Kolonihistorien professionaliseres

Frem til midten af det 20. århundrede var dansk kolonihistorie personcentreret, anekdotisk og blev primært udøvet af amatørhistorikere. En særlig status har Kay Larsen (1879-1947), hvis indsats for at indsamle viden om de danske kolonier må betegnes som et pionerarbejde, selv om senere professionelle historikere med rette har kritiseret hans fremstillinger. Også eventyreren Sophie Petersen (1885-1965) er væsentlig, fordi hun stod som eksponent for det synspunkt, at Danmark havde været en særlig mild og human kolonimagt. I det populære værk Danmarks Gamle Tropekolonier fra 1946 fremhævede Petersen, at Danmark altid havde styret sine kolonier med ”Mildhed og Humanitet efter Tidens Opfattelse af disse Begreber …”.

'Vore Gamle Tropekolonier' udkom i 1952-53 i to bind i en pragtudgave på Westermann Forlag, med illustrationer af Ib Andersen og Mads Stage. Værket blev så dyrt, at forlaget efterfølgende gik fallit. 'Vore Gamle Tropekolonier' udkom i en mindre luksuriøs og mere udbredt otte-binds udgave på forlaget Fremad i 1966-68. Foto: danmarkshistorien.dk

Med udgivelsen af Vore Gamle Tropekolonier blev kolonihistorien professionaliseret, men ikke fuldstændig frigjort fra et nostalgisk syn på kolonitiden. Forfatterne til værket var anerkendte historikere med solidt kendskab til det administrative kildemateriale fra handelskompagnier og statslige myndigheder i Rigsarkivet. Det gør værket nyttigt også i dag. Fremstillingen fokuserer imidlertid på klassisk begivenheds- og administrationshistorie og anlægger et entydigt dansk perspektiv. De koloniserede befolkningsgrupper beskrives stereotypt, i visse tilfælde grænsende til det racistiske.

Fra kompagnihistorie til kulturmøder

I de følgende årtier blev kolonihistorien domineret af en økonomisk historisk tilgang, der interesserede sig mindst lige så meget for kompagnier som for kolonier. Det prægede de supplementsbind til Politikens Danmarkshistorie, der udkom i 1980. De satte de danske kolonier i Asien, Afrika og Caribien (der udkom også bind om de nordatlantiske ’bilande’) ind i en større europæisk kolonihistorisk sammenhæng, og især Ole Feldbæks (1936-2015) behandling af kolonierne i Indien gav handelshistorien et betydeligt løft. Til gengæld fik læseren kun ganske lidt at vide om de indre forhold i kolonierne og mødet med det indiske samfund.

Hvis den økonomisk orienterede kolonihistorie havde været dominerende i løbet af 1960’erne og 1970’erne, blev den i 1980’erne beskyldt for at være gammeldags og eurocentrisk. Kritikken kom især fra antropologisk orienterede forskere, der efterlyste en kolonihistorie med større vægt på de koloniseredes forhold og perspektiv, og som gjorde dem til historiske aktører i stedet for passive vidner til eller sagesløse ofre for koloniale processer. Et centralt værk er den jamaicanske historiker Neville Halls Slave Society in the Danish West Indies (1992), der rummer en grundig fremstilling af de sociale strukturer, der kendetegnede slavesamfundene på de tre danske øer i Caribien. I Halls fremstilling var det forholdene blandt de slavegjorte på øerne, der stod centralt, ikke koloniernes kommercielle forbindelser til og betydning for Danmark.

Fra 1990’erne tog studiet af dansk kolonihistorie endnu en drejning og blev mere kulturhistorisk orienteret. Med inspiration fra postkoloniale teoretikere som Edward Said (1935-2003) og Gayatri Spivak (født 1942) blev der stillet spørgsmål ved etablerede, stereotype forestillinger om de koloniserede samfund og søgt efter de koloniseredes stemmer i det kildemateriale, som helt overvejende var skabt af europæerne. Kulturmødet blev et foretrukket analyseobjekt, og flere studier søgte at vise, hvordan de koloniale myndigheder i Afrika og Indien måtte underordne sig lokale politiske og kulturelle dynamikker. Heri lå et bevidst opgør med den eurocentrisme, som stadig trak dybe spor i kolonihistorien.

Selv om den økonomisk og kvantitativt orienterede kolonihistorie trådte i baggrunden i løbet af 1980’erne, blev der stadig frembragt ny og væsentlig viden, ikke mindst om omfanget og strukturen af den danske slavehandel. Et centralt navn i den fortsatte handelshistoriske tradition er Erik Gøbel (født 1949), der i 2021 samlede mange års arbejde i bogen Under Sejl.

Med Grønlands indlemmelse i dansk kolonihistorie fik feltet tilført en ny form for kolonialisme, der var paternalistisk og beskyttende. Missionæraktiviteter spillede her som andre steder i kolonierne en central rolle. Fra: Wikimedia Commons

Grønlands historie blev efterhånden indlemmet i det kolonihistoriske felt og blev blandt andet sammenlignet med den britiske kolonialisme i Indien. Postkolonial teori – især den, der tager udgangspunkt i Michel Foucaults (1926-1984) teorier om guvermentalitet – er også blevet anvendt på grønlandske forhold. Studiet af Grønlands historie som kolonihistorie har betydet, at der blev tilføjet en ny form for kolonialisme til feltet. Frem til 2. verdenskrig var den koloniale relation mellem Danmark og Grønland præget af et dansk ønske om at beskytte det, de opfattede som et sårbart naturfolk, mod den moderne verden. Det har også betydet, at dansk kolonihistorie kom til at omfatte en umiddelbar postkolonial relation.  

Kolonihistorie og historiebrug

I de seneste årtier har dansk kolonihistorie fået en markant historiebrugsdimension. Det er med jævne mellemrum blevet fremført, at den koloniale fortid – og den undertrykkelse og brutalitet, det indebar – er en overset og fortiet del af Danmarks historie. Det var eksempelvis baggrunden for opstillingen af den kontroversielle statue af den vestindiske oprørsleder Queen Mary foran Vestindisk Pakhus i 2018 og den aktion, hvor en kunstnergruppe i 2020 smed en buste af Frederik 5. i Københavns havn. Nostalgiske forestillinger om Danmark som en ’uskyldig’ kolonimagt er også blevet problematiseret. Debatter om Danmarks omgang med den koloniale fortid har været væsentlige elementer i diskussioner om, hvorvidt Danmark skulle sige undskyld for sin deltagelse i slavehandel og slaveri, og hvorvidt man skulle indgå i en ’forsoningskommission’ med grønlandske partnere.

Statuen ’I am Queen Mary’, der portrætterer en af lederne af det store arbejderoprør ’Fireburn’ på St. Croix i 1878, er nok de senere års mest omdiskuterede monument. Det viser, hvordan kolonihistorien er blevet knyttet til aktuelle identitetspolitiske dagsordener og dermed har fået en markant historiebrugsdimension. Statuen blev opstillet i 2018 foran Vestindisk Pakhus, der har været nævnt som et muligt sted for et nyt kolonihistorisk museum. Foto: Hans Plauborg, AU TV

Det seneste forsøg på en syntese

Det seneste brede standardværk om dansk kolonihistorie er fembindsværket Danmark og Kolonierne fra 2017. Det repræsenterer på mange måder tendenserne i det kolonihistoriske felt fra de seneste årtier. Det medtager Grønland på linje med kolonierne i Asien, Afrika og Caribien og lægger vægt på, at den danske kolonialisme rummede forskellige relationer: fra den brutale undertrykkelse i det atlantiske slave-sukker-kompleks, over kolonialisme på lokale betingelser i Vestafrika og Indien til en beskyttende kolonialisme i Grønland. Værket har en ambition om i højere grad end tidligere at forstå historien fra de koloniseredes perspektiv og tematiserer kulturmødet som helt centralt. Det postkoloniale perspektiv er til stede, ikke blot fordi forholdet til Grønland trækkes helt frem til 2009, men også fordi kolonialismens efterliv i Danmark og i de tidligere kolonier – herunder debatterne om, hvordan den koloniale fortid skal omgås – er en del fremstillingen.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.