Opvækst og uddannelse

Niels Lolk Helveg Petersen blev født i Odense i 1939. Hjemmet var præget af en levende politisk interesse og debat, da begge hans forældre var aktive i Det Radikale Venstre. Hans far var Kristen Helveg Petersen (1909-97), der var undervisnings- og kulturminister i 1960’erne, og hans mor Lilly Helveg Petersen, født Lolk (1911-2005), der var borgmester i København 1970-78.

Niels Helveg Petersen blev student fra Stenhus Kostskole i 1957. Derefter begyndte han at studere jura på Københavns Universitet og blev cand.jur. i 1965. Undervejs havde han et ophold ved Stanford University i Californien (1961-62), hvor han læste statskundskab.

I sin studietid blev Niels Helveg Petersen engageret i Radikal Ungdom og sad i ungdomspartiets hovedbestyrelse. Han var også redaktør af de radikale studerendes blad Liberté samt redaktør af Studenterbladet, organet for Danske Studerendes Fællesråd, i en kortere periode. 

Parlamentariker 1966-2011

Niels Helveg Petersen stillede op til Folketinget for Det Radikale Venstre i 1964, men blev dog først valgt ved det følgende valg i 1966. Han var da kun 27 år, hvilket på daværende tidspunkt var bemærkelsesværdigt ungt. Hans centrale position i partiet blev tydelig, da han blev partiets politiske ordfører i 1968, da Det Radikale Venstre sammen med Venstre og Det Konservative Folkeparti dannede VKR-regeringen. Han fik desuden sæde i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Niels Helveg Petersen trådte ud af Folketinget i 1974 for at blive kabinetschef hos den danske EF-kommissær Finn Gundelach (1925-1981). Han vendte tilbage til Folketinget tre år senere og blev igen politisk ordfører. Året efter – i 1978 – blev han valgt til formand for partiets folketingsgruppe og dermed partiets egentlige politiske leder. Denne post besad han indtil 1988. Han var desuden formand for Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg 1982-84.

På Christiansborg blev Niels Helveg Petersen beskrevet som inkarneret parlamentariker og som en trofast støtte af folkestyret. Han var mere en pragmatisk politiker end en idealist og desuden kendt for at debattere sagligt og sobert. Han fik tilnavnet ’kongemageren’, fordi han og Det Radikale Venstre i flere tilfælde afgjorde, hvilket parti regeringsmagten tilfaldt.

Portrætfoto af Niels Helveg Petersen. Fra: Folketingets Bibliotek og Arkiv  

Støtteparti for firkløverregeringen 1982-88

Niels Helveg Petersen udviklede et politisk og personligt venskab med den socialdemokratiske politiker Svend Auken (1943-2009). De to håbede at genoplive mellemkrigstidens koalition mellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

Samarbejdet med Anker Jørgensen (1922-2016) og Socialdemokratiet kørte imidlertid fast i løbet 1970’erne. Socialdemokratiets (og ikke mindst Ankers Jørgensens og Svend Aukens) tætte forbindelse til fagbevægelsen samt regeringens manglende evne til at rette op på den økonomiske situation medførte, at Niels Helveg Petersen begyndte at orientere sig mod andre partier. Det fik særlig betydning, at Helveg Petersen udviklede et nært personligt og politisk forhold til den Konservative leder Poul Schlüter (1929-2021).

Niels Helveg Petersen og Det Radikale Venstres position som ’tungen på vægtskålen’ var med til at bane vejen for Schlüters overtagelse af regeringsmagten i 1982. Det skete ikke blot på bekostning af Socialdemokratiets Anker Jørgensen, men også Venstres formand Henning Christophersen (1939-2016), der ligeledes havde ønsket at blive statsminister.

De næste seks år sad den borgerlige firkløverregering (Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti) på regeringsmagten med Det Radikale Venstre som støtteparti. Men mens Helveg Petersen havde tiltro til, at den borgerlige regerings økonomiske politik var den rigtige kurs for Danmark, havde han og baglandet i stigende grad behov for også at tilfredsstille partiets socialliberale fløj, ikke mindst på værdipolitiske områder. Derfor udfordrede partiet også regeringen sammen med Socialdemokratiet og venstrefløjen på områder som miljø, udlændingepolitik og udenrigs- og sikkerhedspolitik. De ønskede ikke regeringen væltet og fremsatte derfor aldrig et mistillidsvotum, men søgte på andre områder at pleje partiets idealistiske og sociale profil.

Økonomiminister 1988-90

Niels Helveg Petersen gik selv efter at blive statsminister ved valget i 1988, men i stedet måtte De Radikale afgive ét mandat. Marianne Jelved (f. 1943) blev derefter formand for folketingsgruppen, men Niels Helveg Petersen fortsatte som partileder frem til 1990.

Niels Helveg Pedersen blev i stedet økonomiminister i Poul Schlüters tredje regering (1988-90). Han og Marianne Jelved mistede dog gradvis tilliden til, at Venstre og De Konservative var i stand til at sikre den økonomiske udvikling eller villige til at føre en ekspansiv økonomisk politik, der kunne reducere arbejdsløsheden. Efter et dårligt folketingsvalg i 1990 trådte Det Radikale Venstre derfor ud af regeringen.

I Pouls Schlüters sidste år som statsminister begyndte Niels Helveg Petersen i stigende grad at orientere sig mod Socialdemokratiet igen. Hans forhold til Venstres ledelse med Uffe Ellemann-Jensen (1941-2022) og Anders Fogh Rasmussen (f. 1953) i spidsen var dårligt, men det var også slut med det tidligere tætte forhold til den socialdemokratiske leder Svend Auken. Samtidig udmærkede Socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen (f. 1943) sig i stigende grad som en populær politiker, men også som en fagøkonom, der ønskede at fortsætte Schlüters økonomiske genopretning snarere end Anker Jørgensens og Svend Aukens kurs. Niels Helveg Petersen støttede derfor Poul Nyrup Rasmussen i hans opgør med Svend Auken om formandsposten i Socialdemokratiet i 1992.

Udenrigsminister 1993-2000

Da Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristelige Folkeparti i 1993 dannede den såkaldte rødkløverregering, blev Niels Helveg Petersen udenrigsminister. Han var tilhænger af et fuldt EU-medlemskab, men måtte efter afstemningerne om Maastrichttraktaten i 1992 og Edinburghaftalen i 1993 acceptere at skulle manøvrere Danmark ind i unionen med de fire forbehold (forsvarsforbeholdet, retsforbeholdet, Euroforbeholdet og unionsforbeholdet).

Helveg Petersen var udenrigsminister indtil 2000, hvor han trak sig, fordi han ikke længere mente, at han kunne administrere forbeholdene. Han fik i stedet en række ordførerposter, bl.a. kirkepolitisk ordfører og forsvarsordfører.

2005-07 var Niels Helveg Petersen medlem af Folketingets Præsidium og 2001-07 medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn.

Niels Helveg Petersen forlod Folketinget ved valget i 2011, og han døde seks år senere (2017) af kræft.