Etablering

I 1618 sendte Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648) og det nydannede Ostindisk Kompagni en ekspedition under ledelse af adelsmanden Ove Giedde (1594-1660) til Ceylon med det formål at sikre det dansk-norske monarki en del af handelen på Asien. Forhandlingerne på Ceylon førte imidlertid ikke til noget, og ekspeditionen prøvede derfor lykken på den indiske kyst. Det lykkedes her at få en aftale i stand med Nayakaen af Thanjavur, som mod en årlig tribut gav danskerne lov til at handle og opkræve told samt – ikke mindst – at opføre en fæstning ved fiskerlandsbyen og handelspladsen, Tarangambadi. Ove Giedde begyndte straks at opføre fæstningen Dansborg.  

Handel og økonomiske forhold

Tranquebar blev hovedsædet for de dansk-norske handelsaktiviteter i Indien i de næste 225 år. Det lå tæt ved markederne for indisk produceret peber og med forholdsvis let adgang til andre eftertragtede krydderier som nelliker og ingefær fra det indonesiske øhav. Den vigtigste vare var imidlertid indisk producerede bomuldstekstiler, som først blev brugt til at skaffe krydderier på de indonesiske øer, men som i løbet af 1600-tallet også blev den dominerende eksportvare til Europa.

De dansk-norske aktiviteter var beskedne i forhold de hollandske, franske og britiske. Mest markant i denne henseende var perioden mellem 1643 og 1669, hvor der ikke ankom nogen skibe fra Danmark-Norge til Tranquebar, og hvor man supplerede indtægterne gennem kapervirksomhed mod skibe, der tilhørte Mogulrigets guvernør i Bengalen. I slutningen af 1600-tallet oplevede handelen bedre konjunkturer, og det lykkedes at sende i gennemsnit to skibe til Tranquebar om året. I denne periode var Tranquebar formodentlig tillige en havn med en vis betydning i den regionale asiatiske handel. Mellem 1732 og 1772 lå besejlingsfrekvensen til Europa typisk på et skib om året. Generelt klarede den dansk-norske handel sig bedst, når de større europæiske magter lå i konflikt med hinanden, idet handelen da søgte mod neutrale havne og mod skibe, der sejlede under neutralt flag.    

Illustration af Tranquebar fra 1600-tallet; kunstneren er ukendt. Fra: Wikimedia Commons

Fra Tranquebars grundlæggelse havde først Ostindisk Kompagni og siden Asiatisk Kompagni haft monopol på besejlingen. I 1772 blev handelen imidlertid givet fri for private, og i 1777 overtog den danske konge administrationen af kolonien. Da den amerikanske uafhængighedskrig brød ud året efter, begyndte den dansk-norske asienhandels storhedstid, men denne kom kun i begrænset omfang Tranquebar til gode. Dels flyttede handelsaktiviteternes tyngdepunkt til Kina og Bengalen, hvor man i 1755 havde etableret et handelskontor (en loge) i Serampore (Frederiksnagore). Dels var de øgede dansk-norske handelsaktiviteter i stort omfang et skjul for britiske aktører, der benyttede sig af de dansk-norske skibes neutralitet.

Tranquebar var kortvarigt besat af briterne i 1801 og igen fra 1808 til 1815. Efter 1815 sygnede kolonien hen. Handelen forsvandt, og områderne uden for kolonien var allerede i 1799 kommet på britiske hænder. I 1845 blev Tranquebar og Serampore solgt til Storbritannien for 1.125.000 rigsdaler.    

Det smukke Trellundkort er fra 1733, men viser Tranquebar by, som den så ud i 1690’erne. Det giver indtryk af en velordnet, men mennesketom by. På kortet er øst og Den Bengalske Bugt opad, mens Dansborg ses til højre med magasiner ud mod Uppanarfloden. Fra: Wikimedia Commons    

Befolkning

På Tranquebars territorium levede ca. 20.000 indere (fortrinsvis tamiler) sammen med nogle få hundrede danskere og andre europæere. Befolkningen boede dels i Tranquebar by, dels i en række landsbyer på et beskedent territorium, som varierede i størrelse gennem årene. I henhold til en folketælling fra 1790 boede der i Tranquebar By knap 4.000 indbyggere, mens den øvrige befolkning var fordelt på 18 landsbyer, hvoraf de vigtigste var Poreiar (Porayar) med ca. 5.000 indbyggere og Tillaly (Thillaiyadi) med ca. 3.000 indbyggere. Den sociale orden blandt Tranquebars indiske indbyggere var domineret af landbrugskasten Vellala, men der var også merkantile kaster i kolonien. Frem til slutningen af 1700-tallet udgjorde grupper beskæftiget ved tekstilproduktion – især tekstilmalere – en væsentlig del af befolkningen; men i takt med handelens afmatning mindskedes deres antal.  I 1790 var omkring 15 % af Tranquebars befolkning muslimer.

Særligt i slutningen af 1700-tallet kender vi til konflikter mellem kastegrupperinger i den indiske befolkning. Disse konflikter inddrog uundgåeligt den danske koloniadministration og overskyggede en stor del af Peter Ankers (1744-1832) periode som guvernør fra 1788 til 1806. Hovedpersonen var her den indiske købmand og entreprenør Suppremannia Chetti, som gennem gode forbindelser til ledende embedsmænd opnåede en økonomisk dominerende stilling i kolonien.

Peter Anker, der var guvernør fra 1788 til 1806, var også kunstner og står bag dette maleri af Tranquebar fra 1790. Foto: Kulturhistorisk Museum, Oslo    

Tranquebar-missionen

Tranquebar var desuden hjemsted for verdens første lutherske mission. Den indledte sit arbejde i 1706, da de to tyske præster Bartholomæus Ziegenbalg (1682-1719) og Heinrich Plütschau (1676-1752) ankom til Tranquebar, udsendt af Frederik 4. (født 1671, regent 1699-1730) for at omvende de indiske undersåtter til kristendommen.  De første år var forholdet mellem handelskompagniet og missionærerne præget af spændinger, men efterhånden blev missionen en integreret del af koloniens liv. Missionærerne studerede det dominerende sprog i kolonien, tamilsk, og satte sig ind i den lokale kultur og religion. Missionen ydede særligt en indsats på skoleområdet og havde især held med at konvertere lavkaste-hinduer.