Temaer
Tiden 1993-2001 var 'Nyrups periode', ligesom den foregående periode havde været 'Schlüters periode'. Ligesom sin forgænger kom Poul Nyrup Rasmussen også til regeringsmagten uden et valg, idet den foregående regering gik af i januar 1993 som følge af den såkaldte Tamilsag. Det var efter den kolde krigs afslutning, og perioden blev kendetegnet af økonomisk vækst og øget udenrigspolitisk engagement fra dansk side.
I denne del af temaet om folketingsvalg har vi samlet information om de afholdte valg i perioden 1993-2001:
Poul Nyrup Rasmussen var blevet formand for Socialdemokratiet efter et formandsopgør med tidligere formand Svend Auken i 1992. Han var derfor den oplagte statsministerkandidat, efter Poul Schlüter måtte gå af i januar 1993, og indledte sin embedstid med noget af et særsyn i nyere dansk politisk historie – en flertalsregering bestående af foruden Socialdemokratiet også De Radikale, CD, og Kristeligt Folkeparti. Kristeligt Folkeparti trådte dog ud af regeringen efter valget i 1994, og CD i 1996 uden foregående valg. De efterfølgende regeringer var mindretalskoalitioner med Socialdemokratiet og De Radikale.
Poul Nyrup Rasmussen i selskab med den tidligere formand for Europakommisionen, Romano Prodi. Foto: European Commission Audiovisual Service
En af periodens store politiske udfordringer var den fortsat høje arbejdsløshed, som det ikke var lykkedes for de forrige regeringer at reducere betragteligt. Under Nyrup-regeringerne lykkedes det dog både at reducere arbejdsløsheden og samtidig forbedre landets økonomi, hvorved Socialdemokratiet kunne lægge afstand til det prædikat som økonomisk uansvarlige, som mange havde givet partiet under Anker Jørgensen-tiden. Det andet store politiske tema i perioden var den aktivistiske udenrigspolitik, som var blevet mulig efter den kolde krigs afslutning i 1989, og som allerede den foregående udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen havde indledt. Den linje fortsatte under Nyrup og den radikale udenrigsminister Niels Helveg-Petersen med et stort militært engagement på Balkan og en stor stigning i udviklingsbistanden. Også miljøspørgsmål blev et stort politisk tema i 1990'erne, blandt andet i kraft af, at den tidligere socialdemokratiske partiformand Svend Auken som miljøminister profilerede området gennem perioden.
Perioden bragte også markante partipolitiske ændringer i form af to nye partier: Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der kom ind i Folketinget ved valget i 1994. Enhedslisten var et sammensurium af forskellige venstrefløjsgrupperinger som eksempelvis DKP og VS, der havde haft vanskeligt ved at finde politisk-ideologisk fæste efter den kolde krigs afslutning, men som i starten af 1990'erne havde etableret sig som et parti yderst til venstre. Det andet nye parti, Dansk Folkeparti, var et udbryderparti fra Fremskridtspartiet, som afveg fra moderpartiet ved en mindre liberalistisk og mere social profil og med indvandrerspørgsmål som sin mærkesag. Netop indvandrerspørgsmålet blev gennem 1990'erne i stigende grad et stort politisk tema, som partier som Dansk Folkeparti profilerede sig på, så partiet ved periodens udgang var landets tredjestørste.
Den radikale udenrigsminister Niels Helveg-Petersen og Poul Nyrup Rasmussen førte an i den nye aktivistiske linje i udenrigspolitikken. Foto: European Commission Audiovisual Service
Samlet set blev perioden præget af det internationale økonomiske opsving efter den kolde krigs afslutning, som gjorde det muligt for den socialdemokratiske regering at løse mange af landets økonomiske problemer og føre en aktivistisk udenrigspolitik.