Artikler
Det social-liberale parti, Det Radikale Venstre (RV, R, B), blev dannet i 1905 som følge af en sprængning af Venstrereformpartiet. Sprængningen havde rod i uenighed om forsvarspolitikken og ikke mindst i modsætningen mellem gårdmænd og husmænd. Det Radikale Venstre har spillet en central rolle i dansk politik gennem hele sin levetid. Som midterparti har det deltaget i skiftende regeringer til både højre og venstre side af Folketinget, og netop samarbejdet hen over midten er en bærende tanke for partiet.
Baggrund
Det Radikale Venstre har oprindeligt rod i en af 1800-tallets europæiske hovedstrømninger, radikalismen, og i en intellektuel kreds, der i Danmark fandt sit centrum blandt nogle af de mere radikaliserede grupper i Venstrereformpartiet, herunder Edvard Brandes og Viggo Hørup.
Splittelsen i Venstrereformpartiet blev forstærket med Systemskiftet i 1901, hvor partiet fik magten. Modsætningerne gjaldt blandt andet forsvarspolitikken og vilkårene for husmænd og fattige i byerne, og de bevirkede, at en gruppe såkaldte ’rebeller’ blev ekskluderet fra folketingsgruppen den 26. januar 1905, for omgående at konstituere sig som partiet Folketingets Venstre.
Parallelt med den nye udvikling på parlamentarisk plan eksisterede et folkeligt arbejde med henblik på at skabe et radikalt Venstreparti. Allerede i 1903 blev Den radikale Klub stiftet i København af blandt andre de senere så betydningsfulde Peter Munch og Ove Rode. Klubben havde flere hundrede medlemmer, herunder utilfredse folketingsmedlemmer fra Venstrereformpartiet og deltagere fra bevægelsen ude i landet. Først og fremmest tegnede markante akademiske personligheder møderne, som blev centrum for opposition mod regeringens politik.
Partiet stiftes 1905
Det Radikale Venstre blev stiftet i Odense den 20.-21. maj 1905 af Peter Munch, Ove Rode og juristen Oskar Johansen. Medlemmer af Folketingets Venstre blev først herefter optaget i partiet efter at have tilkendegivet at ville arbejde efter det nye partis grundlag.
Partiets program, Odense-programmet, var et socialt-liberalt manifest, der først og fremmest krævede vedvarende neutralitet og en nedsættelse af militærudgifterne. Programmet vægtede desuden en forfatningsændring, der blandt andet skulle afskaffe den privilegerede valgret til Landstinget og give kvinder lige politiske rettigheder. Skattepolitikken skulle være lighedsfremmende gennem en grundværdibeskatning, så de store jordejere kom til at betale mere, mens partiet ønskede at formindske den bestående økonomiske ulighed i samfundet, sikre åndslivets frihed samt alles ret til kundskaber. Derfor var målet blandt andet at eliminere de sidste rester af censur samt at skabe enhedsskolen. I 1920 var en stor del af punkterne i Odense-programmet af 1905 blevet opfyldt.
Partiet anbragte sig mellem tidens store ideologier liberalismen og socialismen med nøgleordene: kontrolleret frihed og social lighed. Allerede i 1909-10 dannedes den første radikale regering med Carl Theodor Zahle i spidsen som statsminister og Edvard Brandes som finansminister. Regeringen blev støttet af Socialdemokratiet, og de to partier fortsatte parløbet fra 1913 til 1920 under den anden radikale regering, mens de førte landet gennem 1930´ernes økonomiske krise med Th. Stauning som statsminister og den radikale Peter Munch som udenrigsminister.
Portræt af Peter Munch, medstifter af Det Radikale Venstre. Foto: Lars Peter Elfelt, Det Kgl. Bibliotek
Efter 2. verdenskrig
Efter 1945 fortsatte partiet sin pragmatiske linje og forstod at gøre sin indflydelse gældende enten i regering eller som afgørende for flertalsdannelsen. I 1957-64 som deltager i en socialdemokratisk ledet regering, mens Det Radikale Venstre med Hilmar Baunsgaard i spidsen ledede en borgerlig regering fra 1968-71. 1968-valget blev et højdepunkt for partiet med 15 % i vælgertilslutning, men Jordskredsvalget i 1973 affødte efterfølgende trængsel på midten af dansk politik, og De radikale faldt til blot 6 mandater i 1977.
1980´ernes borgerlige regeringer fungerede med enten radikal støtte eller direkte deltagelse, men under den kolde krigs tilspidsning var Det Radikale Venstre også en del af det såkaldte alternative flertal, som ydmygede den borgerlige regering ved at danne flertal på det sikkerhedspolitiske område, bedre kendt som ’fodnotepolitikken’.
Efter sit største lavpunkt i 1990 med blot 3,5 % i vælgertilslutning fandt partiet atter sammen med Socialdemokratiet under Poul Nyrup Rasmussen gennem 1990´erne, og det deltog blandt andet i den såkaldte Koalitionsregering i 1993.
2001-skiftet
Anders Fogh Rasmussen-epoken med start i 2001 ændrede for en stund dansk politik, der nu blev kendetegnet ved blok- og kontraktpolitik. Periodens politiske dagsordner blev yderligere præget af terrorangrebet i New York den 11. september 2001, som afstedkom et øget fokus på værdipolitik frem for fordelingspolitik.
Konsekvenserne var flere for Det Radikale Venstre. For eksempel erstattede Dansk Folkeparti nu De Radikale som det afgørende støtteparti for regeringen. Den radikale værdipolitik markerede sig tydeligere end nogensinde i lyset af Dansk Folkepartis indvandrerkritiske holdning og den anråbte borgerlige kulturkamp. Perioden var derfor kendetegnet ved, at De Radikale profilerede sig som et progressivt parti, der var for globalisering, for EU og ikke mindst for en øget tolerance over for flygtninge og indvandrere. I forlængelse af ’karikaturkrisen’ i forbindelse med offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i 2005 hævdede lederen Marianne Jelved sig ligeledes skarpt over for statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Reformer
I samme periode profilerede partiet sig på ideen om at reformere velfærdssamfundet. Det kom blandt andet til udtryk i ønsket om at afskaffe efterlønnen og nedsætte skatten på arbejde. Partiet forenede således en moderne social profil med en mere borgerlig økonomisk profil, hvilket i høj grad appellerede til veluddannede byboere. Det skabte ved 2005-valget en væsentlig fremgang, som især kom til udtryk i netop storbyerne, særligt i Københavns bro-kvarterer.
I 2006 formulerede Det Radikale Venstre et såkaldt frihedsbrev, der indebar kravet om en radikal ledet regering frem for et fast tilsagn om at støtte en borgerlig eller socialdemokratisk regering. Strategien førte både til dalende vælgertilslutning og intern uenighed om partiets linje. Den 7. maj 2007 forlod de fremtrædende medlemmer Naser Khader og Anders Samuelsen derfor Det Radikale Venstre for at stifte et nyt parti, Ny Alliance (fra august 2008 Liberal Alliance), sammen med den konservative Gitte Seeberg. Følgelig overtog Margrethe Vestager i 2007 formandskabet fra Marianne Jelved og indledte en ny epoke, hvor partiet fremstod som muligt regeringsparti sammen med Socialdemokratiet anført af Helle Thorning-Schmidt.
Ved valget den 15. september 2011 dannedes en regering bestående af Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF. I valgkampen markerede partiet sig, i lyset af den økonomiske krise, med fokus på økonomiske reformer og det samarbejdende folkestyre.
Margrethe Vestager overtog formandskabet i 2007. Foto: Johannes Jansson, Wikimedia Commons
Vælgere og landvindinger
I takt med en forandret verden har partiets vælgerkorps skiftet karakter. Således har partiet gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling fra at være et parti med højborge i Skive og på øerne til i det nye årtusinde at være et decideret hovedstadsparti. Partiet er vendt tilbage til sit udgangspunkt: den intellektuelle storbybevægelse.
Historisk set har partiet altid været tilknyttet en akademisk og intellektuel indstilling frem for en social klasse, og de radikale vælgere haft ry for at være akademikere, husmænd og skolelærere. Reelt har partiet dækket flere grupper end som så, mens det op gennem 1990´erne og det nye årtusinde i dominerende grad har fundet sine vælgere blandt byernes akademikere. Det har ført til prædikatet ’de ressourcestærkes parti’.
På de fordelingspolitiske spørgsmål er vælgerprofilen midterorienteret, mens den er klart venstrefløjsorienteret i de værdipolitiske spørgsmål. Kompromisvillighed, den ideologiske placering mellem Venstre og Socialdemokratiet, den intellektuelle profil og udsynet mod verden har mere eller mindre har været intakt fra partiets start til det nye årtusinde.
Uddannelsespolitik til alle tider har været en mærkesag, hvorfor partiet har beklædt undervisningsministerposten i 35 år ud af partiets første 100 år, med stor indflydelse på landets uddannelsespolitik til følge. Det anti-militaristiske identitetsmærke var konstant i de første 55 år af partiets levetid, men siden partiets overraskende deltagelse i forsvarsforliget 1960 har punktet efterhånden fortonet sig. Til gengæld har partiet med tiden indtaget en klar pro-EU holdning.
Det Radikale Venstre har gennem historien fostret betydelige politikere, herunder C.Th. Zahle, Ove Rode, P. Munch, Erik Scavenius, Jørgen Jørgensen, Bertel Dahlgaard, Karl Skytte, Hilmar Baunsgaard, Kristen Helveg Petersen, Niels Helveg Petersen, Lone Dybkjær, Marianne Jelved og Margrethe Vestager.
Det Radikale Venstres logo fra 2021. Fra: Det Radikale Venstre