Folketingsvalget 2005

Artikler

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udskrev den 18. januar 2005 folketingsvalg til afholdelse den 8. februar samme år. Valget skulle afholdes senest i efteråret 2005, og statsministeren ønskede valg inden forhandlingerne om den stort anlagte kommunalreform.

Regeringspartierne Venstre og De Konservative havde haft magten siden 2001 med støtte fra Dansk Folkeparti.

Valgets temaer

Et af valgets centrale temaer var udlændinge- og integrationsspørgsmålet. Regeringspartierne og Dansk Folkeparti ønskede alle en strammere udlændingepolitik, mens især Det Radikale Venstre ønskede en blødere politik, bl.a. ved at gøre op med den såkaldte 24 års-regel. Ud over udlændingepolitikken var temaer som beskæftigelse, folkeskolen og ældreplejen i fokus. Både Anders Fogh Rasmussen og Socialdemokraternes statsministerkandidat, Mogens Lykketoft, kappedes om at love bedre vilkår for børnefamilier, daginstitutioner, ældrepleje, uddannelse og forskning.

Der var i valgkampen ligeledes stort fokus på duellen mellem Lykketoft og Fogh Rasmussen, og medierne døbte dem ”præsidentkandidaterne” og selve valget ”præsidentvalget” med henvisning til det nyligt overståede amerikanske præsidentvalg.

Valgets resultat

Ifølge meningsmålingerne var Anders Fogh Rasmussen og VK-regeringen favoritter, og den siddende regering kunne også trække sig sejrrigt ud af dette folketingsvalg. Venstre gik dog tilbage med fire mandater, men dette blev opvejet af, at Dansk Folkeparti og De Konservative begge gik frem med to mandater.

Valgets mandatmæssige vinder blev Det Radikale Venstre, som gik fra 9 til 17 mandater, men det gode valgresultatet var ikke nok til, at partiet ville kunne levere et flertal til VK-regeringen uden om Dansk Folkeparti. For Socialdemokraterne var valgresultatet som ved det foregående valg igen en stor skuffelse. Med en tilbagegang på fem mandater var partiet nu nede på en historisk lav vælgertilslutning på niveau med jordskredsvalget i 1973. Efterfølgende trak Mogens Lykketoft sig som partileder for Socialdemokraterne, og han blev efterfulgt af partiets første kvindelige partileder, Helle Thorning-Schmidt.

SF måtte ligeledes finde sig en ny partileder, da Holger K. Nielsen også valgte at forlade posten efter et skuffende valgresultat. Han blev efterfulgt af Villy Søvndal.

Regeringen Anders Fogh Rasmussen II efter valget
Regeringen Anders Fogh Rasmussen II efter valget. Regeringen bestod af Venstre og Det Konservative Folkeparti med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag. Fra: Statsministeriet

Statistik

I nedenstående tabeller og graffer ses fordelingen af stemmer m.v. ved folketingsvalget i 2005. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne og Grønland indgår ikke i tabellen eller graferne. Kilde: Danmarks Statistik

Folketingsvalget i 2005 I forhold til folketingsvalget i 2001
Parti Fork. Partileder Stemmer Pct. af stemmetal Mandater Mandater 2001 Pct. af stemmer 2001
Socialdemokratiet

S

Mogens Lykketoft 867.349 25,84 % 47 -5 -3,24 %
Det Radikale Venstre RV Marianne Jelved 308.212 9,18 % 17 +8 +3,99 %
Det Konservative Folkeparti K Bendt Bendtsen 344.886 10,27 % 18 +2 +1,20 %

Venstre

V

Anders Fogh Rasmussen

974.636 29,03 % 52 -4 -2,22 %
Dansk Folkeparti DF Pia Kjærsgaard 444.947 13,25 % 24 +2 +1,25 %
Socialistisk Folkeparti SF Holger K. Nielsen 201.047 5,99 % 11 -1 -0,38 %
Enhedslisten EL Kollektiv ledelse 114.123 3,40 % 6 +2 +1,00 %
Kristendemokraterne
(tidl. Kristeligt-Folkeparti)
KD Marianne Karlsmose 58.071 1,73 % 0 -4 -0,55 %
Centrum-Demokraterne CD Mimi Jakobsen 33.880 1,01 % 0 0 -0,76 %
Minoritetspartiet MP Rune Engelbrecht 8.850 0,26 % 0 - -
Uden for partierne Uden 1.211 0,04 % 0 0 +0,01 %
I alt 3.357.212 100,0% 175
Stemmeberettigede 4.003.616
Afgivne gyldige stemmer 3.357.212
Valgdeltagelse i pct. 84,5%
Spærregrænse
  • Opnå mindst et kredsmandat.
  • Få mindst 2 % af de gyldige stemmer
  • Få mindst lige så mange stemmer som gennemsnittet i to af de tre valgregioner (Hovedstaden, Øerne og Jylland).

Mandatfordelingen i 2005
Mandatfordelingen efter folketingsvalget i 2005
. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik

 

 

Stemmernes procentvise fordeling i 2005
Den procentvise fordeling af stemmer efter folketingsvalget 2005
. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik

 

Mandatfordelingen efter folketingsvalget i henholdsvis 2005 og 2001
Mandatfordelingen efter folketingsvalget i henholdsvis 2005 og 2001
. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik