Godsejerforeningen før 1848

Godsejerforeningen blev stiftet i juni 1843 som en interesseorganisation, der havde til formål at varetage medlemmernes fælles interesser som store jordejere. Foreningen nåede i perioden frem til 1848 på op ca. 50 medlemmer, hvoraf de fleste var ejere af relativt store godser, der hovedsageligt lå på Sjælland, Lolland-Falster og Fyn. Et kendetegn for disse områder var, at godsejerne her besad store mængder fæstegods, dvs. gårde, som blev drevet af bønder, der ikke selv ejede jorden, men i stedet betalte afgifter til godsejeren for at få lov til at dyrke den. Fra slutningen af 1700-tallet havde landboreformerne dog ændret en række centrale forhold for godsejerne. Forskellige lovindgreb havde blandt andet sikret fæstebøndernes retsstilling bedre og skabt grundlag for, at en del af fæstebønderne kunne blive selvejere.

Godsejerforeningen var et forsøg på at modsvare landbefolkningens voksende organiserede politiske virksomhed. I 1840’erne mødte fæstevæsnet stor kritik fra den bondebevægelse, der i denne periode var ved at opstå omkring bladet Almuevennen (fra 1842) og den politiske forening Bondevennernes Selskab (fra 1846). Bevægelsen fremførte krav om reformer af forholdene på landet, herunder at fæstegårdene skulle overgå til selveje. Godsejerne i Godsejerforeningen mente, at fæstegodset var deres retmæssige ejendom. I stænderforsamlingen i Roskilde, der var blevet oprettet i 1834, forsvarede flere fremtrædende medlemmer, herunder foreningens formand Peder Brønnum Scavenius (1795-1868), fæstegodset over for bondebevægelsens forslag. Ud over dette var omfanget af foreningens organiserede aktiviteter indtil 1848 relativt begrænset.

Peder Brønnum Scavenius (1795-1868), ejer af Gjorslev Gods på Sjælland og Godsejerforeningens mangeårige formand. Scavenius var en særdeles aktiv godsejerpolitiker. Han fungerede i årene 1835-1848 som godsejerrepræsentant i stænderforsamlingen i Roskilde og var i 1848-49 kongevalgt medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Foto: Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Revolution og grundlovskamp, 1848-49

I 1848 skyllede en bølge af revolutioner over det europæiske kontinent, og i Danmark måtte Frederik 7. (født 1808, regent 1848-1863) i marts give afkald på sin status som enevældig konge. Den nye regering, det såkaldte Martsministerium, udskrev valg til en Grundlovgivende Rigsforsamling, der skulle udarbejde en grundlov for Danmark. En fjerdedel af forsamlingen skulle udpeges af kongen og hans regering, mens resten skulle vælges af et relativt bredt udsnit af den voksne mandlige befolkning.

Den Grundlovgivende Rigsforsamling begyndte sit arbejde i oktober 1848 og fortsatte frem til Grundlovens underskrivelse den 5. juni 1849. Et centralt stridspunkt både i forsamlingen og i offentligheden var spørgsmålet om, hvem der skulle tildeles politisk indflydelse. Bondevennerne krævede en bred stemmeret og var således dem, der gik længst i demokratisk retning, mens de konservative var kritiske over for ideen om bred folkelig indflydelse.

Godsejerforeningens aktiviteter i grundlovskampen

Godsejerforeningen intensiverede sine aktiviteter markant i 1848-49. Overordnet set frygtede medlemmerne, at Grundloven ville give en for stor del af befolkningen stemmeret. Skrækscenariet var, at landbefolkningen ville få magt og indflydelse til at gennemføre den tvangsafløsning af fæstegodset, som bondebevægelsen havde krævet siden begyndelsen af 1840’erne.

For at forhindre dette påbegyndte foreningen en langt bredere politisk virksomhed end tidligere. Fremtrædende medlemmer som Jakob Brønnum Scavenius (1811-1850), Peter Adolph Tutein (1797-1885) og Hans Rasmussen Carlsen (1810-1887) udgav pjecer, der argumenterede for, at den indflydelse, som den bredere befolkning stod til at blive tildelt med Grundloven, måtte afbalanceres af forskellige konservative indretninger.

Foreningen arbejdede også på at få godsejerrepræsentanter valgt til Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Dette var ikke nogen stor succes – Carl Neergaard (1800-1850) blev som den eneste af foreningens fem opstillede kandidater valgt af befolkningen. Flere af foreningens medlemmer blev dog valgt ind af kongen og kom til at tilhøre forsamlingens konservative fløj.

I februar 1849 tog foreningen initiativ til at udarbejde en protesterklæring imod fæstegodsets overgang til selveje. Denne erklæring, der stod færdig i 1850, blev underskrevet af 174 godsejere fra hele landet og fik altså en vis opbakning, også uden for Godsejerforeningens egen medlemsskare.

Slutteligt satsede Godsejerforeningen også på at hente opbakning til sin sag gennem pressen. Til dette formål støttede foreningen aviserne Den danske Folkeven og Tiden.

Den danske Folkeven

Langt størstedelen af de penge, Godsejerforeningen brugte på at etablere et talerør i pressen, gik til avisen Den danske Folkeven, der blev udgivet mellem den 11. juli 1848 og den 28. december 1849. Avisen henvendte sig til landbefolkningen og blev præsenteret som et modspil til bondebevægelsens organ, Almuevennen.

En stor del af spaltepladsen blev brugt på at kritisere Almuevennen og bondevennerne, men avisen præsenterede også sine egne holdninger til, hvordan forfatningen burde indrettes: Den skulle sikre, at magten blev lagt i hænderne på de dannede og dem, der besad ejendom, da disse havde de bedste forudsætninger for at styre en stat. Dermed lagde avisen sig på linje med samtidens nationalliberale idealer. Dog formulerede Den danske Folkeven disse idealer således, at ikke kun middelstanden, som de nationalliberale plæderede for, men også godsejerne kunne henregnes til denne gruppe af dannede og besiddende borgere. Avisen forsøgte desuden at hente opbakning blandt de bønder, der selv ejede jord. Dette gjorde man ved at forsøge at overbevise bønderne om, at også deres ejendom kunne komme i fare ved en alt for demokratisk grundlov. Heri lå et forsøg på at få den besiddende del af bondestanden til at se deres fælles interesser med godsejerne.

Alt i alt var Den danske Folkeven dog heller ikke nogen udpræget succes. Avisen blev sandsynligvis ikke læst af særlig mange og måtte lukke ned i december 1849.

Forsiden af Den danske Folkeven den 18. juli 1848. Avisen, der henvendte sig til landbefolkningen, blev støttet finansielt af Godsejerforeningen. I artiklen øverst kritiserede Den danske Folkeven bondebevægelsens avis, Almuevennen, for at vildlede sine læsere i forbindelse med behandlingen af et cirkulære, som Justitsministeriet havde udstedt den 18. maj 1848. Avisen havde dog også ambitioner om at levere underholdning til læserne. Nederst ses sidste del af føljeton-historien ”Procuratoren og Fanden.” Foto: Niels Josva Balling

Godsejerforeningens nederlag og tiden efter 1849

Vedtagelsen af Grundloven den 5. juni 1849 var på mange måder et nederlag for Godsejerforeningen. Indsatsen i offentligheden gennem pjecerne og Den danske Folkeven havde ikke haft den ønskede effekt, og den endelige grundlov blev langt mere demokratisk, end godsejerne brød sig om.

Godsejerforeningens bestræbelser i 1840’erne og særligt i grundlovskampen er dog alligevel interessante i et lidt større perspektiv. Det var et af de første forsøg på at samle en interessegruppe bestående af godsejere og var dermed en bestræbelse på at føre politik på en ny og mere moderne måde. Man indså, at gruppens interesser nu måtte varetages gennem politisk organisationsarbejde og pressevirksomhed, samt at man måtte forsøge at hente opbakning uden for godsejerstanden. Og i disse mindre succesfulde bestræbelser lå nogle af grundelementerne til godsejerinitiativer, der senere i 1800-tallet opnåede større succes. Grundejerforeningen, dannet i 1850, og Oktoberforeningen af 1865 var forsøg på at skabe organisationer, der kunne samle godsejerne og de jordbesiddende bønder på landet. Særligt Oktoberforeningen havde indtil 1870 en vis opbakning.

Godsejerforeningen, der i forhold til disse andre foreninger var en relativt eksklusiv organisation, levede videre og havde perioder med fornyet politisk aktivitet, særligt i 1880’erne. Efter grundlovsændringen i 1915 var der dog ikke længere basis for nogen organiseret godsejerpolitik.