Støttesangen ”Afrika” og velgørenhedskoncerten Rock for Afrika, 1985

Artikler

Den danske støttesang ”Afrika” af Nanna Lüders blev udgivet i forbindelse med velgørenhedskoncerten Rock for Afrika, der blev afholdt i Idrætsparken i København den 21. september 1985. Det skete med inspiration fra de britiske og amerikanske støttesange og Live Aid-velgørenhedskoncerter, der blev lavet som reaktion på hungersnøden i Etiopien samme år. Formålet med støttesangen og velgørenhedskoncerten var at skabe opmærksomhed om hungersnøden og ad denne vej indsamle penge til udviklingsarbejde på kontinentet. Indtægterne fra Lüders støttesang ”Afrika” gik til Dansk Røde Kors’ træplantningsprojekter i Vest- og Sydafrika, mens indtægterne fra landsindsamlingen ”Rock for Afrika” gik til en bredere vifte af danske udviklingsorganisationer.

Forsiden på albumcoveret til støttesangen "Afrika"Bagsiden på albumcoveret til støttesangen "Afrika"
Forside med afrikansk landskab og bagside med krediteringer og information på albumcoveret til støttesangen "Afrika”, Nanna Lüders 1985. Foto: Genlyd Grammofon

Støttesangen ”Afrika” fra 1985

I 1985 indspillede en række kendte danske musikere støttesangen ”Afrika” med tekst og musik af Nanna Lüders (f. 1963). Sangen opstod på initiativ af Jesper Bay (f. 1958) og Kim Sagild (f. 1952) fra pladeselskabet Genlyd, der ønskede at lave en dansk pendant til de globale støttesange ”Do They Know It’s Christmas?” (1984), indspillet af det britiske Band Aid, og “We Are The World” (1985), indspillet af bandet USA for Africa. Disse blev indspillet og udgivet i år 1984-1985 med formålet at indsamle penge til ofrene for hungersnøden i Etiopien. 

Jesper Bay og Kim Sagild indgik et samarbejde med Dansk Røde Kors, der på samme tidspunkt var ved at arrangere velgørenhedskoncerten Rock for Afrika. De udskrev en sangkonkurrence for at få mange kendte danske musikere med i projektet, og ved en afstemning blandt de involverede blev Nanna Lüders’ sang “Afrika” valgt. Sangen blev indspillet den 13. juli 1985 i Gnags’ studie Genlyd i Aarhus med kendte sangere og musikere fra den danske rock- og pop-scene.

Støttesangen “Afrika” er solgt i mere end 150.000 eksemplarer og har siden 1985 indsamlet næsten 3 mio. kr. til Dansk Røde Kors, hvilket gør det til den hidtil mest indbringende danske støttesang. Sangen, der omhandler forholdene på det afrikanske kontinent og opfordrer til støtte, har på den måde haft stor udbredelse og har været med til at forme danskernes forståelse af Afrika og relation til kontinentet. Nanna Lüders har fortalt, at hun med sangen ville forsøge at indgyde håb og perspektiv i stedet for at give det sædvanlige billede af sultne børn i Afrika.  

Velgørenhedskoncerten Rock for Afrika, 1985

Velgørenhedskoncerten “Rock for Afrika” blev afholdt i Idrætsparken i København lørdag den 21. september 1985 af Dansk Røde Kors i samarbejde med DSB og Danmarks Radio. Blandt initiativtagerne til velgørenhedskoncerten var Troels Hersom, Patrick Hickey og Erling Dam, der arbejdede som roadies og fik idéen til at lave en dansk velgørenhedskoncert efter inspiration fra de britisk-amerikanske Live Aid-koncerter, der var blevet afholdt i London og Philadelphia. 

Plakat til koncerten Rock for Afrika
Plakat til koncerten "Rock for Afrika". Især det unge publikum flokkedes fra hele landet til Københavns Idrætspark for at overvære velgørenhedskoncerten. Foto: Ragnarock – Museet for pop, rock og ungdomskultur

Annonce for koncerten i dagspressen, 21. september 1985.
Annonce i dagspressen, 21. september 1985. Koncerten blev transmitteret direkte på DR, der dengang var Danmarks eneste landsdækkende tv-kanal, fra kl. 13 til 18 og igen fra kl. 22:30 til 02. Oprindelse: Mediestream, Det Kongelige Bibliotek

Til koncerten spillede blandt andre Shu-bi-dua, Hanne Boel, TV-2, Gnags og Danseorkestret, som var nogle af tidens største danske pop- og rockmusikere. Koncerten blev i aviserne dagene efter på grund af regnvejr beskrevet som en våd begivenhed, hvor “millionerne rullede ind”, og som en af historiens største rockkoncerter. Nanna Lüders’ sang “Afrika” blev sunget som en afsluttende fællessang til koncerten.

Det skønnes, at op mod 30.000 tilskuere deltog i den godt 9 timer lange koncert, der samtidig blev live-transmitteret af Danmarks Radio. Overskuddet på ca. 7 millioner kroner fra velgørenhedskoncerten gik blandt andet til Dansk Røde Kors’ kampagne “Plant et træ i Afrika”, som havde til formål at støtte træplantningsprojekter i det sydlige og vestlige Afrika. Derudover deltes overskuddet fra indsamlingen mellem en række andre danske udviklingsorganisationer der arbejdede på kontinentet.   

Interviews med koncertdelatgerne fra reportage i Aktuelt, 22. september 1985
Til koncerten Rock for Afrika blev der indsat toge fra Jylland-Fyn. I denne reportage fra Aktuelt, 22. september 1985, er der interviews med koncertdelatgerne og deres forestillinger om koncerten og dens formål. Gengivet med tilladelse fra journalist Gitte Merrild. Oprindelse: Mediestream, Det Kongelige Bibliotek