Enevælde betyder tre ting. Det er betegnelsen for en absolutistisk styreform og for en bestemt ideologi. Dertil anvendes enevælde også som betegnelse for en periode i danmarkshistorien, der tog sin begyndelse i 1660 og endte i 1848. Nogle vil sige til 1849, for nok blev enevælden afskaffet i 1848, men først ved Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 blev et nyt politisk system officielt sat i stedet i form af et konstitutionelt monarki.

Den tidlige enevælde 1660 til ca. 1750

I de første knap 100 år efter enevældens indførelse i 1660 var der to måder, som enevoldsmagten kunne legitimeres på ideologisk. Den ene var teokrati, dvs. at magten stammede fra Gud, og ulydighed mod kongen, f.eks. ved at snyde i skat, ville da være at ligne med blasfemi, der var en alvorlig forbrydelse. Den anden var naturretlig. Herved mentes, at menneskene oprindeligt havde levet i en tilstand af anarki, kaos og junglelovstilstande, og for at slippe for disse onder havde menneskene indgået en samfundspagt, dvs. overdraget al magt til en leder, og deraf var kongemagten opstået. Derfor skulle befolkningen i egen interesse adlyde kongen.

Enevoldsarveregeringsakten af 1661 blev af styret udlagt som en sådan frivillig magtoverdragelse. Kongeloven af 1665 bar kappen på begge skuldre. Den enevældige forfatning sagde nemlig, at befolkningen selv havde overdraget den enevældige magt til kongen, men at det var Gud, der havde bevæget dem til det.

For at understrege kongens ophøjede og suveræne enevældige stilling over for befolkningen blev han i prædikener og lign. benævnt intet mindre end en ”jordisk gud”. I officielle portrætter blev monarken afbildet med allehånde royale symboler såsom krone, scepter, rigsæble og hermelinskåbe.

Frederik 3. (født 1609, regent 1648-1670) omgivet af sin familie, hyldes som enevældig arvekonge den 18. oktober 1660. Arvehyldningen blev skildret i 1806 af maleren Nicolai Abildgaard (1743-1809). Sollyset faldt direkte på de kongelige som tegn på guds bifald af den første enevældige monark. Det tidlige enevældige system blev ideologisk begrundet og retfærdiggjort, dels ved teokrati, at magten stammede fra Gud, og kongen regerede i Guds sted, dels ved samfundspagtlæren, at befolkningen selv frivilligt havde overdraget al magt til kongen. Fra: SMK Open

Det enevældige styre støttede sig til landets godsejere, der blev pålagt en række lokaladministrative funktioner for staten. Også før 1660 havde godsejerne haft meget at sige. Men det nye var, at før 1660 havde de været adelige, efter 1660 kunne alle, der havde penge, købe jordegods, uanset om de var adelige eller ej. Ligeledes kunne kongen nu adle, hvem han ville. Og hvis man tilhørte den gamle adel uden samtidig at eje jordegods, var adelskabet ikke så meget værd. Omvendt kunne borgerligt fødte nu via nepotistiske forbindelser gå i kongens tjeneste som embedsmænd. Befolkningens rolle var at være lydige undersåtter, der gjorde, som de fik besked på.

Den oplyste eller opinionsstyrede enevælde ca. 1750 til ca. 1800

Anden halvdel af 1700-tallet betegnes som oplysningstiden, hvor der skulle spredes lys og klarhed i det mørke af uvidenhed, fordomme, vanetænkning, nedarvede forestillinger og overtro, der omsluttede samfundet og befolkningen. I begrebet oplyst enevælde ligger, at kongen skal bruge sin enevældige magt til at gennemføre samfundsreformer, der skal sprede lys i dette mørke. F.eks. skolereformer eller landboreformer.

Hvor kongen hidtil havde skullet afværge onder, blev det nu i højere grad regentens opgave at levere flere goder til befolkningen. Teokratilæren virkede ikke længere helt overbevisende. Så der blev i stedet i højere grad slået på samfundspagtlæren, på det forhold, at befolkningen selv frivilligt havde overdraget magten til kongen. Og når det var tilfældet, fulgte det logisk, at kongen derfor var forpligtet til at regere med henblik på at fremme og sikre befolkningens velfærd og økonomiske fremgang. Når dette var omdrejningspunktet for det enevældige system, ja, så måtte befolkningen have mulighed for at ytre sig om sine ønsker i så henseende – i hvert fald i princippet.

En fremherskende ideologi i perioden er blevet kaldt den opinionsstyrede enevælde. Den gik ud på, at der skulle være en fri offentlig debat om samfundsforholdene, og styret skulle følge denne debat, tage bestik af den og gennemføre reformer på grundlag af indsparkene herfra. Kongen blev stadigvæk kaldt en fader, men nu i betydningen en kærlig og omsorgsfuld far, der sørgede godt for sine børns velfærd og trivsel. Endvidere blev der nu lagt mere vægt på kongemyndigheden end på selve kongen som person. Kongen blev nu i højere grad set som statens øverste embedsmand, topfiguren i et civilt og militært bureaukrati, der var afhængig af input fra dette og efterfølgende af, at hans system sørgede for at føre hans beslutninger ud i livet.

Landets godsejere og borgerligt fødte embedsmænd udgjorde fortsat de ledende grupper i samfundet, som styret støttede sig til. Embedsstanden blev mere professionaliseret og i stigende grad udnævnt på grundlag af uddannelse og faglige kvalifikationer. En del af de lokaladministrative funktioner, som var blevet lagt ud til de lokale godsejere, blev nu taget tilbage og overtaget af statslige embedsmænd. Mens det hidtil havde været nogle få, rige erhvervsfolk primært i København, der havde nydt godt af enevældens erhvervspolitik, orienterede styret sig nu imod middelklassen i byerne i skikkelse af købmænd, fabrikanter, embedsmænd og udøvere af det, vi nu om dage ville kalde liberale erhverv. Det var udtryk for, at denne bymiddelklasse som følge af de bedrede økonomiske konjunkturer var begyndt at få øget vægt i samfundslivet.

Udtrykket undersåtter rimede ikke så godt på den nye betoning af samfundspagtens lære om, at befolkningen selv havde overdraget magten til kongen, så at han kunne bruge den til at befordre befolkningens velfærd - eller med den opinionsstyrede enevælde. Derfor blev befolkningen i stedet i stigende grad betegnet borgere i betydningen myndige samfundsmedlemmer. Mens en undersåt skulle være lydig, skulle en borger være loyal, og tillige måtte vedkommende være aktiv og engageret i offentlige anliggender, f.eks. ved at deltage i debatten. Blot at gøre som der blev befalet, og i øvrigt passe sit eget var ikke længere nok.

Skematisk oversigt over den enevældige epokes tre faser udarbejdet af Michael Bregnsbo

Den sene enevælde ca. 1800 til 1848

Involveringen i og nederlaget i Napoleonskrigene i 1814 med tabet af Norge og den følgende langvarige økonomiske krise belastede forholdet mellem konge og befolkning, ligesom erfaringerne fra Den Franske Revolution i 1789, der afskaffede enevælden i Frankrig, havde givet styret betænkeligheder ved for mange og dybtgående samfundsreformer. Samfundspagtlæren blev nu i stigende grad et tveægget sværd: Hvis det var befolkningen selv, der havde overdraget kongen magten, kunne det argumenteres, at så måtte befolkningen også have ret til at stille krav til kongen om, hvordan magten skulle udøves. Ja, i yderste konsekvens, at befolkningen kunne tage magten tilbage. Derfor undgik styrets talsmænd nu dette emne. I stedet slog de på, at enevælden bestod og havde bestået lykkeligt i over 100 år, som grund til, at den fortsat skulle bestå, og at ideer om alternative styreformer skulle afvises.

Det britiske bombardement af København i 1807, hvor bl.a. tårnet på Vor Frue Kirke brændte natten mellem 4. og 5. september. Det enevældige styre kan ses som en uskreven overenskomst mellem konge og folk, hvor monarken skulle garantere befolkningens sikkerhed, mens folk til gengæld accepterede det enevældige styre. Efter bombardementet i 1807 kunne den enevældige konge ikke længere levere sin del af den uskrevne aftale. Kobberstik af G.L. Lahde efter forlæg af C.W. Eckersberg. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Betegnelsen ’fader’ om kongen blev fortsat brugt, men virkede efterhånden ikke ganske overbevisende. Deri lå nemlig, at befolkningen så måtte være at ligne med umyndige børn. Det var der mange fra de nye og selvbevidste samfundsklasser, der ikke brød sig om.

Kongen blev fortsat set som statens øverste embedsmand. Således blev han oftere og oftere portrætteret i civil eller i officersuniform uden kongelige attributter. Styrets officielle formål var fortsat at forbedre almenvellet gennem reformer, men de hårde økonomiske tider lagde dog betragtelige hindringer i vejen for dette.

Godsejere og medlemmer af byernes middelklasse – veluddannede og mere og mere selvbevidste embedsmænd og selvstændige erhvervsdrivende – udgjorde fortsat systemets rygrad. Men nu tillige suppleret med middelklassen på landet i skikkelse af de velsituerede gårdmænd. Disse havde opnået øget frihed og var ofte blevet selvejere ved styrets landboreformer sidst i 1700-tallet.

Ligesom i den foregående periode blev ubetinget lydighed fra befolkningens side ikke længere anset for tilstrækkeligt; man skulle også være loyal - og aktiv og engageret i offentlige anliggender, men modsat den foregående periode blev det i højere grad betonet, at man som borger dog skulle være ukritisk.

Den enevældige epoke: idealer og realiteter

Det, der kendetegnede enevælden i hver af de ovennævnte faser, var en blanding af idealer og realiteter. Det var ikke alle samfundsgrupper, hvis velfærd blev fremmet af styret. Det var ej heller alle samfundsgrupper, som styret gerne så tage aktivt og engageret del i den offentlige debat om samfundets forbedring, endsige alle borgere, der var aktive, engagerede eller ukritiske. Men realiteterne bag ændringerne var, at samfundet i løbet af 1700-tallets anden halvdel gik fra at være et næsten statisk nul- eller lavvækstsamfund til at blive et dynamisk vækstsamfund. Dette nødvendiggjorde navnlig omfattende landbrugsmæssige, sociale og retlige reformer for bondestanden. Det gamle godsejerstyrede landbosamfund kunne ikke fortsætte. Ligeledes blev der skabt en middelklasse i byerne med øget vægt i samfundslivet. Endvidere betød oplysningstiden, at der blev sat spørgsmålstegn ved og gået kritisk til nedarvede institutioner og traditioner.

Alt det måtte det enevældige styre søge at forholde sig til og søge at indoptage, for kun derved var det i stand til at overleve i næsten 200 år helt frem til 1848.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.