Med den kolde krig under afvikling og østblokkens frafald fra gruppen af donorer aftog også den sikkerhedspolitiske betydning af udviklingsbistand, og donorers valg af modtagerlande var ikke længere underlagt så trykkende alliancekrav som tidligere. Tabet af et ideologisk modbillede til den liberale verdensorden gjorde det sværere at fastholde alternative regeringsformer og udviklingsstrategier til de vestlige, og tendensen gik i retning af en mere strømlinet opfattelse af, hvad udvikling bestod af, hvor demokrati og menneskerettigheder lå i højsædet. De tilbageværende vestlige donorlande kunne nu frit sætte dagsordenen for udvikling og bistand. Det betød, at spillerummet for modtagerlande til at shoppe rundt mellem donorer eller spille donorer ud mod hinanden blev kraftigt reduceret. Set fra donorperspektiv blev det i stigende grad moralsk uacceptabelt at samarbejde med et-partistyrer og militærregimer, når de nu fremover ikke længere udgjorde en nødvendig alliancepartner i kampen mod kommunismen.

Ophøret af den kolde krig faldt også sammen med et tiltagende opgør med økonomisk vækst som hovedmål i udviklingen. Hvor konditionaliteterne (betingelser for bistand) i 1980'erne endnu var begrænset til økonomien, begyndte donorerne i 1990’erne nu også at stille krav til modtagerlande om afholdelse af frie og fair valg, korruptionsbekæmpelse og overholdelse af menneskerettigheder som betingelse for modtagelse af udviklingsbistand. Staten kom nu igen i centrum som arena og drivkraft for udviklingstiltag, men fokus rettedes til forskel fra tidligere mere mod politiske reformer. Det kunne fx være demokratifremme, decentralisering, effektivisering af - og sikring af gennemsigtighed i - den offentlige forvaltning samt menneskerettighedsbeskyttelse sammen med traditionelle vækstfremmende og fattigdomsbekæmpende tiltag. Det afgørende for en sund og bæredygtig udvikling var fremover ’god regeringsførelse’, forstået som demokratisk ansvarlighed, gennemsigtighed i forvaltningen og respekt for borgernes menneskerettigheder.

Udviklingsmantraet 'god regeringsførelse' spillede også en væsentlig legitimerende rolle for det markante fald i udviklingsbistandsoverførsler fra den rige til den fattige verden op gennem 1990'erne. Med den kolde krigs ophør dalede som nævnt det sikkerhedspolitiske rationale bag udviklingsbistand af betydning. Og med kravet om god regeringsførelse fik sparelystne donorer et velegnet instrument til at legitimere og forsvare nedskæringer på udviklingsbistanden ved blot at henvise til dårlig regeringsførelse, mangel på demokrati og overtrædelse af menneskerettighederne i modtagerlandene. I Danmark, hvor det sikkerhedspolitiske rationale altid havde været af marginal betydning, voksede bistanden imidlertid støt gennem 1990’erne, så Danmark ved midten af årtiet var den største donor målt efter udviklingsbistandens andel af bruttonationalindtægten (BNI).

Danmarks strategi for god regeringsførelse

I Danmark kom god regeringsførelse først for alvor på dagsordenen i 1994 med vedtagelsen af bistandsstrategien 'Strategi 2000' om udviklingsbistanden frem til år 2000.

Så tidligt som i 1989 blev respekt for menneskerettigheder imidlertid indskrevet som landevalgskriterium, og i 1990 blev en demokratifond etableret med det formål at bidrage til den demokratiske konsolidering i Baltikum samt Øst- og Centraleuropa. Men det var først med 'Strategi 2000', at god regeringsførelse blev en hjørnesten i den danske udviklingsbistand. Fattigdomsbekæmpelse og vækst var ganske vist stadig hovedsigtet med bistanden, men dertil var tilføjet en række tværgående hensyn, som bistanden skulle underlægges såsom kvinder, miljø, demokrati og menneskerettigheder.

Foto fra Danidaprojekt i Zimbabwe. Projektet indeholder undervisning af kvinderne om kvindeundertrykkelse og vold mod kvinder i hjemmet. Derudover undervises kvinderne i demokrati og HIV/AIDS-problemer. Her opføres et teaterstykke for de lokale kvinder i landsbyen. Foto: Mikkel Østergaard/Danida/Scanpix

I praksis kom tankerne om god regeringsførelse blandt andet til udtryk i form af støtte til kapacitetsopbygning af ulandenes offentlige forvaltninger med henblik på at optimere de institutionelle rammer for udvikling, samt ved øget fokus på korruptionsbekæmpelse. Hvor Danida tidligere stiltiende havde accepteret korruption som et nødvendigt onde, tog man nu tiltag til at modgå korruption i implementeringen af udviklingsprojekter ved eksempelvis at føre en større kontrol med anvendelsen af danske bistandsmidler i ulandene.

Demokratifremme og menneskerettigheder var især vigtig i forbindelse med landevalg og landefravalg. Det blev i stigende grad gennem 1990’erne et kriterium for at indgå nye aftaler med programsamarbejdslande, at landene var demokratiske og respekterede menneskerettighederne eller i det mindste bevægede sig i den retning. Generelt var det danske udenrigsministerium dog tilbageholdende med at bruge bistanden som direkte pressionsmiddel for at få indført politiske reformer eller sikre respekten for menneskerettighederne. Årsagen var, at det risikerede at underminere årtiers investeringer i udvikling og diplomatiske gode relationer, hvis man helt stoppede med bistanden.

Indbygget i den danske udviklingsopfattelse herskede således et vist dilemma. På den ene side stod ønsket om at søge indflydelse gennem fortsat bistandssamarbejde. På den anden side var ønsket om at opnå politiske ændringer i modtagerlandet på kort sigt, men med risiko for at skade Danmarks indflydelse i modtagerlandet på længere sigt, hvis man stillede for ultimative krav. Dilemmaet måtte dog i visse tilfælde vige for danske økonomiske hensyn. Da den nye borgerlige regering i 2002 suspenderede udviklingssamarbejdet med Malawi, Zimbabwe og Eritrea, skete det med henvisning til mangel på demokrati og menneskerettigheder, men i det bredere danske bistandsmiljø blev suspensionen primært set som en sparemanøvre.

Samlet set indtog 'god regeringsførelse' altså både en defensiv rolle som et led i spareplaner for bistanden, og offensivt som et instrument til en bedre sikring af anvendelsen af de danske bistandsmidler og til at bistå demokratiseringstendenser i ulandene.