(…)

Kapitel 3.

Fortsat bred enighed.

EN DEBAT PÅ DE HØJE NAGLER

Den 13. oktober 1987 stillede Fremskridtspartiet[1] i folketingssalen forslag om motiveret dagsorden, der lød: "Folketinget opfordrer til, at det inden for det næste halve år gennem en folkeafstemning afklares, om den gældende udlændingelov fra 1986 er i overensstemmelse med befolkningens ønsker, eller der ønskes stramninger eller lempelser i loven. Tinget går herefter over til næste punkt på dagsordenen." Pia Kjærsgaard fra Fremskridtspartiet indledte med at sige, at "Denne forespørgsel skulle også kunne få Socialdemokraterne ud af det hjørne, hvor de står og leger skjul. Vi nåede i valgkampen at få oplyst, at der var sivet noget ud fra det socialdemokratiske hjørne om en eller anden rapport, som indstillede, at antallet af flygtninge skulle begrænses. Den daværende partiformand, hr. Anker Jørgensen[2], havde for en kort tid glemt sin tidligere sympati for asylsøgere og gav den måbende presse oplysninger om, at der nok måtte holdes lidt øje med antallet af asylsøgere". Rapporten, som Pia Kjærsgaard omtalte, vil blive gengivet nedenfor, og det skal her blot siges, at rapporten blev tilbageholdt af Socialdemokratiet under den valgkamp, der netop havde fundet sted. Pia Kjærsgaard sluttede af med at sige, at "Tænk blot på, hvis det bliver aktuelt med de 5.000 asylsøgere om året, som der er partier, der har ment, var et godt antal, vi kunne modtage. Med familiesammenføring og nyfødte børn vil vi med eksplosionsfart blive gæster i vores eget land i løbet af få årtier. Derfor er det nødvendigt at få den nødvendige lovgivning igennem på området, så denne fremmedeksplosion ikke finder sted. Som det kan ses, var Fremskridtspartiets argumentation nu i mindre grad rettet imod de økonomiske konsekvenser af indvandringen. Der blev nu oftere slået til lyd for, at det kulturelle aspekt var det afgørende, og der blev i stigende grad givet udtryk for bekymring for, at den danske kultur stod i fare for at blive eroderet af en for voldsom indvandring fra den tredje verden. Det var endnu ikke for alvor blevet almindeligt at sætte diskussionen om indvandring ind i en bredere diskussion om islam, som var den religiøse baggrund, en stor del af indvandrerne bragte med sig.

Det næste længere indlæg var af Ole Espersen[3] fra Socialdemokratiet, der lagde ud med at sige, at "Det er jo Fremskridtspartiet, der har ønsket denne debat. Det er en debat om et emne, der kan kaldes en af vor tids største tragedier. Det drejer sig om millioner af ulykkelige mennesker på flugt eller ulykkelige mennesker uden håb i mange flygtningelejre, steder, hvor de lever under forhold, vi nok ikke kan forestille os her i landet. Det er ikke en debat, hvor skingre og hadefulde stemmer er passende eller velegnede. Det er ikke en debat, hvor noget parti burde kunne drømme om at drage fordele af misinformation og almindelig politisk uvederhæftighed. Det er ikke en debat, der burde præges af en kynisk udnyttelse af den usikkerhed, mange nærer over for fremmede kulturer og skikke". Ole Espersen sagde videre: "Der er nok også en del af vore medborgere, der siger til sig selv: Skal den indsats overhovedet nytte noget som helst? Der er 15 millioner flygtninge. Hvad kan det nytte, at vi hjælper nogle få af dem? Hertil kan svaret kun være, at for hver eneste flygtning, der får asyl her, og for hver eneste familie, der får asyl her, bliver der mulighed for at overleve under rimelige vilkår. De føler det som et mirakel, og hvert eneste mirakel vi kan være med til at skabe, ja, hver eneste gang vi gør det, har vi skabt, noget, der er af livsvigtig værdi for dem, der modtager det." Ole Espersen fortsatte: Jeg vil anklage Fremskridtspartiets ledelse, og jeg vil også anklage dem i det pænere borgerskab, der ud fra deres vellønnede præsteembeder har den samme holdning, for både ukristelighed og umenneskelighed. Deres delvise succes er baseret på en kampagne, som jeg ikke har oplevet tilsvarende. De taler mod bedre vidende ... " Og endelig: "Gør regeringen og Folketinget ikke noget mere for at hjælpe i kommunerne, når det drejer sig om bolig eller andre praktiske formål, tror jeg, regeringen og Folketinget vil have et medansvar for, at der efterhånden kan opstå en uvilje over for fremmede, som er helt urimelig, og som ikke burde være opstået". Ole Espersen blev senere under debatten imødegået af Elsebeth Kock-Petersen[4] fra Venstre, der efter at have omtalt kriminelle handlinger begået af asylsøgere, omtalt i pressen, ønskede at få en række konkrete forhold afdækket. "Ellers bliver det nemlig en diskussion, hvor hr. Ole Espersen kan stå og tale om umenneskelighed, og hvor man kan begynde at lægge forskelligt ansvar ud for, hvorfor befolkningen nu har de misforståede opfattelser, som den har. Jeg vil som sagt advare imod det. Det er ikke gennem frelsthed og prædikener, at vi får påvirket befolkningens synspunkter, og det er efter min opfattelse heller ikke gennem frelsthed og prædikener, at man bedst får sine egne synspunkter igennem."

Bernhard Baunsgaard[5] fra Det radikale Venstre mente, at det "var en meget stærk tale", Ole Espersen havde holdt, men Baunsgaard anfægtede dog, at der skulle være så bred en enighed om flygtningepolitikken, som Espersen havde antydet, for "Det Radikale Venstre kan aldrig nogen sinde godkende det, som Socialdemokratiet sammen med det umenneskelige parti, Fremskridtspartiet, har gennemført i denne sal…"

Afslutningen på debatten blev, at Fremskridtspartiets forslag til dagsorden bortfaldt, idet Ole Espersen på Socialdemokratiets vegne stillede et andet dagsordensforslag, hvor Folketinget opfordrede regeringen til "i det hele taget at søge gennemført en international flygtningepolitik, der vil kunne øge mulighederne for, at mennesker på flugt kan få asyl". Dette forslag blev vedtaget med stemmerne 112 mod 9. Kun Fremskridtspartiet stemte imod.

OM EN TILBAGEHOLDT RAPPORT

Den 5. september 1987, tre dage inden folketingsvalget, kom det frem i dagbladet Det fri Aktuelt, at Socialdemokratiets Indvandrer- og Flygtningeudvalg havde udarbejdet en rapport, der på en række områder var kritisk over for den førte udlændingepolitik. Det fri Aktuelt havde aftrykt en side fra rapporten, så vidt vides den eneste side, der nogensinde blev gjort offentlig tilgængelig. Her fremgik det bl.a., at "vi må også se i øjnene, at der er opfattelser, handlinger og forhold hos indvandrere og flygtninge, der for socialdemokrater er uacceptable, og hvor vi tydeligt må holde fast på vores værdigrundlag". Det blev endvidere fremhævet, at indvandrere og flygtninge burde have "en forståelse af, hvor der kan være konflikter mellem deres baggrund, kultur og ønsker og det danske samfund". Og fremdeles at "Indvandrere, der søger familiesammenføring gennem ægteskab, bør have familiesammenføringstilladelsen afhængiggjort af et vellykket integrationsforløb, så det sikrer, at de bliver i stand til at fungere i Danmark". Og endelig at integrationsforløbet burde munde ud i "et gratis medlemskab af en almindelig forening, f.eks. idræt, der er præget af det danske system og danskere". Af artiklen i Det fri Aktuelt fremgik det, at rapporten beskyldte "Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp for at drive entreprenørvirksomhed på flygtningeområdet. På statens regning og uden offentlig kontrol og indsigt". Udvalgets formand var Vibeke Storm Rasmussen[6], amtsrådsmedlem i Københavns Amtsråd og bosat i Albertslund Kommune, en af de kommuner med den største andel af borgere af udenlandsk herkomst. Rapporten var imidlertid blevet lagt til side af Socialdemokratiets forretningsudvalg. Folketingsmedlem Torben Lund[7] udtalte, at rapporten ikke var færdig, hvilket Vibeke Storm Rasmussen benægtede.

Jyllands-Posten kunne dagen efter citere Socialdemokratiets formand Anker Jørgensen for en udtalelse om, at "Danmark er et lille land, så vi må undgå at blive overrendt af fremmede. For mange flygtninge vil skade Danmark både økonomisk og kulturelt". Ifølge artiklen ville Socialdemokratiet efter valget tage stilling til den nævnte rapport.

Den 13. oktober 1987 var der i dagbladet Information et interview med Vibeke Storm Rasmussen. Her kunne hun bl.a. fortælle, at "Indvandrerudvalget foreslår, at højst 5.000 mennesker med en anden end dansk kulturbaggrund kan komme hertil om året". Informations medarbejder, Lene Frøslev spurgte hen imod slutningen af interviewet: "Men den politiske virkelighed er jo, at dine forslag bliver brugt og misbrugt af Fremskridtspartiet og Søren Krarup. Hvad vil du gøre ved det?" Da Vibeke Storm Rasmussen svarede, at det efter hendes opfattelse ikke hjalp at fornægte reelle problemer, spurgte Lene Frøslev: "Hvorfor skulle jeg tro på, at din pæne holdning ikke bare er noget, du påstår, og at der ikke bagved forslaget om en hjemrejseydelse [et andet af udvalgets forslag] ligger et ønske om at komme af med dem?

Den 18. oktober citerede dagbladet Politiken under overskriften

"S i kamp mod dansk racisme" den nytiltrådte formand for Socialdemokratiet, Svend Auken[8], for om rapporten at sige, at "Der er intet holdningsmæssigt skisma, men der har i høj grad været et skisma med hensyn til, hvordan vi skal formulere os om problemerne". Inde i bladet kunne det læses, at Svend Auken ønskede Vibeke Storm Rasmussen fyret og et nyt udvalg nedsat. Og når det nye udvalgsarbejde forelå, skulle det følges op af "en holdningsmæssig antiracismekampagne", som arbejderbevægelsen skulle stå bag. Svend Auken sagde, at "Når det yderste højre [Fremskridtspartiet] og det yderste venstre [Fælles Kurs[9]] går sammen om at bruge indvandrerne som prügelknabe, så er det tid for arbejderbevægelsen at mobilisere omkring solidaritets- og retfærdighedsholdninger". I august 1988 kom så den nye rapport fra "Socialdemokratiets Udlændingekomite". I forordet til rapporten hed det bl.a., at

"Integration er efter vores opfattelse ikke et statisk begreb, hvor man efter en skala kan afgøre, om integration er indtrådt eller ej, men et udtryk for bevægelighed og dynamik". Det hed endvidere, at "De fleste, om ikke alle, kender fra sig selv følelsen af en vis tilbageholdende eller skeptisk holdning over for udlændinge - og såmænd også over for landsmænd fra andre egne, end de vi selv kommer fra. Vi ved, at det kan slå gnister mellem jyder og københavnere, og at der er et eller andet mellem danskere og svenskere. Det giver sig udslag ved landskampe og andre lejligheder, hvor vi prøver kræfter med hinanden".  Det blev i rapporten slået fast, at i Finland var "den socialdemokratiske vælgermasse (...) stort set positive over for indvandrere og flygtninge".

ARSENIK OG LIBANON

Den 19. februar 1988 var der i folketingssalen førstebehandling af et lovforslag, "Forslag til lov om folkeafstemning om flygtninge". Forslaget var fremsat af Fremskridtspartiet og endte med at blive forkastet. Mogens Glistrup fra Fremskridtspartiet (der efter udståelsen af sin fængselsstraf var blevet genvalgt til Folketinget i 1987) sagde på et tidspunkt henvendt til de konservative, at "Det konservative Folkeparti var det parti, der med sin minister gik i spidsen for at åbne Danmark for en ukontrolleret indstrømning af muhamedanske bekvemmelighedsflygtninge. Fremskridtspartiet var de eneste, der stemte imod i juni 1983 og havde fornuften i behold". Det fik justitsminister Erik Ninn-Hansen[10] til at svare, at

"Hr. Glistrup sagde kun en rigtig ting i sit indlæg, nemlig at der er væsentlig forskel på Fremskridtspartiets og Det Konservative Folkepartis flygtningepolitik. Han har ganske ret i den henseende. Der er en afgrund til forskel".

Det næste replikskifte fandt sted mellem Mogens Glistrup og Ebba Strange[11] fra SF. Ebba Strange sagde i første omgang henvendt til Mogens Glistrup, at "Til gengæld må der så ikke komme nogen muhamedanere[12], og det er, fordi hr. Glistrup har så ringe tillid til den danske befolkning, at han tror, at den danske befolkning kan væltes omkuld i sin identitet, i sit sprog, i sin kultur, fordi vi tillader nogle muslimer at komme ind i Danmark. Det er dog den værste mistillid at have til den danske befolkning. Men det har Fremskridtspartiet altså; det må vi så tage til efterretning. Vi andre tror, og vi ved, at danskerne er i stand til at leve sammen med folk, der har en anden kulturel baggrund, end danskerne selv har. Vi har religionsfrihed i Danmark. Vi går ind for at have religionsfrihed i Danmark, og hvis ikke danskernes kristne kultur kan klare nogle få tusinde muhamedanere, så er det ikke de få tusinde muhamedanere, der er noget i vejen med, så er det danskernes kristendom, der er noget i vejen med". Til dette svarede Mogens Glistrup, at "Fru Ebba Stranges overfladiske betragtninger skal ikke have lov til at blive stående uimodsagt. Har man et glas dejligt drikkevand og bare putter 1 mg arsenik[13] i det, så er det dødbringende. Derfor er det ikke et spørgsmål om kvantitet, men det er et spørgsmål om ondskabens styrke. Det er den ene ting. Den anden ting er, at det i allerhøjeste grad, når man har den situation, vi har i Danmark i dag, svarer nogenlunde til, hvad man havde i Libanon for 60 år siden. Der kunne man også have holdt taler, som fru Ebba Strange gør. Vi kan være ganske ubekymrede på grund af de få muhamedanere, der er. Fra 1975 er Libanon[14] ikke mere det sted, hvor paradiset lå, men nu er det et helvede på Jord, fordi der ikke var fremskridtsfolk i Libanon i 1930'erne til at hindre det, der nu er ved at ske med, at vort land skal rendes over ende på den måde, som det sker med familiesammenføringer, med børnefødsler, alverdens andre ting. Det er jo ikke nogle få tusinde muhamedanere kontra de kristne danskere, som vi må se i øjnene. Vi må se, at der kommer hundredtusindvis af muhamedanere i løbet af nogle ganske få generationer".