Optakten

Med Den gennemsete Grundlov fra 1866 blev der indført privilegeret valgret til Landstinget, mens Folketinget stadig blev valgt ved lige og almindelig valgret. Disse valgregler sikrede særligt godsejerne, som overvejende var Højre-mænd, en stor indflydelse på sammensætningen af Landstinget. Grundlovsændringen var blevet vedtaget med støtte fra visse dele af Venstre – bl.a. J.A. Hansen (1806-1877). Denne støtte smuldrede imidlertid, da Venstre ikke, som forventet, fik ministerposter i den regering, som blev dannet, da godsejeren C.E. Frijs (1817-1896) i 1870 blev afløst af godsejeren Ludvig Holstein-Holsteinborg (1810-1892) som konseilspræsident. Højre-manden Holstein-Holsteinborg dannede i stedet regering med de nationalliberale, og det fik samme år venstregrupperne til at samle sig i Det Forenede Venstre.

I 1872 fik Venstre flertal i Folketinget, mens Højre fortsat havde flertal i Landstinget. Året efter krævede Venstre regeringsmagten pga. partiets flertal i Folketinget. Højre fastholdt, at kongen, jf. 1866-grundlovens § 13, selv kunne vælge sine ministre, og at de to ting i øvrigt var ligestillede, således at Folketinget ikke kunne kræve retten til at udpege regeringen. Grundstenen til en langvarig kamp var dermed lagt. Genstanden for kampen blev snart finansloven. Man fik i efteråret 1873 samlet venstregrupperne om at nedstemme finanslovsforslagets overgang til andenbehandling i et forsøg på at tvinge regeringen til at gå af, da landet ikke kunne styres uden finanslove. Til gengæld opløste regeringen Folketinget, og ved det efterfølgende valg tabte Venstre to mandater, hvilket det følgende stykke tid fik partiet til at holde igen med brugen af finanslovsnægtelse. Finanslovsforhandlingerne var imidlertid fortsat hårde, og i 1874 trak Holstein-Holsteinborg sig som regeringsleder. Han blev efterfulgt af den svage regering Fonnesbech, der for at skabe enighed om finansloven lovede regeringens afgang.

Estrup-perioden

Den 11. juni 1875 tiltrådte J.B.S. Estrup (1825-1913) som konseilspræsident og finansminister. Estrup blev siddende som regeringsleder de følgende 19 år, og det var under ham, at kampen om den danske forfatning nåede sit højdepunkt. Fortsat var finansloven omdrejningspunktet, og især var det forsvarsbevillingerne, der kom i centrum. Højre støttede en land- og søbefæstning af København, mens Venstre støttede en militsordning – man ønskede at skabe et "Dannevirke i hver mands bryst", som venstrelederen Chresten Berg (1829-1891) udtrykte det. Spændingerne var stigende indtil finansloven for 1877-78, hvor finanslovsforhandlingerne blev trukket i langdrag af Venstre, og regeringen på den baggrund udstedte en provisorisk (altså foreløbig) finanslov, der omfattede de udgifter, som begge ting havde vedtaget. Venstre hævdede, at der var tale om grundlovsbrud, fordi finansloven, ifølge grundlovens § 49, skulle være vedtaget, før skatter kunne opkræves. Regeringen mente imidlertid, at den havde ret til at bruge paragraffen, da Rigsdagen ikke havde vist sig i stand til at vedtage finansloven. Den opfattelse begrundede man i § 25 i grundloven, der fastslog, at kongen (dvs. regeringen) i "særdeles paatrængende Tilfælde" kunne udstede provisoriske love.

Efter nogle år, hvor spændingerne var mindre, intensiveredes striden igen i 1881, da Berg, i endnu et forsøg på at hævde folketingsparlamentarismen, proklamerede den såkaldte visnepolitik. Folketinget gik i lovgivningsstrejke, og udgifterne på finansloven blev færre og færre. Denne tilspidsede situation førte til, at regeringen i 1885 igen tog provisorievåbenet i brug – denne gang dog i mere vidtgående omfang, da regeringen nu hævdede, at det var op til den at vurdere, hvilke udgifter der var nødvendige for at opretholde statens fornuftige styrelse. Fra 1885 til 1894 blev landet styret via provisoriske finanslove. Et attentat på Estrup i oktober 1885 medførte desuden provisoriske love om oprettelse af et gendarmerikorps, ekstrabevillinger til politiet samt et tillæg til straffeloven, der gjorde det ulovligt at ophidse til had mod andre klasser eller sprede falske rygter, som havde til formål at undergrave regeringen.

Snart blev det klart for den moderate del af Venstre, at man ikke kom nogen vegne med visnepolitikken, og man begyndte at føre forhandlinger med den moderate del af Højre. Disse forhandlinger resulterede i Det Store Forlig 1894, der bragte ordinære finanslove til veje og resulterede i Estrups afgang. Til gengæld accepterede den moderate del af Venstre tingenes ligestilling. Bevægelsen mod folketingsparlamentarismen fortsatte imidlertid. Folketingsvalget i 1895 gav den radikale fløj af Venstre og Socialdemokratiet flertal i Folketinget, og i Højre meldte metaltrætheden sig. I 1896 viste konseilspræsident Tage Reedtz-Thotts (1839-1923) afvisning af at bruge provisorievåbenet i 1896, at en fortsat kamp var umulig. I 1901 valgtes den første Venstre-regering med professor J.H. Deuntzer (1845-1918) som konseilspræsident. Parlamentarismen var indført og forfatningskampen ovre.

Langsigtede følger

Med parlamentarismens indførelse og Venstres fremgang både i Folketinget og Landstinget blev det sværere og sværere for Højre at opretholde den privilegerede valgret til Landstinget. Med Estrups død juleaftensdag 1913 mistede man det konservative flertal i Landstinget, og vejen lå nu åben for en ændring af Grundloven. Efter grundlovsændringen i 1915 blev Landstinget således sammensat med lige og almindelig valgret som Folketinget – dog med den forskel, at man for at have valgret til Landstinget skulle være 35 år mod Folketingets 25. Med tiden blev Landstinget imidlertid i alt væsentligt sammensat som Folketinget, og ved grundlovsændringen i 1953 indførtes etkammersystemet samtidig med, at parlamentarismen blev indskrevet i grundloven (§15).