Artikler
Den 24. juli 1901 udnævntes den første Venstre-regering i Danmark. Den konservative regering Sehested blev af kongen, Christian 9., bedt om at indgive sin afskedsbegæring, og Venstre-regeringen Deuntzer blev udnævnt. Denne begivenhed, der benævnes Systemskiftet, var udtryk for, at Venstres kamp for folketingsparlamentarisme, som var blevet proklameret i 1873, havde båret frugt.
Optakten
Efter 1849-grundlovens indførelse havde regeringerne været udpegede af kongen, og siden 1865 havde disse været godsejerdominerede Højre-regeringer. Efter J.B.S. Estrups (1825-1913) afgang som konseilspræsident i forbindelse med Det Store Forlig i 1894 mellem det moderate Venstre og Højre sad der endnu tre Højre-regeringer. Allerede i 1895 var flertallet i Folketinget imidlertid skiftet, så det moderate Venstre og Højre ikke længere havde flertal sammen. Det lagde i høj grad pres på Højre for at opgive regeringsmagten.
I 1896 forsikrede konseilspræsidenten Tage Reedtz-Thott (1839-1923) desuden, at han ikke ville udstede en provisorisk finanslov, selvom Folketinget nedstemte den ordinære finanslov. Dermed mistede Højre-regeringerne et af deres hidtil vigtigste våben over for folketingsflertallets krav om indflydelse på regeringsmagten, idet Folketinget nu fik mulighed for at hindre enhver lovgivning, og dermed også regeringens styrelse af landet, ved at afvise finansloven.
Skiftet
Ved folketingsvalget i april 1901 fik Højre otte mandater, de Moderate fik 16, mens Venstrereformpartiet, der havde været imod Det Store Forlig, fik 76 mandater. Valgresultatet betød, at selv centrale Højre-folk opfordrede til en Venstre-regering. På kongens opfordring indgav ministeriet Sehested derfor sin afskedsbegæring. Den konservative Christian 9. (født 1818, regent, 1863-1906) havde også indset nødvendigheden af et regeringsskifte og havde fundet en tillidsvækkende kandidat, som han kendte gennem de yngre – og mere liberale – medlemmer af kongefamilien.
Manden var juraprofessor J.H. Deuntzer (1845-1918), der havde venstresympatier, men ikke var aktiv politiker. Den regering, han ledede, kom til at bestå af både moderate og radikale venstrefolk, så hele spektret var dækket. Venstremanden, J.C. Christensen (1856-1930), der i 1905 overtog regeringsledelsen, blev kultus- (altså kirke- og undervisnings-) minister og var i realiteten regeringens politiske leder. Særligt bemærkelsesværdig var dog landbrugsministeren Ole Hansen, der var sjællandsk gårdejer og dermed, som han senere er blevet benævnt, "den første bonde i kongens råd".
Konseilspræsident og udenrigsminister Johan Henrik Deuntzer (1845-1918). Fra: Det Kgl. Bibliotek
Følger
Det stod klart allerede i samtiden, at Systemskiftet var udtryk for etableringen af en ny statsskik, hvor regeringen udsprang af folketingsflertallet. Med enkelte undtagelser – bl.a. Påskekrisen i 1920, hvor Christian 10. (født 1870, regent 1912-1947) indsatte et forretningsministerium efter egenhændigt at have afskediget ministeriet Zahle – har denne statsskik stået uanfægtet i Danmark, og den blev med grundlovsændringen i 1953 indskrevet i grundloven.