Dagbladet torsdag den 15. maj 1873

Grundloven og Parlamentarismen
Af
Prof. jur. Henning Matzen.

I.

Der er Meget, hvorom Mange kunne være uenige, men der er Et, hvorom Alle bør være enige, og det er fast og ubrødelig at holde paa Grundloven, saa længe den lov­lig bestaar. Det gjælder saaavel om dens Indhold, hvilket vi ikke bør ombytte med Indholdet af vore egne Tanker, som om dens Ord, hvilke vi ikke bør ombytte med vore egne Ord. Den Regel har man imid­lertid ikke fulgt, saaledes som man burde i Henseende til Grundlovens Begyndelsesord. De lyde: Regeringsformen er indskrænket-monarkisk, men i Stedet for derefter at tale om Grundlovens Indførelse af et indskrænket Monarki taler man i Alminde­lighed om dens Indførelse af et ”konstitutionel” Monarki. Et konstitutionelt Monarki — det er England, og i England hersker den parlamentariske Regeringsform. Der bruges Udtrykket ”konstitutionel” Konge i nyere Tid gjennemgaaende i Betydning af ”parlamentarisk” Konge. Altsaa er et konstitutionelt Monarki og en Parlamentarisk Regeringsform i det Væsentlige det Samme, og altsaa maa Grundloven, som har indført det ene, ogsaa forudsættes at have villet indføre den anden. Den Slutning er ikke rigtig, men den ligger nær. Deraf forklares den megen Tale om Indførelsen af den parlamentariske Regering som Grundlovens ”ledende Tanke”, der ellers vilde være aldeles uforklarlig, og derfor maa man ogsaa være fattet paa, at ethvert Folketingsvenstre, saa snart det er naaet op til at tælle blot een Mand over Halvdelen, stærkere eller svagere vil røre de parlamentariske Strænge, om end det ganske vist ikke anstændigvis tør forventes at ville hamre saa voldsomt løs paa dem som det nuværende forenede Venstre.[1] Havde man der­imod i Tanke og Tale vænnet sig til at fastholde Grundlovens Udtryk ”Indskrænket Monarki”, saa vilde man ikke i den Grad have været udsat for den nævnte Forvexling, men snarere have holdt fast paa den Erkjendelse, at i ethvert Monarki Statsmagtens Tyngdepunkt til en vis Grad bør ligge i Monarken, at de abnorme sociale politiske, politiske og retlige Tilstande, som andetsteds have fremkaldt en modsat Ordning, ikke findes hverken i vort Samfund eller i vor Historie eller i vor Grundlov.

Lad os allerførst give Sandheden Æren og tilstaa, at Kongedømmet under en parlamentarisk Regeringsform er en Institution uden al virkelig betydning. Naar en Tænker som Lord Brougham[2] filosoferer over Kongedømmets Ide og taler om Magt og myndighed, det bør kunne udfolde, da viser han uvilkaarligt selv, hvilken Karrikatur af Ideen det parlamentariske Kongedømme fremstiller. Naar endvidere en Statsmand som Lord Derby[3] ivrigt værger den engelske Konge mod Beskyldningerne for at være an antomaton or a puppet of the government of the day*), og naar man hos statsretlige Forfattere finder hele Afsnit overskrevne: The sovereign not a state puppet**), da peger allerede den blotte Nødvendighed af et saadant Forsvar overhovedet saa bestemt som vel muligt, hvor Skoen trykker. Hermed vil jeg dog paa ingen Maade frakjende det parlamentariske Kongedømme enhver Betydning, men blot hævde, at den Betydning, det har, ikke er en virkelig, kun en symbolsk. Parlamentarismen forvandler i Virkeligheden Kongedømmet til et blot Symbol paa Staten eller det til Udøvelse af politisk Herredømme organiserede Folk, forvandler det til kun at være ”the symbol of national sovereignty”, som de engelske Forfattere udtrykke det. Meget træffende svarede derfor Kong Karl I, da Underhuset i 1641 stillede den Fordring til ham, at ingen Minister og ingen Peer[4] udnævnes uden dets Samtykke, og at Kongen skulde opgive den øverste ledelse af Hæren - Fordringer, som Underhuset nu under den parlamentariske Regeringsform, om ikke i Formen, saa dog i Virkeligheden har sat igjennem: ”Dersom jeg samtykkede i det, De nu forlange af mig, saa kunde man endnu stadig fremstille sig for mig med blottet Hoved, endnu stadig kysse mig paa Haanden og kalde mig Maje­stæt; jeg kunde fremdeles lade Stav og Sværd bære foran mig og glædes ved Synet af Scepter og Krone — tørre Grene, som ikke vilde grønnes længere, naar Stammen var uddød; men hvad Magt og Myndighed anbelanger, da var jeg ikke Andet end et Billede, et Tegn, en tom Skygge af en Konge.” Blotte Tegn og Billeder have imid­lertid kun Betydning for Børn og barnlige Sjæle, hvis Øje blændes af Glansen, uden at Tanken henvendes paa, hvad Glansen koster. Er den parlamentariske Regerings­form saaledes gjennemført som nu i Eng­land, vilde det derfor være et fuldt beret­tiget Spørgsmaal, om man ikke burde op­give Skinnet tilligemed Virkeligheden og lade Underhusets Flertal vælge Regeringens formelle Chef paa samme Maade, som det nu giver Anvisning paa dens virkelige Leder. Det vilde blive en ny Sort Republik uden den traditionelle Præsidentur, nærmest en Republik à la Spanien. Herved skal jeg imidlertid ikke dvæle videre, men nøjes med at besvare det Spørgsmaal, som de fremsatte Be­mærkninger ville have givet Anledning til al opkaste: Hvorfor holde Englænderne da paa Kongedømmet, selv efter at det i Egen­skab af ”parlamentarisk” er blevet forvand­let til et blot og bekosteligt Symbol? Svaret herpaa er: De holde paa samme i Følge Nationens eller rettere de herskende Klas­sers umaadelige konservative Tænkemaade. Den bringer dem til i det offentlige som i det private Liv at holde Hævd over Former, der ere ærværdige ved deres Alder, men fremkalde et Smil ved deres Forældethed. Som ydre, haandgribelige Exempler, hvilke enhver Londonfarer vil kjende, skal jeg blot fremhæve saadanne Fremtoninger som Underhusets Kølle, Advokaters og Dommeres Pa­rykker, Towervægternes middelalderlige Udstyr osv. En saa vidt dreven Konservatisme, en saa umaadelig Respekt for tradi­tionelle Former findes derimod ikke hos nogensomhelst Samfundsklasse her i Danmark, og det vilde derfor have været fuld­stændig stridende mod den hele nationale Tænkemaade, om den grundlovgivende Myndighed i 1849 — hvis Bestemmelser angaaende Kongens Rettigheder den grundlov­givende Myndighed i 1866 jo i det Væsent­lige uforandret har fastholdt — havde villet indføre Parlamentarisme eller med andre Ord, bevare Kongedømmet som en antik, i Stedet for at afskaffe det som en antikveret Form. Men maaske man herimod vil gjøre gjældende at det i 1849 hos os fandtes an­dre Grunde til at bevare Kongedømmet selv i Egenskab af parlamentarisk end den blotte Pietet mod Fortidsminder. Dels var dets Tilværelse en historisk Kjendsgjerning, der ikke uden videre kunde benægtes, dels kunde Overgangen fra Fortid til Fremtid bedst medieres ved dets Bevarelse. En indre Om­væltning kunde paa den Maade ske uden at fremkalde altfor øjensynlige Brud paa Overfladen. Navn og Form vilde i det Væ­sentlige bevares, medens Indhold og Væsen fornyedes. Havde den grundlovgivende Myndighed tænkt saaledes, da havde den imidlertid gjort ilde ved ikke at mindes Bibelens Lignelse og derved udsætte kommende Slægter for den Nemisis, at Formen sprængtes og — Indholdet spildtes. Men saaledes har dens Tankegang heller ikke paa nogen Maade været. Aanden i 1848 var for det Første, i alt fald hos os, slet ikke republikansk, hvor meget end uklare Ideer om Demokrati og Folkesuverænitet kunne have gjæret i politiske Sværmeres Hjærner; den var rettet mod Enevælden, men paa ingen Maade mod Kongevælden, mod Anerkjendelsen af en virkelig skjønt begrænset Magtfylde for Kongen. Og, dernæst, selv om man vilde tænke sig, at Rigsforsamlingen havde bestaaet af lutter Demokrater, som helst havde villet afskaffe Kongedømmet; men i hvert Fald kun taale dets fortsatte Tilværelse under Forudsætning af, at det blev gjort fuldstændig vanmægtigt, saa lad os mindes: hvem var Grundlovens Giver? Var Rigsforsamlingen en konstituerende Forsamling, som efter en forudgaaende Revolution fra ny af ordnede Landets Forfatning og frit fattede Beslutning, om den vilde have en Konge, og hvem den vilde have, samt paa hvilke Betingelser den vilde have ham? Og var endvidere denne Konge, som saaledes modtog Rigsforsamlingens Tilbud, fra et legitimistisk Synspunkt en Usurpator,[5] som havde den legitime Kongeslægts talrige Tilhæng at frygte? Tvært imod: De historiske Forhold, hvorunder Grundloven hos os udstedtes, være langtfra saadanne som de Forhold, hvorunder Parlamentarismen grundlagdes i England.

Det foreløbige Udgangspunkt for dens endelige Sejr efter uendelig Kamp i den engelske Forfatningshistorie danner Revolutionen af 1688, ved hvilken den Stuartske Mandslinje fordreves med James II.,[6] og Kvindelinjen besteg Tronen med Dronning Mary[7] i Forbindelse med Wilhelm III. af Oranien.[8] Nogle Dage efter hans Tronbestigelse præsenterede nemlig Parlamentet Kongen den saakaldte Declaration of Rights, der et Par Maaneder senere stadfæstedes som Bill of Rights, hvilken Bill i Forbindelse den senere Tronfølgelov (Act of Settlement) endelig og udtømmende slog Parlamentarismens egentlige Hjørnesten, som jeg strax skal omtale nærmere, fast. Og allerede 1695 havde da Wilhelm III. ogaaa dannet det første ”parlamentariske” Ministerium, hvis Medlemmer udelukkende vare valgte blandt Ledere af Revolutionspartiet, Whiggerne,[9] som udgjorde Flertallet i Parlamentet. Der ved lagde han for saa vidt en yderligere Grundvold for Parlamentarismens endelige Sejr, som det fra den Tid blev Regel, at Ministrene havde Sæde ikke blot i Over- men ogsaa i Underhuset og forhandlede ikke i Egenskab af Ministre med Parlamentet, men i Egenskab af' Parlamentsmedlemmer, der tillige fungere som Kronens Ministre med Parlamentets øvrige Medlemmer. En Minister kan nu i Følge Forholdets Natur ikke beklæde sin Post uden at være nødt til idelige[10] Forhandlinger med Parlamentets, og han kan i Følge den anførte Ordning ikke forhandle med Parlamentet uden personlig at indfinde sig sammesteds. Derved er det givet dette et overmaade kraftigt Middel i Hænde til paa den mest barmhjærtige Maade at gjøre det politiske Ansvar gjældende mod Ministeriets Medlemmer. Atter og atter kan Parlamentet lade en forhadt Minister staa Skoleret, for­tælle ham, hvor ufolkelig han længe har været og mere og mere bliver, meddele ham, hvilken ”personlig modbydelighed” man næ­rer for at forhandle med ham, kort sagt, ved uafladelige, berettigede eller uberettigede Angreb gjennem lange Maaneder Dag for Dag og Time for Time sejgpine[11] ham saaledes, at Stillingen som Minister tilsidst maa blive aldeles uudholdelig. Den belgiske Grundl­ov har vel ikke saaledes bestemt, at Ministrene skulle være Medlemmer af Repræsentationen, men den har til Gjengjæld foreskrevet, at hvert af Kamrene kan fordre Ministrenes Nærværelse. Her er altsaa Forholdet dog i det Væsentlige det samme som i England. Men kaste vi saa forbigaaende et Blik paa vor Grundlov, saa bestemmer den hverken, at Ministrene skulle være Medlemmer af Rigsdagen, eller at Rigsdagen ubetinget kan fordre deres Nærværelse. I det Højeste kan der af § 62 udledes en Forudsætning om, at de skulle give Møde ved formelige Inter­pellationer,[12] men ellers bestemmer, § 59 kun, at de i Embeds Medfør have Adgang til Rigsdagen, og skulde da et Ting blive alt for nærgaaende og ubehageligt mod dem, vil det altsaa grundlovsmæssig staa dem frit for at blive borte og føre de fornødne Forhandlinger med samme, være sig gjennem Udvalg eller skriftlig, saaledes som f. Ex. den nordamerikanske Præsident forhandler med Kongressen. Paa dette Punkt mangler saaledes aabenbart i vor Grundlov et af Parlamentarismens væsentlige Støttepunkter. Men – for at vende tilbage til dennes historiske Udvikling i England - dens Indførelse under Wilhelm III. var dog kun aldeles foreløbig. Han selv kunde snart ikke rigtig komme ud af det med Whiggerne, og under Dronning Anne dominerede tilsidst Torierne.[13] Dens endelige Grundlæggelse daterer sig saaledes først fra den Stuartske Kvindelinies Uddøen[14] eller, om man vil, det Stuartske Dynastis definitive Fordrivelse ved det Hannoveranske Dynastis Tronbestigelse.[15] Kun ved et dristigt Kup, en formelig Overrumpling af Toryministeriet havde Whiggerne sat denne igjennem, og de bare ene Dynastiet oppe trods Torierne, som holdt paa den legitime Prætendent,[16] til Fordel for hvem der senere Udbrød gjentagne blodige Oprør navnlig i Skot­land. Selv om Kong Georg I.[17] ikke havde været den Stakkel, han var, vilde han derfor været nødt til hovedkulds at kaste sig i Armene paa Whig-Partiet og lade dets Ledere herske aldeles enevældig i Kabinettet, ligesom de dominerede i Parlamentet. Havde Kongen for Alvor forsøgt paa at ville have en egen Villie i Statsanliggender, kunde Kronen hvert Øjeblik mildest talt have vaklet paa hans Hoved. Under disse Omstændigheder vandt da Whig-Aristokratiet gjennem lange Tider Hævd paa at herske, og under disse Omstændigheder indviedes den parlamentariske Tidsalder i England.

*) En Regeringsmaskine eller Regeringsdukke.
**) Suverænen er ingen Statsdukke.

Dagbladet fredag den 16. Maj 1873

Grundloven og Parlamentarismen
Af
Prof. jur. Henning Matzen.

II.

Hos os havde derimod i 1849 ingen Revolution fundet Sted saaledes som i England i 1688 eller i Belgien 1830. Og Rigsforsamlingen vedtog ikke egenmægtig Grundloven og præsenterede den til Kongens Stadfæstelse, saaledes som Parlamentet vedtog Bill of Rights. Og Kong Frederik VII. var i ingen Henseende en Usurpator, der havde legitime Præcendenters Krav at befrygte saaledes som Wilhelm III. og Georg I. Han var tvært imod Ætlingen[18] af en 400 aarig legitim Kongeslægt. Og han besluttede selv af fri kongelig Magtfuldkommenhed efter Overenskomst med sit tro Folk at give Danmarks Rige en Forfatning. Det var ham, der selv indkaldte Rigsforsamlingen, selv lod forelægge Udkastet til Grundloven og derpaa, efter at Rigsforsamlingen i det Væsentlige havde bifaldet Udkastet, selv udstedte det saaledes vedtagne Udkast om Danmarks Riges Grundlov. Men maa man saaledes prise Kong Frederik VII. for de Rettigheder, han af egen fri Villie har skjænket Folket, da bør Folket visselig ogsaa respektere de Rettigheder, han har forbeholdt Kongen. Ere vi enige om, at det har været ramme Alvor med Bestemmelserne om de første, da bør vi heller ikke nære Tvivl om, at det har været ligesaa ramme Alvor med Bestemmelserne om det sidste. Naar Grundloven forbeholder Kongen Retten til at udnævne og afskedige sine Ministre, da bør man ikke underforstaa: dog maa han kun udnævne saadanne, hvis Politik billiges af Folketinget, og han skal igjen afskedige dem, saa snart deres Politik ikke længere billiges af Folketinget; naar § 2 siger, at den udøvende Magt er hos Kongen, da bør man ikke underforstaa: dog maa den kun udøves i Overensstemmelse med Folketingets Resolutioner. Thi hvor findes der blot Spor af Hjemmel for den Paastand, at Grundlovens Giver saaledes skulde have villet lade Grundloven sejle under falsk Flag? Hvorledes kan man driste sig til at forudsætte, at Kongen selv kun skulde villet have de nævnte Bestem­melser betragtede som høflige Talemaader og Rettighederne selv som indholdsløse Former. Hvorledes kan man overhovedet tro, at en Konge med frit Forsæt og Beraad Hu selv skulde rakt Haand til at forvandle Konge­magten til et blot Symbol? Og det er san­delig kun, naar intet bedre Valg stod ham aabent, at han tør forudsættes at have villet vælge den tunge Skæbne at spille en parlamentarisk Konges Rolle. Thi det er en anden betydningsfuld Indvending mod den parlamentariske Regeringsform, at den bringer Suverænen i en for enhver Mand, endsige for en Konge utaalelig Stilling. Ganske vist har Stillingen sine Goder. Englands Monark er saaledes omgiven af megen ydre Glans, har rigelige Indtægter samt Udsigt til at se sine Børn forsørgede, idet den ældste arver Kronen og de yngre kunne forventes at blive udstyrede med Apanager. Men disse Goder byde dog kun en stakket Trøst for den tomme og indholdsløse Tilværelse, som samme Monark uungaaelig er nødt til at føre. Hans Livsopgave bestaar jo udelukkende i at repræsentere og gjøre Honnørs, samt engang imellem at sende Bud efter, Mr. Gladstone[19] eller Mr. Disraeli[20] og for Resten skrive sit Navn under, eller, som man ofte udtrykker det, sætte Tøddelen paa J'et. Denne Forretning kan ganske vist give ikke saa lidt at bestille. Dronning Victoria var altid i en umaadelig Restance, saa at man maatte træffe særlige Foranstaltninger for at lette hende Byrden. Men tilfredsstillende kan den, som Livsopgave betragtet, ikke under nogen Omstændigheder være. Man indvende ikke herimod, at de engelske Regenter dog gjennem lange Tider meget godt have fundet sig i at spille parlamentariske Kongers Rolle, og at samme Rolle følgelig ingenlunde kan forudsættes at være saa utaalelig og kjedelig, som her paastaaet. Selv ved en løseligere Gjennemlæsning af Englands nyere Forfatningshistorie vil man nemlig finde ikke saa faa fremtrædende Exempler paa, at Regenterne, for saa vidt de overhovedet brød sig om at regere, tungt have følt Trykket af Parlamentets Overvælde og vaandet sig under den ubønhørlige Parlamentarismes strænge Følgesætninger.

At en Hersker, saa dygtig og saa energisk som Wilhelm III. af Oranien, ikke kunde finde sig i at faa sin Politik dikteret af Parlamentet, var saa at sige en Selvfølge. Hans parlamentariske Ministerium havde der­for kun en kort Varighed. Han tillod sig ligeledes gjentagne Gange at gjøre Brug af sit kongelige Veto, og ogsaa under Efterfølgerinden, Dronning Anne, lød det endnu en enkelt Gang: La Reine s’avisera. Men siden den Tid er det kongelige Veto aldrig nogen­sinde blevet benyttet. Stifteren af det hannoveranske Dynasti, Georg I., var en Fremmed, født og opdragen i Hannover, og havde kun Sans for tyske Forhold, saa at han ikke en Gang kunde tale Engelsk. Derfor var han endog ude af Stand til at præsidere i Kabinetsraadet, saaledes som Regenterne hidindtil havde gjort. Ministrene forhandlede som Følge heraf mellem sig selv indbyrdes, og først naar de vare blevne enige, blev Resultatet kommuniceret Kongen gjennem Premierministeren, den bekjendte Sir Robert Walpole.[21] Denne forstod imidlertid ikke Tysk, og Kongen, som ommeldt, ikke Engelsk. Følgen blev da, at de maatte tale Latin sammen, saa godt de kunde. At Kongen under disse Omstændigheder ikke kunde tænke paa at udøve nogen politisk Indflydelse, er indlysende. Og det Præcedens, han skabte, ydede derhos Parlamenta­rismen en yderligere varig Støtte, for saa vidt som Kongen fra den Tid af har været systematisk udelukket fra alle Kabinettets Raadslagninger. Det er Premierministeren, som fører Forsædet ved disse. Han resolverer i Virkeligheden først paa Kollegernes Indstillin­ger, og Kongen faar derefter det endelige Udkaast forelagt til Underskrift, ganske i Overensstem­melse med den parlamentariske Regeringsforms nødvendige Krav. Ogsaa paa dette Punkt mangler herefter en Forudsætning for sammes Gjennemførelse i vor gjældende Grundlov, for saa vidt som den netop paalægger Kongen den bestemte statsretlige Forpligtelse selv at føre Forsædet i Statsraadet, fra hvilken Forpligtelses Opfyldelse han kun maa dispensere sig selv ”i enkelte Tilfælde” og kun for saa vidt som han maatte være ”forhindret”, altsaa have lovligt Forfald. I Følge den grundlovmæssige Ordning er det altsaa Kongen selv, til hvem hver enkelt Minister umiddelbart har at rette sine Indstillinger, og det bliver Kongen selv, som først og sidst har at resolvere i Sagen efter en forudgaaende fri Forhandling i Statsraadet paa Grundlag af den enkelte Ministers Indstilling. Ja, saaledes havde da Ordningen rimeligvis ogsaa endnu den Dag i Dag været i England, dersom – Kong Georg I. havde kunnet Engelsk! Det kunde nu vel Efterfølgeren Kong Georg II., men han var dog ogsaa en født Hannoveraner, der hovedsagelig kun have Interesse for de politiske Forhold i Hannover og Tyskland, hvor Frederik II. den Gang krigede. Whiggerne fik derfor i en væsentlig Grad Lov til at regere, som de vilde, tilmed da Præ­tendenten endnu en Gang, havde gjort Landgang i Skotland og Torierne i Masse rejst sig til Fordel for ham. Anderledes stillede Forholdet sig derimod under Kong Georg III. Han havde ingen Prætendent længere at frygte, og han derhos en født Britte samt en mand, der vilde lyde det stolte Ord, hans Moder tilraabte ham ved hans Tronbestigelse: Georg be a king! Han vilde følgelig ikke af­give Skjærmbrættet[22] for et Partiregimente, men besteg Tronen med det faste Forsæt at opløse Partibaandene og bryde de store Whig-familiers Forbund. Hans hele lange Re­gering, som endte i Sindssygdom, var derfor en ihærdig Kamp mod Parlamentets og Kabinettets eller rettere Underhusets og Under­husledernes Overvælde, en Aldrig trættet Stræben efter at hævde Kongens Ret og Magt ved siden af samme og, som han selv skriver i sine Breve til Pitt,[23] forhindre, at en af Lovgivningsmagtens Fak­torer tilintetgjorde de to andre; ja endogsaa bemægtigede sig den udøvende Magt. Kun et Par enkelte Exempler paa hans personlige Indgriben i den politiske Styrelse skulle her fremdrages. Da Posten, som Premierministeren i henved et halvt Aarhundrede havde været beklædt af en Whig, paastod Partiet lige ud at have vundet Hævd paa Besættelsen deraf. Men den Paastand respekterede Kongen ikke. I 1784 kaldte han saaledes navnlig i Kraft af sit eget personlige Initiativ en Tory til at danne sit Ministerium, og denne Tory var oven i Kjøbet kun 24 Aar gammel. Men det var ogsaa den berømte William Pitt, Englands største Statsmaand, hvem Kongen saaledes selv fremdrog og trofast støttede i den rasende Kamp, han, kun med en eneste Ven ved sin Side, heltemodig og sejrrig bestod imod et Underhusflertal, der ikke blot skummede af Forbitrelse, men oven i Kjøbet lededes af en Taler og Statsmand som Fox. Selv Pitt, Manden efter Kongens Hjærte, maatte imidlertid fratræde i 1801, da han holdt paa en Forholdsregel, som Kongen ikke billigede. Derfor kaldes han ganske vist i Nutiden en ukonstitutionel Konge. Men der findes dog ogsaa dem, som ikke nægte hans ovennævnte Stræben deres Anerkjendelse. Saaledes siger f. Ex. Lord Brougham: ”Det kan ikke Nægtes, at Georg III. kun opfyldte den Forpligtelse, hans Stilling paalagde ham, ved selv at tænke og handle efter sin in­derste Overbevisning, samt bruge sin Indflydelse til at sætte denne Overbevisning igjennem. Han gav derved et Exempel, som fortjener Efterligning til alle Tider.” At hans Politik i Øvrigt mange Gange var højst uheldig, og at han ikke holdt sig den konstitutionelle Konges Pligt efterrettelig ved ikke blot at ville regere (régner), men ogsaa administrere (gouverner), er en Ting, jeg ikke her skal dvæle ved. Hans Efterfølger, Kong Georg IV., der i det Væsentlige ikke gjorde Andet end Skandale,[24] kan passende lades uomtalt. Men Georg IV.'s Efterfølger, Wil­helm IV., viste igjen en aldeles uparlamen­tarisk Opførsel, da han i 1834 uden alt Hensyn til Underhusets Flertal kaldte en anden Tory, en anden af Englands store Statsmænd, den berømte Sir Robert Peel[25] til at danne sit første Ministerium. Ja selv den nu regerende Dronning Victoria har ikke altid handlet, som hun burde, for saa vidt som hun forinden sit Giftermaal bestemt vægrede sig ved at ville lyde den parlamentariske Etikettes Bud og skifte Hofdamer samtidig med, at hun skiftede Ministre. Det var først Prins Albert, Broderen til Kong Leopold, som indførte Parlamentarismen i Belgien, der lærte hende at indtage den fuldstændig ”korrekte” Holdning, for hvil­ken hun nu saa højlig prises af de par­lamentariske Forfattere.

Saaledes er der ganske vist blevet kæmpet, men saaledes er unægtelig ogsaa Resultatet af Kampen blevet. Hvor meget end Regenterne til forskjellige Tider have stridt imod, Parlamentarismen har sejret, den staar den Dag i Dag som en fuldbyrdet Kjensdegjerning i Englands statsretlige Praxis. En Række tilfældige historiske Kjendsgjerninger have, som paavist, utvivlsomt begunstiget dens Fremvæxt, men den egentlige Grund til samme ligger dog dybere. Parlamentarismens endelige Sejr var i Virkeligheden en Politisk Nødvendighed paa Grund af Parlamentets og særlig Underhusets ubetingede og udelukkende Bevillingsmyndighed. Denne Myndighed danner overhovedet det første historiske Grundlag for Parlamentets hele Magtstilling, navnlig ogsaa for dets Deltagelse i Lovgivningen. Forinden Parlamentet nemlig bevilgede Kongen de forlangte Subsidier, androg det som oftest paa Gjennemførelsen af en eller flere Reformer, hvilke Andragender derhos efterhaanden formedes i Skikkelse af bestemte Lovforslag, som Kongen stadfæstede ved Parlamentets Slutning samtidig med, at han takkede for de bevilgede Subsidier, en Skik, Som i det Væsentlige følges endnu dem Dag i Dag endog med Bevarelse af de samme middelalderlige Udtryk. Lovene bifalder Kongen simpelthen ved at sige: Le roy le veut (Kongen vil det). For Bevillingerne takker han først, idet det hedder: le roy remercie ses loyal subjects, accepte leur benevolence et aussi le veut.*) Vel viser nu dette sidste Udtryk: Et aussi le veut, at Kongens Stadfæstelse ogsaa i Tidens Løb er bleven knyttet til Bevillingsakterne paa samme Maade som til Lovforslagene. Men denne Skik skriver sig uden Tvivl, som Hallam[26] fremhæver, kun fra den Omstændighed, at hine Akter jævnlig, som det hedder, behæftedes med saadanne reformatoriske Lovbestemmelser, til hvilke Kongens Sanktion udkrævedes. Det er derfor lige fuldt en uomtvistelig Sandhed, som navnlig Lord Chat[h]am,[27] den store Pitts berømte Onkel skarpt og bestemt har hævdet, at Bevillingsmyndigheden fra først af ikke tilkom og i Realiteten endnu maa siges ikke at tilkomme Lovgivningsmyndigheden (King in Parliament), men at det tvært imod var og er Parlamentet, særlig Underhuset, som bevilger, og Kongen, til hvem der bevilges. Samme Bevillingsmyn­dighed er allerede hjemlet Parlamentet i Eng­lands ældste Grundlov, det berømte Magna Charta,[28] som den elendige, af sin snigmyrdede Brodersøns besudlede Kong Johan ”uden Land” nødtes til at vedtage paa Runymede Slette Aar 1215. Til den sluttede sig enkelte senere Statuter; men Omraadet for samme var dog derefter ikke aldeles utvivlsomt, for saa vidt som der fandtes forskjellige (indirekte) Afgifter, med Hensyn til hvilke det i alt Fald var omtvistet, om ikke Kongen selv kunde paalægge dem. Og denne Ubestemthed benyttede navnlig de Stuartske Regenter i muligst vidt Omfang. Enhver som helst tvivl om samme Omraade fjærnedes imidlertid ved den oven omtalte Bill of Rights, i Følge hvilken hver Skilling, som Kongen maatte opkræve til Kronens Fornødenhed, først skulde være samtykket og skjænket (granted) af Parlamentet. Dette i sin Helhed erkjendtes den Gang for saa vidt endnu officielt som Bevillingsmyndighedens Inde­haver. Alt længe forinden havde Under­huset imidlertid begyndt med at hævde den Paastand, at alle Subsidiekrav først skulde stiles til det, og endt med at erklære sig selv for ene og udelukkende Indehaver af hele Bevillingsmyndigheden. Det har det allerede i 1678 udtalt ikke for første, men tvært imod for sidste eller i alt Fald for næstsidste Gang. Da vedtog det en Resolution, lydende paa, at al Hjælp og al Forsyning, som tilstodes Kongen i Parlamentet, udelukkende val at ansse som en Gave fra Underhuset (the sole gift of the Commons). Og denne Paastand er ogsaa for saa vidt bleven tagen til Følge, som Talen angaaende Budgettet ved Parla­mentets Aabning udelukkende rettes til Un­derhuset og Bevillingsakterne ikke i Indled­ningen omtale Overhusets Samtykke, lige­som dette ordentligvis afholder sig fra at amendere[29] slige Akter. Men paa den anden Side maa dog vel mærkes, at Overhuset endnu er i uomtvistet Besiddelse af Retten til at votere eller nægte Bevillingerne en bloc, og at det følgelig ogsaa endnu maatte kunne hævde en virkelig Magtstilling i Stedet for at føre den blot taalte tilværelse, som det i Virkeligheden maa siges at føre, dersom ikke andre Omstændigheder kom til. Allerede den Omstæn­dighed er nu ikke uden Betydning, at, kun ganske enkelte Medlemmer af Overhuset ere valgte, oven i Kjøbet kun af deres Stands­fæller (de skotske og irske Peers), medens dets allerfleste Medlemmer tage Sæde dels i Kraft af deres Embedsstilling (de gejstlige Lorder, Ærkebiskopper og Biskopper), dels og navnlig i Kraft af deres arvelige Ret. Derfor paastod Underhuset allerede for over 200 Aar siden, at Overhusets Medlemmer slet ikke repræsenterede Folket, men kun deres egen personlige Ret. Men selv afset herfra er dog den Omstændighed aldeles afgjørende, at Overhuset ikke er i Besiddelse af den fornødne Uafhængighed af Rege­ringen, som har en ubegrænset Ret til at udnævne nye Peers og paa den Maade til enhver Tid kan sikre sig et Flertal i Over­huset. Ganske vist er denne Ret ikke nogensinde bleven benyttet i den parlamentariske Forfatnings Historie. Kun en eneste Gang, i 1832, da Overhusets Flertal modsatte sig Reformbill’en, var det nær kommet til et Peerschub.[30] Da Striden var paa sit Højeste, henvendte Kongen sig imidlertid underhaanden til Lorderne, som vare i Oppositionen, og bevægede en Del af dem til at holde sig borte fra Afstemningen, saa at Bill’en gik igjennem. Men selvfølgelig vil alene Bevidstheden om at have den nævnte Ret nødvendigvis give Regeringen en ganske anden sikker Holdning overfor Overhusets end overfor Underhuset. Og ved denne, i Forbindelse med de foranførte Om­stændigheder, forklares det da tilstrækkelig, at et Underhusflertal kan nøde et Ministerium til at indgive sin Demission,[31] selv om Overhusets Flertal maatte forsøge at holde paa det, men ikke omvendt, som vi des værre fik at føle i 1864, da Danmarks Sag forhandledes i begge Parlamentets Huse med et modsat Udfald.

*) Kongen takker sine tro Undersaatter, modtager deres Villighed og bifalder det, de ville.

Dagbladet lørdag den 17. maj 1873

Grundloven og Parlamentarismen
Af
Prof. jur. Henning Matzen.

III. 

Fra først af udøvede Parlamentet i Eng­land Bevillingsmyndigheden paa den Maade, at det een Gang for alle bevilgede saa Meget, som kunde anses for tilstrækkeligt til at fyldestgjøre det ordinære aarlige Behov for hele Kongens Regeringstid uden noget Paalæg om Anvendelse af det Bevilgede til bestemte Øjemed. Den Fremgangsmaade fulgtes endnu ved Restaurationen 1660.[32] Men efter Revolutionen 1688 gik man til Værks paa en anden Maade. Saa bevilgedes der kun Kong Wilhelm III. til fri Raadighed een Gang for alle en vis aarlig Sum, tilnærmelsesvis svarende til Nutidens Civilliste,[33] medens de øvrige Indtægter for et Aar ad Gangen bevilgedes anvendte til bestemte Øjemed. Derfra skriver sig Nødvendigheden af det engelske Par­laments særlige Sammenkaldelser. En særlig Forskrift herom findes ikke i den engelske Forfatning. Derpaa beror Varigheden af Parlamentets Samlinger. Regeringen kan under ingen Omstændigheder endelig slutte dem, forinden Ind­tægternes Anvendelse er bevilget. En særlig Bestemmelse om Varigheden findes derimod ikke i den engelske Forfatning. Og derfor er Kongen endelig idet Væsentlige fuldstændig afhængig af Parlamentets, navnlig Underhusets gode Villie i Henseende til Muligheden af at kunne regere. Men kunde han da ikke, naar Underhuset nægtede ham de fornødne Midler, befrygtes at ville gjøre Statskup og regere trods Underhuset, støttet til Hæren? Ingenlunde thi dels maatte Underhuset aarlig bevilge Pengene til at holde Hæren for, og det bevilgede kun meget nødig og meget Lidt til dette Øjemed; dels gaves ogsaa Straffeloven for Hæren (the Mutiny.Bill) kun for et Aar ad Gangen.  Fornyedes den ikke saa lidt som Bevillingerne, havde Kongen følgelig hverken Penge til eller Magt over Hæren. I Tilfælde af en eventuel Konflikt stod og staar han saaledes fuldstændig magtesløs over for Bevillings­myndighedens Indehaver. Vel er det nu aldrig i Englands parlamentariske Historie kommet saa vidt, at man virke­lig har dristet sig til at nægte de aarlige Bevillinger. Kun een Gang i 1784, da man for enhver Pris vilde styrte Pitt, truede den besærkerske Fox, Lederen af Under­husflertallet, med at vilde gribe til dette yderste Middel. Da det kom til Stykket, betænke Flertallet sig imidlertid og – vedtog Bevillingerne. Men det gaar selvfølgelig med Bevillingsmyndigheden som med Retten til at udnævne Peers. Alene den Bevidsthed eventuelt at være udsat for at blive udsultet maa nødvendigvis øve et saadant Tryk paa Regeringen, at Bevillingsmyndighedens Indehaver tidligere eller senere vil faa sin Krig frem.

Lægger man Nu nøje Mærke til det An­førte, navnlig om hvem Bevillingsmyndigheden tilkommer, og de om Bevillingerne brugte Udtryk: grant, gift osv., kommer man til et ejendommeligt Resultat. Hvert enkelt Aar staar det i Følge den engelske Forfatning en Del af Folkerepræsentationen, en enkelt Faktor i Statsmagten fuldstændig frit for at fatte Beslutning, om Staten skal bestaa endnu et Aar eller afslutte sin Tilværelse med det Samme. Lukker Underhusets Flertal blot en eneste Gang for Statskassen, er Alting forbi, Staten opløst, Anarkiet indtraadt, uden at Statsmagtens øvrige Faktorer, Overhuset eller selve Kongen kunne sige et Ord derimod.. Paa lignende Maade stiller Forholdet sig i Følge den belgiske Grundlov, hvorefter Kamrene hvert Aar votere Budgettet. Her er kun den Forskjel, at Flertallet i hvert af disse er raadigt over Statens fortsatte Be­staaen, for saa vidt som Regeringen ikke har den Myndighed over Senatet i Belgien som over Overhuset i England. Selv om den engelske og belgiske Forfatning kjendte til foreløbige Love, vilde Saadant ikke hjælpe, da Bevillingsmyndigheden i Følge samme ikke er en Bestanddel af Lovgivningsmyndigheden. Men hertil kommer end yder­ligere den trøstesløse Omstændighed, at hverken den engelske eller den belgiske Forfatning kjende noget som helst til foreløbige Love.

At en saadan Ordning som den nævnte imidlertid er i højeste Grad unaturlig, kan der ikke være to Meninger om. At Kongen, som dog under en konstitutionel Forfatning, der, saaledes som den engelske og den belgiske, tillægger ham et absolut Veto, maa opfattes som statsmagtens Medindehaver, ikke blot som dens Forvalter, skal lade sig de til Statshusholdningens Førelse fornødne Midler bevilge af Repræsentationen, er en grov Anomali. En enkelt Faktor i Statsmagten, som ikke direkte kan beslutte Statens Ophør og Forfatningens Ophævelse, bør heller ikke indirekte kunne gjøre det ved at borttage det nødvendige materielle Grundlag for begges Væren og Virke.  Fornuftigvis bør Bud­gettet derfor fastsættes af Statsmagten i sin Helhed eller, om man vil, af Lovgivningsmagten, saaledes. at den, hvem det tilstedes og paalægges at oppebære og give ud, ikke er Kongen, men Statens Betjente, navnlig Ministrene. Og fornuftigvis bør dernæst ingen af Statsmagtens Medindehavere, hverken Kongen eller Repræsentation, kunne tvinge den anden til at renoncere paa den frie Udøvelse af sine forfatningsmæssige Rettigheder ved Trussel om i modsat Fald at ville nægte de til Statens fortsatte Bestaaen nødvendige Midler og saaledes sprænge hele Forfatnin­gen. For saa vidt mulig at afværge en saadan Pression, der navnlig kan tænkes udøvet fra Repræsentations Side, bør man dog ikke gribe til den Udvej at have et Normalbudget med aarlige Tillægsbudgetter. En saadan Ordning vilde dog ikke forhindre Repræsentationen i at nægte Regeringen extraordinært fornødne Midler; derhos vilde en saadan Udstykning i høj Grad være til Hinder for Tilvejebringelsen af et klart og omfattende Overblik over den finansielle Status i det Hele som i det Enkelte, hvorhos et fast Budget paa mange Punkter vilde kunne hindre Lovgivningsmagten i at bevæge sig med en saadan Lethed og Frihed ved Finansplanens Affattelse, som Hensynet til de vexlende Forhold og Konjunkturer maa gjøre ønskeligt. Man bør derfor ubetinget fastholde de aarlige Budgetter, Misbrug bør kunne ske, men Forfatningen bør blot til Gjengjæld ogsaa hjemle de fornødne Retsmidler for eventuelt at kunne straffe deslige Misbrug eller i alt Fald gjøre dem uskadelige.

Ganske i Overensstemmelse med disse rette konstitutionelle Statsretsgrundsætninger har ogsaa vor Grundlov ordnet Sagen. Den kjender ikke noget til en særlig Bevillingsmyndighed, som særlig skulde tilkomme Rigsdagen eller endogsaa Folketinget alene. Den bestemmer ikke, at Rigsdagen skal votere Overslaget over Indtægter og Udgifter, men Fastsættelsen deraf tilkommer i Følge vor ligesom f. Ex. i Følge den preussiske Grundlov den lovgivende (finanslovgivende) Myndighed. Som Følge heraf maa Retten til at fastsætte Overslaget i alle Henseender, hvor ingen særlig Undtagelse maatte være gjort, navnlig ogsaa i Henseende til Spørgsmaalet om Indehaveren, følge Reglerne for den almindelige Lovgivningsmyndighed. Paa den anden Side fremtræder dog ogsaa Forskjellen mellem Finansloven som nødvendig til Statens Bestaaen og andre Love som blot gavnlige for dens videre Udvikling tilstrækkelig klart i Grundloven, for saa vidt som der i Følge § 48 skal forelægges et Finanslovforslag, medens i Følge §§ 24 og 44 andre Lovforslag kunne forelægges. Sæt nu, at et saadant Finans­lovforslag blev fremlagt, men Regeringen derpaa gjorde dets Stadfæstelse fra Kongens Side afhængig af, at Folketinget undlod at benytte sig af sin grundlovmæssige Ret f.Ex. til frit at forkaste eller forandre en vis Lov eller til efter eget Tykke[34] at nedsætte en vis Kommission eller til efter Behag at vælge sin Formand mellem Tingets Medlemmer, da tvivler vel Ingen om, at Ministrene paa Grund af den forfatningsstridige Tvang, de derved søgte at øve, og det Anarki, de eventuelt vilde fremkalde, udsatte sig for en saa alvorlig Afstraffelse ved Rigsretten, at Ingen tiere vilde prøve paa saadanne Kunster. Skulde derimod en Afdeling af Re­præsentationen undslaa sig for at vedtage Forslaget, med mindre Kongen maatte renoncere f. Ex. paa sin grundlovmæssige Ret til frit at vælge sine Ministre eller paa sin grundlovmæssige Ret til frit at bruge sit Veto mod en vis Lov, eller overhovedet paa Retten til den frie Udøvelse af sine grundlovsmæssige Særrettigheder, da vilde de paagjældende Medlemmer af Repræsentationen ganske vist ikke uden videre kunne drages til Ansvar; men deres forfatningsstridige Hensigter vilde dog kunne gjøres uskadelige. Svaret fra Regeringens Side paa Finanslovens Nægtelse kunde og burde da nærmest blive en Opløsning af den vedkommende Afdeling at Repræsentationen i Overensstemmelse med Grundlovens § 22. Denne Paragraf sætter nu aldeles ingen Grænse for Opløsningernes Antal, og denne ubegrænsede Opløsningsret turde netop staa i Forbindelse med Bestemmelsen om det aarlige Budget i § 48. At dette forholder sig saaledes, faar man allerede en Anelse om ved at se paa Fællesforfatningsloven af 1855 og Grundloven 1863, der begge have et Normalbudget og en begrænset Opløsningsret, medens Grundloven af 1849 og 1866 begge have aarlige Budgetter og ubegrænset Opløsningsret. Og det indlyser yderligere ved en Betragtning af selve Forholdets Natur. Under ordinære Forhold, naar Talen er om Reformlove, kan og bør Regeringen nemlig ikke blive ved at opløse i det Uendelige. Naar det ved en eller i alt Fald ved gjentagne Opløsninger er blevet tilstrækkelig konstateret, at Vælgerflertallet bestemt fastholder sin Mening, bør den lade Sagen falde eller træde af. Ellers udsætter den sig for at domfældes for Misbrug af sin grundlovmæssige Myndighed til at øve Tvang paa Valgfriheden. Anderledes stiller Forholdet sig derimod for Finanslovens Vedkommende. Her er jo Tale om en Lov, hvis Vedtagelse er nødvendig for Grundlovens, ja hele Statens Bestaaen, og her kan der derfor aldrig være Tale om Udøvelse af en grundlovstridig Tvang fra Regeringens Side ved gjentagne Opløsninger. Tvangen, for saa vidt en saadan udøves, gaar jo netop kun ud paa at værne om Statens Bestaaen og tilholde Vælgerne at respektere Grundlovens Bud, saa længe indtil de paa grundlovsmæssig Maade i Overensstemmelse med § 95 ere blevne foran­drede. Naar de Mænd, Vælgerne en Gang kaarede, have gjort sig skyldige i den Ad­færd enten lige ud at stemme imod Statens fortsatte Bestaaen eller i alt Fald kun stemme for den paa Betingelse af, at Kongens grundlovsmæssig hjemlede Rettigheder indskrænkes, da maa det Visselig erkjendes som en bestemt Forpligtigelse for Vælgerne ikke oftere at stemme paa disse Mænd, men vælge andre, som kunne forventes at ville gjøre deres Pligt, værne om Statens Be­staaen og holde Grundlovens Bud. Opløs­ningen maa for saa vidt i dette Tilfælde i Virkeligheden erkjendes mere at have Karakteren af en Opfordring end af en Fore­spørgsel og som saadan at kunne gjentages atter og atter, ja i det Uendelige, om saa skulde være, medens en lignende gjentagen Forespørgsel vilde blive aldeles meningsløs.

Men nu kommer jeg til det brændende Spørgsmaal: Hvad nytter det, kan man sige, at Regeringen kan opløse, derved kan den jo dog ikke skaffe de fornødne Penge til Veje? Ganske vist ikke, men den kan skaffe dem paa anden Maade gjennem en vis Sort Love, der ere ejendommelige for vor Grundlov i Modsætning til de belgiske og engelske For­fatningslove, nemlig de saakaldte foreløbige Love*). Naar et Ting har nægtet at vedtage Finansloven og derefter er blevet opløst, maa Kongen under alle Omstændigheder i Medfør af Grundlovens § 25 kunne udstede en foreløbig Finanslov, da de særdeles paatrængende Omstændigheder, som i Reglen ville mangle ved Reformlove, utvivlsomt foreligge her. Jeg tilstaar, at jeg slet ikke begriber, hvilke berettigede Indvendinger der fra vor Grundlovs Ord og Aand kunne fremsættes mod Udstedelsen af en foreløbig Finanslov overhovedet. Holck[35] har i sin Statsforfatningsret ganske vist udtalt den modsatte Mening. Men naar han til støtte for dette Resultat paakalder den almindelige politiske Betragtning, at Bevillingsmyndigheden er den konstitutionelle Forfatnings Hjørnesten, da burde han for det Første ikke have indrømmet, at en Lov om en foreløbig Indtægts- og Udgiftsbevilling, eller, som man nu har kaldt den, en ”midlertidig” Finanslov indtil videre kan træde i Stedet for en virkelig Finanslov, og at denne saa­kaldte midlertidige Finanslov kan udstedes som foreløbig. Paa den Maade er jo dog Bevillingsmyndigheden fuldstændig eluderet. Men selv afset herfra gjør Forfatteren sig dernæst ved at fremsætte den ovennævnte politiske Betragtning netop skyldig i den Forvexling, jeg tidligere har paaanket. Be­villingsmyndigheden er Parlamentarismens Hjørnesten, som Grundloven paa ingen Maade har erklæret at ville eller endogsaa blot kan forudsættes at have villet indføre. Den har derimod indført en indskrænket monarkisk Regeringsform, og dennes Hjørne­sten er den ejendommelige ”konstitutionelle” Ministeransvarlighed eller Folketingets Myn­dighed til at anklage Ministrene for Rigs­retten. Saa længe den bestaar, er der i Virkeligheden ingen Fare for Forfatningens Bestaaen, om saa der maatte ske nok saa mange Opløsninger og udstedes nok saa mange foreløbige Finanslove. Derimod kan ikke omvendt Regeringen uden Tingets eget samtykke tiltale Folketingets Medlemmer, naar disse ved deres Afstemninger maatte begaa Attentater mod Statens Bestaaen eller Forfatningens Ukrænkelighed, og her er derfor en virkelig Fare paa Færde. Naar Folketinget saaledes ingenlunde vil nøjes med den ovennævnte Ret til efter Lov og Dom at fjærne Ministre, der maatte have begaaet Forfatningsbrud, men yderligere paakalder Aanden i denne Bestemmelse som Hjemmel for, at Tinget uden Lov og Dom skal kunne fjærne Ministre, der ikke have begaaet Forfatningsbrud, og for at sætte denne Paastand igjennem nægter Ministrene de fornødne Midler til Regeringens Førelse, hvorved den med det Samme unddrager Staten det fornødne Grundlag for dens Bestaaen, da foreligger her et utvivlsomt Overgreb, overfor hvilket Regeringen vilde staa fuldstændig magtesløs uden sin foreløbige Finanslovgivningsmyndighed. Det er da virkelig Ironi at sige, at den selv har fremkaldt Nødvendigheden af den foreløbige Finanslov ved at opløse Rigsdagen; thi om saa Rigsdagen havde siddet nok saa længe, vilde den jo dog vægret sig ved at vedtage samme Lov. Det er tværtimod Rigsdagen eller dens enkelte Afdeling, der har nødvendiggjort den fore­løbige Finanslov ved ikke at ville indlade sig paa at vedtage nogen endelig Finanslov, med mindre Kongen maatte renoncere paa den frie Udøvelse af sine grundlovmæssige Rettigheder. Man dispenserer dernæst ikke en eneste af de i Grundlovens § 48 an­gaaende Udstedelsen af en saadan endelig Finanslov givne Forskrifter, fordi man tillige giver Kongen Ret til at udstede en foreløbig Finanslov. Og naar Finanslovgivningen en Gang er lagt ind under den almindelige Lovgivningsmagt, maa den ogsaa som be­mærket forudsættes at være henlagt saa vel under den foreløbige som under den endelige, naar ingen særlig Undtagelse kan paa­vises. Men en saadan findes ikke. Man kan dog fornuftigvis ikke nøjes med at henvise til Bestemmelsen i § 25, hvorefter foreløbige Love ikke maa stride mod Grundloven. Deraf faar man kun ud, at en foreløbig Fi­nanslov i Følge Grundlovens § 25 lige saa lidt som en endelig Finanslov i Følge Grund­lovens § 95 bør indeholde grundlovsstridige Bestemmelser, men ingenlunde, at den selv skulde anses som grundlovstridig. Det staar saaledes utvivlsomt fast, at Udstedelsen af en foreløbig Finanslov under de angivne Omstændigheder overhovedet maa siges at være fuldkomment grundlovsmæssig. Derimod kan det ganske vist med en Slags Berettigelse omtvistes, hvorvidt den kan afgive den fornødne grundlovsmæssige Hjemmel for Skatternes Opkrævelse, fordi det i § 49 hedder: Forinden Finansloven er vedtagen, maa Skatterne ej opkræves. Man er saa tilbøjelig til paa dette Sted uden videre at underforstaa ”vedtaget af Landsting og Folke­ting” eller maaske blot ”af Folketinget”, fordi ”vedtagne” sædvanligst bruges om Tin­genes Samtykken i et dem forelagt Lovforslag. Men paa denne sædvanlige Maade kan ”vedtage” ikke forstaas her. Det kan umuligt være Paragraffens Mening at udtale, at Administrationen skulde kunne opkræve Skatter i Henhold til en Lov, som Kongen har vægret sig ved at stadfæste, f. Ex. fordi Tienderne eller Vallø og Vemmetoftes[36] Midler vare optagne derpaa. Ved­tage maa derfor nødvendigvis paa dette Sted staa i den forholdsvis sjældnere Betydning, hvori det ogsaa bruges om Kongens Samtykken i et ham forelagt Lovforslag, hvilken Betydning vi netop finde Exempler paa i Indledningen til selve Grundloven af 1849, hvor Kongen erklærer at have ”ved­taget” Danmarks Riges Grundlov, samt Aab. Brev 5. Juni 1849 og Indledn. til Valglov 7. Juli 1848. Men kan og maa Udtrykket ”vedlaget” i § 49 saaledes utvivlsomt og under alle Omstændigheder omfatte en Vedtagelse af Kongen, da er det formentlig fuldstændig ubeføjet at Paastaa, at det ikke skulde kunne betyde: vedtaget af Kongen alene, men kun: vedtaget af Kon­gen og Rigsdagen i Forening. En Vedtagelse af Kongen alene i Henhold til Grl. § 25 maa tvært imod anses for tilstrækkelig, for saa vidt som Finanslovforslaget allerede derved kan siges at være blevet til en virkelig Lov. Det maa udkræves, men det maa ogsaa være nok. En Lov skal foreligge, men at den er endelig, behøves ikke. Forslaget maa være ”vedtaget af Lovgiv­ningsmagten”, men ”vedtaget af den endelige Lovgivningsmagt” behøves ikke. Til Støtte herfor paakalder jeg den almindelige Fortolkningsgrundsætning, som enhver Jurist vil erkjende for gyldig, at man ved Fortolkningen ikke maa lægge Mere ind i et Ord, end der nødvendigvis behøver at ligge deri. Bevisbyrden maa altsaa fornuftigvis paahvile dem, som maatte, paastaa, at der er tilstrækkelig Grund til at lægge Andet og Mere ind i Ordet ”vedtaget” end her indrømmet. Men en saadan tilstrækkelig Grund vil Ingen kunne paavise. Vil man sige, at de foreløbige Love i Følge Grund­lovens § 25 ikke vedtages, men udstedes, saa svarer jeg, at de endelige Love i Følge Grl.’s § 24 ikke vedtages, men stadfæstes. Kan da vedtage i § 49 staa i Stedet for stadfæste, maa det lige saa vel sammesteds kunne staa i Stedet for udstede. Vilde man herimod indvende, at Udtrykket vedtage sprogrigtig kun kan bruges om Samtykken i det af en anden selvstændig ligeberettiget Deltager i Lovgivningsmagten præsenterede Lovudkast, da svarer jeg: det er ikke sandt. Rigsforsamlingen havde aldeles ikke nogen selvstændig Ret til Deltagelse i Grundlovgivningen; dens Beret­tigelse beroede tvært imod udelukkende paa Kongens Villie, og dog ”vedtog” Kongen som tidligere bemærket Grundloven. Tingene vedtage dernæst ikke blot de af Regeringen eller et andet Ting fremlagte eller frem­sendte Lovudkast, men de vedtage ogsaa dem, der ere indbragte af enkelte Medlemmer. Paa samme Maade maa ogsaa Kongen kunne vedtage dem, der ere frem­lagte af Ministrene. Og vilde man herimod endnu indvende, at dette Sidste dog kun er en Paastand, der ikke finder Hjemmel i Lovsproget, saa maatte jeg endnu en Gang svare: det er ikke sandt. Hjemmelen findes i Fællesforfatningsloven af 2den Oktober 1855 § 54, hvor der tales om, at Kongen kan beslutte Afholdelsen af ikke bevilgede Udgifter, hvilken Beslutning skal være forhandlet i Ministerraadet, forinden den endelig ”vedtages af Kongen” i Gehejmestatsraadet. Vilde man endelig sige, at sammenhængen med § 48, som handler om en endelig Finanslovs Tilvejebringelse, medfører, at der ogaaa i § 49 maa forudsættes kun at være Tale om en endelig Finanslov som Hjemmel for Skatternes Opkrævning, da maatte jeg endelig ogsaa hertil svare: det er ikke sandt. § 48 handler jo nemlig ogsaa om Finansloven som indeholdende Overslag over Statens Udgifter. Og dog maa i Følge § 49 en blot foreløbig Lov utvivlsomt kunne afgive Hjemmel for Udgifters Afholdelse. Thi naar samme Paragraf simpelt hen udtaler: Ingen Udgift maa afholdes, der ikke har Hjemmel i Finansloven eller i en Tillægsbevillingslov, da ser jeg bogstavelig ikke, med hvad Skin af Ret man her vilde underforstaa Udtrykket ”endelige” og udelukke ”foreløbig”. Men det Samme, som saaledes gjælder om Udgifterne, maa dog begribeligvis ogsaaa kunne gjælde om Indtægterne. Kan en foreløbig Lov trods Bestemmelserne, i § 48 afgive den utvivlsomme Hjemmel for Udgifternes Afholdelse, maa den dog fornuftigvis i og for sig ogsaa kunne hjemle Skatternes Opkrævelse. Og kan der saaledes ikke fra Ordene og Sammenhængen hentes afgjørende Grunde mod min Fortolkning, saa kan jeg derimod til yderligere Støtte for samme paaberaabe mig den Forklaring, som Grundlovsudvalgets Ordfører afgav i Rigsforsamlingen. Derefter skulde de anførte Ord: Forinden Finanslovens er vedtagen o. s. v. netop og kun betyde: Ingen, Skat maa opkræves, forinden dens Opkrævelse er bevilget ved Finansloven. Disse Ord stod i det oprindelige Udkast men omredigeredes paa den nærværende mindre hel­dige Maade i Følge en Grund, der ikke har mindste Interesse i denne Sammenhæng. Derimod maa her mærkes, at det ved Om­redaktionen aldeles bestemt og uimodsagt hævdedes, at den nye Redaktion i Et og Alt skulde betyde det Samme som den gamle. Meningen med denne kunde nu utvivlsomt kun være den: De vedkommende Embedsmænd skulle have en Finanslov som Hjem­mel for Skatteopkrævningen; men have de, blot en Finanslov overhovedet, er det fuldkomment tilstrækkeligt, den behøver paa ingen Maade at være endelig. Andet og Mere kan man da heller ikke være beret­tiget til at lægge ind i den nye Redaktion.

Ere for saa vidt alle Indvendinger imod den foreløbige Finanslovs Gyldighed formentlig gendrevne, saa kan man dog til Slutning endnu tænkes at rejse en Indven­ding derimod fra ét politisk Synspunkt ved at spørge: Ja hvad Mening er der da egentlig i at kræve en saadan Finanslov som Hjemmel for Skatternes Opkrævning, naar denne Lov dog kan tilvejebringes af Kon­gen alene? Bliver den ikke derved en tom og betydningsløs Form? Paa ingen Maade. Den grundlovsgivende Myndigheds Øjemed med Bestemmelserne i §§ 48 og 49 har først og fremmest været at slaa fast, at der al­drig skal kunne regeres uden et forud lagt Overslag over Indtægter og Udgifter. En saadan Ordning forekommer os nu saa at sige som en Selvfølge. Men vi maa dog i Forbigaaende huske, hvor ny den var i 1849. Igjennem Aarhundreder har Danmarks Statshusholdning været ført uden Budget. I 1813 gjorde man et svagt Forsøg paa at faa et saadant, men det førte ikke til Noget, og i 1815 blev Forsøget fuldstændig opgivet. Først fra 1841 have vi havt regelmæssige Budgetter. Man kan derfor godt forstaa, at den grundlovgivende Myn­dighed har villet rejse en uoverstigelig Hin­dring for en Tilbagevenden til den gamle Uorden ved at fastsætte, at hverken Skatter skulle kunne oppebæres eller Udgifter afhol­des, forinden et saadant Overslag foreligger. Ved dernæst gjennem Brugen af Udtrykket Finanslov at henlægge Fastsættelsen af dette Overslag under Lovgivningsmagten, har den foruden andre Fortale, navnlig Overslagets Publikation, dets Omhyggeligere Behandling i Rigsdagen, det strænge Ansvar for et foreløbigt Overslag osv. ogsaa opnaaet at sikre Rigsdagen en ligesaa betydelig Indfly­delse paa samme eller paa Finanslovgivningen som paa Lovgivningen i Alminde­lighed, hvorhos den ved Bestemmelsen om, at Finansloven skal forelægges først i Folketinget, har opnaaet at sikre dette Ting fremfor Landstinget en særlig Indflydelse paa Finanslovgivningen. Ingen som helst, om end i Følge Regeringens Formening nok saa hensigtmæssig Reform vil derfor kunne gjennemføres paa Finanslovgivningens saa lidt som paa hele den øvrige Lovgivnings Omraade uden eller imod Rigsdagens, særlig Folke­tingets Villie. Men det blot Nødvendige vil Kongen i Medfør af Grundlovens § 25 alene kunne varetage saa vel paa Finanslovgivningen som paa hele den øvrige Lovgivnings Omraade uden, ja selv mod Rigsdagens, særlig Folketingets Villie. Thi Stat og Forfatning saavel som den gjældende Logivning skulle ikke gaa til Grunde eller sættes ud af Kraft, selv om et enkelt Ting, ja endog begge Rigsdagens Afdelinger maatte ønske det. De kunne og skulle bestaa, indtil samtlige de i Følge Grundlovens § 2 og § 95 Berettigede have givet deres Minde til Ophævelsen eller Forandringen. Med denne Tankegang stemmer det fuldstændig, at Grundloven først i § 48 paabyder Foranstaltninger til en endelig Finanslovs Tilvejebringelse, men derefter dog i § 49 kun fordrer en Finanslov, ikke en endelig Fin­anslov som Betingelse for Muligheden af Regeringens Fortsættelse eller af Statens fortsatte Bestaaen. En Finanslov og en saadan, der indeholder et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter, maa derfor altid foreligge, forinden den nye, Finansperiode begynder. En saakaldet Lov om en foreløbig Indtægts- og Udgiftsbevilling, eller, som det seneste Exemplar hedder, en ”midlertidig Finanslov”, der ikke indeholder et Overslag som det nævnte, turde derfor i Overensstemmelse med, hvad der foran er bemærket om den Vægt, som den grundlovgivende Myndighed maa forudsættes at have lagt paa Overslagets Tilvejebringelse, være at anse som grundlovstridigt. Derimod maa en virkelig Finanslov, hvad enten den maatte være endelig eller blot foreløbelig, utvivlsomt antages at fyldestgjøre Grundlovens Fordring. Forinden man opfordrer Borgerne til en eventuel Skattenægtelse i Tilfælde af en foreløbig Finanslovs Udstedelse, gjorde man derfor dog Vel i at mindes, at vi her i Landet baade have Dommere, som ville gjøre deres Pligt ved at straffe for Anstiftelse til Oprør, og Fogeder, som ville gjøre deres Pligt ved at inddrive de nægtede Skatter.

*) I den preussiske og østrigske Grundlov kaldes de ikke Love, men "Anordninger", hvilke Anordninger der imidlertid er tillagt lovskraft.

Dagbladet mandag den 19. maj 1873

Grundloven og Parlamentarismen
Af
Prof. jur. Henning Matzen.

IV.

Er det lykkedes mig at overbevise uhildede[37] Læsere om Rigtigheden af den Sætning, i Udstedelsen af en foreløbig Finanslov i tilfælde af, at Repræsentationen eller dens enkelte Afdeling maatte have vægret sig ved at vedtage en endelig, er fuldkomment grundlovsmæssig, da vil man maaske ogsaa indramme Rigtigheden af den Sætning, jeg tidligere har fremsat, at ikke blot de historiske og sociale Forudsætninger, der have begunstiget og muliggjort den engelske parlamentarismes Opstaaen og Bevarelse, men navnlig ogsaa det retlige Grundlag, hvorpaa den i sidste Instans maa siges at hvile, i Virkeligheden maa erkjendes at mangle hos os. Vor grundlovsmæssige Forfatning maskerer ikke en Republik, der gjør Folket frit, men Kongen ufri ved at give Repræsentationen eller dens enkelte Afdeling Magt til efter Behag at nøde ham til at skifte Ministerium og Politik. Dens Grundtanke er tvært imod ligesaa smukt som træffende udtalt i det kongelige Ord: Jeg vil være en fri Konge over et frit Folk. Som to fuldstændig frit- og ligestillede Magter skulle Konge og Folk kunne forhandle og komme til Enighed. Repræsentationen kan derfor fremkomme med Lovforslag og indgive Adresser, men den er ikke i Besiddelse af noget som helst Retsmiddel, hvorved den kan bringe Kongen i fuldkommen Afhængighed af sig og nøde ham til altid at gjøre dens Villie. Skulde Repræsentationen forsøge paa at ville udøve forfatningsstridig Tvang paa hans forfatningsmæssige Handlefrihed, da kan Kongen møde ethvert Attentat derpaa med den Protest, der ligger i en Opløsning og Udskrivning af nye Valg. Og selv om Rigsdagen til en Tid maatte nægte ham sin Medvirkning, vil han dog være i Stand til at holde Statsstyrelsen gaaende, ikke blot ved at administrere, men ogsaa ved at give Love, for saa vidt Udstedelsen deraf maa erkjendes at være særdeles paatrængende, altsaa navnlig Finanslove. Deri viser det sig, at vor Forfatning i sit Grundvæsen er et Monarki. Men paa den anden Side faar Kongen ogsaa indskrænke sig til saaledes paa egen Haand at varetage det absolut Fornødne og i det Hele taget regere grundlovsmæssig. Ellers kan han enten slet ikke regere eller i alt Fald ikke gøre det, uden at de Ministre, som yde ham deres Medvirkning ved Regeringen, ifalde det fulde kriminelle Ansvar for begaaede Grundlovsbrud og eventuelt trods Kongens Villie ved Rigsrettens Dom fjærnes fra deres Post. Deri viser sig Monarkiets indskrænkede Karakter i retlig Forstand. I politisk Henseende ytrer samme Indskrænkning sig dernæst i, at Kongen ikke paa egen Haand efter Forgodtbefindende kan oktrojere[38] Reformer i Lovgivningen eller Forfatningen, men kun indføre dem, efter at de frit ere prøvede og bifaldte af Flertallet blandt Medlemmerne i hver af Rigsdagens tvende Afdelinger. Paa den anden Side skal derimod ikke ethvert nok saa lille Flertal, være sig i Rigsdagen eller endogsaa i en enkelt Afdeling af samme, kunne paatvinge Kongen Gjennemførelsen af nogen som helst Reform netop i den Skikkelse, som flertallet ønsker, men som Kongen i Overensstemmelse med sine Raadgivere misbilliger.  Det monarkiske Princip i Modsætning til det republikanske er tvært imod for saa vidt hævdet i Grundloven, som Kongen i Statsraadet altid tillige vil kunne tage et upartisk Hensyn til Mindretallets berettigede Ønsker og derved drage Omsorg for, at Reformerne virkelig blive til hele Folkets Bedste. Ved Afgjørelsen af, om dette maatte blive Tilfældet, vil Kongen da navnlig have at tage Hensyn ikke blot til sin egen og sine Ministres, men i Særdeleshed ogsaa til Folkerepræsentationens Anskuelse. Hvad hele Folket gjennem sit forfatningsmæssige Organ har erklæret at ønske eller ville være fornøjet med, det kan og vil Kongen fornuftigvis ikke modsætte sig. Thi den Ting er vel klar, at Kongen og Folket i dets Helhed aldrig vedblivende maa drages ad forskjellige Veje.  Bedst er det, om de paa Forhaand maatte være enige om Vejen.  Men blive de en Gang uenige, og Kongen ikke kan overbevise Folket om Rigtigheden af at vandre videre paa hans Vej, da faar han standse og føre Folket paa dets Vej. Disse Sætninger ere alt slaaede fast ved vor første Grundlovs Tilblivelse og ved vore første Grundlovskampe. Da det store Folketog, hvor Mænd af alle Samfundsklasser vandrede Arm i Arm, i Marts 1848 drog til Kongen paa Kristiansborg for at bede om Ministeriets Afskedigelse, da Lød Svaret fra Kongen: Bønnen er alt opfyldt. Efter Overenskomst med sit tro Folk besluttede dernæst Kong Frederik VIII at give Riget en Forfatning, og han udstedte Grundloven, efter at en lykkelig Overenskomst var tilvejebragt med Rigsforsamlingen, som vedtog Grundlovsudkastet med 119 Stemmer imod 4. Da dernæst efter Oprørets Underkuelse Monarkiets Forfatningsforhold paany skulde ordnes, fulgte Folket Flertal længe, skjønt modstræbende, den Vej, som Kongens Regering vilde. Men endelig faldt Folket i dets Helhed fra. Den 13de Marts 1854 vedtog Folketinget med 77 Stemmer mod 3 en Mistillidsadresse til Ministeriet, og den 14de Marts s. A. sluttede Landstinget sig med 31 St. imod 11 til ganske den samme Adresse. Ved Valgene den 1ste December s. A. bekræftede dernæst Vælgerfolkets store Masse i Et og Alt samme sine Repræsentanters Votum. Da gav Frederik VII efter, og i det mindeværdige Statsraadsmøde den 3die De­cember s. A. paa Frederiksborg modtog han Ministeriets Demission. Men hvad der saaledes i Kraft af Indskrænkningen i det monarkiske Princip kan og skal gjælde om de af hele Folket udtalte Ønsker, det kan og skal netop i Følge det monarkiske Princip ikke ubetinget gjælde om noget enkelt Partis Ønsker. Den virkelige konstitutionelle Konges Regering kan og skal ikke saaledes som den parlamentariske Konges være en udpræget Parti-regering, hvor Kongen blot Lægger Navn og Underskrift til, medens i Virkeligheden nu dette, nu hint Parti regerer i Kongens Navn og maaske en enkelt Overløber fremkalder et betydningsfuldt Omslag i hele Landets Politik. Tvært imod vil det netop være bedst og naturligst, om den konstitutionelle Konge vælger sit Ministerium saaledes, at dets Medlemmer paa Forhaand ere saa lidt som muligt bundne ved bestemte politiske Partiprogrammer og indgaaede med en bestemt Kreds af Partifæller. Under denne Forudsætning vil nemlig Regeringen i en væsentlig Grad kunne følge Frihaandspolitikken og efter moden, alsidig Overvejelse vælge sit Standpunkt i enhver Sag saaledes, som det maatte findes heldigst for Reformers mulige Gjennemførelse paa en i og for sig forsvarlig og med hele Folkets Tarv stemmende Maade. Men dette Regeringens Standpunkt kan og skal da langtfra altid nødvendigvis falde samme med Flertallets. Tvært imod, jo mere yderliggaaende dettes Fordringer blive, jo mere brat og voldsom en Forandring i den bestaaende Ordning det tilsigter at fremkalde, desto mere vil Regeringen se sig nødsaget til at reagere og slutte sig nøjere til Mindretallet. Det anerkjender ogsaa den almindelige Bevidsthed, forsaavidt som den i Almindelighed forudsætter en mere konservativ Holdning fra Regeringens Side. Selvfølgelig er det herved ingenlunde Meningen, at Regeringen altid skulde gaa Mindretallets Ærinde, men blot, at den tillige skal tage Hensyn til dets Ønsker, saavidt den selv finder dem billige og retfærdige. I Følge denne Ordning vil intet Parti blive enevældigt, men alle ville de føle, at de have en Regering over dem, som det gjælder om at enes med, ikke at trodse, forsaavidt som den ganske vist til en vis Grad kan og skal vise Imødekommen til alle Sider, men paa den anden Side ogsaa har en Grænse, udover hvilken Almenvellet ikke tilsteder den at gaa, og hvor den derfor kan og skal sige Stop. Dette vil være det rette grundlovsmæssig-monarkiske Standpunkt, hvor Synskredsen omfatter hele det virkelige Folk, ikke blot det saakaldte ”Folk”, der kun er en smukkere Benævnelse for ”Parti”. Det er herefter ganske vist en Fejl ved den engelske Forfatning, at den under Folket i politisk Forstand hovedsagelig kun indbefatter de ”Fødte”, Formuende og Dannede Den moralske Adkomst til politisk Enevælde, som det engelske Underhus tidligere var i Besiddelse af, er derfor nu i Virkeligheden forsvunden. Tidligere kunde man give de engelske Forfattere Ret, naar de paastod, at Underhuset var et Udtryk for den offentlige Mening i Landet, for saa vidt som det unægtelig maa siges at være et Udtryk for de politiske og sociale Anskuelser, der ere fremherskende i de højere Samfundsklasser (”Society”), og der forhen kun i disse kunde være Tale om en virkelig offentlig Mening. Men den Tid er og har i Virkeligheden alt længe været forbi. Nu findes der ved Siden af den offentlige Mening, der udtaler sig paa Børsen, i Klubber og Saloner m.v., en anden, som er udbredt gjennem Miner, Værksteder og Borgestuer, altsaa ganske vist i mindre oplyste Kredse end en den første, men som desuagtet er til og i Kraft af selve sin Tilværelse lige saavel burde gjenlyde i Underhuset som hin. Det har den engelske Forfatning langt fra tilstrækkelig erkjendt. Langt heldigere ere vi i saa Henseende stillede i Følge vor Grundlov.  Den har, skjønt ikke i saa vidt Omfang, som ønskeligt var — idet navnlig største Delen af den tjenende Klasse er berøvet den politiske Valgret — anerkjendt Almuen som en væsentlig Bestanddel af Folket i politisk Forstand. Qg denne Anerkjendelse kan og vil selvfølgelig aldrig Nogen tænke paa at tage tilbage. Vi ere tvært imod nærved ved at gaa til en modsat Yderlighed af den, hvori man gjør sig skyldig i England. Hos os er der Mange, som have for Skik ved ”Folket” kun at tænke paa Almuen eller endogsaa kun paa en Del af den, saa at Alle, der ikke af Sprogbrugen indbefattes under Almuen, de mere Formuende, Dannede osv. heller ikke regnes med til Folket, ja endog af selve Almuen kun de, der høre til et vist politisk Parti, regnes med. Men den Regning er ikke rigtig. Spørger man om det danske Folks Mening, saaledes som den udtaler sig paa Tinge, da kan og maa man ganske vist ogsaa anerkjende det forenede Venstre som fuldt berettiget Organ for samme. Og spørger man om Udtrykket for samme i Pressen, da bør man visselig ikke nøjes med til Pressen at henregne de større Blade. Vejle Amts Folkeblad og Aarhus Amtstidende m.fl. bør lige saa vel medtages. Men ville disse Blade paa den anden Side give sig Mine af udelukkende at udtale det danske Folks Mening, da bør de vide, at dette ikke er sandt. Endnu ere de ikke hele det danske Folks, men kun et Partis Organer; endnu ere Venstres Førere ikke det danske Folks, men kun deres eget Partis Førere; endnu repræsenterer Venstre ikke det politiske Folk, men kun et politisk Parti — et Parti, som vel til Nød dominerer i Folketinget, men er fuldstændig afmægtigt i Landstinget. Og naar da dette Parti i Stedet for at stille sig paa Grundlovens Standpunkt og i Mindelighed enes med de andre Partier, der ogsaa alle ville Fremskridt, kun ikke ganske paa den Maade, som Venstre vil, hensynsløst forsøger paa at trumfe sine Fordringer igjennem, ja endogsaa truer med at fremkalde Anarki, hvis ikke Kongen vil udøve sine grundlovsmæssige Rettigheder paa den Maade, som Partiet fordrer, da turde det være paa Tide, at alle de, som ville holde paa Grundloven, saa længe den lovlig bestaar, endrægtig slutte sig sammen og som tro Allierede, saa længe Kampen staar paa, stille under Grundlovens Fane. Løsenet er givet ved selve Grundlovens Begyndelsesord: Vi ville den indskrænket-monarkiske Regeringsform, som Grundloven hjemler, men vi ville ikke den parlamentariske Regeringsform, som Grundloven ikke hjemler.