Christian 4.s Rosenborg  

I 1606 erhvervede Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648) sig 40 grunde uden for Nørrevold i København. Kongen var på det tidspunkt 29 år gammel, ambitiøs, selvbevidst og allerede i fuld gang med at sætte sit bygningsmæssige præg på det dansk-norske kongerige. På de nyindkøbte grunde lidt uden for hovedstaden ønskede kongen at bygge et lystslot, som gennem de næste 28 år skulle udvikle sig til det Rosenborg, der endnu kan ses i Kongens Have i dag. Som mange andre af Christian 4.s bygninger blev Rosenborg opført i nederlandsk renæssancestil og er især genkendeligt på sine høje tårne og det røde murværk ornamenteret med sandsten.

Rosenborg Slot i Kongens Have i København. Foto: Kongernes Samling.

Opførelsen af Rosenborg skete i flere byggefaser i perioden fra 1606 til 1634. Christian 4. har sandsynligvis selv leveret mange af ideerne til slottet, men også arkitekterne Bertel Lange og Hans van Steenwinckel sættes i forbindelse med byggeriet. Det oprindelige lystslot i to etager, som i dag udgør kernen i Rosenborgs sydlige halvdel, stod klar efter få år, men blev snart udvidet til dobbelt længde. I 1615 stod huset klar til indflytning, men allerede året efter fortsatte byggeriet. Frem mod 1624 blev slottet forhøjet med en etage, der rummer Riddersalen, slottets karnapper blev forvandlet til spirkronede tårne, og det store tårn på slottets vestside blev opført.

I 1624 omtaltes slottet som Rosenborg for første gang – indtil da var det blot blevet kaldt ”Det Store Hus i Haven”. Rosenborgs tre etager blev opdelt således, at de private gemakker var at finde i stueetagen, mens de officielle fandtes på 1. og 2. etage. I den sidste byggefase blev en ydre dobbelttrappe konstrueret, der ledte gæster direkte ind i de officielle gemakker og væk fra de private værelser. Trappen var en vigtig tilføjelse til slottet, der således stod klar, da Christian 4. i 1634 var vært ved den overdådige fejring af brylluppet mellem hans ældste søn, 'den udvalgte' prins Christian (1603-1647), og dennes brud Magdalena Sibylla (1617-1668).

Christian 4. havde et særligt forhold til Rosenborg, der ofte er blevet omtalt som hans yndlingsslot. Da kongen var døende, befalede han at blive bragt fra Frederiksborg Slot i Nordsjælland til Rosenborg, så han kunne ende sine dage der. Han døde i sit sovegemak på Rosenborg i februar 1648.

Maleri af Christian 4. til hest foran Rosenborg 1638, muligvis malet af den hollandske portrætmaler Karel van Mander (1609-1670). Foto: Kongernes Samling

Rosenborg under enevælden

Efter Christian 4.s død blev Rosenborg beboet af yderligere tre generationer af de danske konger – Frederik 3., Christian 5. og Frederik 4. – som alle satte deres præg på slottet. En del af disse kongers tilføjelser til Rosenborg er bevarede, især i slottets stueetage samt i Riddersalen.

Under enevælden blev det Rosenborgs fremmeste opgave at fremvise de danske kongers absolutte magt og rigdom. Frederik 3. (født 1609, regent 1648-1670) fik blandt andet bygget det endnu bevarede Marmorgemak beklædt med det kostbare stukmarmor, der havde til formål at markere den enevældige kongemagt, han havde indført i 1660. Christian 5. (født 1646, regent 1670-1699) og hans søn Frederik 4. (født 1671, regent 1699-1730) satte især deres præg på Rosenborgs Riddersal.

Under Christian 5. blev Rosenborg udbygget til et egentligt skatkammer. Kronregalierne blev flyttet dertil og fik plads i specialkonstruerede skabe i Regaliekammeret ved siden af Riddersalen. Kongen lod desuden i 1690'erne væve 12 gobeliner til Riddersalens vægge, der viste hans sejre i Skånske Krig. Frederik 4. lod konstruere det spektakulære stukloft i salen, der viser nogle af hans vigtigste bedrifter som konge. I et sidegemak til Riddersalen fik han desuden opstillet Glaskabinettet, der endnu i dag huser hans omfangsrige samling af venetiansk glas.

Marmorgemakket i Rosenborgs stueetage blev restaureret i 2006-07. Det er indrettet i pompøs barokstil med det kostbare stukmarmor på væggene, som på den tid var mere eksklusivt end rigtigt marmor. Foto: Kongernes Samling

I begyndelsen af 1700-tallet blev Rosenborg opgivet til fordel for andre, mere tidssvarende boliger som Fredensborg Slot og Frederiksberg Slot. Efter Frederik 4.s tid blev Rosenborg kun brugt som kongelig bolig ved to anledninger, begge nødsituationer – efter Christiansborg Slots brand i 1794 og under englændernes angreb på København i 1801.

Et kongeligt skatkammer

Sideløbende med de tilføjelser til slottet, der skulle sikre, at Rosenborg kunne vise de enevældige kongers magt og bedrifter frem, samlede der sig en lang række kostbarheder i slottets værelser. Slottets bygherre, Christian 4., havde brugt Rosenborg som det sted, hvor han kunne fremvise sine allerfineste genstande for vigtige gæster, og den tradition blev fulgt af hans efterfølgere under enevælden. Da slottets tid som bolig var ovre i begyndelsen af 1700-tallet, fik Rosenborg således karakter af rigets skatkammer, og slottets primære rolle var nu at danne en passende ramme om de danske kongers spektakulære samling. Samlingen blev kontinuerligt forøget med blandt andet kongelige dragter, sølv, kostbart kunsthåndværk og arvestykker, som kongerne kunne vise frem for deres gæster.

De Danske Kongers Kronologiske Samling

I begyndelsen af 1800 tallet opstod idéen om at gøre kongehusets samling og det delvist bevarede interiør på Rosenborg tilgængeligt for offentligheden. Det var især naturvidenskabsmanden og hofembedsmanden Adam Wilhelm Hauchs (1755-1838) fortjeneste, at der i 1833 blev oprettet et museum i slottets værelser, som åbnede for gæster fem år senere.

I 1854 fik museet navnet De Danske Kongers Kronologiske Samling. Dets første direktør blev arkæologen Jens Jacob Asmussen Worsaae (1821-1885). Museets kronologiske opstilling, som på det tidspunkt var banebrydende, blev udtænkt af Hauch og siden gennemført af Worsaae, som ønskede at indrette slottets værelser, så de kunne, med hans egne ord, ”anskueliggjøre den gradvise, culturhistoriske Udvikling i Danmark”. Worsaaes grundprincipper præger fortsat museet i dag, og Rosenborgs værelser og sale danner således fortsat ramme om kongernes spektakulære samlinger.

Portræt af J.J.A. Worsaae malet af H. Chr. Jensen i 1875. Foto: Kongernes Samling 

Artiklen er udgivet i samarbejde med Kongernes Samling