Artikler
Dansk-norsk søofficer og opdagelsesrejsende, hvis mest kendte bedrift var en polarekspedition i 1619, hvor han fik til opgave af Christian 4. at finde søvejen til Indien igennem Nordvestpassagen. Derudover tjente han den danske flåde i Kalmarkrigen (1611-1613) og senere i Trediveårskrigen (1618-1648) indtil sin død i 1628.
Opvækst og tidlige liv
Jens Munk blev født i 1579 i Barbu ved Arendal i Norge som søn af lensherre Erik Munk. I 1585 blev Erik Munk anklaget for mishandling af sine lensbønder og for hor og blev fængslet, hvorefter Jens Munk flyttede til Frederiksstad med sin mor. I 1591 stak Jens Munk til søs og vendte først tilbage til Danmark i 1598, hvor han fik job som skriver i handelsflåden. I foråret 1608 købte Jens Munk et ældre fartøj, og i kompagniskab med Jens Hvid sejlede han mod en russisk ø i det nordlige ishav, hvor hans skib dog sank. Jens Munks hjemtur blev i stedet ombord på Jens Hvids skib, og det var derfor en fattig Jens Munk, der vendte tilbage til København i 1609.
I Christian 4.s tjeneste
Jens Munk arbejdede fra 1610 for Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648) med at udforske Nordøstpassagen (en mulig sejlrute nord om Rusland) og etablere dansk hvalfangst. I 1611 blev han udnævnt til søkaptajn og deltog i Kalmarkrigen (1611-1613) som næstkommanderende på fregatten Heringnæs. Han blev senere øverstkommanderende på det lille krigsskib Den Sorte Hund, som blandt andet deltog, da fæstningen ved Elfsborg faldt i maj 1612. Jens Munk blev ikke, som planlagt, sendt med Ove Gieddes ekspedition til Indien i 1618, men blev i stedet sat i spidsen for en ekspedition gennem Nordvestpassagen, nord om Nordamerika. Formålet var at finde en ny og forhåbentlig kortere søvej til Indien for dansk handel samt at udvide Danmarks indflydelse i området.
Et orlogsskib fra Christian 4.s tid. Fra: Danmarks Riges Historie, bind 4
Polarrejsen 1619
Den 9. maj 1619 sejlede fregatten Enhjørningen og jagten Lampreren med Jens Munk som kaptajn af sted mod Hudsonbugten med det formål at finde en ny søvej til Indien igennem Nordvestpassagen. Skibene nåede Hudsonbugten, og ved Churchillflodens udmunding måtte besætningen overvintre. Vinteren over døde 61 mænd af skørbug, hvilket kun efterlod Jens Munk og to andre besætningsmedlemmer. De tre mænd sejlede jagten hjem til Bergen, hvor Jens Munk blev smidt i fængsel af lensherren i Bergen for spild af kongens skibe og mænd. Kongen fik ham senere frigivet og nærede håb om en ny ekspedition, men Jens Munk var så svækket, at dette måtte opgives.
Polarrejsens betydning
Jens Munk udgav i 1624 ”Navigatio Septentrionalis”, som er en beskrivelse af hans rejse. Den mislykkede mission i 1619-1620 og Jens Munks beretninger herfra fik Christian 4. til at genoverveje om kolonisering i dette arktiske område ville være en gevinst for Danmark. Da man tilmed ikke kunne samle et nyt mandskab til endnu en ekspedition, forsøgte Christian 4. ikke at finde nordøstpassagen igen.
Jens Munks håndtegnede kort over området fra Kap Farvel (Grønland) til Hudson Bay (Canada) set fra nord. Fra: Munks værk Navigatio Septentrionalis, 1624; Tromsø Universitetsbibliotek og Det Kgl. Bibliotek
Jens Munk i Trediveårskrigen
Efter den mislykkede ekspedition i 1619 deltog Jens Munk som søkaptajn i Trediveårskrigen i den danske flåde. Han ledte blandt andet en blokade på floden Weser i 1626 og 1627 og deltog i angreb på Wallensteins tropper på Femern og i Kielerfjorden i marts og april 1628. Munk døde i juni samme år, formentlig efter skader fra kampene nogle få måneder tidligere.