Den almindelige stemmerets idehistorie

I forskellige europæiske lande havde man i 1600- og 1700-årene parlamenter, der havde en rådgivende funktion for kongemagten. Medlemmerne af disse parlamenter tilhørte typisk den ejendomsbesiddende elite, og hvis der var stemmeret til disse forsamlinger, blev den først og fremmest tildelt større ejendomsbesiddere, f.eks. godsejere.

I de første tiår af 1800-tallet opstod ideen om et repræsentativt styre, hvor stemmeretten ikke var knyttet til ejendomsbesiddelse, men til individet. Denne ide byggede videre på en bestemt retning inden for oplysningstidens filosofi, hvor især Rousseau (1712-1778) og Montesquieu (1689-1755) er kendt for deres ideer om folkerepræsentationen. Under Den Amerikanske Revolution (1765-1783) og Den Franske Revolution (1789-1799) samt en række mindre revolutioner i det tidlige 1800-tal udvikledes ideer om repræsentation og demokrati, som dog i første omgang ikke var knyttet til forestillingen om en folkerepræsentation med almindelig stemmeret.

1848-revolutionerne blev det afgørende gennembrud for ideen om almindelig stemmeret i Europa. Her gjorde borgere og bønder i en række stater på tværs af det europæiske kontinent oprør mod den etablerede orden, og kravet om almindelig stemmeret blev fremført af de revolutionære, hvor end de befandt sig.

Også i Danmark talte man i 1848 om almindelig stemmeret. Både blandt de københavnske borgere i det nationalliberale miljø og blandt de mere radikale samlet omkring Valgreformforeningen var der forud for Martsdagene i 1848, hvor enevælden blev afskaffet, fortalere for indførelse af en folkerepræsentation valgt ved almindelige stemmeret, hvilket også blev fremført af bønder forenet i Bondevennernes Selskab. Således konkluderede den danske rigsdagsmand Bernhard Rée (1813-68) i 1849, at den almindelige stemmeret ”i 1848 er nedstegen til Nationerne” som ”en politisk Messias”.

Den almindelige stemmeret har siden været en del af danskernes politiske bevidsthed. Imidlertid har begrebets betydning ændret sig væsentligt gennem årene. Således var der stort set ingen, der i 1848 forestillede sig, at den almindelige stemmeret også skulle gælde kvinder.

Junigrundlovens stemmeret, 1849

Da Danmark den 5. juni 1849 fik sin første grundlov, gav den stemmeret til alle mænd over 30, der opfyldte følgende kriterier:

• var i besiddelse af indfødsret
• ikke stod i privat tjenesteforhold uden at have egen bopæl
• ikke var modtager af fattighjælp, som ikke var tilbagebetalt
• ikke var uden rådighed over eget hjem
• havde haft fast bopæl det seneste år

I realiteten betød disse bestemmelser, at man udelukkede alle kvinder, alle mænd, som var ansat i privat tjenesteforhold, såfremt de ikke samtidig havde egen bopæl (dvs. tyende), foruden alle mænd, som havde modtaget ikke-tilbagebetalt fattighjælp og alle ’omstrejfende’ uden fast bopæl.

Rigsdagen skulle bestå af et folketing og et landsting, og disse havde samme vælgerkorps, dog skulle landstingsvalgene foregå ved indirekte valg. Valgbar var enhver uberygtet mand over 25, som opfyldte de ovenstående krav, mens valgbarheden til Landstinget var indskrænket til mænd over 40, som havde betalt 200 rigsdaler i direkte skat det seneste år eller kunne bevise en årlig indtægt på mindst 1200 rigsdaler. Grundlovens bestemmelser om valgret og valgbarhed var det mest diskuterede punkt på Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Det endelige resultat var et kompromis, som af flertallet blev betragtet som en almindelig stemmeret med visse indskrænkninger.

Blandt de mere konservative opfattede man den almindelige stemmeret som uønsket og betragtede det endelige kompromis som værende alt for tæt på en almindelig stemmeret. Blandt de mere progressive stod især kriteriet om, at man skulle have en vis indtægt for at være valgbar, samt den manglende valgret for tyende, i vejen for at hævde, at man fik en egentlig almindelig stemmeret. At stemmeretten ikke inkluderede kvinder, straffede og folk med handicap blev i 1849 ikke opfattet som stående i vejen for at kalde stemmeretten ’almindelig’.

De syv F’er

Med Junigrundloven fra 1849 gav man stemmeret til omtrent 15 % af den voksne danske befolkning. Man udelukkede en række grupper fra stemmeretten. Disse blev siden kaldt ’de syv F’er’: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere. Disse grupper er efterhånden blevet inkluderet i medborgerskabet, men udviklingen har ikke kun haft en retning. Således bød Den gennemsete Grundlov i 1866 på en indskrænkning af valgretten.

Med Den gennemsete Grundlov af 1866 indskrænkedes Junigrundlovens valgret. Her indførte man den privilegerede valgret til Landstinget, som betød, at den mest velhavende del af befolkningen havde større indflydelse på valgene. Dette skete ved indførelse af valgklasser, så Folketingets vælgerkorps valgte den ene halvdel af valgmændene, mens en anden valgklasse udelukkende bestod af dem, som betalte mest i skat. Endelig valgte kongen 12 af Landstingets 66 medlemmer. Hermed indebar Den gennemsete Grundlov, at Landstinget i højere grad kom til at stå som modsætning til den folkerepræsentation, man mente Folketinget skulle udgøre.

I begyndelsen af det 1900-tallet udvidedes valgretten gradvist. Med Grundloven af 1915 udvidedes den politiske valgret til Rigsdagen til kvinder og tyende, mens fattige, som havde fået ikke-tilbagebetalt fattigforsorg, først fuldstændig inkluderedes med valglovsændringen i 1933. Straffede inkluderedes med en valglovsændring i 1959. Endnu i dag er ’fjolserne’ ikke fuldstændigt inkluderede, da folk under værgemål – tidligere umyndiggjorte - ikke har stemmeret. Ligeledes har ’fremmede’, herunder også udlandsdanskere, der har boet uden for Danmark i mere end to år, ikke stemmeret. Herudover har valgretsalderen ændret sig, så den har inddraget større dele af befolkningen – fra 30 og 40 år til hhv. Folketinget og Landstinget i 1849 til i dag, hvor man kan stemme, når man er fyldt 18.

Den 5. juni 1915 markerede kvinderne deres nyerhvervede stemmeret med et stort valgretstog til Amalienborg. Man ved ikke præcis, hvor mange kvinder der deltog, men samtidige skøn varierer fra 12.000 til 20.000 deltagere. Foto: Statsbiblioteket

Almindelig valgret: et definitionsspørgsmål

Ved ‘almindelig stemmeret’ forstår vi som regel i dag, at alle myndige borgere har stemmeret, og at der ikke sker diskrimination pga. f. eks. køn, alder, race, sprog, uddannelse, formue og indtægt. Den almindelige stemmeret forstås derfor i sammenhæng med demokratiske værdier, hvor man også opererer med tre yderligere kriterier for at definere demokratiske valgprocedurer:

• ’lige valgret’, dvs. at alle vælgere har samme indflydelse på resultatet
• ’hemmelig valgret’, dvs. at vælgerens frie valg beskyttes
• ’direkte valgret’, dvs. at vælgeren stemmer direkte på en kandidat eller et parti og ikke som ved indirekte valg på en valgmand

Opfyldelsen af disse kriterier er i en dansk sammenhæng resultatet af en lang historisk udvikling. Ved de første valg havde nogle vælgere større magt end andre, afstemningerne foregik ved håndsoprækning, og valgene til Landstinget foregik ved indirekte valg af valgmænd. 

Hvad vi forstår ved almindelig stemmeret har altså ændret sig ad flere omgange over tid, siden udkastet til den første grundlov, Junigrundloven, blev skrevet af D.G. Monrad og Orla Lehmann i Martsministeriet i 1848. I dag taler man typisk om 1915 som året, hvor vi fik almindelig stemmeret. Men endnu i dag har alle borgere ikke stemmeret i Danmark. Historien om den almindelige stemmeret i Danmark kan set i dette lys derfor også opfattes som en historie om, hvordan forskellige samfundsgrupper har kæmpet for at blive inkluderet i den ’oprindelige’ almindelige stemmeret fra 1849.