Kilder
Kildeintroduktion:
I denne erklæring udtrykte direktøren for Nationalmuseets første afdeling, arkæologen Sophus Müller (1846-1934), sin modstand mod at give statstilskud til det nyoprettede museum i Aarhus, der med tiden udviklede sig til Den Gamle By.
I juli 1914 åbnede ”Den gamle Borgmestergård” i Aarhus som et nyt frilandsmuseum, der skulle præsentere livet i de danske byer fra ca. 1600-1900. I december afsendte ledelsen bag det nye museum en ansøgning til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet om statsligt tilskud på 1500 kr., hvorefter ministeriet udbad sig en erklæring fra Nationalmuseet.
Nationalmuseet var delt i to afdelinger med hver sin direktør, som havde diametralt modsatte opfattelser, og som følge deraf valgte at afgive hver sin erklæring. Der var tale om to forskellige museumssyn, der stødte sammen. Sophus Müller angav en række principielle indvendinger, nedgjorde det nye museum og anførte i sin erklæring, at flytningen af Den Gamle Borgmestergård fra sin oprindelige placering i det centrale Aarhus betød, at der var tale om en ’uægte’ rekonstruktion uden historisk værdi. Direktøren for anden afdeling, historikeren Mouritz Mackeprang (1869-1959), var modsat tilhænger af ansøgningen og anførte i sin erklæring, at både bygningen i sig selv og de udstillede genstande repræsenterede betydelige historiske værdier.
Sagens udgang blev, at Sophus Müllers fløj tabte det museumspolitiske magtspil, og ministeriet bevilgede det fulde ansøgte beløb til driften af det nye museum. Museet voksede med ny tilføjelser af nedtagne og genopførte huse fra andre danske byer, og små ti år senere, i 1924, ændrede museet navn til Købstadmuseet Den Gamle By.
Der gengives her et forkortet uddrag, idet ca. 1/3 af erklæringens ordlyd er udeladt. Gengivelsen er baseret på en kopi af erklæringen, som Müller sendte personligt til Mackeprang. Se hele Sophus Müllers erklæring, med Mackeprangs håndskrevne noter i margenen, her.
[Kjære Direktør Mackeprang. Mit Uddrag af vores Erklæring sender jeg Dem personlig. Det blev saaledes trykt indgivet til Ministeriet. Vnl. S.M.]
Det historiske Museumsvæsen har sit Midtpunkt og sine Yderkredse, som dette findes paa alle Omraader.
(…)
Men hvor er da det Punkt i den hele Række Stadier mellem det centrale og det mest periferiske, hvor Kravet paa Statsstøtte er berettiget? Det vilde ialfald administrativt set være en Fordel, om der paa hvert Omraade kunde peges paa et bestemt Punkt; man maa saavidt muligt have et bestemt Princip, hvorefter der skjelnes mellem, hvad der hører til det centrale, der har Krav paa Statsstøtte, og det periferiske, der ikke har det.
For Museumsvæsenet kan der peges paa et bestemt Punkt; der kan findes bestemte Principper, hvorefter Skillelinien kan drages. Her nævner jeg blot det, hvorfor der er Brug i den foreliggende Sag: til det centrale hører det ægte og sande, til det periferiske det uægte og usande. Her er det Princip, som administrativt behøves, som kan hævdes, og hvorved der ikke gribes feil. Udover Grænsen mellem ægte og uægte kan man ikke gaa uden Fare for at glide fra Museet helt ud til Voxkabinettet[1], hvori der jo ogsaa er noget godt.
Naar nu Talen er om Statsunderstøttelse til den ny Borgmestergaard i Aarhus, saa er det klart, at den har sin Plads udenfor Skillelinien: ikke mellem det ægte og sande, men i det imiterede og kopierede. Dette gjælder først Bygningen. Selve dens Plads er usand, i Haveselskabets Have i stedet for midt i Byen. Med Urette udgiver den sig for at være den gamle Bygning, idet den to Gange har været nedtagen indtil Grunden. Den er uægte og imiteret, naar intet andet end en Del af Skelettet er gammelt, og naar alt, hvad der ses udvendig og indvendig, er nyt, undtagen hvor Skelettet træder frem. En af Fløiene er fuldstændig ny ligesom meget navnlig af nederste Stokværk[2]. Dertil har Bygningen forhen set anderledes ud, end den nu staar. Der var nemlig først tre Stokværk, ved 1800 derimod kun to, med Tagværk fra samme Tid. Nu er der ligeledes to Stokværk, men med Tag og Gavl fra 16. Aarh., gjort efter Forbillede i en anden By. Naturligvis skulle gamle Bygningsrester søges bevarede, om saa skal være ogsaa ved Flytning. Men naar man benytter de gamle Levninger til at fremstille en ny, komplet Bygning, saa kan den ikke udgive sig for at være oprindelig. Heller ikke er det gamle paa denne Maade blevet bevaret, idet det i Virkeligheden er gaaet tabt mellem det nye, fra hvilket det ikke kan skjelnes. Dernæst Indholdet. Det skal ikke være et Museum og ikke Samlinger, hvilke ifølge Overenskomst ere forbeholdte den ældre Institution i Byen, men derimod ”Interiører”, hvorved betegnes, at Sagerne skulle anbringes, som hørte de sammen og havde de hjemme her. Saaledes tilsigtes noget usandt; thi det opstillede har ikke staaet her og har ikke hørt sammen. Det skal virke som en oprindelig og ægte Helhed, men er nysammensat og uægte. Det kan ikke engang betegnes som en Imitation eller Kopi, men maa rettere siges at være frit lavede Udstyr med tilfældige Bestanddele hentede allevegnefra. Om nu dette fremstiller sig som og udgiver sig for sandt og ægte, saa synes det snarere at maatte betegnes som falsk. - Det ægte Fortidsinteriør er en dyrebar Skat, det uægte er ved sin indre Usandhed utaaleligt.
Sagen maa dog ogsaa ses fra den anden Side – den vil da staa klarere. Der er virkelig gjort meget for at værne om Borgmestergaardens Ægthed og den historiske Sandhed. Bygningen er vel ikke gjenreist paa sin gamle Plads, men dog ved den By, hvori den har staaet. Ja, om den var flyttet f. Ex. til Ris Skov eller til Horsens, da havde det været langt fra Sandheden; men hvor Bygningen nu staar, er det ialfald saa nært, som man har kunnet komme det. Saaledes er ogsaa den nye Bygnings Plan og Reisning sand - ialfald saa temmelig; Bjælkeværket er det gamle - forsaavidt det ikke har maattet fornyes; der er ikke tilført fremmede Bestanddele – det vil dog sige noget fra andre Gaarde i Byen og fra Kolding; Vægdekorationerne ere da ægte nok, idet de ere kalkerede[3] over de oprindelige Rester - men rigtignok nymalede og supplerede. Saaledes alt det øvrige; Møblerne omkring i Stuerne ere gamle og ægte ligesom Billederne paa Væggene - men ikke oprindelige i disse Stuer eller paa disse Vægge, eller alle fra Aarhus, eller blot fra Jylland. Men i hvert Fald maa det hævdes, at alt er saa ægte og sandt, som det har kunnet opnaas, og mere kan man virkelig ikke forlange.
Det samme kan man sige om den historiske Roman. Den holder sig ogsaa saa nær som muligt til Sandheden, og meget er jo ligefrem kalkeret over Beretningerne. Men hvor Stoffet manglede, der er der tildigtet, og om Enkelthederne ved man jo ikke meget. Det var maaske ikke i Skanderborg, men i Vordingborg, at Hertugen mødtes med Kongen, og den sidste bar maaske ikke Læderkøllert[4], ligesom det omtalte Skjænkebord maaske ikke stod i det Værelse. Men det hele gaar dog ikke udenfor det historisk kjendte, ligesom Scener og Dialog har et godt historisk Præg - saavidt muligt.
Borgmestergaarden er en saadan, saavidt muligt historisk Roman. Samme Blanding af gammelt og nyt, samme Frihed til at flytte om med og tilsætte Enkeltheder, samme Formaal at fremstille historiske Helheder, der skulle bibringe den Illusion, at de ere fuldt sande og ægte, skønt de kun tilnærmelsesvis eller delvis ere det. Herimod skal nu intet indvendes, skjønt mange ved den historiske Roman og vel endnu mere ved det romantiske Museum ere ubehagelig berørte af Blandingen og foretrække at have hver Ting for sig, det ægte og historiske for sig, det uægte og digtede for sig. Dermed kan jo imidlertid denne Genre ikke afvises; den historiske Roman saavelsom det romantiske Interiør har sin Berettigelse. Men derom maa man være enig, at Historie er Romanen ikke, og historisk Mindesmærke er heller ikke Borgmestergaarden, hverken udvendig eller indvendig. Naar Talen er om, at der skal søges offentlige Midler, kan Romanforfatteren ikke være Ansøger til et Stipendium for Historikere, og en Statsunderstøttelse vilde heller ikke kunne søges af Borgmestergaarden i Kraft af, at den henhører under det historiske Museumsvæsen. Maaske derimod som henhørende under Kunsten, hvor ogsaa den historiske Roman har hjemme.
Dette er nemlig Sagen: der er ved Interiørretningen[5] fremkommet en ny Kunstart, den historiske Interiørkunst, der er væsensbeslægtet med den historiske Digtning, Historiemaleriet og Theatersceneriet. Ligesaavel som disse sidste Kunstarter vilde ogsaa Museumskunsten kunne søge Statsunderstøttelse. Men dette er mig klart, at Forudsætningen for at opnaa noget maatte da være det, at den nye Retning blev sig bevidst som Kunst, ikke forvexlede sin Opgave med det historiske Museums, og at de rette Konsekvenser heraf droges. Hertil hører først det, at det Apparat, hvormed der virkes, slet ikke behøver at være ægte. Borgmestergaarden vilde opfylde Formaalet, selv om Bjælkeværket var nyt, ligesom de øvrige Bygningsdele ere det. Inventariet kunde ogsaa gjærne være nyt; det er vist tvivlsomt om Theaterscenen - hvor det samme Spørgsmaal møder - vinder sønderligt ved at udstyres med ægte Møbler og veritable[6] Negere. Baade det ene og det andet Sted skal blot alt være skuffende efterlignet; andet kræves ikke, fordi det er Kunst, hvis Maal er at frembringe Illusion, men ikke at fremstille det ægte og forelægge de historiske Dokumenter og Monumenter. Dernæst maa den nye historiske Museumskunst konsekvent komme til at udstille sine Dragter paa Figurer, den maa stille sig større Opgaver, give Billeder af historiske Personer og Begivenheder, og yderst vil man naa tæt op til Theaterkunsten.
(…)
Ved at betragte Borgmestergaarden fra den anden Side ere vi komne om paa den rette, kunstneriske Side af Sagen. Vi vende nu tilbage til det historiske Museumsvæsen og til den ovenfor opstillede Sætning, at Grænsen for Statsunderstøttelse dertil maa sættes ved Skjellet mellem ægte og uægte, mellem Original og Imitation. Det kunde mulig findes, at dette er for strengt og snævert afstukket. Man ved jo dog, at der kan gjøres fuldstændig illuderende Kopier; en Skabelse af Borgmestergaardens Art kunde maaske menes at have Krav paa offentlige Midler ved at være en saadan skuffende Efterligning.
Jeg ser dog ikke rettere end, at dette Standpunkt ikke kan forsvares. Forholdet har virkelig Interesse, men kan naturligvis her kun antydningsvis undersøges. Saavidt vides taler al Erfaring for, at Skjellet netop staar mellem Original og Imitation, og ikke hinsides selv den bedste Efterligning. Man huske, hvor afgjort moderne Kunstimitationer ere udelukkede fra ethvert offentligt Museum af Rang - hvor fintfølende man er selv overfor Marmorkopier efter Thorvaldsen[7], naar ikke hans egen Haand har gjort dem til Originaler - hvor ubarmhjertig man i vor Tid fjærner selv de bedste Suppleringer fra den antike Skulptur. Efterligninger kunne være udmærkede, men det maa blive en privat og personlig Sag, om man kan taale dem; Offentligheden holder sig fjærnt og dermed ogsaa Statsunderstøttelsen.
(…)
Sagen har da en stor Betydning. Denne Betænknings Længde og Alvor maa undskyldes af, at den nødvendigvis har maattet føres ud over Borgmestergaarden til alt det uægte Interiørvæsen, der tilsigter at illudere ved et forlorent eller imiteret Apparat, ligefra de udstoppede Moskusoxer i forloren Sne paa Kronborg til de nymalede Vægornamenter i Aarhus-Bygningen.
Jeg skulde da tjenstligst udtale som min Overbevisning, at Grænsen for Statsunderstøttelse til historisk Museumsvæsen maa sættes ved Skjellet mellem Ægte og Uægte, Original og Imitation, og at den nye Borgmestergaard med alt lignende staar udenfor Grænsen og maa overlades til privat Virksomhed.
[2] Stokværk: etage.
[3] Kalkerede: frembragte efter nøjagtig gengivelse, kopierede.
[4] Læderkøllert: en kjortel af læder, ofte brugt af ryttere til beskyttelse.
[5] Interiørretningen: udstillingsprincip i museer, hvor genstandene arrangeres som hele interiører.
[6] Veritable: ægte, virkelige.
[7] Bertel Thorvaldsen (1770-1844): dansk billedhugger.
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.