Første side i Kongeloven. Se hele loven i høj opløsning på Rigsarkivets Arkivalieronline

Indhold

Forord

Forfatningsbestemmelser (§§ 1-7)

Regler for et formynderstyre i tilfælde af en mindreårig regent (§§ 8-14)

Bestemmelser om kongens regeringstiltrædelse og salvning (§§ 15-18)

Udførlige arvefølgebestemmelser (§§ 19-40)

 [til top]

Kongeloven, 14. november 1665

Wii Friderich dend Tre­die, aff Guds Naade Dannemar­ckis, Norgis, Wendis och Gottis Konning, Hertug udi Schleszuig, Holsten, Stormarn och Diht­marschen, Greffue udi Olden­borig och Dellmenhorst, etc.,

Giøre alle Vitterligt, At Effter­som Wii icke alleene aff andres exempel, men endoch aff eygen forfarenhed haffver fornummet og udj gierningen befundet, huor underligen den store og Allmegtige Gud offver alle Kon­ger og Herskaber saavelsom deris underhaffvende Riger og Lande effter sin urandsagelige Viisdombs raad hersker og al­ting derudj styrer og beskicker, fornemmeligen i det Hans Gud­dommelige Allmagt den offver Os, Voris Kongelige Huus og disse Vore Kongeriger og Lande udj forgangne Aaringer svæ­bende fare, ja fast øyensiunlig forestaaende yderste forderff og undergang saaledis fader­ligen haffver affvendet og till saadann een ende udført, at Wi icke alleene er bleffven reddet og satt udj ynskelig fred og rolighed, mens end ogsaa Voris da værende Rigens Raad og samptlige Stænder, Adel og Uadel, Geistlig og Verdslig der­till bevæget deris forrige Kaar og Wallrettighed at affstaa og begiffve, den tillforne aff Os un­derskreffne Haandfestning med alle sine Gienparter, puncter og clausuler død, magtesløs og till intet at giøre, Os fra Voris Eed, Vi giorde, der Vi først traade i Regieringen, udj alle maader og uden nogen excep­tion qviit og frii at erklære, og saaledis Os oc de aff Os, saa­som Hoffvedet og første Eyere, ved rett lowlig Egteskab needstigende Mand og Qvinde Linier, saa lenge nogen aff dennem i Liffve ere, ArffveRettigheden till disse Vore Kongeriiger dan­marck og Norge sampt alle Iura Majestatis, absolute Magt, souverainetet og alle Kongelige Herligheder og Regalier utvun­gen og uden nogen Voris till­skyndelse, anmoding eller be­giering aff eygen frii Villie og fuldberaad Huu allerunderda­nigst at andrage og offverant­vorde, dislige at renuntiere den aff Os paa Voris Elskl. kiere Søns Printz Christians Veygne anno 1650 den 18 Iunij udgiffne revers sampt Voris provisional disposition dateret anno 1651 den 9 Iunij, saa­velsom og alt hvis udj Recessen, Ordinantzen og andre forord­ninger kunde findes, Haand­festningen gemess[1], at stride mod denne Voris ArffveRettighed, souverainetet og absolute Re­giering, stillende det ogsaa udj Voriseygen Allernaadigste Villie, icke alleeniste paa huad maade Regieringen hereffter skulde indrettes, mens endoch huorle­dis med successionen og Arffve­liniernes ordentligen paa hin­anden følgende Rad blant Mand og Qvindekiøn skulde forholdes, og paa huad manneer i den min­deraarige Konges unge Alder (om slig minorennitet i frem­tiden sig maatte tildrage) Regi­mentet skulde føres og beskic­kes og herom effter Voris eygen Naadigste tycke og Velbehag enn forordning at giøre, som de da loffvet og med Eed sig for­pligtet haffver at skulle være dennem, deris Arffvinger og posteriteten een fundamental, det er uforanderlig Grundvolds­Low og aff dennem udj alle sine puncter og clausuler eff­terkommes, saa at Vi, Voris Egte LiffsArffvinger og deris descendenter udj ingen maade hemmelig eller aabenbarlig der­imod aff dennem eller deris Arffvinger og Effterkommere skulde hindres og foruroliges, mens ydermeere med Eed for­bundet sig imod alle og een huer, i huem det være kunde, Ind­lændske eller udlændiske, som herimod skulde ville handle eller tale, saadant at forsvare, Liff og ære, gods og blod der­hos at opsette, og at fra saa­dan deris pligt og skyldighed dennem, deris arffvinger og Effterkommere ingen Venskab eller Fiendskab, frygt eller fare, gaffn eller Skade, had, Affvind eller nogen menniskelig List og paafund udj ringeste maade skulde affvende, og huad hel­les ydermeere deris under­danigste Løffter og tilsagn ere, huormed bemeldte Voris kiere og tro undersaatter deris in­derlige devotion og kierlighed till Os og deris Hiertelig Attraa till Vores Kongelige Arffvehuses florerende fremvext og tiltagelse og disse Vore ArffveKonge­rigers allmindelig tryghed og rolig Velstand haffver vildet giffve tilkiende: Da haffve Vi ochsaa saadann den Guddom­lige forsiuns synderlige skick­ning og Voris kiere og tro undersaatters store kierlighed og allerunderdanigste devotion till Os tilbørligen offverveyet og betragtet, og derfor billigen[2] Vore tancker derhen vendet og ret­tet, saadann Regierings Form og Arffvesuccession at forordne og beskicke, som sligt et Ee­nevoldsArffveKongedømme og Regimente det endeligen for­drer og udkreffver, huilcken Vii ochsaa med og udj denne KongeLow saasom Konge­dømmets rette uforanderlige fundamental Low, vill haffve forordnet og beskicket, som skall holdes og agtes aff Voris Arffvinger, deris Effterkom­mere og descendenter saavel­som og aff meenige Vore Kongerigers og Landes Jnd­byggere fra den Høyeste till den Laweste, ingen undertagen, for een fuldkommen uryggelig og uimodsigelig forordning og Low till ævig tiid.

[til top]

I. Den beste begyndelse till alting er at begynde med Gud. Det første derfore, som Vi for alting ville udj denne Konge­Low allffvaarligen haffve be­falet, er: at Voris Effterkom­mere, Børn og Børnebørn i tu­sinde Leed paa Færne[3] og Mørne[4], EenevoldsArffveKonger offver danmarck og Norge ære, tiene og dyrcke den eene rette og sande Gud paa den maade og manneer, som hand sig i sit hellige og sande ord aaben­baret haffver, og Voris Christe­lige Troe og bekiendelse klar­ligen derom formelder effter den form og maade, som den reen og uforfalsket er bleffven foresatt og fremstillet udj den Augsburgiske confession Aar et tusind fembhundrede og trediffve, og ved samme reene og uforfalskede Christelige Troe holde Landsens Jndbyggere og den vældeligen haandhæffve og beskierme i disse Lande og Riger mod alle Kiettere, Svær­mere og Guds bespottere.

II. Danmarckes og Norges EenevoldsArffveKonge skal være hereffter og aff alle undersaatterne holdes og agtes for det ypperste og høyeste hoffved her paa Jorden offver alle Menniskelige Lowe, og der ingen anden hoffved og dommere kiender offver sig enten i Geist­lige eller Verdslige Sager uden Gud alleene.

III. Skall derfor ochsaa Kon­gen alleene haffve høyeste Magt og Myndighed till at giøre Lowe og forordninger effter sin eygen gode Villie og Velbehag, at for­klare, forandre, formeere, for­mindske, ja og slet at opheffve forrige aff hannem sielff eller aff hans Forfædre udgiffne Lo­we (denne KongeLow alleene undertagen, huilcken saasom Kongedømmets rette Grund og GrundvoldsLow jo endeligen faar at bliffve uforanderlig og uryggelig), saa og at undertage huad og huem hand lyster ud­aff Lowens allmindelige befal­ning.

IV. Skall og Kongen eene haffve høyeste Magt og Myn­dighed at isette og affsette alle Betiente[5], høye og lawe, være sig huad naffn og titel de haffve kunde, effter sin eygen frii Villie og tycke, saa at alle Embeder og Bestillinger, i huad Myndighed de haffver, skall aff Kongens Eenevoldsmagt saa­som af een kilde haffve sin første oprindelse.

V. Kongen skall eene haffve Vaabens og VæbningsMagt, at føre kriig, slutte og opheffve forbund med huem og naar hand det got befinder, Told og all anden contribution at paa­legge, efftersom een huer vel veed, at Riger og Lande icke tryggeligen kand besiddes uden væbnet Magt, og KriigsMagt kand icke holdes uden besolding, og besolding[6] icke bringes till Veye uden Skatt.

VI. Skall og Kongen eene haffve høyeste Magt offver all Clericiet fra den høyeste till den Laweste, at beskicke og anordne all kircke og Gudstie­niste; Moder, Sammenkomste og forsamblinger om Religions Sager, naar hand det raadeligt eragter, biude, forbiude; og i allmindelighed, korteligen at sige, skall Kongen eene haffve Magt at bruge alle Regalier og Iur. Majestatis, huad naffn de og haffve kunde.

VII. Alle Regierigens ærin­der, breffve og forretninger skall udj ingen end udj Kongens naffn og under hans Signete udgaa, og skall hand altid sielff sin haand underskriffve, om hand helles er kommen til sine myndige Aar.

[til top]

VIII. Kongens myndige Aar skall agtes hans Alders fiortende Aar, det trettende fuldendet, det fiortende begyndt, saa at, saa snart hand træder i sit fiortende Aar, skall hand sielff offentlig forklare sig myndig at være og ingen Værge eller For­myndere meer at vilde bruge.

IX. Kongens Værgemaal og Formynderskab, imedens hand er mindreaaring, skall i alle maade saaledis beskickes, lige­som den nest for hannem Re­gierende Konge for sin dødelig affgang skrifftligen derom forordnet haffver. Mens dersom ingen saadann forordning eller sidste Villie fandtes, da skall dermed forholdes som effter­følger, nemmeligen: Encke­dronningen, som er den min­deraarige Konges rette kjøde­lige Moder, skall være Regiente, og hende till hielp og biistand i formynderskabet tilføyes de siuff høyeste Kongelige Raad og Betiente, og skulle disse samptligen forestaa Regieringen og alting effter de meste vota beslutte, huor da dronningen skall haffve tvende Stemmer og huer aff de andre ickon een stemme; og skulle alle breffve, befalninger og alle Regieringens ærinder altid for­rettes og udstedes i Kongens naffn, enddog de aff Regienten og samptlige Regierende For­myndere underskriffves.

X. Er Enkedronningen, Kon­gens Moder, ved døden affgan­gen eller og træder paa ny i Egteskabs Stand igien, da skall den neste Kongens Frende blant Printzerne aff Blodet aff Voris needstigende Linier, som her i Riget er og altid kand bliffve tilstede, være Regiente (dersom hand helles er kommen till sine myndige Aar, som skall agtes at være hans Alders attende Aar, det syttende fuldendet, det attende begyndt) og iligemaade haffve tvende Stemmers rettighed; og helles videre med alting forholdes, som før er meldet.

XI. Men dersom forbeneffnde Printz aff Blodet icke endnu vaar kommen till myndig alder, saa og helles om ingen Printz aff Blodet vaar forhanden, da skulle offvenbemeldte siuff høyeste Kongelige Betiente Al­leene forestaa og forvalte Re­gieringen og Formynderskabet med lige magt og myndighed, og huer Persohn haffve een Stemme, og saa alting frem­deelis effter den maade, som før er sagt.

XII. Dersom og nogen aff de Regierende Formyndere fat­tedes ved dødelig eller anden tilfald, da skall de øffrige strax een anden, som dygtig till be­stillingen er, udj hans sted ind­sette, og huem da er hans Effterkommer i Eembedet, skall og betræde hans sted og be­sidde hans sæde udj dette Re­gierende Formynderskab.

XIII. Regienten og samptlige Regierende Formyndere skulle strax svære Kongen icke alleene huldskab og troskab, mens endoch i sær belangende deris Formynderskab, at de i Kongens minderaarighed vill saaledis forestaa Regieringen, at Kon­gens absolute souveraine Eene­voldsMagt og ArffveRettighed i alle maade uforkrencket og uformindsket hannem og hans Effterkommere bevares, og hel­les alting saaledis styre og raade, som de det agter for Gud og Kongen at forsvare.

XIV. Og saa snart de haffve giort deris Eed og træder till deris Embedes forretning, da skall det første de tager sig for være, at de strax uforhalet forfatter, et rigtig inventarium, det er forteygnelse, paa disse Rigers og underliggende Landes Stæder, Festninger, saa og Gods, Kleinodier, Penge, Krigsmagt baade till Lands og Vands, saavelsom ochsaa all Kongens Jndtegt og Udgifft, saa at heraff strax kand eragtes, udj huad tilstand de det Regierende For­mynderskab antræder, effter huilcken forteygnelse de og for­uden nogen paaskud igien haff­ver at giøre Regnskab og svare Kongen til alting og stande hannem till Rette for all tiltale, saa snart han er kommen til sine Myndige Aar.

[til top]

XV. Skall da derfor og her­effter aldrig disse Riger og Lande holdes for at være for­uden Konge, imedens Voris needstigende Linier varer paa Færne og Mørne, saa at, saa snart een Konge ved døden affgaar, er strax virckligen og i gierningen sielff Konge og fører Konge naffn og titel den, som ArffveLinien den neste at være udviiser, og skall hannem strax Kongelige Mayestetes titel og ubundne Eenevoldsmagt arffveligen være til og hiemfal­den det samme øyeblick hans Formand Aanden opgiffver.

XVI. Og enddog i det alle Stænder, Adel, Uadel, Geistlig, Verdslig, een ubunden EenevoldsKongedømmes Magt Os og de aff Os needstiigende Linier paa Færne og Mørne till ævig tiid Arffveligen haffver eengang offverdraget, hereffter strax, naar een Konge ved døden aff­gaar, den neste i ArffveLinien Krone, Scepter og Eenevolds­ArffveKongetitell og Magt det samme øyeblick eygner og tillkommer, saa at ingen vi­dere offverantvordning[7] i nogen maade behøffves, efftersom Kongerne i Danmarck og Norge hereffter till ævig tiid, imedens nogen af Voris Kongelig Arffve­Stamme er tilloffvers, ere fødde og baarne og icke kaarede eller vallde Konger; icke dismindre, paa det all verden skall vide, at Danmarckes og Norges Kon­ger holder det for deris største høyhed at ydmyge sig for Gud, og at de agte det for deris høyeste Magt og Vælde at være velsignet aff Gud ved hans Ords Tienere till en lycksalig begyn­delse paa deris Regimente, da ville Vi og, at Kongen offentlig i kircken med dertil sømmelige ceremonier lader sig Salve.

XVII. Men Kongen skall alldeelis ingen Eed eller nogen forpligt, i huad naffn det og haffve kand, mundtlig eller skrifftlig fra sig giffve, effterdj hand saasom een frii og ubun­den EenevoldsKonge icke kand bindes aff sine undersaatter ved nogen Eed eller foreskreffne forpligtelser.

XVIII. Kongen kand lade sin Salffvings høytidelige Fest holdes, naar hannem lyster, enddog hand icke er kommen till sine fuldmyndige Aar; og er det jo før jo bedre at an­namme og bekomme Guds vel­signelse og Herrens krafftige biistand, som følger hans Salff­vede; dog alt huad som cere­monier ickon angaar, dermed kand forholdes, efftersom ti­dens leylighed det beqvemme­ligst at være udviiser.

[til top]

XIX. Og effterdj fornuff­ten og den daglige forfarenhed nocksommeligen lærer, at een samblet og sammenknyttet magt er langt sterckere og aff støre krafft og fynd end den, som er adskillt og adspred, og jo større vælde og herredømme een Herre og Konge besidder, jo tryggere leffver hand og hans undersaatter for alle ud­vortes Fienders anfald: da ville Vi ochsaa, at disse Vore Arffve­Kongeriger Danmarck og Norge, sampt alle de dertill hørende provincier og Lande, Øer, Fest­ninger, Kongelige herligheder og Rettigheder, Kleinodier, Penge og alle andre mobilier[8], Krigsmagt og Rustning baade til Lands og Vands, saavelsom och­saa alt huis Vi nu med sær Eyeres Rett besidde, eller her­effter enten aff Os eller aff Voris Effterkommere med Sver­det vindes eller ved arff og nogen anden lowlig titell og middel forhuerffves kand, alt­sammen, intet undertaget, skall uskifftet og udeelt være og bliff­ve under Een Danmarckes og Norges EenevoldsArffveKonge; de andre Printzer og Print­zesser aff Blodet lade sig nøye med haabet og bie, indtill rad­den[9] omsider kommer till den­nem og deris Linier, Een effter anden.

XX. Og saasom Wi nu i foregaaende haffve anordnet og som een høyestnødvendig artickel i denne KongeLow allffvaarligen ville at skulle ubrødeligen og uden all imod­sigelse holdes, at nemmelig disse Vore Riger og alle de Lande, som Vi nu virckligen besidde eller og i fremtiden kunde haffve ArffveRett og bil­lig tiltale till, ingenlunde maa adskillies, skifftes eller deelis, saa ville Vi ogsaa, at da derimod de andre Kongelige Børn med nødvendig og repu­teerlig underhold, deris Stand nogenlunde gemess, aff Kongen forsørges, huormed de og i alle maade skulle lade sig nøye, enten de i reede penge eller i Landgods bliffver afflagt, og dersom Landgods, være sig under huad høy æretitell det være kand, dennem forundes og tillegges, skulle de den Aar­lige Jndkomst, nytte, brug og frugt alleeniste deraff deris Liffs­tiid haffve sig at tilleygne, Eyendommen sampt all Kongelig offvermagt stedse hos Kon­gen forbliffvende; huilcket og i ligemaade om dronningens Liffgedinge[10] er at forstaa.

XXI. Jngen Printz aff Blo­det, som her i Riget er og udj Voris Gebeet sig opholder, maa giffte sig eller aff Landet reyse eller begiffve sig i frem­mede herrers tieniste, med mindre hand aff Kongen forloff dertill erlanger.

XXII. De Kongelige døttre og Systre skulle med Fyrstelig underhold forsiunes, indtill de med Kongens Villie og Vidskab træder i Egteskabs Stand, da de med een Fyrstelig Brudskatt i reede penninge skall forsør­ges effter Kongens eygen milde behag, og derimod fraskriffve sig fra nogen videre underhold hos Kongen for dem eller for deris Børn at søge og begiere, indtil Arffvesuccessionen udj Regieringen dem kunde til­falde.

XXIII. Dersom Kongen ved døden afgaar, og den Neste i Linien till Arffvesuccessionen udj Regieringen er da udeaff Riget, naar Arffven hannem til­falder, da skall hand strax, alle andre ærinder till side satt, uforhalet her ind i sit Rige dannemarck begiffve sig, at bo og holde hoff, og Regieringen strax antræde. Og dersom samme neste i Linien og da rette EenevoldsArffveKonge icke indstiller sig inden trej maa­neders forlob, som er at be­regne fra den første dag, han­nem forrige Konges dødelig affgang bliffver forkyndet og anmeldet, da skall, med min­dre hand ved siugdom eller anden uomgengelig tilfald low­ligen vaar forhindret, i hans Sted være Konge den neste effter hannem udj Linien, som helles effter hans død er nest till Arffven. Med Statholderiet og Regimentets forvaltning imidlertid, indtill Kongen kom­mer, skall forholdes saasom i KongeLoven om det Regierende Formynderskab er anordnet.

XXIV. Printzerne og Print­zesserne aff Blodet skulle haffve den øffverste sted i Sæde og gang effter Kongen og dronningen og iblant sig sielff haffve præcedentie og offversted, ligesom Linien udviser dem at være nest til Arffvesuccessionen udj Regieringen.

XXV. De skulle og for in­gen underdommere svare, mens deris første og sidste dommer skall være Kongen, eller huem handsærdeelis dertill forordner.

XXVI. Huad som nu udj foregaaende om Kongens Eene­voldsherredømmes Magt og høyhed sagt er, og dersom noget helles kunde være, som icke nu især vaar udtryckeligen forklaret, er tillsammen korte­ligen begrebet i disse faa, mens fyndige ord, at: Danmarckes og Norges Konge er een frii høyestfuldmegtig Eenevolds­ArffveKonge, saa at alt, huis om een absolut, souverain, Christen ArffveKonge kand til beste siges eller skriffves, det skall altsammen ochsaa om danmarckes og Norges EenevoldsArff­veKonning udj den yndeligste og beste meening forklares og udtydes, huilcket og iligemaade om Danmarckes og Norges EenevoldsArffvedronning er at forstaa, naar Arffvesuccessio­nen udj Regieringen nogen Printzesse aff Blodet i sin tid skulde tilfalde. Og efftersom den daglige forfarenhed og andre Landes ynckelige exem­pler nocksom udviiser, huor skadeligt det er, naar Kongers og Herrers mildhed og from­hed saaledis misbruges, at de­ris Magt og Myndighed aff een eller anden, ja end og under­tiden aff deris eygne nærmeste og høyestbetrode Tienere fast usiunligen dernnem beskæres, og i saa maade det gemeene beste ligesaavel som Kongerne sielff lider største forfang[11] og affbreck, saa at det mangesteds høyligen haffde været at ynske, at Konger og Herrer med større nidkierhed haffde holdet offver deris myndighed, end tiit og offte skeet er: da ville Vi og allffvaarligen haffve Voris Effter­kommere EenevoldsArffveKon­ger offver Danmarck og Norge befalet, at de med et nidkier og vaagendes øye giffve agt paa at holde deris ArffveRettighed og absolute souveraine, det er EenevoldsMagtes, høy­hed uforkrencket, ligesom den nu aff Os her udj denne KongeLow dennem til ævindelig Arff fuldkommen er forestillet, og derfor ogsaa till dens ydermeere bestyrckelse nu hermed stren­geligen biude og befale, at der­som nogen, være sig huem det være kunde, skulde under­staa sig at udvircke eller for­huerffve noget, som kunde i een eller anden maade være Kongens absolute souveraine Eenevolds Magt til affbreck og forfang, skall dog alt, huis saa­ledis kand være tilsagt og er­langet, holdes for usagt og ugiort, og de, som sig sligt forhuerffvet eller tilsneget haffver, straffes som de, der Mayesteten beleydi­get og imod Kongens Eenevolds­herredømmes høyhed groffve­ligen sig forgrebet haffver.

XXVII. Og som Vi tilforne sagt haffver, at Een alleene skall være EenevoldsKonge og Herre offver disse Riger og alle Os underliggende Lande eller som i fremtiden kunde tillagde vorde, og de andre Kongelige Børn at skulle lade sig nøye med huis Kongen dem till nød­vendig underhold, deris Stand nogenlunde gemess, vill forunde, og med det haab, de haffver i sin tiid till Arffvesuccessionen udj Regieringen: Saa ville Vi nu, all tvist og striid at fore­komme og at affverge, korte­ligen her anordne, i huad rad og paa huad maade og man­neer Een effter anden i sin tid Arffveligen udj Regieringen haffver at succedere. Skall derfor Sverdsiden[12] udj rett low­lig Egteskab afflet altid først Arffesuccessionen udj Regie­ringen tillhøre, og imedens Mand aff Mand er tilloffvers, saa lenge skall huercken Qvinde aff Mand ey heller Mand eller Qvinde aff Qvinde kaldes, og alldeelis ingen af MørneStam­men[13] Kronen arffve, saa lenge paa FæderneStammen nogen LifsArffving findes, saa at end och Qvinde aff Mand skall gange for Mand aff Qvinde.

XXVIII. Skall og i Arffve­tallets Rad at mercke alt Li­nierne nøye tages i agt, saa at der icke for Alderens skyld springes aff Linie i Linie, mens Sønnen træder strax i Faderens sted, og imedens udj den første Mannlige Linie nogen MandsPersohn findes, skall den anden Mannlige Linie intet kunde arffve, og saa fremdeelis Linie effter Linie. Naar da endeligen Arffvesuccessionen udj Regieringen till Qvindekiønnet falder, da træde først frem de aff Os paa Færnestammen ved Sønnerne needstigende QvindeLi­nier og dereffter omsider de, som aff Os paa MørneStammen ved Døttrene needstige, alt Linie effter Linie, Een effter anden, og Førsteføddes Rett al­tid taget i agt, saa at, korteli­gen, Sverdsiden altid gaar for, de Mannlige Linier altid først, og saa blant dem, som ere lige i Linie og Kiøn, den Eldere stedse foregaar den yngere og niuder Førstefødis Rett.

XXIX. Og paa det at jo alting saa klart maa for øyne stilles, at ingen i fremtiden med nogen billigheds[14] skin skal kunde forevende nogen tvistige ords vanskelighed i denne KongeLowens forord­ning, da ville Vi den med Voris eygen Kongelige Børns naffne i sær, saasom til Exem­pel, forklare. Naar Vi derfor effter Guds villie og behag denne Jordiske Krone imod den ævige og himmelske afflegge og forbytte, da skall danmar­ckes og Norges og alle Vore Landes fuldkomne, ubundne, høyestfuldmegtige Eenevolds­Kongedømme og herskab Voris Førstefødde Søn Printz Chri­stian arffveligen tillhøre, saa at, saa lenge udj de aff han­nem needstigende Mannlige Linier (enddog hand sielff kunde være ved døden affgangen, før­end Arffvesuccessionen udj Re­gieringen hannem virckligen vaar hiembfalden) nogen Mann­lig Arffving findes, skall huer­cken Printz Georg[15] og hans Linier eller hans Systre og deris Linier den allerringeste part aff Vore Riger og Lande arffve.

XXX. Er da den Manlige Slegt aff Printz Christians Sønner og SønneSønner udj tusinde Leed uddød, da træde først frem Voris anden Søns Printz Georgs Manlige Linier og besidde Vore Rigers og Landes EenevoldsKongedøm­mes magt till ævindelig arff, alting uskifftet og udeelt, som før er sagt, alt Een effter an­den, Mand effter Mand, Linie effter Linie, imedens Mand aff Mand er tilloffvers, Alderen taget i agt alleene blant dem, som ere lige i samme Linie og Kiøn, saa at den Eldere Bro­der altid foredrages den yngre, om endskiønt den Eldre vaar fød, førend hans Fader bleff Konge, og derimod den yngre afflet aff sin Fader, effterat Arffvesuccessionen udj Regie­ringen virckligen vaar hannem hiembfalden; Og skall effter foreskreffne maade med alting­ lige saaledis forholdes, om Gud ydermeere Voris Egteskab med fleere Mannlige Arffvinger vel­signede.

XXXI. Skulde det da hende sig (huilcket Gud Naadeligen forbiude), at all den Manlig Slegt aff Sverdsiden alldeelis vaar uddød, da skall Arffve­successionen udj Regieringen tillhøre den sidste Konges Søn­ners døttre og deris Linier, om nogen findes, huis icke, da hans eygne døttre, først den Eldste og hendes needsti­gende Linier, siden de andre og deris needstigende Linier, Een effter anden, Linie effter Linie, og blant dem, som ere lige udj samme Linie, altid Kjønnet først agtes og siden Alderen, saa at Sønnen stedse gaar for daatteren, og siden den Eldere foregaar den yngere, huilcket altid skall tages i agt.

XXXII. Lader hand da hel­ler ingen døttre effter sig, da skall den Printzesse aff Blodet, som hannem paa Fæderne­Stammen hører nest till, Arffve­successionen udj Regieringen være hiembfalden og hendes Linier, een effter anden, paa den maade, som før er sagt.

XXXIII. Dernest skall den sidste Konges neste Frencke[16] og Slegt, som dog er udj de aff Os ved Sønnerne needsti­gende QvindeLinier, Arffveligen udj Regieringen succedere, og hendes Børn og Børnebørn effter hende, Een efter anden, Linie effter Linie, paa den maade, som før er forklaret.

XXXIV. Er da Voris Sønners Linier Mandkiøn og Qvindkiøn gandske uddød, da komme Radden till Printzesserne Vores døttres Linier, og først till Printzessen Anna Sophia saa­som den Eldste og hendes Børn og Børnebørn i tusinde Leed; siden till de andre, alt Een effter anden, Linie effter Linie, saa at dog stedse blant dem, som ere lige udj samme Linie agtes Kiønnet først og siden Alderen, Søn for Daatter og siden den Eldre for den yngre: og imedens Een aff Voris Blod er tilloffvers, hører disse Rigers og Landes Eene­voldsKongedømme og Herskab samme Printz eller Printzesse arffveligen till, Linie efter Linie, Een efter anden.

XXXV. Den Eldre daatters daatter i tusinde Leed skall altid foregaa den yngre daat­ters Søn og daatter, og maa icke springes aff Linie i Linie; men den anden Linie bie effter den første, den tredie effter den anden, den fjerde effter den tredie, og saa fremdeelis.

XXXVI. Men dersom Arffve­successionen udj Regieringen kommer til een Daatters Søn, og hand lader Mannlige Arff­vinger effter sig, da skall med de aff hannem needstigende Mannlige Linier alting forholdes, saasom Wi om de aff Os need­stigende Manlige Linier forord­net haffver, at alle de aff han­nem kommende paa Færne­Stammen og Sverdsiden skulle da fremfor alle andre arffveligen udj Regieringen succedere, Een effter anden, Linie effter Linie, den Eldre altid for den yngre, saa at, korteligen, Mand aff Mand gaar først for Qvinde aff Mand, og siden Ovinde aff Mand gaar for Mand og Qvinde aff Qvinde, og dernest videre med alting forholdes, som før er sagt.

XXXVII. Det er Døttrene og døttrenes Børn og Børne­børn i ævindelig rad, som Arffvesuccessionen udj Regieringen skall tillhøre, og icke døttrenes Mænd, som aldeelis intet med disse Rigers Eenevoldsherskab skulle sig befatte, og i huor høye og megtige de hellers kunde være i deris eygne Lande, skulle de dog, naar de herudj Riget ere, alldeelis ingen magt sig tileygne, mens altid ære Arffvedronningen og hende den høyre haand og ypperste sted giffve.

XXXVIII. Blant Børn og Børnebørn regnes endoch foste­ret, saa at, om end skiønt det først effter Faderens død fødes till verden, niuder det dog strax sin tilbørlige Sted og Rad i Arffvetallet saavelsom de andre.

XXXIX. Og effttersom Vi aff Guds milde og Faderlige velsignelse visseligen haffve at haabe og formode, at Voris Kon­gelige Arffvehuus og Stamme ævindeligen skall blomstre og mangfoldeligen voxe og for­meeres, da paa det i fremti­den formedelst de needstigende og tverstigende Liniers meng­de icke nogen tvist og irring[17] udj alderen eller confusion blant Linierne skulde foraar­sages, ville Vi saa og hermed alffvaarligen biude og befale, at, naar nogen aff Voris Stamme Søn eller daatter fødes, For­ældrene da samme Printzes eller Printzesses naffn og fød­selsdag uden forsømmelse la­der Kongen anmelde og for­kynde, saa frembt de agter nogen ArffveRett til disse Riger og Lande i sin tiid at ville prætendere, og derimod igien aff Kongen et documentum insinuationis, at de nemmelig sligt tilbørligen haffver tilkiende giffvet, begierer, huoraff da Gienparten udj Voris Archivo skall giemmes, og helles ogsaa et rigtig SlegtRegister offver Voris Kongelige Arffvestamme altid holdes og der bevares.

XL. Alt det, som hidindtil om Børn og Børnebørn i tu­sinde Leed er meldet, er alt­sammen at forklare og udtyde om rette Egtebørn og ingen anden. Rette EgteSønner og Egtedøttre, afflede udj ret lowlig Egteskab aff den aff Os needstigende Kongelige Arffve­Stamme, ere alleene at forstaa ved de Børn og Børnebørn, som udj KongeLoven omtales.

Saa haffver Vii nu, saa viit som menniskelig forsigtighed mueligt er, alting paa beste viis og manneer ordnet og stillet, og saasom Os haffver siunet best og beqvemmest all Skade og ulempe at kunde affverges, og Vores inderlig elskede un­dersaatter at kunde udj fred og rolighed foruden frygt for indvortes tvist og oprør tryg­geligen bygge og bo. Menni­skens endoch de allerviiseste anslag ere dog udj Guds haand, og i huor viselig een ting be­gyndt er, saa er det dog Gud, som giør enden og udgangen derpaa effter sin behagelige villie, udj huis Guddommelige forsiun og Faderlige beskermelse Vi Voris Kongelige Arff­vehuus og Vore Riger og Lande og deris Jndbyggere til ævig tid befale. Giffvet paa Vort Slott Kiøbenhaffn, den 14. No­vemb. Aar 1665.

Under vort Zignete

Friderich.

ad manclatum S^æ Regiæ

Majestatis proprium

P. Schumacher.