Etablering

Den dansk-norske besejling af den vestafrikanske kyst begyndte i 1650’erne, og under Glückstadt-kompagniet grundlagdes i 1659 efter aftale med den afrikanske stat Fetu fortet Frederiksborg. I 1661 grundlagdes 150 kilometer længere mod øst fortet Christiansborg efter forhandlinger med Accra, en anden af områdets afrikanske statsdannelser. Allerede i 1685 måtte Frederiksborg afstås til briterne, og det var først med etableringen af Fredensborg i 1736, at Danmark-Norge igen havde to forter på Guldkysten. Under ekspansionsperioden i 1780’erne anlagdes yderligere fire forter: Kongensten, Prinsensten, Augustaborg og Isegram. I 1820’erne indskrænkedes den danske tilstedeværelse atter, og man opretholdt kun bemandingen på hovedfortet Christiansborg.

Kopi af traktaten mellem Danmark og den afrikanske stat Fetu den 20. december 1659. Aftalen tillader Danmark at bygge fortet Frederiksborg. Fra: Wikimedia Commons

Handel og økonomisk udvikling

Handelen på Guldkysten var fra starten i vanskeligheder, og Glückstadt-kompagniet måtte hurtigt give op. I 1674 blev den atlantiske handel samlet i det Vestindisk-Guineiske Kompagni, der administrerede de dansk-norske forter indtil staten overtog administrationen i 1755. Kompagniet lod imidlertid i lange perioder besejlingen af forterne forestå ved private skibe, og dansk-norske købmænd deltog i denne periode kun i begrænset omfang i den såkaldte ’trekantshandel’ mellem Europa, Afrika og Caribien. Selv om staten i 1755 overtog administrationen af de danske anlæg, var disse også herefter periodevist overdraget til private aktører.

I 1600-tallet hentedes først og fremmest guld og elfenben i Afrika, som blev byttet med tekstiler, metal og skydevåben. Fra omkring 1700 begyndte eksport af slaver til Vestindien at få større betydning. Indtil midten af århundredet fungerede de dansk-norske forter i nogen grad som leverandører af slaver til andre landes slaveskibe, men herefter blev slavehandel på dansk-norske skibe klart størst. Slavehandelen på dansk-norske skibe kulminerede i forbindelse med den amerikanske uafhængighedskrig 1778-1783. I 1781 transporterede fem skibe således omkring 2.500 slaver til Vestindien. Heraf hentede de tre af skibene deres last på de dansk-norske forter. Det anslås, at Danmark-Norge var involveret i transporten af i alt ca. 100.000 slaver over Atlanterhavet, heraf blev de ca. 85.000 transporteret på dansk-norske skibe.

Som den første stat forbød Danmark-Norge imidlertid i 1792 (men først med virkning fra 1803) den transatlantiske slavehandel. Selv om der fortsat foregik en illegal slavehandel i områderne ved de dansk-norske forter, måtte man finde andre økonomiske formål med tilstedeværelsen Afrika. Det mest oplagte alternativ var plantagedrift. Et tidligt forsøg blev gjort af lægen Paul Erdmann Isert (1756-1789) fra 1788; men det var især i 1820’erne, at man forsøgte en omlægning til plantagedrift baseret på dyrkning af bl.a. majs, kaffe og bomuld. Også eksport af palmeolie til Europa var en økonomisk mulighed. I forlængelse af de nye økonomiske aktiviteter blev der gjort forsigtige forsøg på etablere en egentlig koloni i området, men disse forsøg bar aldrig frugt. I stedet afhændede man de dansk-norske anlæg på Guldkysten til Storbritannien i 1850 for 10.000 engelske pund.

Forholdet til de afrikanske stater

Guldkysten var kendetegnet ved ustabile og skiftende magtforhold blandt de afrikanske stater. Som de øvrige europæere måtte også de dansk-norske embedsmænd søge at tilpasse sig de skiftende magtforhold ved at indgå alliancer med de afrikanske stater. I 1780’erne søgte guvernør Jens Adolph Kiøge (1746-1789) at udnytte de internationale krigskonjunkturer til en dansk ekspansion, og også i 1800-tallet blev der gjort forsøg. Ekspansionsforsøgene måtte imidlertid ske under hensyn til såvel de større europæiske magter som de afrikanske statsdannelser, hvoraf indlandsstaten Asante var den dominerende.

Placeringen af de danske tropekolonier. I løbet af 1600-tallet blev Danmark en kolonimagt med handelsstationen Tranquebar på den indiske østkyst fra 1620 og et dansk fort på Guldkysten i det nuværende Ghana i Vestafrika fra 1659. Dertil kom i årene fra 1672 de tre Vestindiske Øer i Caribien samt et dansk handelskontor i Serampore fra 1755. © danmarkshistorien.dk