Kilder
Kildeintroduktion:
Revyvisen ”Vi hvisker!” er skrevet af revyforfatterne Charles Kjerulf (1858-1919), Axel Henriques (1851-1935) og Anton Melbye (1861-1929). Visen blev skrevet til Sommerrevyen 1885: Et Eventyr i Rosenborg Have, der havde premiere på Frederiksberg Morskabsteater den 21. juli 1885. Forestillingen adskilte sig radikalt fra de tidligere revyer i Danmark, og den blev begyndelsen til den satiriske stil, som kom til at dominere revygenren efterfølgende. Visen afspejler nemlig, hvordan revyen fik karakter som en form for ventil for harme og urimeligheder i samfundet. Danmark befandt sig netop midt i en tilspidset indenrigspolitisk situation, der i 1885 havde varet i knap otte år. En uforsonlig politisk magtkamp udspillede sig mellem Højre-regeringen med J.B.S. Estrup (1825-1913) som landets konseilspræsident og Folketinget med Venstrepolitikeren Christen Berg (1829-1891) i spidsen. Den betændte politiske situation førte til, at Estrup fra 1885 til 1894 hvert år hjemsendte Rigsdagen før finanslovsforhandlingernes afslutning og i stedet regerede på baggrund af provisoriske finanslove. Den politiske situation er således centrum i visen og fremmanet i de enkle vers. Hvad man hviskede om, og ikke turde sige højt, var, at Estrup med de provisoriske finanslove, der gik under navnet "de barberede pudler", havde brudt Grundloven. Med revyforfatterne Kjerulf, Henriques og Melbye introducerede Frederiksberg Morskabsteater til en ny revyform, hvor landets magthavere satirisk blev portrætteret og parodieret på revyscenen. Visen ”Vi hvisker!” markerede netop den nye revyform.
Forside af nodehæftet til Sommerrevyen 1885: Et Eventyr i Rosenborg Have. Foto: Det Kgl. Bibliotek
Vi hvisker!
Allegro moderato
Man plejed her i Landet
at tale frit blandt andet,
men saa kom der Ministre,
som skyde Ryg og gnistre,
saa snart en kraftig Lunge
ej holder Tand for Tunge.
Saa længe de så bidsk’er
Vi hvisker!
Vi hvisker!
Vort Embedspersonale
er alle Mand loyale.
De rører ej Portrætter,
for gør de det, saa æ’ der!
Mod Tidens Aand de dundrer,
Vort Landsting de beundrer
og bukker dybt og smisker,
men de hvisker!
Gud hvor de hvisker!
At kalde vor Finantslov
en Pudel er mod Lands Lov,
naar man mod den begår sig,
af Berg man Næser[1] faar sig.
Og Thomsen på sin Mund fik,
men Hage[2] Næsen undgik,
for mens han Estrup pisker
Han hvisker.
Han hvisker.
I blandt de liberale
en Købmand holdt en Tale
om no’et, man ikke nævner,
og straks man Fyren stævner.
Saa rædsomt man ham skræmmed’,
at nu han gaar i Hjemmet
blandt Sukker og blandt Svedsker
og hvisker!
og hvisker!