Valgret til stænderforsamlingerne, 1834

Spørgsmålet om hvem der skulle tildeles valgret blev aktuelt første gang under enevælden, hvor Frederik 6 i 1831 besluttede at oprette fire rådgivende stænderforsamlinger; en i Jylland, en på Sjælland, en i Slesvig og en i Holsten. Beslutningen blev effektueret 15. maj 1834 med Forordning ang. Provindsial-Stændernes Indretning i Danmark.

Grundlaget for valgret til stænderforsamlingerne var først og fremmest jordejendom. Kun de, der havde jordbesiddelser over en vis værdi på landet eller i byen, kunne opnå valgret. Vælgerne blev inddelt i valgklasser efter størrelsen på deres besiddelser og valgte deres repræsentanter til stænderforsamlingerne ud fra de enkelte valgklasser. Repræsentanterne i stænderforsamlingerne var dermed snarere valgt ud fra ejendoms- og indkomstkriterier end politisk eller erhvervsmæssigt tilhørsforhold.

Ud over jordbesiddelsen var der en række personlige kvalifikationer som vælgeren skulle besidde. Han skulle være mand, have et uplettet rygte, være fyldt 25 år, være fuldt myndig (dvs. at han ikke måtte være underlagt nogen form for værge) og have fuld råderet over sit bo (dvs. at dele af det ikke måtte være pantsat). De centrale kriterier for det fulde medborgerskab, som valgretten signalerede, var dermed sociale i form af kravet om jordejendommen, juridiske i form af kravet om uafhængighed af andres værgemål, og endeligt kønsbestemte, idet kun mænd fik valgret. Loven om valgret til stænderforsamlingerne betød, at 2,8 % af den voksne befolkning fik valgret.

Valgret i grundloven af 1849

Ved etableringen af stænderforsamlingerne var der stor utilfredshed og skuffelse over koblingen af valgret til kravet om jordejendom, især fra de nationalliberale akademikere, der udgjorde en central del af den borgerlige offentlighed, der udfordrede enevælden med sit krav om politisk deltagelse, men som sjældent var grundbesiddere.

Ved grundlovens indførelse i 1849 blev andre kriterier for valgretten gjort gældende. Ifølge den første grundlov blev valgretten tildelt mænd, der var uberygtede, havde indfødsret og var fyldt 30 år. Dertil kom en række forhold, der begrænsede udbredelsen af den almindelige valgret:

• Vælgeren måtte ikke stå i privat tjenesteforhold uden at have egen husstand, dvs. at tyende ikke havde stemmeret. Man så husbonden som repræsentant for hele sin husstand og dermed også for sine tjenestefolk.

• Vælgeren måtte ikke have modtaget fattighjælp uden at have betalt den tilbage eller fået den eftergivet, og han måtte ikke være uden rådighed over sit eget bo. Disse bestemmelser afspejlede kravet til valgret til stænderforsamlingerne om fuld myndighed og dermed uafhængighed af andres interesser.

• Endelig var der et krav om at vælgeren skulle have haft fast bopæl i valgkredsen et år forud for valget. Ideen bag var at medbestemmelse fordrede tilhørsforhold.

I folkemunde blev de, der efter disse kriterier ikke kunne få valgret, kaldt for ’de syv F’er’: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere.

Forestillingen om, at den fuldgyldige politiske borger var en mand, og kravet om hans frie og selvstændige stilling i samfundet, var gennemgående fra valgretskriterierne til stænderforsamlingerne. Grundloven var med sit krav om egen husstand stadig begrænsende i sine valgretskriterier, men dog mere inkluderende end det krav om grundejendom af en vis størrelse, som lå i valgloven til stænderforsamlingerne. I alt betød grundlovens bestemmelser om valgret, at 15 % af den samlede befolkning, eller 72,8 % af alle mænd over 30, fik valgret.

Grundloven i 1849 indførte et tokammersystem og opstillede de samme kriterier for valgret til Rigsdagens to kamre, Landstinget og Folketinget. Den eneste forskel lå i valgformen. Mens valget til Folketinget var direkte, var valget til Landstinget indirekte, dvs. at vælgerne valgte valgmænd, der efterfølgende valgte Landstingets medlemmer. Til Folketinget var kravene til valgbarhed de samme som til valgret, blot var aldersgrænsen til valgbarhed nedsat fra 30 til 25 år. For at være valgbar til Landstinget skulle man til gengæld være fyldt 40 og opfylde visse indkomstkrav. Landstinget var dermed et førstekammer for de privilegerede klasser.

Helstatsforfatningen af 1855 og Novemberforfatning af 1863

Ved Junigrundlovens udstedelse i 1849 var Danmark stadig del af en helstat, der også inkluderede Slesvig og Holsten. Statsforholdet krævede etablering af et overordnet Rigsråd, der varetog de sager, der var af interesse for alle tre stater. Et fælles rigsråd, der også skulle samle de dele af riget som endnu var under den enevældige konges uindskrænkede magt, ville betyde en indskrænkning af den folkevalgte rigsdags magt til gengæld for en forøgelse af den magt, der lå hos kongen og hans regering. Helstatsforfatningen fra oktober 1855 søgte at løse problematikken med etablering af et rigsråd, hvor medlemmerne var valgt af henholdsvis kongen, den danske rigsdag, hertugdømmernes stænderforsamlinger og endelig, som det eneste direkte demokratiske element, af de ca. 6000 rigeste skatteydere i Danmark.

Holsten nægtede at anerkende Helstatsforfatningen, men principperne i den blev fulgt op med Novemberforfatningen, der i 1863 søgte at løse problemet med et fælles Rigsråd for Slesvig og Danmark. Dette Rigsråd bestod af et Folketing, valgt efter samme principper som Junigrundlovens Folketing, og et Landsting, der som Rigsrådet i Helstatsforfatningen blev valgt af de rigeste skatteydere. Dermed havde man for alvor introduceret ideen om en skattecensus som begrænsning på den almindelige valgret, dvs. at det folkevalgte element blev begrænset af et andet element, valgt at de rigeste, der bidrog med mest skat til samfundet.

Valgret i Den gennemsete Grundlov af 1866

I kølvandet på det nationale nederlag i 1864 og tabet af Slesvig, erstattede Den gennemsete Grundlov i 1866 Novemberforfatningen. Tabet af Slesvig havde overflødiggjort en fællesforfatning, men de konservative elementer herfra blev ført over i en ny revideret grundlov. Den betød i demokratisk forstand en indsnævring af valgretten. Både kriterierne for valgret og valgbarhed til Folketinget forblev uændrede, men det konservative element, som kriterierne for valgbarhed til Landstinget havde rummet med sine krav om alder og ejendom, blev nu også flyttet til vælgerkorpset. Hvor vælgerkorpset hidtil havde været identisk med vælgerkorpset til Folketinget, etablerede man nu to valgklasser. Den ene klasse var de samme vælgere som til Folketinget – de valgte den ene halvdel af de valgmænd, der skulle vælge Landstingets medlemmer. Den anden valgklasse blev udgjort af de vælgere, der betalte mest i skat, og som dermed fik ret til at vælge den anden halvdel af valgmændene. Denne ordning blev kaldt den privilegerede valgret; landets omkring 1000 rigeste mænd havde to stemmer, fordi de betalte mere i skat. Dertil kom, at kongen fik ret til at udpege 12 af Landstingets 66 medlemmer, og at disse kongevalgte medlemmer sad på livstid.

Valgret i grundloven af 1915

Opgøret med den privilegerede valgret blev kernen i især Socialdemokratiets kamp for udvidelsen af valgretten frem til grundlovsændringen i 1915. Grundloven i 1915 var et gennembrud for den lige og almindelige valgret. Politisk valgret blev her for første gang givet til både mænd og kvinder på lige vilkår. For at opnå valgret skulle man være fyldt 25 år, have indfødsret og fast bopæl i landet. Kravet om fast bopæl i selve valgkredsen i et bestemt tidsrum var væk, og kravet om uberygtethed var skiftet ud med en bestemmelse om tab af valgret ved dom for en efter den offentlige mening vanærende handling uden æresoprejsning. Ikke tilbagebetalt fattighjælp og mangel på rådighed over eget bo betød stadig tab af valgret.

Ud over at kvinder blev regnet som medborgere var det afgørende nye, at det private tjenesteforhold uden egen husstand ikke længere blev betragtet som en umyndiggørelse. Husstandsoverhovedet repræsenterede med andre ord ikke længere hele husstanden, og valgretten var dermed blevet individualiseret. Forud for indførelsen af den almindelige valgret med grundlovsændringen i 1915 var gået en udvikling hvor kvinder i 1903 havde fået valgret til menighedsrådene, i 1905 til værgeråd, i 1907 til de fattiges hjælpekasser og endelig i 1908 til de kommunale råd. Loven om valgret til de kommunale råd i 1908 gav ligesom grundloven i 1915 valgret til både kvinder og tyende og kan altså ses som en forløber for den almindelige og individuelle politiske valgret.

Afrunding

Med Junigrundloven i 1849 blev Danmark formelt et demokrati, men valgrettens historie viser, at det tog 66 år før demokrati blev forstået som alle voksne og myndige menneskers ret til at deltage i valget af de politiske ledere. Indtil grundlovsændringen i 1915 var valgretten begrænset i forhold til både køn og forståelsen af personlig myndighed.

Alligevel var indførelsen af den almindelige valgret i 1848 et stort skridt taget tidligt i Europas historie, hvor valgret uden census på dette tidspunkt nærmest var revolutionær. Også i forhold til den kvindelige valgret var man relativt hurtig i Danmark i forhold til den internationale udvikling. De newzealandske kvinder fik som de første valgret til landspolitik i 1893. Finland gav kvinder valgret i 1906, og en lang række europæiske lande, herunder Østrig, Tyskland og Rusland, gav kvinder valgret i 1918 efter afslutningen på 1. verdenskrig. USA fulgte efter i 1920, mens Frankrig først gav kvinder valgret i 1945 og Grækenland i 1952.

Her ses § 30 i Grundloven af 1915, der fastsatte den lige valgret mellem mænd og kvinder. Foto: Rune Clausen, Rigsarkivet