasmussen benyttede til attentatet. Foto: Rigsarkivet

Efterfølgende

Højrepressen bebrejdede efterfølgende Venstres agitatorer, at disse indirekte havde forårsaget attentatforsøget, mens oppositionen gjorde alt for at tage afstand fra handlingen. Viggo Hørups Politiken, der støttede oppositionen, udtrykte håb om, at læserne ville bevare deres fasthed over for regeringens sandsynlige forsøg "paa at gøre et helt Folk ansvarligt for et enkelt Menneskes Forvildelse". Venstrelederen Christen Berg efterlod en lykønskning hos Estrup, og på folketingsmødet d. 23. oktober, hvor regeringen pga. det hændte udsatte folketingssamlingen til 18. december, tilføjede Berg som tingets formand "en dyb Beklagelse og Fordømmelse af den forøvede Forbrydelse", hvilket et enigt ting efterfølgende tilsluttede sig.

Trods den ensidige fordømmelse førte attentatforsøget til udstedelse af flere provisoriske love – den 27. oktober om bevilling til ekstraordinære politiudgifter og oprettelsen af et gendarmerikorps, og d. 2. november bl.a. et tillæg til Straffeloven, der gav fængselsstraf til den, der ”paa en den offentlige Ro og Orden faretruende Maade ophidser Klasser eller Dele af Befolkningen til Had og Forbittrelse eller til Voldsgjerninger imod andre Klasser eller Dele af den”.

Efter attentatforsøget steg Estrups popularitet som aldrig før, og 13.000 mennesker samledes d. 25. oktober til en demonstration for ham. Af støtteerklæringer indløb bl.a. fra Christian 9: ”Med Harme og dyb Sorg erfarer jeg, at en Dansk har kunnet sætte Deres dyrebare Liv i Fare. Gud være takket, at Misgjerningen mislykkedes, og at De straks derefter har kunnet deltage i et middagsselskab.” Den russiske zar Alexander 3. skrev kort og godt: "Persévérez!" – Hold ud!