Befolkningens gradvise inddragelse i politik

Landboreformerne i anden halvdel af 1700-tallet havde svækket godsejernes position i lokalsamfundene på landet. Det administrative tomrum, som godsejerne havde efterladt sig, blev fra begyndelsen af 1800-tallet i et vist omfang udfyldt af kommissioner, hvis formål var at tage sig af enkeltsager. Sådanne var eksempelvis skolekommissionerne fra 1814 og sognefattigkommissionerne fra 1803. Sognepræsten var typisk formand for sådanne lokale kommissioner, og de øvrige medlemmer blev fundet blandt de fremmeste bønder. Lægmand blev altså så småt inddraget i styrelsen af lokalsamfundene.

Inddragelsen af befolkningen blev yderligere fremmet med oprettelsen af borgerrepræsentationer i købstæderne i 1837 og sogneforstanderskaber i landdistrikterne i 1841. Dog var det stadig kun de fremmeste og rigeste bønder og borgere, der sad i disse organer, som fortsat var underlagt centraladministrationens embedsmænd.

Oprettelsen af de rådgivende stænderforsamlinger i 1834 åbnede for en bredere folkelig deltagelse i politik og debat. I forhold til lignende tiltag i andre europæiske lande var der mange, som kunne deltage i valgene til stænderforsamlingerne. Alligevel var det kun ca. 3 % af befolkningen, der havde stemmeret, mens omkring halvt så mange kunne vælges. Selv om stænderforsamlingerne kun var rådgivende, udviklede de sig til fora, hvor politiske, sociale og andre emner kunne diskuteres åbent og samtidig bringes videre ud til den brede befolkning igennem Stændertidende, som offentliggjorde referater af debatterne.

Den øgede inddragelse af befolkningen i administration og politisk debat kom til at virke som en øvelse i demokratiske discipliner som debat, beslutningstagning og valg af repræsentanter. Det var ganske vist mest samfundets fremmeste borgere, der blev øvet, og der var strenge grænser for, hvad der kunne siges og skrives. Alligevel var det et skridt i retningen af en ny samfundsorden, hvor befolkningen i stigende grad blev inddraget i samfundets styrelse.

Litografi af den første holstenske stænderforsamling i Itzehoe, indkaldt fra 1. oktober 1835 til 20. februar 1836. Foto: Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen  

Enevældens reaktionære tiltag

Frederik 6. og Christian 8. oprettede administrative og politiske institutioner, hvor dele af befolkningen kunne deltage, men søgte samtidig i vid udstrækning at begrænse egentlige liberale og demokratiske strømninger. Trykkefrihedsreglerne var løbende blevet ændret, men de indskrænkninger, der blev vedtaget med trykkefrihedsforordningen i 1799, var med enkelte skærpelser gældende indtil 1848. Fra enevældens side var man især på vagt over for kritik af politiske forhold, hvilket sagen om Dr. Dampe vidner om. I 1820 blev Dampe idømt livsvarigt fængsel for at trykke og udgive et skrift, der opfordrede til demokratiske omvæltninger.

Da Christian 8. blev konge i 1839 håbede mange på en mere liberal politisk linje. Men også Christian 8.s regeringsperiode blev præget af forsøg på at svække liberale strømninger. I løbet af 1840'erne tog en række politiske bevægelser imidlertid til i styrke. De nationalliberale i de større byer havde som erklæret mål at få en fri forfatning. Bondebevægelsen var længe tro mod enevælden, men mange i bevægelsen tilsluttede sig kravet om den frie forfatning, særligt efter den nationalliberale Orla Lehmanns 'Falstertale' i 1841. I talen gav Lehmann oplysningstidens ånd æren for landboreformerne frem for det enevældige systems omsorg for bønderne. Lehmann blev efterfølgende fængslet i tre måneder.

Fra begyndelsen af 1840'erne rejste bondebevægelsen og de nationalliberale i flere tilfælde krav om en fri forfatning og bedre retsforhold for bønderne. Efter et stort bondemøde i 1845 forsøgte Christian 8. igen at dæmme op for de politiske rørelser med forbud. Denne gang ved at udstede det såkaldte 'bondecirkulære', der forbød bønder at deltage i møder udensogns og krævede politiets tilladelse ved fremtidige møder, hvor bøndernes retsforhold var på dagsordenen. Bondecirkulæret havde ikke den ønskede effekt, men svækkede yderligere bøndernes tillid til kongen, selvom det blev trukket tilbage kort tid efter.

Enevældens politiske strategi

At kongerne og centraladministrationen inddrog dele af befolkningen i administration og politisk debat i første halvdel af 1800-tallet var ikke et forsøg på at gøre befolkningen mere politisk aktive. Det var nærmere en strategi, hvor kongen afgav kontrol på enkelte områder for at fastholde det overordnede enevældige system. Reformerne af lokaladministrationen var nødvendige på grund af de sociale ændringer, som landboreformerne havde medført. Oprettelsen af stænderforsamlingerne havde baggrund i pres fra Det Tyske Forbund om oprettelse af en rådgivende forsamling i Holsten og frygten for den europæiske revolutionsbølge i 1830.

Det var ikke enevældens hensigt at fremme liberale og demokratiske strømninger. Det understreges af restriktionerne af bl.a. trykke-, ytrings- og forsamlingsfrihederne og fængslingerne af kritikere af systemet. Den frie forfatning blev da også først givet, da Frederik 7. (født 1808, regent 1848-1863) blev konge i 1848 og mere eller mindre frivilligt afskaffede enevælden samme år.

Overgangen til en mere demokratisk statsform lettedes af, at dele af befolkningen igennem deltagelse i debat og administration var øvet i demokratiske discipliner. På den måde blev enevældens strategi med at give små indrømmelser for at fastholde den enevældige samfundsform medvirkende til, at samfundet fungerede efter indførelsen af den første frie forfatning i 1849.