Kirkehjælp

Organisationen blev stiftet i 1922 under navnet Nødhjælpen til Europas Evangeliske Kirker og med teologen Alfred Th. Jørgensen (1874-1953) som leder de første 30 år. I den periode var det primært kirkehjælp i form af materiel støtte til andre protestantiske kirker i primært Østeuropa, som tegnede organisationens virksomhed. Under 2. verdenskrig og især i efterkrigstiden ændredes dette med deltagelse i katastrofeindsatser og et øget internationalt udsyn, idet organisationen kom til at varetage den danske folkekirkes relationer til de internationale kirkelige sammenslutninger Luthersk Verdensforbund og Kirkernes Verdensråd.

Katastrofehjælp

I 1954, kort tid efter Jørgensens død, antog organisationen sit nuværende navn Folkekirkens Nødhjælp. På det tidspunkt havde katastrofehjælp overhalet kirkehjælp som organisationens kerneaktivitet, en udvikling som fortsatte gennem de næste årtier og kulminerede med deltagelsen i luftbroen til Biafra, 1968-70, hvor Folkekirkens Nødhjælp og dets daværende generalsekretær, Viggo Mollerup, indtog en central position som operatør af luftbroen. Luftbroen til Biafra blev organisationens gennembrud som en international hjælpeorganisation, idet de personlige bånd, der knyttedes under operationen, banede vejen for samarbejdet med andre internationale kirkelige såvel som ikke-kirkelige nødhjælpsorganisationer i de efterfølgende store katastrofeindsatser. Siden 1995 har dette internationale kirkelige samarbejde været formaliseret i sammenslutningen Action by Churches Together, hvor også Folkekirkens Nødhjælp er medlem.

Udvikling og fortalervirksomhed

Siden 1970’erne har udviklingssamarbejde med kirkelige partnere i den tredjeverden tegnet sig for en stadig større andel af organisationens aktiviteter, så Folkekirkens Nødhjælp siden 1980’erne har fremstået som en af Danmarks største private udviklingsorganisationer, der hvert år modtager statslige bidrag fra Danida. Derudover har Folkekirkens Nødhjælp siden 1990’erne engageret sig i politisk fortalervirksomhed til fordel for verdens fattige og undertrykte med kritik af bl.a. Israels bosættelsespolitik og de globale handelsvilkår som vægtige temaer. Allerede i 1970’erne tog organisationen dog skridtet væk fra den rent humanitære hjælp, da det gennem Kirkernes Raceprogram engagerede sig kampen mod Apartheidsystemet i Sydafrika.

Samlet set er der tale om en kirkelig humanitær organisation, der siden stiftelsen i 1922 har udviklet sig til en af landets førende og største nødhjælps- og udviklingsorganisationer med et globalt sigte.