Uddrag fra Jon Olafssons Oplevelser som Ostindiefarer under Christian IV. Klik her eller på billedet for at se hele uddraget

(Uddrag s. 64-72)

Vi var næsten halvanden Uge ombord paa Skibet, førend vi egentlig blev kaldt op til fæstningen.

Paa Rejsen blev der til hver to Mand givet 10 Oste foruden anden Føde, som skulde spises, naar der ellers ikke var Lejlighed til at lave Mad, men det var mod Straf og Pengebøde forbudt at sælge dem til egen Fordel, naar vi kom til Indien. Nu havde jeg en brav Kammerat, nemlig Bengt Andersen, ¹) der med Hensyn til hans trofaste Omhu for mig var mig som en god Ægtehustru i alt, hvad mine daglige Nødvendigheder angik; han kunde gøre alt for at tjene mig og taalte ikke at se, at noget gik mig imod. Den almægtige Gud gav os begge et godt Helbred, saa at jeg aldrig følte mig utilpas, undtagen en Dag da jeg havde lidt Koldfeber, og han var mig saa hengiven, at han den Dag ikke spiste en Bid Mad. Han var kun lidt over 30 Aar og havde i sin Ungdom lært Skrædderhaandværket. Vi spiste en af vore Oste undervejs, men 8 solgte vi i al Hemmelighed i Indien og fik en Stück von Achten for hver, det vil sige en Rigsdaler, og hver Stück von Achten gælder lige saa meget som to Daler hjemme. Nu hændte det sig, at nogle lndiere en Dag kom ud til Skibet, og til dem solgte vi hemmelig to Oste for 2 spanske Dalere. Da de kom i Land, mødte de vor Kaptajn, og strax da han kom ombord, blev alle kaldt op paa Dækket og meddelt, at han havde mødt de Folk, der gik med Ostene, og han truede dem, der havde solgt dem, med stræng Straf; men da det kom ham for Øre, at jeg havde en Finger med i Spillet, talte han ikke mere om Sagen.

Da vi en Dag skulde i Land, saa vi en frygtelig stor Søslange, der laa i Vandskorpen omtrent i 3 Timer lige paa den Vej, hvor vi skulde ro. Paa ni Steder gik Vandet over den, og den blev anslaaet til at være 900 Alen[1] lang eller maaske mere. Paa Grund af vor Frygt for dette Uhyre og den Skræk, det fremkaldte, maatte vi blive 2 Dage ombord. Der blev kastet Bævergejl ²) i Søen, som Søfarende altid fører med sig for at bortjage Hvalfiske, Slanger og andre Søuhyrer, naar det behøves. Det er Bæverens Testikler, et Dyr, der baade opholder sig paa Jorden og i Vandet, af dets Haar laves ogsaa de kostbareste Hatte [Kastor]. Bæveren bygger sig Huse af Træstykker ved Bredderne af Søer og maa altid have Halen i Vandet, naar den sover. Af disse Dyr findes der mange i Norge, og de fanges der lige saa ofte som Oddere og Maarer.

KAP. XVI

To Dage efter at vi havde set Søslangen, forlod vi Skibet "Christianshavn" og gik i Land med Halvdelen af vore Folk og overtog den Tjeneste i Fæstningen, som Befalingsmændene der beordrede os til; vi aflagde Ed paany, og nogle af os, hvoriblandt jeg, fik forhøjet Maanedssold[2], dog kun en Gylden mere om Maaneden. Dette skete to Dage efter at vi kom i Land. Under Trommers, Pibers og Trompeters Lyd blev vi mønstrede og opraabte ved Navn, alt efter Ret og Orden og det strængeste Regimente. I den første Tid blev vi hver eneste Dag mønstrede, exercerede og indøvede i Vaabenbrug paa Krigsmaner samt tilsagte til Vagt hver tredie Nat, idet vi fik strænge Forskrifter om Lydighed, Agtpaagivenhed[3] og Aarvaagenhed i dette fremmede Land og om at vise Troskab og Ærlighed mod vor Konge og Kompagniet efter vor Ed.

Hver Gang en Befalingsmand passerede Portene, hvor der var Vagt, skulde denne træde til Gevær i Orden og fuld Udrustning efter sædvanlig Krigsmaner til Honnør for vore Foresatte paa Kgl. Majestæt af Danmarks Vegne, saa at der vistes denne tilbørlig Respekt i fremmede Folks Nærværelse.

Da vi gik hjem fra denne Mønstring, blev vi, efter at Artiklerne var oplæste, inddelte i Bakker, 7 i hver. Hver Bakke fik tildelt sin Stue, og en Mand udtagen til Formand for at føre nøje Tilsyn med, at alt gik ordentligt og kristeligt til i hver Stue baade Dag og Nat. En saadan Mand havde af Fæstningskommandoen fuld Myndighed, hver over sin Bakke. Denne Bestilling blev jeg ogsaa beordret til, og jeg fik anvist min Stue og mine Folk, og det ikke af de daarligste. Hver Stue blev kaldt efter vedkommende Baksforstander og blev forsynet med tilstrækkeligt Bordstel, Krus, Kander, Skaale, Tallerkener, samt med de Vandkølere, hvori Vandet skulde opbevares, og som var nedgravede i Jorden lige til Halsen for bedre at holde Køligheden. Der blev lejet gamle indfødte Kvinder til at hente Vand langt borte fra, og efter deres Skik bar de det i mindre Stenkrukker paa Hovedet. Enhver Kvinde fik sin særlige Stue at passe.

Da alt dette var blevet indrettet, og enhver havde faaet tildelt, hvad han skulde have, gik de andre, som skulde rejse hjem, ombord, medens vi bosatte os paa Fæstningen i de nævnte Stuer som fast Ophold Dag og Nat. Der blev givet os en Indier, Atrumbus, til at vadske vort Linned, og han blev paa Grund af denne Bestilling kaldt Maynath. Han afleverede vort Tøj hver Lørdag med stor Punktlighed, og jeg fandt ofte paa et eller andet for at more mig med denne Mand, hvilket han altid tog mig godt op.

Tredie Dagen efter at vi var kommen i Land og var bleven underrettet om alt, hvad der vedrørte Fæstningen, dens Regler og Orden, blev der efter endt Mønstring paa Fæstningens Allarmplads, ringet til Maaltid, og vi fik derefter vor sædvanlige Ration, en knap Pægl[4] fransk Rødvin og en Kande Øl til hver Bakke. Derefter begyndte Vagttjenesten, og hver Rode[5] skulde saa vedblivende hver tredie Nat paa Vagt. Der blev udstillet Poster paa hvert af Fæstningens fire Hjørner, som stod der 2 Timer ad Gangen, men den femte Post stod foran Fæstningens Port. Paa hvert Hjørne eller Runddel [Bastion] var der et Slags Skilderhus[6] af solidt Murværk, hvorinde Posten kunde staa, naar det var Lynild og Torden og Regnen strømmede ned om Natten i Bælgmørke, hvilket kunde være meget frygteligt og uhyggeligt at skue. Øverst oppe paa Skilderhuset var der en lille Kuppel af Sten med et lille Taarn og en forgyldt Fløj ovenpaa, saa at Regnen ikke kunde træffe den, som stod derinde under Kuplen.

De, som havde det Hverv at rondere om Natten og have Tilsyn med Posternes Aarvaagenhed, opholdt sig ikke paa Vagten. I Begyndelsen var det Gubernator[7] selv og Vagtmesteren. Enhver, som af Ronden findes sovende eller bliver greben i en eller anden Forseelse, har efter Loven og Krigsartiklerne forbrudt Livet; saavidt mig bekendt gælder lignende strænge Bestemmelser overalt i alle Landsherrers og Kongers Fæstninger. ³)

Hvad vor daglige Tjeneste paa Fæstningen angik, var der intet andet end det jeg nu har fortalt, og hver Morgen før Frokost blev vi indøvede i Exercits[8] og Vaabenbrug. Men naar der kom Peber fra Kongen af Tandjaur ⁴) til Fæstningen, maatte vi "sarpe" den, det vil sige rense den for Straa og al Smuds ved at ryste den i et stort Sold; men de, som var paa Vagt, var fri for denne Bestilling; vor Buttelerer[9] eller Hovmester[10] plejede at give os en Møschen Vin for dette Arbejde. Ligeledes blev der hver Lørdag udbetalt os en Fano i Vadskepenge, en indisk Mønt, der gælder 11 danske Skilling, ⁵) der dog senere skulde trækkes fra vor Løn. En Fano havde samme Værdi som en Rigsdaler hjemme, og naar man skulde veksle en spansk Daler, fik man 10 Fanoer [?] udbetalte hos de Handlende paa Torvet.

Fæstningen var muret og herligt udrustet med Runddele [Bastioner] paa hvert Hjørne. Inden for Murene midt paa Mønstringspladsen stod Kirken, der var en gammel Bygning, der havde tilhørt en portugisisk Papist. I den blev der hver Morgen og Aften holdt Gudstjeneste med Sang, Bøn og Velsignelse, og hver Søndag og Onsdag Prædiken og Uddeling af Sakramentet. Fæstningens Præst hed Hr. Jens, ⁶) da jeg kom derhen, en særdeles god Prædikant og en ypperlig Sanger, kraftig og djærv[11] i sin Tale i alt hvad der angik Troen, baade hos Papister, Kalvinister og Lutheraner. Jeg blev ham anvist som Degn[12] tillige med tre andre, medens jeg opholdt mig der, og han var meget god og venlig imod mig.

Erik Smed hed den Mand, som stod for alt Murerarbejde; men selve Arbejdet blev udført af indiske Murere, som er langt hurtigere og mere kyndige i den Slags Arbejder end Folk her i Europa. Ved den søndre Mur stod paa Mønstringspladsen en høj Bygning, et Pallads, hvortil mange Trapper førte op. Der boede vore Befalingsmænd, der spiste de og havde deres Residens og Soveværelser. Denne Bygning tjente ogsaa til Raadstue, Domhus og Skrivestue. Andre Smaabygninger og vore Soveværelser var paa Syd- og Syd-vestsiden indenfor Voldene. Ved den østre Fæstningsvold var det store murede Køkken og en stensat Brønd. Men omkring paa Voldene laa Jærnkanoner i Murskaarene, baade store og smaa, de største var 9-pundige, de mindre 4½-pundige. Der var i alt mellem 80 og 90. Fæstningen var ogsaa rigelig forsynet med to Slags Skydevaaben: Musketter[13] og Fyrværk. Desuden fandtes der 4 Slags Kugler: Lænkelodder, Stanglodder, Kors-lodder (Saxlodder) og almindelige Kugler. ⁷) Alle disse her opregnede Forsvarsmidler fandtes dengang paa Fæstningen Dansborg og meget andet af den Slags.

Hvad Kosten angik, saa var den omtrent som paa Rejsen, med Undtagelse af, at vi hver Morgen til Frokost fik Ris vel kogt i Mælk og ofte fersk Fisk, Flæsk, fersk Gedekød og forskellige Slags Fugle. Der blev til Brug for Besætningen, Vinteren efter at jeg var kommen, holdt hundrede Geder paa Fæstningen, men de blev saa magre om Vinteren, at mange af dem styrtede af lutter Sult og Elendighed, thi paa Grund af de mægtige Regnskyl og de kolde Nordenvinde, der huserer der, er Jorden lidet frodig ved Vintertide.

Tegning af fæstningen Dansborg i Tranquebar. Fra: Islænderen Jon Olafssons Oplevelser som Ostindiefarer under Christian IV

Tekstens egne noter

¹) Mellem Bøsseskytter nævnes Bennd Andersen fra Engelholm (9 Dlr.) paa Skibslisten.

²) Bævergejl er et Stof, der findes i Punge i Bæverens Indvolde og som anvendes i Medicinen.

³) Krigsartikler 1611. Pkt. 45: Dersom nogen bliver befunden sovende paa Skildvagten eller og ganger derfra, før han bliver forløsset (afløst), han skal straffes paa Livet uden al Naade.

⁴) Ved Naiken af Tanjaurs Mellemkomst skaffede Overkøbmanden sig Ladninger til de hjemgaaende Skibe.

⁵) En Fano er en mindre Sølvmønt, hvis Værdi varierede stærkt.

⁶) Om Præsten Hr. Jens kan ingen Oplysninger gives.

⁷) Se Blom: Christian IV.s Artilleri. Side 260 flg.