Hvad er kulturhistorie?

Historikere har længe beskæftiget sig med kulturens historie. I 1500- og 1600-tallet skrev lærde folk historiske værker om kunst, arkitektur og litteratur, mens selve begrebet 'kulturhistorie' kan spores tilbage til slutningen af 1700-tallet. Også her blev kulturhistorie forstået som kunstarternes historie.

Den opfattelse blev bibeholdt langt op i 1800-tallet. I løbet af århundredet foregik en professionalisering af historiefaget, og som led heri blev den politiske begivenhedshistorie udsondret som faghistoriens hovedområde. I denne tids tænkning handlede 'rigtig' historieskrivning om fremvæksten af nationalstaten og dens magthavere; kunsthistorikere og litteraturhistorikere, der havde en anden og mindre videnskabelig faglighed, kunne så beskæftige sig med kultur.

Sideløbende hermed begyndte nogle historikere imidlertid at arbejde med en anden kulturforståelse. I 1879 udgav historikeren Troels Troels-Lund (1840-1921) første bind af Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede, der blev til et kæmpeværk på i alt 14 bind. Som noget nyt satte han kultur i historiens centrum. Vel at mærke ikke kultur som kunst, men som hverdagsliv og hverdagsting: de skiftende måder, ikke kun eliten, men også den brede befolkning havde levet livet og indrettet sig materielt og åndeligt på.

I 1960'erne og især fra 70'erne gjorde en ny form for kulturhistorie sig gældende i internationalt regi, og fra 1980'erne begyndte den også at præge dansk forskning. Metodisk og teoretisk var den nye kulturhistorie inspireret af antropologien, men havde interessen for dagliglivet tilfælles med den tidlige kulturhistorie. Den historiske antropologi, som den nye kulturhistorie også blev kaldt, opstod som reaktion på den på det tidspunkt dominerende retning inden for faghistorien, socialhistorie. Socialhistorien var opstået i modsætning til den politiske begivenhedshistorie ved at sætte almindelige mennesker som bønder og arbejdere i centrum for historieskrivningen. Udgangspunktet var ofte demografiske og økonomiske undersøgelser af store sociale gruppers vilkår i samfundet.

Den historiske antropologis ophavsmænd og -kvinder mente imidlertid, at socialhistoriens makroperspektiv nok belyste de brede strukturer, men ikke individet. For virkeligt at forstå fortidens mennesker måtte man anvende et mikroperspektiv. Med afsæt i en afgrænset begivenhed, lokalitet og/eller gruppe skulle historikeren belyse sociale relationer, daglige rutiner og kulturelle forestillinger. Igen var dagliglivet altså afsæt for den historiske undersøgelse, men kultur blev nu opfattet som det, der lå til grund for måden, det daglige liv blev levet på. Kulturbegrebet dækkede over symbolsystemer, der formede forskellige gruppers verdenssyn og livsform. Det var ofte ubevidste forestillinger - tankemønstre, mentaliteter, kosmologier - men også konkrete erfaringer og handlingsmønstre, der afgjorde, hvordan fortidens mennesker var til stede i og forstod deres verden. Hvor socialhistorien undersøgte massernes objektive livsforhold, undersøgte den historiske antropologi i stedet subjektive betydninger for den enkelte.

Dermed gik kulturhistorien fra at definere sig ud fra et bestemt genstandsfelt - først kunstarter, siden hverdagsliv - til at definere sig som en bestemt tilgang, en bestemt måde at stille spørgsmål på: Hvorfor er verden indrettet, som den er, og hvorfor opfattes den, som den gør?

Den historiske antropologi vedblev i første omgang at stille sådanne spørgsmål til kulturhistoriens traditionelle genstandsfelt: fortidens hverdagsliv blandt den brede, almindelige befolkning. Men forståelsen af kultur som symbolsystemer gjorde, at man også begyndte at stille spørgsmål til emner, som kulturhistorien tidligere havde afgrænset sig fra. Den nyere kulturhistorie har især efter årtusindskiftet gjort lige netop det: undersøgt, hvordan for eksempel økonomiske og politiske forhold samt køn og følelser også er kulturskabte og kulturskabende størrelser.

Kulturhistoriske undersøgelser af folkekultur

Videnskabeliggørelsen af historiefaget i 1800-tallet udviklede kildekritik som fagets metode. Grundidéen var, at historikeren med afsæt i kritisk analyse af skriftlige kilder skulle fremstille objektive og faktuelle beskrivelser af fortiden.

Den brede befolkning havde imidlertid efterladt sig få skriftlige vidnesbyrd. Folkekulturen måtte derfor undersøges ved hjælp af et bredere og anderledes kildemateriale. Troels-Lund skrev om, hvordan folk boede, indrettede sig og gik klædt, hvad de spiste og drak, samt hvilke skikke og ritualer, traditioner og fester, som hverdagen, året og livet blev organiseret ud fra. De tidlige kulturhistorikere skrev ofte i et dramatisk og billeddannende sprog, og deres arbejder fremstod som litterære fortællinger mere end nøgterne beskrivelser. Kulturhistorie var ikke blot om den brede befolkning, men var også til den.

Fra universiteternes fagmiljø mødte især Troels-Lund en berettiget kritik for at generalisere ud fra enkeltstående (til tider udenlandske) eksempler og at undlade kritisk stillingtagen til sit kildemateriale. Men også fokuseringen på befolkning og kultur, det mangeartede kildemateriale og den levende fremstillingsform blev mødt med skepsis blandt mange universitetshistorikere.   

Troels-Lunds kulturhistorie havde et klart politisk sigte. Ved at skildre den særegne danske folkekultur ønskede han at stimulere nationalfølelsen i sin egen samtid og minde dansksindede syd for grænsen om deres danske tilhørsforhold. En anden pioner i kulturhistorien, Hugo Matthiessen (1881-1957), havde et andet fokus og skrev blandt meget andet om fortidens dystre sider. Kulturhistorie var også nattens lyssky liv og samfundets udskud som tyve, skøger og bødler. Til venstre en ung Troels-Lund, til højre en ældre Matthiessen. Fra: Det Kongelige Bibliotek og Nationalmuseet 

Interessen for folkekultur dominerede længe dansk kulturhistorie, som især blev dyrket af kredse uden for de etablerede faghistoriske miljøer på universiteterne. Da den historiske antropologi i 1980'erne rykkede kulturhistorien ind på universiteterne, blev fokusset på folkekultur da også indledningsvist fremtrædende. Og endnu en gang mødte historikere den udfordring, at de brede befolkningsgrupper havde efterladt sig få skriftlige vidnesbyrd om eget liv og tankeverden. Man søgte derfor nye veje til at undersøge deres verdensbillede og livsform mere indirekte. For eksempel ved at foretage en 'skæv' læsning af kildemateriale som retsprotokoller og lovtekster, der omhandlede helt almindelige mennesker, men ikke var produceret af dem. Eller ved at foretage 'tætte' undersøgelser af en specifik begivenhed (ritualer, fester mv.), der kunne åbne for en forståelse af dybereliggende mønstre i den givne (folke-)kultur.

Et kendt eksempel er den italienske historiker Carlo Ginzburgs (f. 1939) mikrohistoriske værk Osten og ormene - Kosmos ifølge en 1500-tals møller (1976). Mikrohistorien var en pionergenre, der i 1970'erne producerede flere banebrydende værker. Mikrohistoriske undersøgelser tager udgangspunkt i den 'lille' historie, ofte om et tilsyneladende 'betydningsløst' individ for at afdække og forstå de sociale og kulturelle processer, der udspillede sig i lokalmiljøet, men som samtidig var af generel karakter. Ginzburgs bog handler om landsbymølleren Menocchio, der levede i Italien i 1500-tallet. Menocchio endte sine dage med at blive kætterdømt og brændt på bålet på grund af sin uortodokse kristendom og særprægede syn på verdens skabelse. Ud fra inkvisitionens retsprotokoller fra kættersagen undersøger Ginzburg både møllerens verdenssyn samt de sociale relationer, daglige rutiner og kulturelle forestillinger, der udspillede sig i møllerens lokalsamfund. Og Ginzburg argumenterer for, at man heri kan ane sporene af en særegen europæisk folkekultur med rødder tilbage i en før-kristen bondereligion. Dermed undersøges historien nedefra-og-op.

Kulturhistoriske undersøgelsers mangeartethed

Nyere kulturhistorie har siden 1980'erne og især efter årtusindeskiftet bredt feltet af kulturhistoriske undersøgelser ud i mange retninger, både hvad angår emner, genrer og tilgange. Hvor den historiske antropologi grundlæggende opretholdt fokus på den brede befolknings verdenssyn og livsform, fokuserer nyere kulturhistorie bredere og har fx beskæftiget sig med adelens elitekultur. Et vigtigt indsatsområde har dog fortsat været at vise de oversete og 'tavse' samfundsgruppers historie med undersøgelser af kvindekultur, børnekultur og minoritetskulturer.  Nyere kulturhistorie arbejder endvidere med et klarere begreb om kulturel betydning som konstruktion, der forstås i relation til, hvordan kultur konstrueres, udøves og ændres igennem kropslig praksis og i relation til de materielle omgivelser.

Et typisk eksempel er antologien Forbrugets kulturhistorie - Butik, by og forbrugere efter 1660 fra 2017, der på forskellig vis illustrerer forbindelsen mellem kultur, materialitet og praksis. Med nedslag i perioden fra enevældens indførelse og frem til nutiden undersøges forbrug som en kulturhistorisk faktor, der har været med til at forme og udvikle det moderne menneske og samfund. Fx viser bidraget "Borgerskabet og den gode smag", hvordan et smagfuldt hjem var altafgørende for 1800-tallets danske borgerskab og blev regnet som en forudsætning for et moralsk og dannet liv. Dermed blev en bestemt materialitet - det velindrettede hjem og de praksisser, der blev forbundet hermed: at besøge møbeludstillinger og holde sit hjem ved lige - afgørende faktorer i konstruktionen af en borgerlig kultur. Andre bidrag, der undersøger tv-forbrug, butiksvinduer, byrum, fritid og bilturisme i historisk perspektiv, peger samlet mod en tendens til at udbrede historiske undersøgelser til nye emnefelter og fænomener.  

Kulturhistorien har endvidere nedbrudt skellene til andre faghistoriske retninger, og man kan i den forstand tale om, at der er sket en kulturalisering af den politiske historie og socialhistorien. Udviklingen kan illustreres af kolonihistorien, hvor den traditionelle politiske historie behandlede emnet med særligt fokus på den koloniserende stats administration af sine kolonier. Den koloniale relation behandledes ret ensidigt fra kolonimagtens perspektiv. Senere fortolkninger trak på inspiration fra samfundsvidenskaber og socialhistorien, og her dominerede makrohistoriske perspektiver: fx organiseringen af den koloniale handel, dens økonomiske betydning samt de koloniseredes sociale forhold. I fembindsværket Danmark og kolonierne fra 2017 er undersøgelsernes fokus i langt højere grad rettet mod kulturmøder. Kulturforskelle analyseres og benyttes endvidere som grundlæggende analyse- og forklaringsmodel i politiske, økonomiske og sociale relationer mellem kolonisator og koloniserede, idet koloniseredes perspektiv ofte vil være fremherskende.

Maleri af vejning og pakning af te ved den kinesiske købmand Chen Zuguan i 1783, der efterfølgende blev ført ombord på den danske kinafarer Cronprinsen. Kinesiske arbejdere og købmænd fra det danske Asiatisk Kompagni samarbejder under processen. Maleriet illustrerer således, hvordan administration og økonomi gik hånd i hånd med kulturmøder i Danmarks koloniale fortid. Fra: Museet for Søfart 

Endelig har kulturhistorien de seneste årtier bredt sig ud over faglige skel og er begyndt at behandle emner, der tidligere har været betragtet som naturvidenskabens domæne. Kulturhistorikere har således spurgt til, hvordan fænomener som køn, følelser og sanser ikke (kun) er biologiske, ahistoriske fænomener, men (også) er kulturelt konstruerede og dermed historisk foranderlige størrelser. Følelseshistorie beskæftiger sig fx med spørgsmål om, i hvor høj grad følelser er socialt konstituerede og kulturspecifikke, og hvilke funktioner følelser har haft i etableringen af fællesskaber og grænsedragning.

Kulturhistoriens popularitet og kritik

De seneste 10-20 år er der både i Danmark og internationalt udgivet utallige kulturhistorier, der dækker snart alle tænkelige emner. Der findes kulturhistorier om juveler, korsetter og ansigtshår, om eliter, klassebevidsthed og nationalisme, om frygt, impotens og søvnløshed, om klima, byrum og skrald - og meget, meget andet. Kulturhistorie er med andre ord ikke længere det restprodukt, der står tilbage, når den 'rigtige' historie er skrevet, og ej heller en oppositionsdreven historie.

Ulrik Langens (f. 1966) kulturhistoriske værk Tyven handler om den fattige, men opfindsomme Niels Heidenreich, der i slutningen af 1700-tallet stjal og omsmeltede de danske nationalklenodier guldhornene. Bogen er et eksempel på den narrative tilgang i nyere kulturhistorie. Her griber historikere tilbage i en gammel tradition for at fortælle historier og understreger derved, at historie ikke alene er en analyserende eller fortolkende videnskab, men i lige så høj grad en fortællende videnskab. Ulrik Langen: Tyven. Den utrolige historie om manden, der stjal guldhornene (2015)

Kulturhistorien er i dag bredt anerkendt, men fortsat også genstand for debat. Kritikere stiller spørgsmålstegn ved, om et felt, der beskæftiger sig med subjektiv betydning, kan være videnskabeligt, repræsentativt og i sidste ende faktuelt. Også kulturhistoriens relevans bliver debatteret. Professor i økonomisk historie Per H. Hansen (f. 1957) problematiserede i et debatindlæg fra 2017, "Faghistorikeren og den historiske fortælling", kulturhistoriens store udbredelse og dominans. Hansen kritiserede, at kulturhistorien med sin popularitet og stærke fokus på kulturel konstruktion, fortælling og 'den lille historie' overskyggede historiske studier af økonomiske, materielle og sociale forhold, der havde større samfundsmæssig væsentlighed og relevans.