Artikler
Frederik 3., 18.3.1609-9.2.1670, konge af Danmark og Norge fra 1648; søn af Christian 4. og Anna Cathrine, gift med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg 1643. Da Frederik blev født, var hans bror Christian året før blevet valgt til tronfølger, og Christian 4. fik skaffet Frederik underhold i nordtyske bispefyrstendømmer (Bremen og Verden), der imidlertid gik tabt efter Torstenssonfejden 1643-45. Efter tronfølgerens og Christian 4.s død i hhv. juni 1647 og februar 1648 drøftede stænder og rigsråd længe betingelserne for Frederiks valg, og den 6. juli 1648 blev han hyldet som konge og underskrev sin endelige håndfæstning, mens kroningen fandt sted den 23. november.
Den strenge håndfæstning skyldtes dels erfaringerne fra Christian 4.s styre, dels skepsis over for Frederik, der havde levet i hertugdømmerne og omgivet sig med tilhængere af en mere ubundet kongemagt. Frederik havde desuden ligget i strid med Bremens og Verdens stænder, og under Torstenssonfejden kom han på kant med rigsmarsk Anders Bille.
Som konge overlod han de første år en del af styrelsen til rigsrådet, men reelt fik han en friere stilling, end der var tiltænkt ham i håndfæstningen. Hertil bidrog fjernelsen i 1651 af to af rigsrådets mest magtfulde skikkelser, Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt. Men den afgørende ændring i kongens magt indtraf under Karl Gustav-krigene 1657-60.
Portræt af Frederik 3. Billedet er en såkaldt anskuelsestavle fra serien Nationaltidendes Kongebilleder. Fra: Det Kgl. Bibliotek
En revanchekrig mod Sverige 1657 måtte i hast afsluttes med Roskildefreden (februar 1658), men da Sverige genoptog krigen i august 1658, voksede Frederiks popularitet under hans aktive indsats i forsvaret af det belejrede København; han insisterede på at blive i byen og "dø i sin rede". Ved freden i maj 1660 måtte Skåne, Halland, Blekinge og Bohuslän afstås, men i december 1658 havde bornholmerne overdraget kongen deres befriede ø som arv og ejendom. Desuden opnåede han i 1658 samme suveræne stilling i de kongelige dele af Slesvig, som den gottorpske hertug havde fået for sine dele efter ophævelsen af Slesvigs lensafhængighed af Danmark.
På det efterfølgende stændermøde fra september 1660 i København, der skulle løse de statsfinansielle problemer, udnyttede Frederik modsætningsforholdet mellem stænderne til at opnå arveret, få kasseret håndfæstningen og med Enevoldsarveregeringsakten 10.1.1661 at opnå en enevældig magt, der først blev præciseret i Kongeloven 1665. Efter enevældens indførelse koncentrerede han sig om skabelsen af en kollegieadministration, ligesom lenene blev afløst af amter.
Frederik havde modtaget en god uddannelse med ophold på Sorø Akademi 1624-26 samt i Holland og Frankrig 1629-30. Han interesserede sig levende for teologi og naturvidenskaber, men også for nordisk oldkyndighed og statsret, og han efterlader indtrykket af en velbegavet og lærd person, hvis boglige interesser afspejlede sig i en stor bogsamling, der blev grundlaget for Det Kgl. Bibliotek. I modsætning til sin livsglade, udadvendte hustru, Sophie Amalie, var Frederik en indesluttet natur, der sjældent betroede sig til papiret. Da han døde i en alder af 60 år, havde han i vid udstrækning konsolideret enevælden.
Maleri af Frederik 3. knælende under Slaget ved Nyborg under 2. Karl Gustav-krig (1658-1660) - et slag, som Frederik 3. i virkeligheden ikke selv var tilstede under. Portrættet af malet af Wolfgang Heimbach i 1659. Fra: Kongernes Samling - Rosenborg Slot