Baggrund og tidlig politisk karriere

Anders Fogh Rasmussen blev født i Ginnerup på Djursland og voksede, fra han var seks år, op på en gård i Hvidding mellem Viborg og Randers. Fra sin tidlige barndom skilte han sig ud ved en usædvanlig interesse for samfundsforhold. I en tid, hvor de fleste unge var tiltrukket af venstrefløjen, startede han som gymnasieelev foreningen Liberal Ungdom. Senere engagerede han sig i Venstres Ungdom, først som landskasserer og siden som formand fra 1974 til 1976. Sideløbende læste han økonomi på Aarhus Universitet, hvorfra han blev kandidat i 1978, samme år, som han første gang kom i Folketinget.

Venstre var i opbrud, da Anders Fogh Rasmussen begyndte at gøre sig gældende i partiets rækker. Partiet opstod blandt bønder og gårdmænd, der fra Systemskiftet i 1901 opnåede voksende politisk indflydelse. I løbet af efterkrigstiden tog urbaniseringen til, og landbruget mistede en del af sin stilling og betydning i samfundet. Vælgerne blev færre, og for Anders Fogh var det nødvendigt, at Venstres Ungdom udviklede en selvstændig identitet med appel til ungdommen, der i stigende grad fokuserede på postmaterielle værdier.

Fogh var selv rundet af landbrugssamfundets dyder med en far, der repræsenterede Venstre i lokalpolitik. Alligevel markerede VU-formanden sig på flere områder som fornyer i forhold til moderpartiet Venstre. Eksempelvis gjorde han sig i en periode til talsmand for økonomisk demokrati, spredning af ejendomsretten og et kritisk syn på økonomisk vækst. Han gik ind for regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet og udtrykte skuffelse, da det brød sammen i 1979 efter kun 14 måneder.

Portræt af statsminister Anders Fogh Rasmussen fra 2009. Foto: Folketingets Bibliotek og Arkiv

Den ideologiske inspiration

Efter erfaringen med SV-regeringen skiftede Fogh ideologisk kurs og udtrykte ligesom flere andre borgerlige hårdere kritik af Socialdemokratiet og den velfærdsstat, arbejderpartiet identificerede sig med. 1970’erne var præget af velfærdsstatens styringskrise og en venstredrejning i den offentlige opinion. Men i USA og UK kom der fra 1980’erne nye karismatiske og mere ideologisk vakte ledere til. Margaret Thatcher (1925-2013) og Ronald Reagan (1911-2004) inspirerede en ny generation af borgerlige, herunder Anders Fogh, der gjorde en ideologisk begrundet velfærdsstatskritik til sit varemærke.

I de første år af Schlüterregeringen varetog Fogh posten som finanspolitisk ordfører i Venstres folketingsgruppe, og i 1985 valgte partiet ham som næstformand. Som et kendt ansigt i Venstres mange vælgerforeninger og som stræbsom ideolog passede han perfekt i næstformandsrollen, hvor han agerede i samspil med den hyppigt rejsende formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (1941-2022), der ikke på samme måde som Fogh kunne trække på et stort netværk i partiet.

Ministerposter og liberale politiske profil

I 1987 blev Anders Fogh Rasmussen udnævnt til skatteminister, hvilket harmonerede mindre godt med hans liberale holdninger, der anså skattevæsenet for en byrde for den almindelige dansker. I 1990 fik han yderligere posten som økonomiminister.

Hans lederstil var kontroversiel og i flere sammenhænge uforsonlig over for centrale medarbejdere. Han gennemførte af ideologiske årsager større nedskæringer i skatteadministrationen og sammenlagde Told- og Skattevæsenet. Den noget autoritære ledelsesstil var formentlig også årsag til det forløb, som endte med, at Fogh i november 1992 så sig nødsaget til at gå af, efter at Rigsrevisionen havde udtalt kritik af hans embedsførelse. Medarbejderne stod kun i begrænset omfang klar til at hjælpe ham, da sagen om ministeriets bogføring rullede, og for ikke at skade regeringen valgte ministeren at fralægge sig embedet. 

Den liberale værdikamp og kritik af velfærdsstaten

I sin tid som skatteminister havde Anders Fogh Rasmussen fået stor interesse for liberal filosofi og ideologi. Hans mest markante ideologiske bidrag - den liberale debatbog Fra socialstat til minimalstat - kom i 1993, året efter han stoppede som skatteminister.

Inspireret af libertarianske tænkere som Ayn Rand, Robert Nozick og Murray Rothbard præsenterede han en etisk begrundet kritik af velfærdsstaten, som han anklagede for at fostre en ynkelig slavenatur i den danske befolkning og gøre ønsket om personlig frihed underordnet trygleriet efter materiel sikkerhed. I lighed med Storbritanniens tidligere premierminister Margaret Thatcher præsenterede Fogh i samme bog ideen om en kulturkamp, som i sammenhæng med skattelettelser og reduktion af den offentlige sektor havde som mål at ændre danskernes værdier og fostre et mere frit folk. Op igennem 1990’erne stod han for en liberal kritik af velfærdsstaten, der, om end den langtfra var lige så skarp som minimalstatsbogen, slog til lyd for skattesænkninger og lavere offentlige udgifter.

Forsiden af Anders Fogh Rasmussens bog ”Fra socialstat til minimalstat – en liberal strategi” fra 1993. Gengivet med tilladelse fra forlaget Lindhardt og Ringhof.

Efter folketingsvalget i juni 1998 lagde han selvbevidst stilen om. Valget havde ikke som forventet givet flertal for, at Uffe Ellemann-Jensen kunne overtage Statsministeriet. Resultatet var overraskende for Venstres ledelse, og da Anders Fogh Rasmussen kort efter overtog formandsposten, var han fast besluttet på at trække partiet i en retning, der kunne trække vælgere hen over midten.  

Statsminister 2001 til 2009

Anders Fogh Rasmussen blev statsminister 27. november 2001, og frem til 5. april 2009 stod han i spidsen for tre mindretalsregeringer med Det Konservative Folkeparti støttet alene af Dansk Folkepartis mandater. Han formåede som den første Venstrestatsminister at genvinde magten ved to folketingsvalg i 2005 og i 2007.

Den kursændring, som Fogh foretog efter valget i 1998, fastholdt han helt frem til, at han forlod dansk politik. Under hans embedsførelse voksede de offentlige budgetter, og antallet af offentlige ansatte steg. Inspireret af Tony Blairs (f. 1953) forandring af det britiske arbejderparti fokuserede Fogh som statsministerkandidat på såkaldt kontraktpolitik, hvor han gik til valg på få konkrete løfter, som han gennemførte efter valget. Frem for at gå til valg på skattelettelser gjorde han sig til talsmand for et skattestop og indikerede derved sin forpligtelse til at fastholde ønsket om at bevare og udbygge velfærdsstaten. 

Som statsminister havde han et sikkert greb om kommunikationen i en grad, så pressen yndede at beskrive hans drejebøger og kompetente statsledelse. I sammenligning med forhenværende og efterfølgende statsministre gjorde hans nøje tilrettelagte offentlige fremtoning og usædvanligt sikre parlamentariske flertal ham til en af de magtfuldeste regeringsledere i dansk politisk historie. Profileringen af Fogh overskyggede i nogen grad partiet, hvor der sjældent var plads til afvigelser fra den kurs, statsministeren satte i tæt samarbejde med rådgiveren og beskæftigelsesministeren Claus Hjort Frederiksen (f. 1947).

For Fogh var det afgørende, at han bevarede troværdigheden omkring sin opbakning og omfavnelse af velfærdsstaten. Men Foghs politik forandrede også organiseringen af den offentlige sektor og introducerede markedsprincipper for styringen af velfærdsstaten. Det gjaldt først og fremmest på sundheds- og ældreplejeområdet, hvor regeringen indførte fritvalgsordninger for den enkelte borger. Velfærdsstaten var ved årtusindeskiftet udfordret af globaliseringens ændrende vilkår, voksende udgifter og en aldrende befolkning. Målet for Foghs regering blev effektiviseringer af den offentlige sektor, der skulle give mere velfærd for pengene. Samtidig gennemførte hans regering en særdeles omfattende strukturreform, der først og fremmest reducerede antallet af kommuner fra 271 til 98 og erstattede de 13 amter med 5 regioner, men også øgede den statslige kontrol med kommunerne og stillede krav om mere dokumentation, evaluering og professionalisering af de kommunale ledere. Derudover centraliserede Fogh-regeringen skattevæsenet og reducerede antallet af både politi- og retskredse.

Velfærdsforlig og udlændingepolitik

Stor betydning for fremtidens finansiering af velfærdsstaten fik velfærdsforliget, som hans regering indgik med Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti i 2006. Aftalen reformerede efterløns- og pensionsalderen, der efterfølgende kom til at stige i takt med befolkningens levealder, hvilket medvirkede til, at fremtidige regeringer kunne gå de store demografiske udfordringer i møde.

Hans statsministertid var i høj grad præget af udlændingepolitik, idet adgangen til magten byggede på en kursændring i dansk asyl- og indvandringspolitik, stærkt påvirket af Dansk Folkeparti, der i de foregående år var blevet betragtet med stor skepsis af mange borgerlige, herunder Venstres tidligere leder Uffe Ellemann-Jensen. Anders Fogh Rasmussen tolkede dog valget i 2001 som et folkeligt ønske om at ændre på tilstrømningen af flygtninge og indvandrere, og han strammede med støtte fra Dansk Folkeparti asylreglerne betragteligt.

Den nye udlændingepolitik var med til at polarisere samfundsdebatten, der i udpræget grad blev påvirket af Foghs kulturkamp, som skulle dreje Danmark i en borgerlig retning og mindske kulturradikalismens og venstrefløjens indflydelse mere bredt. Således engagerede han sig i en række kontroversielle, værdipolitiske slagsmål om folkeskolen, kulturpolitikken og udenrigspolitikken.

Muhammedkrisen og udenrigspolitikken

Under den såkaldte Muhammedkrise balancerede Fogh mellem indenrigspolitiske hensyn og udenrigspolitiske realiteter. Tidligt i forløbet afviste statsministeren at mødes med 11 ambassadører fra muslimske lande angående Jyllands-Postens tegninger. Da protester og boykot fra de muslimske lande tog til, indtog Fogh en mere kompromissøgende kurs, hvor statsministeren tilkendegav sin principielle tilslutning til ytringsfriheden, men også udtrykte, at han aldrig selv ville have fremstillet religiøse figurer på en måde, der kunne såre andres følelser.

Særligt når det kom til udenrigspolitikken, satte Fogh sit præg på regeringens politik. Som statsminister i årene efter det al-Qaeda-orkestrerede terrorangreb den 11. september 2001 ønskede han at følge USA i deres kamp mod terror. Det var således i høj grad Anders Fogh Rasmussens personlige engagement i sagen, som gjorde, at Danmark fra marts 2003 deltog i amerikanernes invasion af Irak. Legitimationen var stærkt kontroversiel og byggede officielt på den irakiske diktator Saddam Husseins (1937-2006) manglende vilje til at følge FN’s resolutioner om våbeninspektion. I pressen motiverede Fogh imidlertid beslutningen med et ideologisk betinget ønske om at støtte USA og sætte en ny værdipolitisk kurs for dansk udenrigspolitik samt en forsikring om, at Irak besad masseødelæggelsesvåben, der truede verdensfreden. På trods af, at statsministeren undervejs i forløbet tilbageholdt vigtige oplysninger for Folketinget og derved gav samme et ufuldstændigt billede af situationen, sikrede han sig flertal for beslutningen hos Dansk Folkeparti, som så krigen som en kamp mellem civilisationer. Ligeledes begrundet i ønsket om at støtte USA øgede Foghs regering også krigsindsatsen i Afghanistan i 2006 ved at indsætte danske soldater i den langt mere uroplagede Helmandprovins.

George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen ved pressemødet på Marienborg i forbindelse med den amerikanske præsidents besøg i Danmark 6. juli 2005. Foto: Wikimedie Commons

Eftermælet som statsminister

I april 2009 forlod Anders Fogh Rasmussen statsministerposten og dansk politik for at blive generalsekretær i NATO. I sin tid som statsminister var han ofte i stand til at præge den offentlige debat og meningerne om hans evner som regeringsleder. Både undervejs i regeringstiden og i løbet af 2010’erne kritiserede både tilhængere og modstandere forskellige aspekter af hans politiske lederskab. Under stor bevågenhed fremførte flere Venstremedlemmer et ønske om, at statsministeren med sit store folkelige mandat koncentrerede sig om at føre en mere borgerlig, liberal politik. Ligeledes gav Foghs midtsøgende politik mulighed for, at partiet Liberal Alliance kunne opstå og konsolidere sig som et mere ideologisk alternativ til Danmarks liberale parti, Venstre.

En fortolkning af Foghs regeringstid går således på, at han ved at afpolitisere fordelingspolitikken og adskille værdipolitikken fra den økonomiske politik udtømte den borgerlige idedebat, som ellers kunne skabe ideologisk fornyelse på højrefløjen. Andre fortolkninger skildrer ham som en opportunist, der først og fremmest ønskede magten og var villig til at skifte ideologisk spor flere gange for at få den. Ikke desto mindre opnåede han en international toppost som generalsekretær for NATO fra 2009 til 2014, som ingen dansker før ham havde haft. Stillingen kan samtidig ses som et succesfuldt bevis på den tilpasning til NATO-alliancens stærkeste medlem, USA, som Fogh personificerede.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.