[…] Samtalen mellem hoffolkene ophørte, de forlod deres pladser og nærmede sig bordet for at betragte denne mand, hvis dristige svar og frie holdning var så afstikkende og forskellig fra den underdanighed, Sophie Amalie gjorde fordring på, og som hun var vant til at modtage af enhver, der kom i hendes nærhed.

Svend kunne på den tid være omtrent fem og tredive år gammel. Hans ansigt hørte til blandt de få lykkelige, som man fatter tillid til i det første øjeblik; og hvad der vil sige mere, han skuffede aldrig denne tillid.

”I sandhed, Gøngehøvding!” svarede kongen. ”Du forstår at vælge din tid heldigt til at komme med et sådant tilbud; ingen sinde før har Danmark haft brug for sine tro mænds hjælp som i denne trængselsstund. Derfor skal du igen samle dine folk, og indtil der findes bedre brug for Eder, vil jeg give dig til lensmand Oluf Brokkenhuus, som står her, så du kan gå ham til hånde med den skanse, han efter vor befaling anlægger ved Præstø.”

Svend tilkastede lensmanden et blik, løftede øjenbrynene og så op i loftet.

”Du tier, Svend Gønge! Hvad synes du om mit forslag”

”Ærlig talt, min høje Konge, ikke godt.”

”Og hvorfor?” spurgte kongen forundret.

”Ved Eders Majestæt da ikke, at det kun er den ubrugbare stridshest, man benytter til markarbejde?”

”Du glemmer, Svend Gønge, at det er mig, der betroede lensmanden det hverv, du omtaler med så liden respekt.”

”Ak nej, det er netop, fordi jeg husker derpå, at jeg vægrer mig ved at tage del deri. Især da det ville være vanskeligt for lensmanden og mig at enes ved det samme værk.”

”Nu ja, en strid mellem Eder var rigtignok det værste, der kunne hændes.”

”Nej, det værste var Eders Majestæts unåde mod mig, siden jeg vel sagtens blev den, der i en strid ville sejre over lensmanden.”

Svends uforbeholdne selvtillid aflokkede kongen et smil. Han vedblev: ”Hvilken anden beskæftigelse kunne du da ønske for dig og dine mænd?”

”Eders Majestæt lader lensmanden bygge skansen, siden han forstår sig derpå, lad så mig og mine folk forsvare den, det forstår vi os på.”

”Hvor stort et antal gønger mener du at kunne samle omkring dig?”

”Hen ved hundrede.”

”Så mange?”

Ja, flere til, hvis vi ville regne os på samme måde som Gyldenløve.”

”Hvorledes?”

”Min høje foresatte sagde selv, at han antog hver af os så god som tre andre. Jeg tænker heller ikke, at Eders Majestæt tager synderlig fejl ved at følge hans regnemåde. ”

”Godt, Gøngehøvding!” sagde kongen, idet han leende klappede Svend på skulderen. ”Vi vil tro dig på dit ord, og hvis det siden bekræfter sig, skal også din løn blive derefter. Hvor finder vi dig, når vi har brug for dig?”

”Her på Jungshoved slot; jeg har min post som jæger hos lensmanden, en tjeneste så god, at jeg kun vil bytte den for Eders Majestæts.” Svend hilste, og kongen tog afsked med ham med et nådigt nik.

”Sig os engang”, sagde dronningen til Gabel, ”hvorfra stammer dette folkefærd, som Hans Majestæt kalder for gøngerne? Synderlig stort må det vel ikke være, ikke heller synderlig bekendt, siden jeg i aften for første gang hører det nævne.”

”Eders Majestæt har ret”, svarede Gabel. ”Men hvad de mangler i antal, har de i mod og manddom. Gøngerne er en lille folkestamme, bosiddende på grænsen af Bleking og Småland, to herreder i det nordlige Skåne, der er bjergfulde og dækket af store skove og moradser. Foruden deres næsten eventyrlige mod besidder disse mennesker endnu en anden fuldkommenhed: de er næsten alle sammen udmærkede skytter. Man ser derfor næsten aldrig en gønge uden i selskab med sin bøsse. De bringer den med i enhver forsamling, ja, selv i kirken.”

[…]