Baggrund

Med grundlovsændringen i 1866 blev Folketinget og Landstinget forskelligt sammensat. Folketinget, der var sammensat ved lige og almindelig valgret, domineredes snart af Venstre, mens Landstinget, der var sammensat ved privilegeret valgret, domineredes af Højre. Venstre krævede i 1873 folketingsparlamentarismen indført – altså at regeringen skulle udnævnes på baggrund af Folketingets flertal. Venstre var af den opfattelse, at Folketinget havde en fortrinsstilling, idet forslaget til finanslov først skulle fremlægges i Folketinget jf. grundlovens § 48. Højre kunne ikke acceptere kravet om folketingsparlamentarisme og begrundede det med, at kongen ifølge grundlovens § 13 udnævnte og afskedigede sine ministre, og at det derfor ville stride imod dette "monarkiske Princip".

Fronterne blev i kampen trukket skarpt op og påvirkede i de følgende årtier i høj grad lovgivningsarbejdet i Danmark – især efter venstrehøvdingen Christen Bergs (1829-1891) proklamation af "visnepolitikken" i 1881. I praksis betød denne, at Venstre gik i lovgivningsstrejke og nedstemte regeringsforslag på stribe.

Man havde ikke i grundloven en umiddelbar løsningsmodel for uoverensstemmelser mellem tingene. Ved uoverensstemmelser nedsattes et fællesudvalg, hvor hvert ting valgte femten medlemmer. Dette fællesudvalg aflagde efter endt arbejde betænkning, hvilket de to ting så kunne tage stilling til eller lade være.

De provisoriske finanslove

Der var imidlertid en paragraf i grundloven, der af juridiske eksperter – bl.a. juraprofessor H. Matzen (1840-1910) og juraprofessor og justitsminister J. Nellemann (1831-1906) – tolkedes som brugbar i tilfælde af uoverensstemmelse mellem de to ting: I grundlovens § 25 stod, at kongen (dvs. regeringen) i "særdeles paatrængende Tilfælde", når Rigsdagen ikke var samlet, kunne udstede foreløbige (provisoriske) love.

Paragraffen havde før Estrup-regerings tiltræden kun været brugt i 1853, hvor Rigsdagen var blevet opløst, og man havde anset det for nødvendigt at udstede en provisorisk finanslov, da Rigsdagen ikke kunne nå at samles igen, før en ny finanslov skulle være vedtaget.

Selv havde Estrup-regeringen gjort brug af paragraffen i 1877, hvor de to ting ikke kunne blive enige, og regeringen derfor opløste Rigsdagen og udstedte en provisorisk finanslov, der omfattede de udgifter, som de to ting havde været enige om – det såkaldte "lille provisorium".

I 1885 førte Venstre visnepolitik på fjerde år, og bevillingerne på finanslovene de foregående år havde været meget små. Særligt på forsvarsområdet var der uenigheder om, hvor mange penge der skulle bevilliges, og hvordan de skulle bruges. Regeringen reagerede ved at opløse Rigsdagen og udstede en provisorisk finanslov. Denne var mere vidtgående end den forrige, da den bemyndigede regeringen til at afholde "de til Statsstyrelsens forsvarlige Førelse nødvendige Udgifter" – det var altså op til regeringen at vurdere, hvad der skulle til af udgifter for at lede landet fornuftigt. Venstre hævdede, at der var tale om grundlovsbrud, mens Højre hævdede at have handlet i overensstemmelse med grundloven. Også ude i landet splittedes man i to fløje, hvor visse venstrefolk organiserede folk i riffelklubber, mens visse højrefolk organiserede frivillig beskatning til støtte af regeringens forsvarspolitik.

I perioden 1885-1894 ledtes Danmark vha. sådanne finanslove, der bl.a. virkede til opførelsen af Københavns befæstning, som Venstre (og dermed Folketinget) havde været imod. Udover finanslovene udstedtes også andre provisoriske love – bl.a. oprettedes et gendarmerikorps, politiet styrkedes og kontrollen med køb af og øvelse med rifler øgedes. Omkring 1890 påbegyndte moderate dele af Højre og Venstre imidlertid forligsforhandlinger, og i 1894 fandt Folketinget og Landstinget efter lange forhandlinger sammen i et forlig, der muliggjorde en regulær finanslov vedtaget af begge ting.

Portrætfoto af Jacob Brønnum Scavenius Estrup. Estrup ledede i 1885-1894 landet ved provisoriske finanslove. Foto: Det Kgl. Bibliotek

Efterspil

Efter forliget i 1894 trådte Estrup tilbage. Han så formodentlig resultatet som en sejr, da han havde fået Folketinget til at acceptere, at det var tvunget til at indgå i forhandlinger på lige fod med Landstinget for at nå frem til et for dem begge tåleligt kompromis. I 1896 lovede den nye regeringsleder Tage Reedtz-Thott imidlertid, at han ikke ville bruge provisoriske finanslove, hvis Folketinget og Landstinget ikke kunne nå til enighed. Dermed frasagde han sig brugen af Højres væsentligste våben til hævdelse af tingenes ligestilling. Fem år efter, i 1901, udnævntes den første danske venstreregering, og folketingsparlamentarismen indførtes dermed i praksis i Danmark.