De første årtiers udviklingsforståelse hentede inspiration fra Marshall-hjælpen, hvis massive mængder amerikansk kapital og teknologioverførsler havde bidraget til at hjælpe de krigshærgede vesteuropæiske økonomier på fode igen. Ligesom under Marshall hjælpen var det tanken, at ulandene gennem teknologioverførsler og kapitalindsprøjtninger ville udvikle sig og på sigt opnå samme økonomiske udviklingsstadie som industrilandene. Et problem med denne sammenligning var dog, at Marshall-hjælpen var langt større end de mængde man i begyndelsen var villig til at give i ulandsbistand, samt at de højtudviklede vesteuropæiske lande kun havde brug for genopbygning mere end egentlig udvikling.

Rostows faseteori

En central figur i moderniseringsteorien var den amerikanske økonom, Walt W. Rostow, der også var rådgiver for præsident Kennedy, hvorigennem han kom til øve stor indflydelse på den fremherskende udviklingsforståelse i de vestlige donorlande. Ifølge Rostow pegede de historiske erfaringer fra de udviklede landes økonomiske udvikling på en række nødvendige udviklingsfaser for økonomisk vækst, som udviklingslandene også skulle gennemgå. Kendetegnende for de udviklede lande var ifølge Rostow, at de gennem deres historie alle havde taget det kritiske ’take off’ fra underudviklede, traditionelle landbrugssamfund til moderne industrisamfund med selvbærende (self-sustaining) økonomisk vækst. For udviklingslandene handlede det om, at de skulle gives den rette hjælp til at tage samme ’take off’ til selvbærende vækst. På den måde blev ulandsbistand også betragtet som et overgangsfænomen, som det kun var nødvendigt i en helt specifik periode i et lands udvikling.

Ifølge gængs vækstteori (eks. Harrod-Domars vækstmodel) er nationaløkonomisk vækst en funktion af den nationale opsparing og investeringer i kapitalapparatet for derigennem at øge den samlede nationale produktion (BNP). Ved at øge opsparingsraten frigives mere kapital til investeringer i produktionsapparatet, hvilket så fører til større produktion og dermed økonomisk vækst. Ifølge denne teori er den begrænsede vækstfaktor i mange ulande den ringe kapitaldannelse som følge af en lav opsparingsrate. For at stimulere væksten er det derfor nødvendigt at tilføre kapital udefra, men da mange ulandes ringe kreditværdighed gør det vanskeligt at optage lån på de finansielle markeder, bliver udviklingsbistand nøglen til at tage det så afgørende ’take off’ for økonomisk vækst. Denne vækst ville først og fremmest komme de produktive sektorer (industrien) til gode, men derfra ville den gennem indenlandsk forbrug sive ned fra samfundets top til resten af samfundet eller sprede sig som ringe i vandet fra de produktive sektorer til øvrige sektorer (landbruget).

Walt W. Rostow, 1968. Fra: Wikimedia Commons  

Lewis’ sektorforskydningsmodel

Netop overgangen fra landbrugs- til industrisamfund var et central tema i 1960’ernes økonomiske udviklingsteori. Sideløbende med Rostow udviklede den britiske nationaløkonom, Arthur Lewis, en strukturel forandringsmodel for sektorforskydning fra landbrugs- til industrisektoren.

Det var Lewis’ tese, at havde man en dualistisk økonomi bestående af en stor, traditionel, lavproduktiv landbrugssektor og en mindre, moderne, højproduktiv industrisektor, så kunne overskudsarbejdskraften fra landbrugssektoren indgår i vækstskabelsen i den mere produktive industrisektor.

Overskudsarbejdskraften fra den traditionelle sektor virker således som et reservoir af billig arbejdskraft, der holder lønstigninger i den moderne sektor nede, og dermed sikrer en gradvis vækst i den moderne sektor, indtil der ikke længere er overskud af arbejdskraft i den traditionelle sektor, og samfundets transformation fra landbrugs- til industrisamfund er tilendebragt. Hastigheden, hvormed denne proces foregår, er bestemt af investeringsraten og kapitaldannelsen i den moderne sektor, hvilket atter synes at pege på muligheden for at fremme udvikling ved at investere udviklingsbistand på den rette måde.

De faktiske bistandsstrategier

Både Lewis’ sektorforskydningsmodel og Rostows faseteori var baseret på en række antagelser, som sjældent lod sig finde i virkeligheden, men begge øvede de stor indflydelse på udviklingsopfattelsen og de faktiske bistandsstrategier. En stor del af den internationale udviklingsbistand i 1950’erne og 1960’erne havde form af kapitalindsprøjtninger (statslån på gavevilkår, kreditgarantier), teknologioverførsler (ekspertbistand) eller en kombination af begge (industriel infrastruktur, projektbistand).

I den danske bilaterale bistandsstrategi frem til midten af 1970’erne optog statslån og projektbistand typisk op til 80 % af de årlige bistandsmidler, mens ekspertbistanden udgjorde mellem 14 og 17 %. Hensigten med statslånene var, at ulandene optog lån på lempelige vilkår fra Danmark og investerede dem i produktive industriforetagender og infrastruktur med henblik på at skabe økonomisk vækst. Statslånene indeholdt et gaveelement i form af lav rente og lang løbetid, men da de typisk var bundne til indkøb i Danmark, var værdien af dem mindre end den ville have været, havde låntageren kunne bruge lånene frit. Endvidere gik statslånene ofte til at finansiere danske udviklingsprojekter, hvoraf de fleste, i tråd med moderniseringstankegangen, var rettet mod udbygning af infrastruktur og industri. Således stod industri, håndværk og udvindingsvirksomhed for mellem 30 og 43 % af de samlede danske projekter frem til 1975, mens landbrug og uddannelse var de næststørste sektorer på henholdsvis 15 til 19 % og 10 til 12 %. Typiske projekteksempler fra tiden var cementfabrikker som i Tanzania og Kenya eller mindre, færdigleverede såkaldte ’turn-key projekter’, som udmærkede sig ved, at modtageren praktisk talt blot fik overladt nøglen til en bygget fabrik, hvorefter den kunne tages i brug. Cementfabrikken i Tanzania var det ubetinget største enkeltprojekt i perioden til en værdi af 486 mio. kr. i 1975-priser, hvilket svarer til ca. 2,2. mia. kr. i 2011-priser.

Cementfabrikken Helwan i Cairo. Foto: Jørgen Schytte/Danida/Scanpix  

Bistandsstrategiens svagheder

Kendetegnende for de danske projekter, og infrastruktur- og industriprojekter i almindelighed, var, at den fattige del af befolkningen fik for lidt ud af investeringerne, ligesom teknologioverførselen sjældent var tilpasset de lokale forhold og ofte udmøntede sig i deciderede fiaskoprojekter – de såkaldte ”hvide elefanter”, hvilket var betegnelsen for moderne projekter, som var slået fejl, fordi de var for avancerede til at kunne fungere i ulandene. Det var også så som så med den automatiske nedsivning fra samfundets top, og de fattige blev i reglen forbigået, selv når det lykkedes at skabe begrænset vækst.