Prins Jørgen blev født den 21. april 1653 på Københavns Slot som anden og yngste søn af Frederik 3. og dronning Sophie Amalie. Han fik den opdragelse, som på den tid blev en prins til del, og tog som afslutning på sin uddannelse i 1668-70 på en stor Europarejse, der førte ham til de mest betydningsfulde hoffer og til de vigtigste kulturelle centre i Europa. Da han vendte hjem blev han lensmand i Vordingborg, hvor han også bosatte sig. Efter en kortvarig deltagelse i den fransk-hollandske krig i 1673 fik prins Jørgen tilbud om at blive konge af Polen, hvis blot han giftede sig med enkedronningen, Elizabeth af Østrig. Dette afslog han dog i sidste ende, da han ikke ville konvertere til den katolske tro.

Jørgen deltog efterfølgende i Skånske Krig. Her udviste han især under belejringen og stormen på Wismar i 1675, under slaget ved Halmstad i august 1676 og under slaget ved Lund i december samme år stor personlig tapperhed. Efter krigens afslutning i 1679 brugte prins Jørgen som lensmand nogle år på at genrejse Vordingborg Amts produktivitet efter Svenskekrigenes hærgninger, hvilket gjorde ham populær hos den lokale bondebefolkning. Imens forsøgte man fra dansk side at styrke landets politiske position ved at indgå en alliance med Braunschweig-Lüneburg – og denne kunne på passende vis besegles ved et ægteskab mellem prins Jørgen og hans kusine Sophie Dorothea af Celle. Hun blev dog lovet bort til prins Georg af Hannover i stedet.

Prins Jørgen (1653-1708) som Lord High Admiral, maleri af Godfrey Kneller, ca. 1704. Fra: Wikimedia Commons

Ægteskabet med Anne af York i 1683

Danmark rettede nu blikket mod England, hvor hertug Jakob af Yorks yngste datter, prinsesse Anne, stadig var ugift. Planen om en ægteskabelig forbindelse mellem England og Danmark tiltalte Ludvig 14. af Frankrig. Danmark var Frankrigs forbundsfælle, og et ægteskab mellem Anne og Jørgen ville både kunne knytte England fastere til Frankrig og være en torn i øjet på den nederlandske statholder Vilhelm af Oranien, der var gift med Annes søster, Mary.

Den engelske konge Karl 2. Stuart (1630-1685) var også opsat på at få Anne gift, idet han ikke selv havde nogen ægtefødt arving, og slægten skulle videreføres igennem hans bror Jakob og dennes børn, Mary og Anne. Idet Marys ægteskab med Vilhelm ligeledes var barnløst, ville Anne således en dag arve tronen.

Prins Jørgen i England

I foråret 1683 rejste Jørgen til England, og i juli indgik han ægteskab med prinsesse Anne. Ægteskabstraktaten indeholdt en bestemmelse om, at prins Jørgen skulle tage permanent ophold i England og regnes som medlem af den engelske kongefamilie. Ægteparret skulle primært leve af prins Jørgens indtægter i Danmark – en bestemmelse, der skulle volde prinsen mange problemer i årene fremover.

Meget hurtigt efter brylluppet havde der ved det engelske hof bredt sig den opfattelse, at Jørgen var et godmodigt, men sløvt og lidt kedeligt fjols, som man ikke kunne tillægge særlig store evner eller betro noget vigtigt. Denne opfattelse, som dog ikke havde hold i virkeligheden, byggede på, at det tog Jørgen et godt stykke tid at lære sig engelsk, og at han aldrig aflagde sin kraftige accent. De, der kendte Jørgen godt, kunne dog bevidne, at han havde vid og humor, en god naturvidenskabelig forståelse, stor indsigt i de politiske forhold i Europa – og at han talte et godt fransk.

Prins Jørgen og The Glorious Revolution

Efter Karl 2.s død i 1685 og James 2.s tronbestigelse blev Jørgen godt nok optaget i Statsrådet, The Privy Council, men uden en betydningsfuld post eller titel. De gik i stedet til katolikker, for James 2. var katolik, hvilket der herskede stor utilfredshed med i Storbritannien. Desuden udviste kongen mere og mere enevældige tendenser.

Jørgen og Anne forblev kraftige forsvarere for protestantismen, og deres hof dannede et centrum for både den aristokratiske og kirkelige opposition over for det stigende pres, der udgik fra kongens katolske hof. I 1688 tog en række utilfredse engelske adelsmænd kontakt til Vilhelm af Oranien, der var gift med James 2.s ældste datter, Mary, og bad ham om at komme til Storbritannien med en hær for at sikre protestantismen. Vilhelm imødekom denne anmodning, og Jørgen og Anne sluttede sig hurtigt til ham. Kong James flygtede herefter til Frankrig.

Efter lange forhandlinger var det i begyndelsen af februar 1689 af en parlamentarisk forsamling i London blevet besluttet, at kong James’ flugt de facto betød, at han havde abdiceret. Derfor vedtog man, at Vilhelm og hans hustru Mary skulle overtage tronen og regere, så længe de begge levede. Jørgen blev udnævnt til hertug af Cumberland, mens hans og Annes nyfødte søn blev udnævnt til hertug af Gloucester. Men kong James ville ikke opgive den engelske trone uden kamp. Han landede derfor i foråret 1690 med en hær i Irland for at genvinde magten. Jørgen tog nu med Vilhelm til Irland for at imødegå denne invasion, og han var til stede ved slaget ved Boyne, hvor kong James’ tropper blev besejret.

Tilbage i London deltog Jørgen fra nu af i parlamentets møder eller i kongens kabinet, hvor han agerede som sin hustrus øjne og ører. Uheldigvis for ægteparret døde alle parrets børn ved fødslen eller i en ung alder, hvilket beredte dem stor sorg. I befolkningen opbyggede Jørgen i disse år gennem sin afslappede omgang med såvel høj som lav et image som et venligt og velmenende medlem af kongefamilien. Fra 1690’ernes slutning kunne prins Jørgen tillige – også fordi han nu havde penge til det i højere grad involvere sig i forskellige velgørende formål og støtte kunst og videnskab.

Prins Jørgen som prinsgemal

 I 1701 døde først Mary og i 1702 Vilhelm, hvorpå Anne kunne bestige den engelske trone. Jørgen blev i den forbindelse udnævnt til prinsgemal og ikke til konge – som den første, der fik denne rolle i engelsk sammenhæng. Anne udnævnte til gengæld Jørgen til generalissimus for de væbnede styrker og kort tid efter også til Lord High Admiral og Lord Warden of the Cinque Ports.

Mens Jørgen respekterede sin hustrus rolle som enemonark, så overtog han monarkens rolle i sådanne sammenhænge, som i samtiden typisk var forbundet med manderollen, såsom øverstbefalende for hæren og flåden. Han fungerede også fortsat som hendes stedfortræder i Overhuset, hvor han kunne holde Anne informeret om debatterne.

Prins Jørgen (1653-1708) og dronning Anne af Storbritannien (1665-1714), miniature af Charles Boit, 1706. Fra: Wikimedia Commons

Selvom Anne var dronning, og Jørgen som prinsgemal hendes loyale undersåt, der helt underordnede sig hustruens politiske interesser, var de alligevel fælles om at løse opgaven, og de bidrog begge med deres respektive styrker, som den anden kunne læne sig op ad.

Prins Jørgens rolle efter Annes tronbestigelse mindede på mange måder om en moderne stabschefs, hvor Jørgen både agerede som politisk rådgiver og som mellemmand, der kunne agere som kontaktperson, hvis man havde brug for at sikre sig, at dronningen fik vigtige informationer eller traf beslutninger på det korrekte grundlag. Denne rolle udfyldte Jørgen til fuldkommenhed indtil sin død 28. oktober 1708.

Da ingen af Anne og Jørgens mange børn overlevede dem, forblev han en parentes i det engelske monarkis historie, men skabte gennem sit virke en præcedens, som først prins Albert (1819-1861), dronning Victorias mand, og siden Elizabeth 2.s mand, prins Philip (1926-2021), hertug af Edinburgh, kunne træde i fodsporene af.

Portræt af prins Jørgen, malet af Toussaint Gelton i 1680. Fra: Sveriges Nationalmuseum