Første Karl Gustav-krig 1657-1658 og Roskildefreden

Optakten til den første Karl Gustav-krig kan søges tilbage til Torstenssonkrigen 1643-1645, hvor Danmark-Norge ved freden i Brømsebro i 1645 havde mistet land til Sverige. I Norge blev store fjeldområder afstået til Sverige, og Danmark mistede øerne Gotland og Øsel samt Halland i 30 år som pant for Øresundstolden, således at Danmark ikke kunne bruge tolden som økonomisk afpresningsmiddel. Herefter skulle dette landskab eller et tilsvarende afstås permanent.

I sommeren 1657 besluttede Frederik 3. (født 1609, regent 1648-1670) sig for at indlede en revanchekrig for at generobre provinserne øst for Øresund. Skønt fæstningerne ikke var i ordentlig stand erklærede kongen krig. Grænseforsvaret i Skåne var dog i orden, og større kampe fandt ikke sted, men i vinteren 1658 kom overraskelsen: Den svenske konge Karl 10. Gustav (født 1622, regent 1654-1660) var i krig med Polen, men kongen og hans tropper marcherede hurtigt nordpå. I løbet af efteråret rykkede de svenske soldater og lejetropper op i Jylland. Kun befæstningen Frederiksodde ved det nuværende Fredericia holdt stand, men efter to måneders belejring faldt den. Den overraskende kolde vinter havde fået bælter og sunde til at fryse til, og det muliggjorde overførslen af tropper fra Jylland til Fyn, videre til Langeland og Sjælland, hvor 6000 ryttere og 2500 fodfolk blev overført.

Den svenske hærs togt over de tilfrosne bælter 30. januar til 11.  februar 1658. Ruten gik fra Jylland til Fyn over det tilfrosne Lillebælt og videre over Storebælt mod Sjælland via Tåsinge, Langeland og videre til Lolland. Fra: Det Kgl. Bibliotek

I København gik der panik i Frederik 3. Byens befæstning var ikke i god stand, så han frygtede, at hovedstaden ville blive rendt over ende. Derfor sluttedes den 18. februar en præliminær fred i Høje-Taastrup præstegård, den hårdeste fred i dansk historie. Kongens rigshofmester, Joachim Gersdorff (1611-1661), skulle efter sigende have sagt: ”Gid jeg ikke kunne skrive”, da han ved ratifikationen i Roskilde den 26. februar satte sin signatur på fredsaftalen. Det oprindelige svenske krav på Skåne, Blekinge, Halland, Bornholm, den sjællandske ø Hven, Saltholm, Møn, Anholt, Læsø samt norske landskaber blev dog reduceret til alt land øst for Øresund samt Bohus len og Trondheim len i Norge.

Samlet var det omkring en tredjedel af Danmarks territorium eller ca. 19.000 km², der blev afstået til den svenske konge i 1658. Roskildefreden blev et knusende slag for alle planer om revanche og dansk overhøjhed i Østersøen. I europæisk sammenhæng var Danmark blevet reduceret til en småstat, og Sverige var omvendt på toppen af sin magt.

Anden Karl Gustav-krig 1658-1660 og opstanden på Bornholm

Roskildefredens bestemmelser fastslog, at de svenske tropper kunne blive stående i Danmark og lade sig proviantere af den slagne stat. Karl 10. Gustav var taget tilbage til Tyskland, men sejren over Danmark havde været relativt nem, og den svenske konge havde planer om at oprette et svensk storrige i Norden. Derfor gik han i august 1658 i land i Korsør og gik imod København. Imidlertid angreb han ikke straks, men belejrede byen og opslog sit hovedkvarter i Brønshøj. Men nu stod det klart for Frederik 3. og landets ledere, at det var en overlevelseskamp.

Det havde passet Nederlandene godt, at Øresund var blevet den dansk-svenske grænse, så de danske konger ikke vilkårligt kunne sætte Øresundstolden op, selv om Danmark fortsat have eneretten til denne transittold. Men nu sendte Brandenburg og Polen hjælp. En nederlandsk flåde tvang sig igennem Øresund fra nord, befolkningen fra Amager og Møn kom med forsyninger til den indesluttede by, hvor befæstningsarbejderne var kommet godt i gang.

Forinden var der i december 1658 sket det, at Bornholm var blevet befriet. Den svenske kommandant på øen, Johan Printzenskiöld (1615-1658), var blevet skudt på gaden i Rønne, og oprørerne havde ved en listig aktion taget kontrol med fæstningen Hammershus. Herefter blev der sendt en delegation til København, der overgav øen til kongen som hans ’arveejendom’, hvilket blev indledningen til den enevælde, som blev indført efter svenskekrigene i 1660. Oprøret på Bornholm var ikke en isoleret foreteelse. Det stod i forbindelse med en godt skjult plan om, at en dansk flåde skulle sejle fra København til Malmø og befri byen. Men to undsætningsforsøg slog fejl, hvorefter planen blev afsløret og lederne henrettet på Stortorvet i byen.

Stormen på København natten mellem den 10. og 11. februar 1659 (efter den julianske kalender) skulle være Sveriges triumf og sandsynligvis ensbetydende med Danmarks nedlæggelse som selvstændig stat. Stormangrebet blev afværget, da hele byens befolkning, herunder studenterne, var sat ind i forsvaret af hovedstaden. Krigshandlingerne er her gengivet på en anskuelsestavle fra 1898. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Natten mellem den 10. og 11. februar 1659 kom det længe ventede stormangreb på København. De svenske angribere blev slået tilbage og måtte tælle 1500 døde og sårede, mens byens forsvarere mistede 12 mand. Militære folk, borgerne og studenterne stod på voldene og forsvarede byen. Hovedstaden blev reddet, men besættelsen var ikke slut.

En anden af stormagterne, som havde stor indflydelse på situationen, nemlig Frankrig, ville have krigen afsluttet og dermed have bestemmelserne i Roskildefreden opretholdt. Derfor skulle Nederlandene ikke sende flere tropper til Danmark, som blev presset af Frankrig. Kunne Danmark have givet Nederlandene garantier for fair behandling i spørgsmål om Øresundstolden, kunne Nederlandene muligvis være vundet over på den danske side, og det kunne være kommet til en opblødning af Roskildefredens hårde bestemmelser. Men uden om Danmark og Sverige havde Frankrig, Nederlandene og England indgået en overenskomst kendt som Haagerkoncerterne, der fastlagde betingelserne i fredstraktaten med udgangspunkt i Roskildefreden.

Fredsslutningen i København 1660 og Bornholms vederlag

I 1659 var Vestdanmark stadig besat af svenske tropper. De samme tropper, som efter en nøje fastlagt plan havde overtaget fæstningerne i Helsingborg, Landskrone, Malmø, Christianstad og Christianopel øst for Sundet. Den 14. november 1659 kom afgørelsen. En forenet brandenborg-polsk flåde landsatte tropper syd for Kerteminde, og de gik mod den stærke svenske fæstning i Nyborg. Det kom til et voldsomt slag ved Nyborg uden for byens volde, hvor svenskerne led et afgørende nederlag. Efter fransk opfattelse havde Nederlandene brudt bestemmelserne i Haagerkoncerten, og de truede med at gribe ind militært. I løbet af vinteren og foråret 1660 var situationen uafklaret. Danmark ville have genoprettet status quo ante bellum, altså have fjernet Roskildefreden. Frankrig var imod, og da der ikke var andre magter, som kunne mægle og gå imod det mægtige Frankrig nu, hvor Nederlandene var sat på plads, stod Danmark alene. Resultatet blev Københavnsfreden den 27. maj 1660.

Fredsslutningen i København i maj betød, at Danmark fik Bornholm tilbage, og at Norge igen fik Trondheim len, således at Nordnorge ikke var afskåret fra det øvrige Norge. Bornholm var blevet dansk på en for samtiden ’uretmæssig’ måde: En befolkning kunne ikke sætte sig op imod øvrigheden, så derfor skulle Sverige kompenseres. Jordejendom, der gav 8.500 tønder hartkorn i udbytte, skulle afhændes til den svenske konge. Det betød, at 912 bondegårde i Skåne og Blekinge skulle overgå til svensk ejendom. Denne jordejendom skulle den danske konge således købe fra den skånske adel, og disse penge havde hverken kongen eller det forarmede land. Selv om Øresundstolden var et kongeligt regale, dvs. kongens private indtægt, nyttede det ikke meget. Frederik 3. måtte på lånemarkedet i Rotterdam og gældsætte sig for at få pengene, mens den svenske konge tildelte sine nærmeste krigsfolk og andre højtstående denne ejendom, der udgik fra herregårdene. Men Nederlandene fik sin toldfrihed i Øresund alligevel.

Forsvenskningen af Skånelandene

En særdeles vigtig paragraf i Roskildefreden og den efterfølgende Københavnsfred, hvor den blev gentaget, var paragraf 9. Den fastslog, at dansk lov fortsat skulle gælde, for så vidt som den ikke stred imod Sveriges ’leges fundamentales’, dvs. de grundlæggende love. Det betød, at kirkeordningen skulle være dansk og adelens ejendomsret respekteres. Konsekvensen af det var, at den danske adel godt kunne eje gods i Skånelandene uden at bo der, hvis de fx også havde en herregård på Østfyn, som mange havde. Hvis de boede i Skåne, havde de pligt til at aflægge troskabsed til den svenske konge. Alligevel forsøgte Sverige at pille ved bestemmelserne, men en aftale mellem myndighederne og den skånske adel og præsteskab sikrede i 1662 imod en egentlig forsvenskning.

I kirkerne skulle den svenske konge velsignes, men kirkeordning, prædiken og salmer var på dansk. Indtil 1683 hed det sig, at de erobrede lande var ”nya utanför riket belägna (beliggende) provinser”. Situationen med en ikke-svensk befolkning, der skulle integreres på godt eller ondt i en anden stat, var helt ny. Økonomisk var det en gevinst for Sverige: Masser af god landbrugsjord, floder og åer til godt laksefiskeri, ny toldgrænse i Øresund, som skulle tvinge handelen mod nord, samt genindførelsen af en bytold, når varer skulle ind og ud af byerne. Det betød økonomiske byrder for bybefolkningen, mens landbefolkningen skulle indkvartere svenske ryttere på gårdene med deres heste, som skulle underholdes og bespises, hvilket var dyrt, samt en indkomstskat på hver indbygger.

Under Skånske Krig 1675-1679 blev den danske hær i 1676 sejlet over Sundet og påbegyndte en revanchekrig for at ”få lemmerne forenet med kroppen”, som det hed om Danmarks situation, og soldaterne blev mødt med udtalt velvilje. Den gamle orden blev genindført straks, de svenske embedsmænd var flygtet over hals og hoved, og der blev dannet partisangrupper, som oprindelig havde deres rod i grænseforsvaret, men nu tog form af militært organiserede friskyttekorps. Dertil kom løsere grupperinger, som arbejdede tæt sammen med den danske hær og modtog instrukser og forsyninger ad denne vej. De kendes som gønger, hvis navn kom af de to Gøngeherreder ved grænsen til Sverige. Svenskerne kaldte dem snaphaner, et skældsord for terrorister. De udkæmpede en omfattende guerillakrig, men kunne ikke operere isoleret i længere tid, og med Danmarks nederlag var det slut. Så kom hævnens time ligesom under Skånske Krig 1675-1679, hvor tilfangetagne partisaner blev henrettet på grusomste vis. I mange år fungerede snaphanedomstole, som dømte summarisk efter retningslinjerne. En modstandsmand blev dømt og henrettet så sent som i 1701.

Gøngehøvdingen har i den danske bevidsthed gennem mange år været indbegrebet af svenskekrigene, men den tid er slut nu. Opfattelsen af gøngerne var præget af Carit Etlars (1816-1900) bog om Gøngehøvdingen fra 1853, men virkelighedens ’gønger’ var noget andet. De kom fra Vester og Øster Gønge Herred, der var grænseherrederne til Sverige, men opererede næste overalt. En gønge var en modstandsmand eller en partisan. Fra: Wikimedia Commons

Forsvenskningen af kirken, undervisningen og retsvæsenet

Krigens afslutning i 1679 blev begyndelsen til en egentlig forsvenskning. Befolkningen i Skånelandene havde været ’utro undersåtter’, og derfor skulle der indføres en såkaldt uniformitet, hvor svensk lovgivning blev indført. Nøglen til dette var befolkningens forhold til sprog og kultur. Derfor blev der sat en målbevidst kampagne i gang efter 1681. Skånelandene var nu ”ett utländsk, men inrikes land”, og målet skulle være en sammensmeltning, en assimilation med resten af Sverige. Præsterne blev presset til at acceptere ordningen. Såkaldte ’utro’ præster var flygtet sammen med op mod 10.000 indbyggere, og andre blev afskedigede. Så fulgte processen slag i slag: Præsten skulle prædike på et fremmed sprog (svensk), salmerne var svenske, og det skulle læres. Børnene skulle efter kirkegang blive og lære det nye sprog, og en uniformitetsinspektor rejste rundt og kontrollerede i smug afholdelsen af gudstjenester. De danske bibler og salmebøger blev samlet ind – og solgt i København. Retsvæsenet blev også svensk. Der var meget lidt tilbage af de danske Skånelande bortset fra de østdanske dialekter, beslægtet med bornholmsk, og nedarvede traditioner, som alt sammen holdt meget længe og stadig giver Skånelandene et stærkt særpræg – alene kulturlandskabets udseende er dansk med typiske hvide landsbykirker og herregårde.

I Store Nordiske Krig 1700-1720 forsøgte Frederik 4. (født 1671, regent 1699-1730) en sidste gang at tilbageerobre de tabte Skånelande. Også denne gang var den danske militære duelighed ringe, og mens Frankrig i 1679 reelt havde bestemt freden i Lund, var det nu slaget ved Helsingborg den 10. marts 1710, som afgjorde sagen alene. Der opstod ingen partisanbevægelse. Den var knust, og de fleste havde mistet troen på, at det nyttede noget. Kilderne beretter om en velvillig modtagelse af de danske tropper, men det var fra en ny generation. Kun ens bedsteforældre kunne, hvis de var rigtig gamle, huske den danske tid.

Forsvenskningen havde sejret politisk på den måde, at befolkningen gav op. Krigene havde efterladt knuste familier og ødelagte landskaber, og i slutningen af Skånske Krig 1675-1679 havde en dansk general givet ordre til ’den brændte jords politik’, og de fleste gårde i hele Vestskåne var brændt ned, mens korn og kvæg blev overført til Sjælland. Men forsvenskningsprocessen var ikke en færdig proces, for selv om de ydre rammer var ændret, og befolkningen var blevet tvangsintegreret i en anden stat, så foregik det lokale liv, som det plejede. Sognet og herredet var rammen om det sociale liv, andet kendte man ikke til, og alle talte det sprog, de hele tiden havde talt. Den svenske generalguvernør i Skåne, Halland og Blekinge Johan Gyllenstiernas (1635-1680) radikale plan om en omfattende folkeflytning af den skånske befolkning - dvs. en etnisk udrensning som et led i forsvenskningen - var blevet opgivet.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.