Tidlige kroninger

Det er meget sandsynligt, at Knud den Store (født ca. 1000, regent 1018-1035) i sin egenskab af engelsk konge bar krone, og vi ved, at kong Niels (regent 1103-1134) gjorde brug af kongelige værdighedstegn, uden at vi ved hvilke. Kong Niels’ søn, Magnus Nielsen (ca. 1106-1134), som fra 1129 var konge over Västgötland i Sverige, blev i 1134 kronet som sin faders medkonge og aflagde i den forbindelse lensed til den tyske kejser. Det var også tilfældet for Svend Grathe (regent 1146-1157), der i 1152 fik overdraget kronen og hele riget som tysk len. Imidlertid er det først fra og med 1170, at vi med sikkerhed ved, at danske konger blev kronet ved deres tiltræden af embedet. Knud 6.s (født 1163) kroning ved den såkaldte Kirkefest i Ringsted 1170 er den første kroning på dansk grund, vi kender til med sikkerhed.

Årsagen til, at kroningsceremonien efter vesteuropæisk forbillede vandt indpas i Danmark på dette tidspunkt, var først og fremmest, at Valdemar den Store (født 1131, regent 1157-1182) ønskede at bevare sin egen gren af kongeslægten på tronen og udelukke de andre kongeætlinge fra at kunne gøre krav på kongeværdigheden. I realiteten ønskede han at gøre kongedømmet arveligt for sine efterkommere. Dette ville sikre rigsenheden og forhindre den slags tronstridigheder, som var medvirkende årsager til de borgerkrige, der hærgede landet i 1131-34 og 1146-57. 

Kroningsceremonien

I Danmark brugte man middelalderen igennem de tyske kroningsforskrifter. Ifølge disse foregik kroningsceremonien som følger: Under en højtidelig messe placerede man først kronen, symbolet på kongens magt og værdighed, på alteret. Herefter aflagde kongen ed på, at han ville regere som 'rex iustus' – den retfærdige konge. Efterfølgende blev kongen salvet på hoved, højre arm og på skuldrene, hvilket skulle symbolisere Guds overdragelse af kongelig værdighed til kongen. Herpå fik han overrakt sværdet som symbol på kongens funktion som lovenes håndhæver. Derefter fik kongen kronen sat på hovedet og blev, som i resten af Europa, udstyret med scepter og rigsæble – symboler på kongens dommerfunktion og hans universelle herredømme.

Af symbolerne var det vigtigste kronen. Denne kan tilbageføres til den romerske sejrskrans, corona, som blev brugt som civil og militær udmærkelse. I senantikken blev denne krans, som for det meste bestod af laurbærblade, erstattet af det i Orienten brugte diadem. Middelalderens krone var en videreudvikling af diademet og varierede i udformning. Der var normalt tale om åbne kroner med lilje- eller korsudsmykninger.

Efter 1170 blev alle de følgende konger frem til 1648 kronet – med undtagelse af Valdemar 3. (født ca. 1315, regent 1326-1330), Valdemar Atterdag (født ca. 1320, regent 1340-1375) og hans barnebarn Oluf. I det meste af middelalderen var der ingen fast tradition for, hvor kongerne skulle krones, selvom ærkebispens domkirke i Lund synes at have været det foretrukne sted. Fra Christian 1.s kroning 1448 foregik kroningerne frem til enevældens indførelse i Vor Frue Kirke i København.  

Kroningen af Frederik 2. (født 1534, regent 1559-1588) i København den 20. august 1559. Kongen og en række af de mest betydningsfulde gæster gik i procession fra Københavns Slot til Vor Frue Kirke, hvor selve kroningsritualet fandt sted. Fra: Det Kgl. Bibliotek 

Salvinger af de enevældige konger

Efter indførelsen af det enevældige styre i oktober 1660 blev tronen gjort arvelig, så kongemagten gik i arv til monarkens ældste ægtefødte søn. Danmark blev et arverige, hvor monarkerne tidligere var blevet valgt af et adeligt rigsråd. Ved kroningsceremonierne havde rigsrådet fra og med 1300-tallet deltaget i påsættelsen af kronen som symbol på rigsrådets magt til at vælge kongen, men med enevælden blev rigsrådet afskaffet, og adelen mistede sin indflydelse på udnævnelserne. I arveriget blev tronfølgeren monark i det øjeblik, hvor hans far døde. Kongen skulle ikke krones af nogen af sine undersåtter, idet han havde fået magten direkte fra Gud, og overdragelsen af tronen krævede derfor ikke en kroningsceremoni som tidligere.

I stedet blev de enevældige konger salvet ved en storslået religiøs ceremoni i Frederiksborg Slotskirke i Hillerød, hvor de selv satte kronen på hovedet og ved salvingen modtog Guds velsignelse. Med kun en enkelt undtagelse i 1767 fandt alle salvinger af enevældige konger sted i Frederiksborg Slotskirke. Efter Frederik 3.s død i 1670 blev hans ældste søn godt et år senere – i 1671 – salvet som Christian 5. (født 1646, regent 1670-1699). Ved tronskiftet i forbindelse med Frederik 5.s død i 1766 fandt salvingen af hans søn, Christian 7., sted i kirken på det dengang relativt nybyggede residensslot, Christiansborg Slot, den 1. maj 1767. 

Frem til og med 1840 blev syv enevældige konger salvet. Christian 8. (født 1786, regent 1839-1848) blev den 28. juni 1840 salvet som den sidste enevældige konge. Fejringer af en ny monarks tronbestigelse er siden foregået uden religiøse ceremonier, men med en mere enkel officiel proklamation af landets nye regent og statsoverhoved.

Christian 5.s salving i Frederiksborg Slotskirke den 7. juni 1671. Sjællands biskop forestod den storslåede ceremoni med salvingen af majestæten. Hvor kongerne før enevældens indførelse var blevet kronet, blev Christian 5. som den første monark salvet. Selve tronskiftet havde fundet sted forinden, idet Christian 5. var blevet enevældig arvekonge fra det øjeblik, hans far døde. Ved ceremonien satte kongen selv kronen på sit hoved og lod sig efterfølgende salve for at modtage Guds velsignelse. Maleri af Michael van Haven (1625-1679). Fra: Kongernes Samling, Rosenborg

Udråbelser af den konstitutionelle monark

Efter Grundlovens indførelse i juni 1849, hvor styreformen blev ændret fra enevælde til et indskrænket monarki, har der hverken fundet kroninger eller salvinger sted i Danmark. Som et symbol på monarkiets konstitutionelle status er konger eller regerende dronninger blevet udråbt af statsministeren. Det sker med de berømte ord: ”Kongen er død, kongen længe leve”. Da Margrethe 2. i januar 1972 overtog tronen efter sin far, skete det med ordene: ”Kong Frederik den 9. er død! Længe leve Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.”, der blev udråbt af statsminister Jens Otto Krag (1914-1978) fra balkonen på Christiansborg Slot.

På grund af arvefølgen foregår selve tronskiftet i det øjeblik, forgængeren dør, eller når den siddende monark vælger at abdicere, som det var tilfældet for Margrethe 2. den 14. januar 2024. Tronskiftet bliver proklameret officielt ved en udråbelse, hvor regeringschefen bekendtgør tiltrædelsen af den nye monark. Inden udråbelsen holdes der møde i Statsrådet.  

Christian 10.s proklamation den 15. maj 1912 på Amalienborg Slotsplads. Foto: Lars Peter Elfelt, Det Kgl. Bibliotek