Landsudstillingen 1909

For Aarhus var Landsudstillingen 1909 en gigantisk satsning, der markerede, at byen nu var vokset til at være Danmarks næststørste by. Det store arrangement med industri, håndværk og kultur åbnede tirsdag den 18. maj, og den unge lærer og museumsmand Peter Holm (1873-1950) var stolt og spændt. Han havde i månedsvis arbejdet i døgndrift for at få Den gamle Borgmestergård med historiske udstillinger klar til den store åbningsdag.

Borgmestergården på Landsudstillingen i Aarhus i 1909. Med sit farvestrålende renæssancebindingsværk var Borgmestergården en markant anderledeshed midt i den hvide udstillingsby designet af arkitekt Anton Rosen (1859-1928). Da udstillingen lukkede og slukkede havde mere end 100.000 mennesker betalt 25 øre i entré for at kigge indenfor i de historiske interiører. Den gamle Borgmestergård havde været en af Landsudstillingens største succeser, og drømmen om et permanent frilandsmuseum for byernes kulturhistorie begyndte for alvor at tage form. Tegning af Franz Šedivý (1864- 1945). Fra: Illustreret Familie-Journal

Arbejdet var ikke forløbet uden bryderier. Forud var gået en langvarig og uforsonlig kamp, hvor indflydelsesrige kredse omkring Aarhus Museum decideret havde modarbejdet projektet. Kampen var i sit
 udgangspunkt et rent Aarhus-anliggende, som dog fik nationale implikationer, da Nationalmuseets medarbejdere og ledelse undervejs blev inddraget i sagen. Konflikten omhandlede nemlig principielle spørgsmål om forskellige museumssyn. Er den fjerne forhistorie vigtigere end den tid, folk kan huske? Skal museerne henvende sig til forskere eller til almindelige mennesker? Og hvem skal egentlig bestemme, hvad museerne skal være?

Striden om Den gamle Borgmestergård

I centrum for striden stod den unge lærer Peter Holm, der i 1907 blev valgt ind i bestyrelsen for Aarhus Museum (oprettet i 1861) og samme år involveret i arbejdet med Landsudstillingen. Holm havde en stærk interesse i byernes historie og var inspireret af de nye frilandsmuseer, der var skudt op de foregående 10-20 år. Som et historisk indslag til Landsudstillingen havde Holm kig på Den Secherske Gård, der netop var blevet solgt til en tømrermester med nedrivning for øje. Den store renæssancegård, der lå i Immervad tæt på åen i Aarhus, var opført i 1597 og havde i tidens løb været ejet af flere Aarhusborgmestre. Peter Holm gav den derfor navnet Den gamle Borgmestergård. Han fik både Landsudstillingen og Aarhus Museum med på at bevilge penge til at købe gården.

På det tidspunkt blev de museumspolitiske skillelinjer trukket meget skarpt op i bestyrelsen for Aarhus Museum. En konservativ fløj med bestyrelsesformand, konsul og købmand Frederik Ollendorff (1847-1918) i spidsen kaldte Borgmestergården for ”imitation” og ”forbandet Skidt”. Støttet af tidens herskende museumssyn, hvor forhistorie og oldtidsminder havde forrang, var en bindingsværksgård fra renæssancen alt for ny til at være interessant for museer, for slet ikke at tale om de almindelige menneskers hverdagsting, som skulle fylde udstillingerne. Genstandene burde præsenteres i montrer ordnet efter videnskabelige principper. Desuden mente man, at nedtagning, flytning og genopførelse på en ny placering nødvendigvis betød, at der blev tale om en kopi – som dermed var værdiløs i videnskabelig henseende.

 
Peter Holm var 26 år yngre end konsul og museumsformand Frederik Ollendorff, og forskellen i deres museumssyn var mindst lige så stor. For Ollendorff var det forhistorien og den enkelte museumsgenstand, der var det centrale, mens det for Peter Holm var den nære fortid og fortællingen herom. Fotos fra ca. 1910. Fra: Den Gamle By

En moderne fløj i bestyrelsen, der blandt andre talte arkitekt og kongelig bygningsinspektør Hack Kampmann (1856-1920), støttede Peter Holm og hans ideer om at flytte Borgmestergården til arealet for Landsudstillingen og installere den med historiske interiører, som kunne vise byens og borgernes historie siden renæssancen i tiden omkring 1600 og helt op til 1848 – altså de besøgendes forældres eller bedsteforældres tid. Desuden ville man fortælle om de gamle håndværk og den håndværkskultur, som var blevet stækket med Næringsfrihedsloven 1857 og allerede under hastig afvikling. Angående selve bygningen og dens historiske værdi havde man fået foretaget en grundig bygningsarkæologisk undersøgelse af Nationalmuseets bindingsværksekspert, der konkluderede, at Borgmestergården var en af de anseeligste bindingsværksgårde fra renæssancen og desuden var den ældst bevarede købstadsbygning i Danmark med hængende svalegange.  

Et museum over byernes historie

Sådan blev det. Den store bindingsværksgård blev et markant og særdeles populært indslag på Landsudstillingen. Det gav blod på tanden, og Peter Holm gik straks i gang med at skaffe finansiering og finde den rette placering, hvor man kunne genrejse Borgmestergården i en mere holdbar udgave. Ambitionen var at skabe et museum, der handlede om de mennesker, der havde levet deres liv i de danske købstæder. Og vel at mærke et museum, der ikke kun var for de særligt interesserede, men for folk i almindelighed.

Mange fandt, at det var den rene galimatias at flytte et gammelt bindingsværkshus for at bevare det. Her en karikaturtegning (1909) fra det satiriske blad Klods-Hans med Peter Holm, der pisker hestene foran den rottebefængte Borgmestergård, som han er i færd med at flytte til arealet for Landsudstillingen. Klods-Hans 1909. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Fra konsul Ollendorff og et flertal i Aarhus Museums bestyrelse lød en bestemt afvisning, og dermed var sagen klar. Den gamle Borgmestergård måtte blive et selvstændigt museum. Aarhus Byråd tillod, at gården sammen med et par andre historiske bygninger kunne få blivende plads i det, man dengang kaldte Selskabshaven, og som siden blev til Botanisk Have i Aarhus.

Selve flytningen og genopførelsen blev realiseret ved hjælp af statslige, kommunale og private bidrag. Åbningen af Den gamle Borgmestergård foregik i den sidste uge af juli 1914 lige før udbruddet af 1. verdenskrig. Kort tid efter den officielle åbning kom Sophus Müller (1846-1934), der var direktør for Nationalmuseets første afdeling, på besøg og blev vist rundt i Borgmestergården. Peter Holm erindrede senere, at da de to mænd stod sammen oppe på svalegangen, spurgte Sophus
Müller: ”Er disse brædder, jeg står på her, fra 1597?” ”Nej”, svarede Peter Holm, hvorpå Sophus Müller replicerede det ofte citerede: ”Altså siger vi imitation”. Således var der intet nyt under solen.

Statstilskud og forskellige museumssyn

Året efter indsendte ’Komiteen til bevarelse af Den gamle Borgmestergård i Aarhus’ en ansøgning om statsstøtte til driften. Det ansøgte beløb på 1500 kroner lå 50 % over det årlige statstilskud til Aarhus Museum. Peter Holm satte bestemt ikke sit lys under en skæppe. Ud over den rent finansielle støtte ville statstilskuddet betyde en officiel anerkendelse af det nye museum.
Museerne hørte under Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, der bad Nationalmuseet om at udtale sig om ansøgningen. Her kom det frem, at der internt på museet var en afgrundsdyb splittelse. Direktørerne for museets to afdelinger valgte at udarbejde hver sin udtalelse til ministeriet. Det fremgik også, at de valgte at sende deres respektive udtalelser til hinanden frem for at mødes. Man får med andre ord indtryk af, at arkæologen Sophus Müller og historikeren Mouritz Mackeprang (1869-1959) ikke var på talefod.

Sophus Müllers erklæring til ministeriet var én lang principiel nedgøring af Holms projekt. I erklæringen gjorde Müller det klart, at Borgmestergården hørte til ”det uægte og usande”. Det gjaldt både selve bygningen og interiørerne. Bygningen, fordi den blev flyttet fra sin oprindelige plads, og fordi den var rekonstrueret. Interiørerne, fordi de var skabt af effekter, der stammede forskellige steder fra. Müller sammenlignede herefter Borgmestergården med en historisk roman, hvor forfatteren digtede over historiske begivenheder. Det var ikke ment som nogen ros.

 
I 1914 åbnede det, der skulle blive til Den Gamle By. I alt tre huse fra Aarhus: Borgmestergården, et renæssancehus fra Mejlgade og en lille havepavillon. Peter Holm anlagde husene langs en let kroget Algade, der fra begyndelsen gav museet så meget karakter af selvgroet købstad, at mange fortsat opfatter Den Gamle By som en oprindelig bydel i Aarhus. Foto fra ca. 1914. Fra: Den Gamle By

Mouritz Mackeprang havde en anden opfattelse, der bundede i et anderledes museumssyn. Han vurderede, at Den gamle Borgmestergård og indretningen af rækken af borgerlige interiører repræsenterede ”et overmåde dygtigt og pålideligt arbejde”. Han støttede Peter Holms ambition om med sit museum at give et billede af udviklingen af de danske købstæder fra ca. 1600, og han vurderede, at Borgmestergården overgik de øvrige provinsmuseer, der i reglen kun havde ”ganske planløse og tilfældige samlinger af genstande fra denne tid”. Resultatet blev, at Sophus Müllers fløj tabte det museumspolitiske magtspil, og ministeriet bevilgede det fulde ansøgte beløb til driften af det nye museum. 

Frem mod Købstadmuseet Den Gamle By

Efter at økonomien var faldet på plads, var det tid at sætte nye mål. Peter Holms plan var at tilføje små bindingsværkshuse, som tilsammen skulle udgøre et ”håndværkermuseum” og rumme værksteder fra guldsmed, skomager, nålemager, lysestøber og rebslager, som man allerede havde erhvervet. Som håndværkersøn var Peter Holm sig overordentlig bevidst, at borgerkulturen ikke kun var båret af de store købmænd: ”Der var mange andre, først og fremmest håndværkere i deres mere eller mindre beskedne huse, tit så små, at en enkelt stue, et lillebitte køkken og værkstedet var alt, hvad huset rummede”, skrev han senere. Værkstederne skulle løbende suppleres og installeres i passende bygninger.

Det store spring fremad skete i 1923 i forbindelse med, at Den Klingenbergske Gård i Aalborgs Jomfru Ane Gade blev dømt til nedrivning. Man henvendte sig til Peter Holm i Aarhus. Det lykkedes at redde gårdens otte enkeltbygninger, flytte dem til Aarhus og åbne dem som Aalborggården i 1926. Nu var museet for alvor gået uden for de lokale rammer, og redningen af Aalborggården gav anledning til, at man i 1924 definerede museets formål, så det kom til at omfatte i princippet alle danske købstæders borger- og næringsliv. Samtidig ændrede man museets navn til Købstadmuseet Den Gamle By. Museet blev sidenhen anerkendt som verdens første frilandsmuseum for byernes historie og inspirationskilde for en række andre museer, navnlig i Norden.

Den Gamle By etablerede sig i løbet af kort tid som et landets mest besøgte museer og en national attraktion. Det havde været Peter Holms ambition, at hans museum skulle være til nytte og glæde for den brede befolkning. Derfor var de hele miljøer og fortællingen vigtig. Det gælder også Den Gamle Bys seneste tilføjelse, et moderne kvarter, der med udgangspunkt i året 1974 viser 1960’ernes og 1970’ernes historie med gader, gårde, butikker, boliger, værksteder og værtshuse. Det moderne kvarter følger Peter Holms princip om at vise miljøer fra den nære fortid, som nutidens besøgende kan relatere til. Foto: Den Gamle By.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.