Artiklen i Fædrelandet den 7. decemeber 1907. Fra: Mediestream

Fædrelandet,

Udgivet af

Balthazar Christensen, C. N. David, J. F. Giødvad, Orla Lehmann, A. Wessely

Extrablad. Kiøbenhavn den 7. December 1839. Nr. 1.

Til "Fædrelandets" Læsere.

Der hørte vistnok et Slags Mod til aldeles uforberedt at fatte og iværksætte den Beslutning alt fra i dag af at lade ”Fædrelandet” udgaa som Dagblad. Selv i materiel henseende ville vi derved have mange Vanskeligheder at overvinde. Det er saaledes alt blevet bemærket, at den til Bladet bestemte Hurtigpresse og de dertil bestilte Typer først ville kunne erholdes kort forinden Nyaar; Subskriptionen er først nylig aabnet, Organisationen af Omdeling, Forsendelse o.s.v. ikkun i sin første Begyndelse. Endnu langt betænkeligere er den Omstændighed, at de Forarbeider, til hvilke netop den sidste Tid forinden Dagbladets Udgivelse var bestemt, nu maa opoffres for Øieblikkets paatrængende Krav, at alle de Aftaler og Arrangements, ved hvilke vi haabede at kunne ruste os til vor Opgaves Løsning, og uden hvilke vi navnligen ikke ville være istand til at meddele alle de Nyheder, Efterretninger og Bekiendtgørelser, i hvilke vi ville søge en væsentlig Støtte for vort Blads friske og fortløbende Interesse, nu maae overlades til Tidens successive Udvikling. Det er derfor Følelsen af en bydende Pligt, der har bevæget os til at sætte os ud over saa vigtige Hensyn.

Men denne vor Beslutning haabe vi vil finde sin fulde Retfærdiggiørelse i den store Forandring i alle Forhold, der er indtraadt ved den følgerige, vel længe forudsete, men dog uventede Begivenhed, hvortil disse Dage have været Vidne.

En Konges Død og en Andens Tronbestigelse er i ethvert Monarki og til alle Tider en Begivenhed af dybt indgribende Virkning, og at den absolute Statsform giver Kongens Personlighed en ganske anden Vigtighed end hvor Folkets selvstændige, stadige og frie Fremgang er sikret ved en ordning af Samfundsforholdene, der hjelmer det en varig og kraftig Indflydelse paa Udviklingen af sine egne Anliggender, behøver ingen Forklaring. Kong Christian den Ottendes Tronbestigelse vinder dobbelt Betydning, naar vi see hen til de mange Grunde, der giøre det antageligt, at hans Regjering vil blive mere end en simpel Fortsættelse af hans Forgjængers. Det er overhovedet kun de senere Aar at hans Majestæt som Kronprinds har taget nogen virksom Deel i Statens Forvaltning, og det endda under saadanne Forhold, at man ikke er berettiget til at drage nogen Slutning, om og hvorvidt han har identificeret sig med samme. Tværtimod indeholder hans Majestæts hele foregaaende Liv de stærkeste grunde til derom at nære Tvivl. Christian den Ottende tilhører ved sin Alder og ved sine Forhold i Eet og Alt den nye Generation. Han kjender op forstaaer den nye Tid, har ved grundige Studier og ved eget Øiesyn lært dens Bedrifter og dens Værker at kjende, han har fulgt dens mægtige Ideeudvikling, deler dens Sympathier og dens Interesser. Nu skal vist Ingen nægte, at Frederik den Sjette lige indtil sit Livs sidste Øieblikke har bevaret en Driftighed og Livlighed, som hos en Olding, hvis daadfulde Liv var stormbevæget og hjemsøgt af haarde Ulykker, maa opvække Beundring, og visseligen er han gaaet frem med Tiden i en langt højere Grad end mangfoldige, ja man kunde maaske uden Overdrivelse sige, end de fleste af hans Jevnaldrende. Men dog er det naturligt at ogsaa han var undergivet Menneskenaturens almindelige Lod: at der er en Tid, hvor Livet culminerer og derpaa en Tid, da Kraften aftager og den aandelige Bevægelighed sagtnes, at en aldrende Mand umuligen med samme Varme og samme Energi, kan gribe de nye Ideer som dem, hvilke han helligede sin Ungdoms livlige friskhed og første Kjærlighed. Det skal derfor bestandig siges til Frederik den Sjettes Berømmelse, at, ligesom han i sit Livs Vaar med Hjertelighed og Begejstring greb de Ideer, der besjælede hiin Tids bedste Mænd, saaledes var han selv i sin høie Alder en human Bedømmer af den nye Tids nye Stræben; men Ingen skal kunne paastaae, at han i Ordets egentligste Forstand var vor Tids Konge. Men det er Christian den Ottende; derfor borger os hans hele Aandsudvikling og Historie; derfor borger os mangfoldige Træk, i hvilke han vel ikke har kunnet udfolde sin Sjæls hele Fylde, men som dog for den Opmærksomme Iagttager maae være Fingerpeg, som ikke kunne miskjendes; derfor borger os de Mænd, med hvilke han har omgivet sig i Hjemmet og paa sine Reiser. Derfor har Christian den Ottende fremfor alt Andet sat sig selv et Vidnesbyrd, hvis Roes ingen Tid skal fordunkle, idet han ved sin frie og vise Beslutning gav et Folk, der i Aandsudvikling ingenlunde stod paa et høiere Trin, ja vi kunne uden Ubeskedenhed sige ikke stod paa et saa høit Trin, som det danske Folk idet mindste nu indtager, den frieste Forfatning, Europa kjender. Og den Deel, som han havde i denne stolte Bedrift, der reddede et ædelt Folks Uafhængighed og for alle Tider begrundede dets Frihed og Velværen, har han sandeligen aldrig havt Grund til at fortryde. Norges lykkelige Udvikling har beskjæmmet alle forsagte Tvivlere, og hvad han fuldførte med ungdommelig Begjstrings resolute Mod, det maa for den modne Mands prøvende Blik nu vise sig i en lang og riig Erfarings herlige Stadfæstelse. Derfor hilse vi i Kong Christian den Ottende den nye Tids Søn, derfor hylde vi i ham, i Ordets egentligste og væsentligste Betydning, vor Tids Konge. Derfor er hans Tronbestigelse et stort, et betydningsfuldt Øieblik, hvis videre Udvikling Folket seer imøde med forventningsfuld Tillid og værdig Fasthed.

Og derfor have vi anseet det for Pligt, da dette vigtige Moment kom, strax at begynde den Virksomhed, som vi nu engang betragte som den os anviste Opgave. Er med denne riigtbegavede Fyrstes Tronbestigelse en ny Tid gaaet op over Danmark, saa er det et lykkeligt Forvarsel for et Foretagende, som er helliget til dennes Tjeneste, og i alt fald ville vi fra hans Regjerings første Dage af være et Vidnesbyrd om de Forventninger, hvormed Danmark, hvormed den hele civiliserede Verden seer hen til Christian den Ottende.

Vore Grundsætninger have vi saa fuldstændigen og saa aabent udtalt i den af os udstædte Subscriptionsindbydelse, at vi derom her Intet have at tilføie. Kun maae vi endnu gjentage vor Appel til Publikums Villighed med hensyn til de Fordringer, der under de antydede Omstændigheder kunne gjøres. At vi ikke kunne paatage os nogen bestemt Forpligtelse til at lade Bladet udkomme just hver Dag, er blevet bemærket i de derom udstædte Bekjendtgjørelser, ligesom det er en Selvfølge, at Abonnenterne paa det hidtilværende Ugeblad ”Fædrelandet” og paa nærværende Dagblad uden Vederlag erholde de Nummere, som indtil Udløbet af dette Aar maatte udkomme.