Før dronningekroningen i 1648

Sophie Amalie var født som tysk hertugdatter i 1628 og blev i 1643 gift med Christian 4.s næstældste søn Frederik, som på dette tidspunkt var fyrstebiskop af Bremen. Frederik var en fattig fyrste, der hurtigt mistede sine landområder pga. krige og økonomisk krise. Da Sophie Amalie blev gift, var der derfor ingen umiddelbar fremtid som dronning i sigte.

Christian 4.s ældste søn, Christian, var allerede blevet udpeget som kronprins i 1610, men han døde svækket af sygdom i 1647. At vælge Frederik til konge faldt naturligt, men rigsrådet trak afgørelsen ud og påtvang i sidste ende Frederik en streng håndfæstning. Frederik 3.s magt var således stækket, allerede inden han indtog tronen i 1648.

Maleri af Frederik 3. og dronning Sophie Amalie. Fra: Wikimedia Commons

Rivalen Leonora Christina 

Som nyudnævnt dronning havde Sophie Amalie hårde tider ved det danske hof. Selv om den tidligere konge Christian 4. ingen dronning havde haft i over 30 år, havde hoffet stadig haft en førstedame i kongens datter Leonora Christina (1621-1698). Leonora Christina var gift med rigshovmester Corfitz Ulfeldt (1606-1664), og de var de ledende skikkelser ved det danske hof. Det nye kongepar måtte kæmpe om opmærksomheden - og også om magten - med de populære Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina.

Et eksempel på de to kvinders rivaliseren findes i historien om dronningekronen, som Holberg beskrev i Danmarks Riges Historie (1735). Inden kroningsceremonien i 1648 blev dronningekronen efter sigende sendt til en guldsmed for at blive repareret. Ifølge historien besøgte Leonora Christina smeden kort inden kroningen, hun prøvede den og tabte den - muligvis med vilje - på gulvet. Guldsmeden måtte derfor i al hast reparere den, så Sophie Amalie kunne bære den ved kroningen.

Portræt af Leonora Christina. Hun havde som den populære Corfitz Ulfeldts hustru været førstedame ved hoffet under Christian 4., idet hans dronning Anna Cathrine var død i 1612, og var således Sophie Amalies største rival, når det angik opmærksomheden ved hoffet. Billedet er en såkaldt anskuelsestavle, der blev brugt i undervisningen fra begyndelsen af 1900-tallet. Fra: Det Kgl. Bibliotek

I 1651 lykkedes det Frederik 3. at vinde magtkampen mod Corfitz Ulfeldt, som flygtede til Sverige med Leonora Christina. Herefter steg Sophie Amalies popularitet, og hun moderniserede det danske hof med inspiration fra Frankrig. Danmark var imidlertid meget fattigt, og den dyre livsstil, som dronningen førte, var der dårligt råd til. For at undgå rigsrådets protester flyttede kongeparret derfor en overgang hoffet til kongens hertugdømme Slesvig, som lå uden for rigsrådets indflydelse.

Under svenskernes belejring af København 1658-60 vandt Sofie Amalie på ny stor popularitet, da hun og kongen nægtede at forlade byen. Kongeparret viste sig tit i Københavns gader og opildnede folket til at kæmpe videre.

Enevældens indførelse, 1660

Rundt om i Europa var enevælden den herskende styreform, og med hjælp fra borgerskabet lykkedes det også Frederik 3. at blive udråbt til enevældig konge i 1660 efter nederlaget til Sverige. Det er omdiskuteret, hvor stor en rolle Sophie Amalie havde i forbindelse med enevældens indførelse, men kongeparrets forhold var meget tæt, og de havde siden kroningen haft et fælles mål om at styrke kongemagten og vælte det magtfulde rigsråd.

I 1670 døde Frederik 3., og Sofie Amalie blev nu enkedronning. Selv om hendes magt officielt var forringet, fortsatte hun med at forsøge at blande sig i sin søns politik. Den nye konge Christian 5. skrev i et brev til en adelsmand, hvor lettet han var, da enkedronningen rejste: "Gud være lovet, enkedronningen er rejst i dag til Hørsholm, så har jeg ej behov at høre: Was hör’ ich nun? [Hvad hører jeg nu?]". 

Hævnen over Leonora Christina i 1663

I 1663 blev Leonora Christina pågrebet i London og sat i fængsel i Blåtårn (Københavns Slot). Sophie Amalie havde ikke glemt Leonora Christinas ydmygelser og sørgede for at gøre fængselsopholdet så ubehageligt som muligt. Først da Sophie Amalie døde den 20. februar 1685, besluttede hendes søn Christian 5. at løslade Leonora Christina. Det blev dog Leonora Christina, der fik det sidste ord i striden mellem de to kvinder. I sit erindringsværk Jammers Minde iscenesatte hun effektivt sit eftermæle og tegnede et meget negativt billede af Sophie Amalie, og det blev i høj grad overtaget af eftertiden.

I den seneste tid har historikere imidlertid set på andre kilder end Leonora Christina. Sophie Amalie ses i dag som en mere populær dronning, der bragte kunst og kultur til det danske hof. En loyal hustru og kærlig mor, men også en dronning, der nød og udnyttede sin stillings magt og muligheder. 

Lyt til en podcast om Sophie Amalie produceret af Vores Tid - et medie for kulturhistoriske museer med base på Nationalmuseet   

Historien har dømt Sophie Amalie hårdt, men hvorfor? Hun smed jo en landsforræder i fængsel! De fleste kender til historien om Leonora Christina, som måtte henslæbe 22 år under kummerlige forhold i Blåtårn, men ikke mange kender til hende konkurrent, Sophie Amalie. Hvordan kan det egentlig være, at det var hende, der blev sorteper? Leonora Christina skrev ’Jammers minde’ i sit fangenskab og fik dermed det sidste og afgørende ord. Men er det på tide, vi tilgiver Sophie Amalie for hendes strenge dom over Leonora Christina? I denne episode taler vi også med præst Katrine Lilleør om tilgivelse og hvad vi kan bruge troen til i den hårde stund - også for os nutidsmennesker. Hør Ulla Kjær, seniorforsker ved Nationalmuseet, fortælle den spændende historie om Sophie Amalie.

Se transskription af episoden her.

Medvirkende: Ulla Kjær, seniorforsker, og Kathrine Lilleør, præst Listen to "9. Sophie Amalie: Skriftens magt" on Spreaker.