11. september 2001 og den ny terrortrussel

Terrorangrebene den 11. september 2001 rystede verden. Det var lykkedes et mindre antal terrorister at kapre civile passagerfly, som efterfølgende styredes ind i New Yorks World Trade Center og det amerikanske forsvarsministerium Pentagon i Washington. Disse bygninger stod som symboler på den amerikanske og vestlige verdensorden, der havde eksisteret siden enden på den kolde krig mellem øst og vest.

Med terrorangrebene flyttede det sikkerhedspolitiske fokus til relationerne mellem det rige nord og fattige syd. Terrornetværket Al Qaeda havde haft træningsfaciliteter i det kaosprægede Afghanistan samt andre fejlslagne stater, og den amerikanske præsident George W. Bush erklærede, at USA om nødvendigt ville intervenere i disse lande. Først skulle terrorister og såkaldte ”slyngelregimer” besejres militært. Dernæst skulle genopbygning og udviklingsindsats skabe demokrati og øget velstand, så fattigdom og ufrihed ikke skabte grobund for ny terror imod Vesten. Sikkerhedsdagsordenen understøttede hermed eksisterende bistandspolitiske målsætninger om demokrati, menneskeret og økonomisk vækst, men til forskel fra tidligere var udgangspunktet donorlandenes egen sikkerhed og interesser. Linjen nød opbakning fra en bred kreds af allierede, og. den 7. oktober 2001 indledtes krigen mod terror med NATOs invasion af Afghanistan. I marts 2003 valgte USA samt en koalition af allierede tillige at invadere Irak.

Det brændende World Trade Center efter angrebene den 11. september 2001. Fra: Wikimedia Commons 

2002-2005: Fra nedskæring til sikkerhed i dansk bistand

Også Danmark erklærede sin støtte til USA. Ved folketingsvalget den 20. november 2001 skiftede regeringsmagten fra den socialdemokratisk-radikale regering under ledelse af Poul Nyrup Rasmussen (S) til en koalition af Venstre og Det konservative Folkeparti med Anders Fogh Rasmussen som statsminister. Dette indvarslede en udpræget pro-amerikansk udenrigspolitik og nye tendenser i dansk udviklingsbistand.

I første omgang blev der dog tale om nedskæringer. Den ny regering havde flertal med støttepartiet Dansk Folkeparti, og dansk ulandsbistand blev ikke længere vedtaget med de traditionelle brede forlig i Folketinget. Samtidig nedlagdes Udviklingsministeriet, og den ny regerings første finanslov for 2002 reducerede antallet af modtagerlande af dansk bistand.

I 2003 og 2004 introducerede regeringen en ny tematisering i dansk udviklingsbistand, som bar præg af kampen mod terror og Danmarks militære engagement i både Afghanistan og Irak. Dansk udviklingsbistand understøttede genopbygningen i begge lande, og fokus rettedes mod Mellemøstens og Nordafrikas skrøbelige stater. Det såkaldte ’Arabiske Initiativ’ igangsatte et dansk bistandsprogram for stabilitet og demokratisk udvikling i et større antal mellemindkomstlande i regionen. Dette markerede en delvis afvigelse fra den traditionelle danske strategi om bistand til fattigdomsbekæmpelse, som dog stadig havde hovedprioritet. I 2004 udnævntes Bertel Haarder (V) til minister for både integration og udvikling, hvilket samtidig medførte øget fokus på flygtninge og migration i udviklingspolitikken i samspil med den restriktive danske indvandringspolitik.

2005-2011: Sikkerhed og fattigdomsbekæmpelse i nye bistandsstrategier

I 2005 udnævntes Ulla Tørnæs (V) til ny selvstændig udviklingsminister, og bevillingerne steg en smule så dansk bistand efterhånden stabiliserede sig omkring 0,8 % af BNI mod 1 % før årtusindeskiftet. Samtidig kom der forstærket fokus på Afrika syd for Sahara, herunder blandt andet fattigdom og klimaforandringer. Disse mærkesager blev særligt synlige under Danmarks medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd 2005-6 og formandskabet for FN’s klimakonference COP 15 i København i 2009. Sikkerhedspolitikken havde dog fortsat stor indflydelse, og terrorbekæmpelse var en del af de nye bistandsstrategier for Afrika, som også udtrykte bekymring for Kinas voksende indflydelse på kontinentet.

I 2010 udnævntes Søren Pind (V) til udviklingsminister i den ny regering under statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Samtidig lanceredes en ny overordnet strategi for dansk ulandsbistand, som byggede på de foregående års tendenser. Den ny strategi bibeholdt fattigdomsbekæmpelsen og indsatsen for Afrika som hovedmålene i dansk udviklingsbistand, men bar samtidig kraftigt præg af målsætningerne om frihed, stabilitet og kampen mod terror. Mest markant var nye bistandspolitiske indsatser mod terror og pirateri på Afrikas Horn samt en kraftigt øget indsats i Afghanistan, der i 2011 figurerede som den største enkelte modtager af dansk udviklingsbistand overhovedet.

Regeringsskiftet i oktober 2011 førte ikke i første omgang til ændringer i den danske udviklingspolitik. Den nye udviklingsminister, Christian Friis Bach (B), introducerede en rettighedstilgang til udvikling, som dog i vinteren 2012 endnu ikke har givet sig udslag i konkret-politiske forslag.