Kilder
Kildeintroduktion:
Indgangen til 1980’erne indvarslede et markant skifte i den dominerende udviklingsfilosofi med den Internationale Valuta Fonds (IMF) og Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer. Disse var rettet mod at sikre balance på modtagerlandenes statsbudgetter og indeholdte derfor krav om nedskæringer i den offentlige sektor og fjernelse af toldmure for at stimulere udenrigshandlen for dermed at øge valutaindtjeningen.
Danmark så i begyndelsen med skepsis på Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer og ’konditionalitet’ (krav til ulandene for at modtage lån), men fra midten af 1980’erne fandt en stigende dansk accept og opbakning sted. Det skete dog også med en skærpelse af kritikken af de negative sider ved denne form for bistandspolitik.
I det nedenstående uddrag af udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens skriftlige redegørelse for bistandspolitikken fra den 13. maj 1987 ses det, at strukturtilpasningsmålsætningen fremhævedes og støttedes. ’Konditionalitet’ nævnes ikke direkte men spiller alligevel en indirekte rolle ved understregelsen af, at Danmark havde fundet det nødvendigt at ’gå i dialog’ med ulandene omkring udviklingsbistanden. Ellemann-Jensens fremhævelse af dialogen signalerede således, at Danmark i stigende grad var begyndt at prioritere makroøkonomisk ’konditionalitet’ både i den multilaterale og bilaterale udviklingspolitik.
Skriftlig redegørelse:
Udenrigsministerens bistandspolitiske redegørelse af 13. maj 1987 med udgangspunkt i rapporten fra Verdenskommissionen om Miljø og Udvikling
(Redegørelse nr. R 23).
Udenrigsministeren (Ellemann-Jensen):
I de fire år, der er forløbet, siden Folketinget i februar 1983 sidst foretog en generel gennemgang af dansk udviklingsbistand, er der i en række henseender sket sådanne ændringer i vilkår og forudsætninger - både internationalt og herhjemme - at det nu vil være rimeligt på ny at gennemføre en bistandspolitisk debat med henblik på visse justeringer og tilpasninger.
Omfanget af vor ulandsbistand er øget kraftigt, fra 3,7 mia. kr. i 1983 til 5,7 mia. kr. i 1987. I overensstemmelse med Folketingets beslutning af 26. marts 1985 vil den stærke vækst i bistandsbevillingerne blive fortsat i de kommende år.
[…]
Kravet om høj faglig kvalitet i alle bistands aktiviteter og om, at de bistandspolitiske principper skulle slå effektivt igennem i det konkrete bistandssamarbejde, har ført til, at vi fra dansk side gradvis har engageret os stærkere og mere markant i en bistandspolitisk dialog både med enkelte modtagerlande, med grupper af lande og med de internationale organisationer, som modtager danske bistandsmidler i betydeligt omfang. Regeringen har fundet det nødvendigt at gå aktivt ind i en dialog også om makroøkonomiske vilkår, som på afgørende måde påvirker mulighederne for, at bistandsindsatsen kan få den tilsigtede udviklingseffekt.
På det multilaterale plan har Danmark støttet iværksættelsen af nødvendige og realistiske strukturtilpasningsprogrammer, men med klar betoning af, at disse måtte gives en social dimension, så hensynet til de svagest stillede befolkningsgrupper blev tilgodeset.
[…]
I denne situation har regeringen fundet det naturligt at overveje, hvordan man på en række konkrete områder kan tilpasse vores bistandsindsats - både bilateralt og multilateralt - så den bedst muligt kan bidrage til at opfylde det, der fortsat bør være dansk ulandsbistands hovedmålsætning: en langsigtet, selvbærende økonomisk og social udvikling med et klart fattigdomsorienteret sigte.
Regeringen er af den opfattelse, at det er en illusion at tro, at kraftigt øgede bistandsbevillinger i sig selv er en løsning på de problemer, vi står over for. Det afgørende er, at midlerne anvendes på en sådan måde, at de får størst mulig effekt. Det kan kun ske, hvis de bistandspolitiske metoder og principper løbende forbedres og moderniseres. Ellers risikerer man, at udviklingseffekten af hver dansk bistandskrone i realiteten bliver mindre og mindre.
Danmark er allerede i dag et af de lande i verden, der yder mest i ulandsbistand pr. indbygger. Samtidig har vi lagt os fast på en yderligere kraftig stigning for en årrække fremover. Det vil yderligere forstærke denne placering. Der har ikke været fuld politisk enighed om, at vi på denne måde på forhånd skulle fastlægge stigningstakten for en længere årrække. Bortset herfra har regeringen imidlertid med tilfredshed kunnet konstatere, at det har været muligt at fastholde den meget brede politiske enighed om hovedlinjerne i indholdet af dansk bistandspolitik. De useriøse forsøg, der fra tid til anden har været gjort på at bryde denne enighed, er ikke lykkedes. Netop det forhold, at Danmark anvender så betydelige midler på ulandsbistanden, gør det vigtigt, at den brede enighed om hovedprincipperne for denne bistand bevares.
Regeringen har med udformningen af denne redegørelse lagt afgørende vægt på dels at forsøge at tilføre bistandspolitikken den nødvendige dynamik, dels at opretholde den balance, som er nødvendig for at fastholde den brede politiske enighed.
[…]