Afkolonisering, kold krig og FN efter 2. verdenskrig

Afslutningen på 2. verdenskrig bragte store forandringer med sig i hele verden. USA støttede fra 1947-48 til 1951 genopbygningen af det krigshærgede Europa gennem Marshall-hjælpen, der blev en inspirationskilde for den begyndende udviklingsbistand. Med både Marshall-hjælpen og udviklingsbistanden havde USA også et ønske om at inddæmme kommunismen.

I årene efter krigen begyndte afkoloniseringen for alvor, blandt andet i Asien, hvor Indien, Pakistan og Indonesien blev selvstændige i 1947-1949, og i Afrika, hvor der opstod en lang række nye selvstændige lande som Ghana (1957), Congo (1960) og Rwanda (1962). I FN betød afkoloniseringen, at antallet af medlemslande steg fra 51 i 1945 til 100 i 1960. Disse såkaldte tredjeverdenslande kom i stigende grad til at udgøre en magtfaktor, der kunne udfordre øst-vest-grupperingen under den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen og deres respektive allierede.

FN blev oprettet i 1945 med ambitioner om tilvejebringelse af fredelig sameksistens mellem nationerne efter 2. verdenskrigs grusomheder. Som en del af FN-pagten forpligtede FN og medlemslandene sig til at forbedre levevilkår i international sammenhæng, hvilket man håbede kunne sikre varig fred. I forlængelse heraf oprettede FN blandt andet udviklingsbistandsprogrammet Expanded Programme of Technical Assistance for Economic Development of Under-Developed Countries (EPTA) i 1949. Programmet var udtryk for en stigende organisering af udviklingsbistanden. Det var finansieret af frivillige bidrag og var FN’s største program.

Dansk udviklingsbistand i 1950’erne

Danmark begyndte i 1949 at yde udviklingsbistand gennem FN i form af såkaldt multilateral bistand, det vil sige udviklingsbistand, der går gennem en international organisation og dens underorganisationer som fx WHO (sundhedshjælp). Før dette fandtes der også danske ikke-statslige organisationer, der lavede forskellige former for udviklings- og nødhjælpsarbejde såsom Folkekirkens Nødhjælp (grundlagt 1922) og Mellemfolkeligt Samvirke (grundlagt 1944 under navnet Fredsvenners Hjælpearbejde).

Danmarks statslige bistand i 1950’erne var næsten udelukkende af multilateral art. På trods af, at andre lande – blandt andet Sverige og Norge i 1952 - begyndte at oprette bilaterale programmer, hvor bistanden gik direkte fra donorland til modtagerland, afviste VK-regeringen (1950-1953) dette. En del af den danske bistand gennem FN blev dog ydet som en form for bilateral bistand, da undervisningskurserne blev afholdt i Danmark. Her blev kursusdeltagerne fra udviklingslandene blandt andet undervist i den danske andelsbevægelse. Fra 1955 blev der derudover ydet en statsbevilling til bilateral bistand, i folketingsåret 1960/61 på 200.000 kr. Men man ønskede overordnet set at holde fast i den multilaterale bistand for at undgå at mindske FN’s internationale programmer, ligesom bilaterale projekter ville stille større krav både økonomisk og administrativt til den danske indsats.

Et af Danmarks første bilaterale projekter var Thai-Danish Dairy Farm (Thaigården) i Muak Lek, hvor thailænderne blev oplært i mælkeproduktion og landbrug. Ved indvielsen i januar 1962 var både Frederik 9. (født 1899, regent 1947-1972), dronning Ingrid (1910-2000) og Thailands Kong Bhumibol Adulyadej (født 1927, regent 1946-2016) til stede. Foto: Danida

Fornyet fokus på udviklingsbistanden i begyndelsen af 1960’erne

Både i og uden for FN kom der dog et stigende amerikansk pres. USA var storyder, men pressede sine allierede til at yde en større andel, da udviklingsbistanden blev set som et redskab i den kolde krig i forhold til at få modtagerlandene knyttet til USA og de vestlige lande i stedet for det kommunistiske USSR. I FN vedtog generalforsamlingen i 1960 en resolution, der lagde vægt på FN’s og medlemslandenes forpligtelser. Man ønskede, at udviklede landes hjælp skulle nå op på en ressourceoverførsel på 1 % af deres nationalindkomst (BNI) til udviklingslandene, uden at det dog var tydeligt, hvor stor en del selve bistandsdelen skulle udgøre i forhold til for eksempel lån og investeringer.

I 1961 udnævnte generalforsamlingen 1960’erne til FN’s første udviklingsårti. Dette skete på baggrund af et amerikansk forslag, som Danmark bakkede op om. De håbefulde troede, at man med et enkelt årti med en intensiveret indsats kunne løse verdens udviklingsproblemer. I Danmark kom også den bilaterale bistand i fokus, da flere politikere håbede, at danske bilaterale projekter ville være mere synlige herhjemme og samtidig kunne være med til at skabe goodwill over for Danmark i modtagerlandene.

Vedtagelsen af den danske lov om udviklingsbistand i 1962

Udviklingen medførte, at Danmark fik sin første lov om udviklingsbistand i 1962. Ud over pres fra både FN og USA var der også et stigende pres fra de danske udviklingsorganisationer som Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Ungdoms Fællesråd, der ønskede at staten skulle kunne yde mere og bedre hjælp i forbindelse med deres projekter. Den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann (1910-1976) var også selv fortaler for en større udviklingsbistand, og han var med til at gøre det til et valgtema ved folketingsvalget i oktober 1960.

Selvom Lov om teknisk samarbejde med udviklingslandene af 19. marts 1962 i sig selv blot var en rammelov, der fokuserede på de administrative forhold, var den resultatet af et ønske om en udvidelse af den danske udviklingsbistand. Debatten om lovforslaget i Folketinget under førstebehandlingen den 17. oktober 1961 handlede heller ikke så meget om, hvorvidt der skulle ske en forøgelse, men hvordan man skulle føre forøgelsen ud i livet - om fokus fremadrettet skulle ligge på den multilaterale eller den bilaterale bistand. Socialdemokratiet og Radikale Venstre foretrak bistanden gennem FN, også for bedst muligt at kunne støtte FN og det internationale samarbejde. De var kritiske over for den bilaterale bistand, der hurtigt kunne komme til at handle om branding og eksport. De Konservative ønskede derimod, at der skulle være plads til begge former, mens De Uafhængige mente, at støtten gennem FN let blev en tom demonstration uden ordentlig viden om modtagerlandets situation.

Med den endelige lov blev hhv. Styrelsen og Rådet for Teknisk Samarbejde med Udviklingslandene oprettet. Styrelsen stod for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af både bilaterale og multilaterale projekter, mens rådet var rådgivende og bestod af forskellige interessenter i dansk udviklingsbistand, fx andelsbevægelsen, foreninger, folkelige organisationer og industrisektoren.

Der blev i den endelige lov lagt størst vægt på den multilaterale bistand gennem FN, som blev nævnt som det første punkt i § 1 under den nyoprettede styrelses opgaver. Dette var en ændring fra det oprindelige lovforslag, hvor opgaverne i forbindelse med den nye bilaterale bistand havde stået først – disse opgaver var nu rykket ned som andet punkt. Flere af partierne så den bilaterale bistand som en vigtig mulighed for branding af Danmark i konkurrencen om fremtidens afsætningsmarkeder i udviklingslandene. Loven blev enstemmigt vedtaget den 14. marts 1962 og trådte i kraft den 1. april samme år.

De første projekter, landsindsamlinger og julekalendere

Blandt de første projekter var åbningen af såkaldte demonstrationsgårde i Thailand, hvor man fremviste danske landbrugsmetoder, så de lokale kunne efterligne dem. Denne type projekter spredte sig snart til andre lande som Indien og Zambia.

Vedtagelsen af 1962-loven faldt sammen med landsindsamlingen Danmarks U-landshjælp, der var resultatet af SR-regeringens samarbejde med en række organisationer. Dette indebar en lang række lokale og regionale initiativer - og derudover et stort indsamlingsshow den 10. marts 1962, som Danmarks Radio sendte. Samlet set blev 12,3 millioner indsamlet (ca. 130 millioner nutidskroner), hvilket staten som lovet fordoblede, så det samlede resultat blev ca. 24 millioner kroner. Pengene gik blandt andet til åbningen af et undervisningshospital i Congo i 1962. Flere af disse første bilaterale demonstrationsprojekter er dog senere blevet kritiseret, blandt andet fordi projekterne var så udstyrstunge, at det var svært at sprede dem til andre lokale gårde eller hospitaler.

I julen 1962 begyndte Danmarks Radio i samarbejde med den nyoprettede styrelse også for første gang at sende Børnenes Julekalender (fra 1977 Børnenes U-landskalender). Her fortsatte man altså idéen om en landsindsamling, og overskuddet af salget fra den fysiske kalender gik til projekter i udviklingslandene. Samtidig skulle danske børn lære om forholdene i andre dele af verden, og det første år hed julekalenderen da også Historier fra hele verden.

Instruktionstime på undervisningshospitalet i Leopoldville i Congo i begyndelsen af 1960’erne. Congo var en belgisk koloni, der opnåede uafhængighed i 1960, hvorefter mange europæere forlod landet – og dette nyopførte hospital. I første omgang overtog FN det, bagefter Dansk Røde Kors med bl.a. midler fra Landsindsamlingen i 1962. Hospitalet var det mest ambitiøse af de nye projekter, men i dag står hospitalet tomt, efter at den danske støtte ophørte i 1981. Foto: Landsindsamlingens Fond for Udviklingslandenes beretning 1963-64

1962-lovens betydning

Loven om teknisk samarbejde med udviklingslandene var i høj grad et produkt af den internationalistiske udviklingspolitiske tidsånd, der prægede både FN og Danmark ved indgangen til 1960’erne. Man ønskede at gøre en større indsats for udviklingslandenes fremtidige udvikling, hvilket lovgivningen banede vejen for. Selvom man også før loven havde haft en form for bilateral bistand, blev der med 1962-lovgivningen i højere grad åbnet op for igangsættelsen af bilaterale bistandsprojekter. I de første år blev der stadig lagt mest vægt på den multilaterale bistand, men fra 1966 blev cirka halvdelen givet multilateralt og den anden halvdel bilateralt. I løbet af 1960’erne blev bistandsengagementet kraftigt øget, særligt efter en kritisk OECD-rapport i 1965, der påpegede at Danmark haltede bagud blandt de rige lande. I forbindelse med revideringen af loven i 1971 skiftede Styrelsen for Teknisk Samarbejde med Udviklingslandene navn til Danida (Danish International Development Agency), som den også hedder i dag.