Opståen

Internationalt Røde Kors blev stiftet 1863 som en organisation, der gennem nationale forgreninger først og fremmest skulle sikre de sårede i krige en bedre og upartisk behandling. Rettighederne for krigsfanger i krig og Røde Kors' funktion i den anledning blev indskrevet i den første Genève-konvention fra august 1864 (i 1949 udvidedes konventionen med rettigheder for civilpersoner). Danmark var blandt de 12 lande, der underskrev konventionen. Konventionen indførte Røde Kors' symbol, et rødt kors på hvid baggrund, der første gang havde været i anvendelse under Slaget ved Dybbøl i april 1864. Krigen i 1864 var den første krig, hvor udsendinge fra Røde Kors fik tilladelse til at være observatører.

En rent dansk afdeling af Røde Kors blev stiftet i 1876 og var oprindeligt tænkt som en civil støtte til hærens sanitetsvæsen. Dansk Røde Kors udvidede gradvist sit arbejdsområde til også at omfatte førstehjælpskurser samt uddannelse af sygeplejersker..

1. verdenskrig, mellemkrigstiden og 2. verdenskrig

1. verdenskrig indebar både nationalt og internationalt en bevægelse væk fra den militære dominans af Røde Kors-selskaberne. I 1917 blev Dansk Røde Kors omstruktureret. Militærpersonernes antal og indflydelse mindskedes, og foreningen fik en mere medlemsdemokratisk karakter.

Under 1. verdenskrig udførte Dansk Røde Kors et meget omfattende arbejde med at formidle korrespondancen for krigsfangerne på østfronten. Over 600 personer var ansat i Danmark til at administrere indsatsen, og de formidlede mere end en million breve (som alle skulle censureres) og over seks millioner pakker.

I mellemkrigstiden udviklede Røde Kors sig til en mere alsidig humanitær organisation, der beskæftigede sig med almene sociale og humanitære problemer – også i fredstid, herunder forebyggende arbejde og kursusvirksomhed.

Også under 2. verdenskrig spillede både Internationalt Røde Kors og Dansk Røde Kors en stor rolle. Dansk Røde Kors formidlede hjælpepakker til en række lande og ydede en særlig indsats for de danske fanger i de tyske koncentrationslejre, herunder de internerede danske politibetjente. Dansk Røde Kors deltog også aktivt i den danske efterkrigsnødhjælp til det krigshærgede Europa.

Efter 1945

I tiden efter 2. verdenskrig fortsatte Dansk Røde Kors med at udvide sine aktiviteter. Foreningen fortsatte med at yde og administrere hjælp til katastrofeområder og engagerede sig også i egentlig udviklingsbistand, særligt på det sundhedsfaglige område. En del af disse midler var bevillinger fra den danske stat. Således finansierede DANIDA i 2000 47 % af Dansk Røde Kors’ budget.

I selve Danmark udvidede Røde Kors sit arbejdsområde til efterhånden at omfatte en lang række aktiviteter, herunder fortsat førstehjælpskurser, uddannelse af samaritter, besøgstjenester samt genbrugsbutikker, hvis overskud gik til foreningens arbejde. Fra 1984 har Dansk Røde Kors endvidere drevet de danske asylcentre.

Danmark var neutral under 1. verdenskrig, men engagerede sig humanitært. Som en del af de humanitære initiativer etablerede Dansk Røde Kors i samarbejde med den danske regering i 1917 to krigsfangelejre i henholdsvis Hald i Østjylland og Horserød på Nordsjælland. Heri blev krigsfanger fra Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland modtaget og fik lægebehandling samt forplejning. I dette filmklip fra 1917 får vi indblik i Hald-lejren ved vintertide. Sygeplejere passer de sengeliggende soldater, der spilles billard og læses aviser, og fangerne aktiveres med praktiske gøremål i skomagerværkstedet og systuen. Op imod 4.000 krigsfanger var fra 1917 til 1918 interneret i de to lejre; efter krigens afslutning blev krigsfangerne hjemsendt. Fra: danmarkpaafilm.dk, Det Danske Filminstitut