Gruppebillede fra møde i Det Europæiske Råd 1993. Til Højre ses Poul Nyrup Rasmussen. Foto: European
Commission - Audiovisual Service

Spm. Nr. S 388

4) Til statsministeren af:
Søren Søndergaard (EL):
»Vil statsministeren oplyse, på hvilket niveau i regeringen justitsministerens beslutning om at forbyde Salman Rushdie adgang til Danmark er godkendt, og om regeringen står og falder med gennemførelsen af justitsministerens forbud?"

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg vil godt svare måske i to omgange af hensyn til svarets længde, men lad mig i første omgang give det umiddelbare svar:

Den danske regering tiltrådte den 10. oktober i år på et møde i regeringens sikkerhedsudvalg, hvor jeg er formand, en indstilling fra sikker­hedsmyndighederne og embedsmændenes sik­kerhedsudvalg om ikke at gennemføre en plan­lagt overrækkelse af Aristeionprisen.

Beslutningsgrundlaget var en trusselsvurde­ring. Indstillingen var således baseret på, at der var en så stor sikkerhedsrisiko forbundet med arrangementet både for Salman Rushdie og for hele arrangementet, at det ville være uforsvar­ligt at gennemføre det på det planlagte tids­punkt.

Overrækkelsen kunne derfor ikke gennemfø­res på det planlagte tidspunkt, og som bekendt har vi ved forskellige lejligheder også her senest ved den danske ambassadør aftalt med Salman Rushdie, at forfatteren vil være overordentlig velkommen i København på et andet tidspunkt i det samme regi, for så vidt angår prisoverræk­kelsen til de tre, der er velkendt.

Derfor vil jeg gerne endnu en gang bekræfte min overbevisning om, at regeringen traf en nødvendig beslutning og en derfor også rigtig og ansvarlig beslutning. Regeringen vedstår sig også i dag apropos de korte erindringer sit ansvar i Rushdiesagen.

Søren Søndergaard (EL):
Jeg forstod, at statsministeren havde to dele af svaret. Der var en uddybning, som statsministe­ren ville komme med. Den ser jeg så frem til.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg sætter stor pris på formandens forfriskende, uformelle måde at lede tingene på, og derfor opfatter jeg det også som et signal til, at jeg kan tage den anden del af svaret.

Til hr. Søren Søndergaard: Det var egentlig forudset, at spørgsmålet opfølgende til mig ville gå på, hvad dansk udenrigspolitik i forhold til Iran egentlig indeholder.

Så hvis jeg må forudskikke spørgerens spørgsmål, vil mit svar i givet fald være følgen­de: Dansk udenrigspolitik er uændret, for så vidt angår den nuværende danske regerings udenrigspolitik. Fremme af menneskerettighe­der er et hovedprincip. Regeringen fastholder sammen med et bredt flertal i Folketinget sin klare fordømmelse og afvisning af fatwaen. Den fortsatte dialog med Salman Rushdie er et væsentligt element heri, ikke bare - med bare i anførselstegn - af symbolsk karakter, men også af konkret karakter, direkte menneskelig karak­ter, fordi vi ønsker at sikre ytringsfriheden og den kunstneriske frihed, og dermed også af politisk karakter, fordi vi ønsker at sende det klare signal til Iran, at det her bøjer vi os ikke for. Vi bøjer os ikke for trusler, for gjorde vi det, så var vi virkelig på en farlig færd, når det gæl­der Danmarks udenrigspolitik.

Regeringen vil derfor drage de nødvendige konsekvenser af forløbet. Regeringen har taget skridt til at forhindre, at lignende kan gentages i fremtiden. Regeringen har igangsat en gennem­gang af procedurer m.v. for at sikre den bedst mulige håndtering af sager af denne art i fremti­den.

Regeringen har allerede redegjort for sagen over for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn og i dag, hvis jeg er informeret korrekt, i Folke­tingets kontroludvalg. Regeringen er indstillet på at medvirke, såfremt Folketinget måtte ønske yderligere informationer i sagen, ligesom rege­ringen naturligvis vil besvare de to stillede fore­spørgsler i sagen, som jeg forstår nu er planlagt her i Folketingssalen til på næste torsdag, den 14. november.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg synes faktisk, at det, der er stillet som et spørgsmål her, er meget vigtigt også i relation til de næste spørgsmål, som vi har på dagsordenen her i spørgetiden. Det handler jo om, på hvilket niveau beslutningen om, at Salman Rushdie ikke skulle til Danmark, blev truffet. Fra torsdag i sidste uge og indtil søndag blev justitsministeren jo udsat for en voldsom kritik for at have truffet beslutningen om, at Salman Rushdie ikke skulle til Danmark.

Derfor vil jeg gerne her i spørgetiden, så det står helt klart, have slået fast fra statsministeren selv, at den, der ene og alene er ansvarlig for beslutningen om, at Salman Rushdie ikke skulle til Danmark, er statsministeren, og at statsmini­steren kan bekræfte, at statsministeren ikke har fået kommunikeret det budskab hverken til Sal­man Rushdie eller til dem i Danmark, som har stået for at skulle planlægge Rushdies besøg den 14. november.

Per Stig Møller (KF):
Det undrer mig lidt, at hr. Søren Søndergaard var tilfreds med svaret, for der blev jo ikke sva­ret på det, der blev spurgt om. Så skal jeg spørge om det, hr. Søren Søndergaard ville have spurgt om, og som han i hvert fald har spurgt om skriftligt: Om statsministeren vil oplyse, på hvil­ket niveau i regeringen justitsministerens beslutning om at forbyde Rushdie adgang blev truffet.

Det var jo sådan, at i fredags sagde statsmini­steren, at udenrigsministeren og statsministeren var orienteret, og derfor gav man jo offentlig­heden indtryk af, at man var blevet orienteret om en beslutning, der var truffet et andet sted eller af en anden person, hvilket i så fald ville være justitsministeren.

Vil statsministeren bekræfte, at formuleringen »orienteret« var forkert, og at beslutningen var med statsministeren for bordenden, altså stats­ministerens?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Først til hr. Per Stig Møller: Statsministeren vil ikke blive bekræftet i og heller ikke bekræfte at blive manipuleret med. Der er grænser for, hvad jeg finder mig i, og jeg er ved at være træt af de evindelige forsøg på at køre politik på formuleringer, som mere eller mindre udspringer af en konkret situation og et konkret interview. Jeg synes, det ville klæde hr. Per Stig Møller og andre i oppositionen, hvis man begyndte at beskæftige sig med, hvad sagen drejer sig om.

Det andet, jeg vil sige, er til hr. Kristian Thu­lesen Dahl: Jeg har lige erindret om, selvom det er kort tid siden, hvad jeg i øvrigt erindrede om i Det Udenrigspolitiske Nævn og svarede på hr. Søren Søndergaards spørgsmål for et sekund siden, at regeringens sikkerhedsudvalg på rege­ringens vegne den 10. oktober med mig som formand traf den principielle beslutning på bag­grund af trusselsvurderingen om, at vi måtte finde en anden løsning på hr. Salman Rushdies besøg og prisoverrækkelse i Danmark. Og det er just det, vi har arbejdet konsekvent for siden.

Per Stig Møller (KF):
Nu skal statsministeren passe på, hvilke ord han bruger i salen. Der er jo noget, der hedder parla­mentarisk skik, og hvad Folketinget kan finde sig i.

Må jeg minde statsministeren om, at han ikke har svaret på spørgsmål nr. S 388, og derfor gentog jeg det. Det spørgsmål er, hvad det dre­jer sig om, og derfor kan det ikke nytte noget, at statsministeren kalder sig manipuleret, fordi han prøver at manipulere med Folketinget, så han ikke svarer på spørgsmålet.

Det drejer sig om, at han skal svare på, hvilket niveau i regeringen justitsministerens beslut­ning blev truffet på. Jeg henviser til, at man i begyndelsen af affæren efter den 31. oktober blev bibragt den opfattelse, at statsministeren og udenrigsministeren var orienteret, hvilket bety­der orienteret om en beslutning truffet af andre.

Vil statsministeren være så venlig at besvare det spørgsmål, som foreligger, i stedet for at manipulere Folketinget ved at sige noget andet?

Thor Pedersen (V):
Nu forstår jeg, at statsministeren er træt, og det er måske af at være statsminister, men vi ople­vede jo på den socialdemokratiske kongres, at indenrigsministeren sagde, at vi i Danmark havde en statsminister, der var en rigtig kom-­bare-an-mand.

Derfor vil jeg spørge: Hvilke overvejelser havde statsministeren, da justitsministeren igennem en hel dag blev bombarderet af samt­lige medier - radio, tv og samtlige lederskriben­ter - om, at justitsministeren havde fejlet og var fej, når statsministeren vidste, at ansvaret var hans; at han selv havde taget beslutningen den 10. oktober? Hvad er det for en egenskab, der gør, at statsministeren ikke kom sin minister til undsætning og sagde: Jeg har ansvaret. Hvorfor kom den melding ikke på det tidspunkt, hvor den burde være kommet?

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Statsministerens angrebsivrige Rambostil føler jeg er upassende her i Folketinget, og hvis stats­ministeren skal give oppositionen karakter for, hvordan vi præsenterer vores spørgsmål, så må det også være tilladt oppositionen at give stats­ministeren karakter.

Statsministeren burde forholde sig til det, det drejer sig om, og svare på det spørgsmål, der er stillet skriftligt, og det, der stilles her mundtligt, nemlig: Hvorfor gjorde statsministeren intet for at ændre det klare indtryk, som ikke bare dan­ske medier og den danske offentlighed havde, men som også samtlige nordiske medier udtrykte i deres lederspalter, nemlig at justits­ministeren havde fejlet, når statsministeren udmærket godt var klar over, at ansvaret ene og alene lå hos statsministeren, og at det var stats­ministeren, der måtte påtage sig ansvaret for denne her sag?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg blev spurgt af hr. Per Stig Møller om, hvilke tanker jeg gør mig i denne stund. Den tanke, der farer igennem hovedet på mig lige nu, er, at jeg synes næsten, det er rørende, og jeg er dybt for­undret, men glæder mig over oppositionens sto­re omsorg - den pludseligt opståede - for justitsministeren. Det vidner om, at der i løbet af ret kort tid er sket et løft i oppositionens bestræ­belser på, at ministre her i landet også bliver behandlet med respekt.

Og det andet, jeg vil sige, er til hr. Thulesen Dahl: Hvis hr. Thulesen Dahl lyttede godt efter lige før, så blev det præciseret meget klart, hvornår regeringens beslutning blev truffet, og under hvilke omstændigheder den blev truffet. Jeg har bekræftet to gange, jeg skal gerne nævne det en tredje gang: Beslutningen blev truffet i regeringens sikkerhedsudvalg den 10. oktober på baggrund af en trusselsvurdering, vi natur­ligvis ikke kunne sidde overhørig. Så enkelt er det, og der er ikke nogen mystifikation i det.

I dette sikkerhedsudvalg sidder jeg som for­mand, og derudover sidder justitsministeren som medlem sammen med udenrigsministeren og forsvarsministeren. Det er sagt i Udenrigspo­litisk Nævn, det er sagt her i dag, sådan er sam­menhængen.

(…)

Kent Kirk (KF):
Der er mange ting, der undrer i denne her sag. For når statsministeren siger det, som han gør nu her, så stiller man jo sig selv spørgsmålet:

Hvorfor er sagen så blevet behandlet på den måde, som den er? Hvorfor lod man englæn­derne overbringe budskabet til hr. Rushdie? Hvorfor meddelte man ikke hr. Rushdie, at man gerne ville lave en alternativ overrækkelse? Det er de spørgsmål, vi stiller os, så det er egentlig slet ikke spørgsmålet om, at man ud fra en sikkerhedsrisiko vurderede nogle ting i regeringen, der interesserer Folketinget. Nej, det, der inter­esserer Folketinget, er den måde, statsministe­ren har behandlet den her sag på og det omdømme, Danmark har fået i udlandet. Det er det, der er det alvorlige.

Jeg synes, det er dybt alvorligt, når vi ser de engelske aviser tale om kujonerne i København. Jeg synes, det er dybt alvorligt, når vi ser de nordiske aviser hænge den danske justitsmini­ster ud. Det er det, der er problemet, og det synes jeg statsministeren burde forholde sig til.

(…)

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg tror, man skal holde datoerne meget for sig. Regeringen og jeg bliver klar over torsdag den 31. oktober, at noget var gået galt i orienteringen af Salman Rushdie. Jeg bliver stort set klar over det på samme tid som resten af offentligheden, stort set. Så går jeg i gang med at håndtere spørgsmålet, da jeg blev klar over det, på for­skellig vis, som jeg har redegjort for i Udenrigs­politisk Nævn, og som er almindelig tilgænge­ligt. Kulturministeren beder jeg kontakte Sal­man Rushdie dagen efter om formiddagen.

Samme dags aften kontakter jeg en række kolleger i Europa, som jeg nævnte og antydede før, og der tilgår i øvrigt Salman Rushdie et brev fra mig så hurtigt, det overhovedet er praktisk muligt, ved den danske ambassadør, som det også er bekendt.

Derudover indkalder jeg søndag regeringens sikkerhedsudvalg til et otte timer langt møde ­tror jeg det blev noteret til- og på det møde går vi naturligvis i gang med nøje at analysere det samlede begivenhedsforløb.

(...)

I øvrigt skal jeg erindre om, at hvad ansvarets påtagning angår, er der jo ikke tvivl. Det er mit hovedansvar. Det har jeg vedstået fra starten, så snart jeg havde en samlet beskrivelse af forløbet. Der er ikke et sekund tvivl om det. Det blev til­kendegivet allerede dagen efter, og det er natur­ligvis også blevet tilkendegivet, siden det sam­lede forløb stod klart for mig. Så jeg må sige til hr. Helge Adam Møller, at sådan er det i dag, sådan var det i går, og sådan vil det også være i morgen.

(…)

Peter Brixtofte (V):
Jeg har forstået på statsministerens besvarelse, at statsministeren den 31. oktober ligesom andre opdager, at Salman Rushdie ikke er blevet ori­enteret om den beslutning, der er truffet den 10. oktober. Hvem havde til opgave at informere Salman Rushdie om aflysningen i perioden fra den 10. til den 31.oktober?

(…)

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg vil gerne svare meget konkret: Det fik Stats­ministeriet i samarbejde med Kulturministeriet og Politiets Efterretningsvæsen.

Niels J. Langkilde (KF):
Der er én ting, som undrede mig i statsministe­rens tidligere besvarelse. Der blev sagt: Vi har ikke bøjet os for trusler. Jeg synes sådan set, at vi eller den danske stat har bøjet sig for trusler. Og det er måske hr. Melchior, der har formule­ret det skarpest af alle med, at det var den vær­ste dag i Danmark siden 9. april eller noget i den retning.

Hvordan vil statsministeren kunne forklare, at man ikke har bøjet sig for trusler i denne sag?

Niels Ahlmann-Ohlsen (KF):
Jeg vil gerne spørge statsministeren om, hvad begrundelsen var for, at det var englænderne, som afleverede budskabet til Rushdie, og ikke Danmark selv?

(…)

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg tror, at svaret på spørgsmålet om at bøje sig for trusler er meget enkelt. Den bedste måde at svare på, at vi ikke bøjer os for trusler, er at gen­nemføre besøget, og at Salman Rushdie på et andet tidspunkt kommer til København som led i prisoverrækkelsen til de tre, der er blevet udpeget til at modtage en pris.

(…)

Niels Ahlmann-Ohlsen (KF):
Jeg er overbevist om, at det var en forglemmel­se, at statsministeren ikke før svarede på spørgsmålet om, hvorfor det var englænderne, der bragte beskeden til hr. Salman Rushdie, og ikke Danmark selv.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Til hr. Niels Ahlmann-Ohlsen: Jeg vil næsten foretrække, at vi samler spørgsmålene op til forespørgselsdebatten på torsdag i næste uge, hvor vi har lidt mere tid til at gå i dybden, og jeg har også - sagt ligeud af posen - brug for lige at gøre overvejelser om, at vi jo også har et ansvar for vort samarbejde med bl.a. Storbritannien; men lad mig i denne stund nøjes med at sige:

Lad os tage forespørgselsdebatten på torsdag i næste uge, lad os gå i dybden, og hvis der er et behov for uddybende spørgsmål, der kan besvares i Det Udenrigspolitiske Nævn, kom­mer jeg også gerne og uddyber det spørgsmål.

Jeg blev i øvrigt stillet det spørgsmål, som hr. Niels Ahlmann-Ohlsen stiller nu, i Det Uden­rigspolitiske Nævn og har svaret på det i næv­net, så det er ikke ud fra et ønske om ikke at svare på det spørgsmål, der bliver stillet, at jeg ikke kan svare; det kan jeg gerne. Jeg synes lige, jeg vil overveje, hvilke informationer jeg må give af hensyn til vores samarbejdet med Stor­britannien, og hvilke informationer det ikke vil være formålstjenligt at give. Lad os komme til­bage til sagen. Det vil være mit svar i denne runde.

(…)

Udtalelse fra et flertal i Folketinget, 14. november 1998

D 18. Af Holger K. Nielsen (SF) og Søren Søndergaard (EL). Fremsat FF 1172 Vedtaget FF 1199

D 18. Af Holger K. Nielsen (SF) og Søren Søndergaard (EL):

»Folketinget konstaterer, at regeringens tiltrædelse af sikkerhedsmyndighedernes trusselsvurdering er regeringens ansvar. Men Folketinget finder det under alle omstændigheder meget beklageligt, at regeringens beslutning den 10. oktober 1996 ikke var ledsaget af et tilstrækkeligt klart alternativ, der var acceptabelt for Salman Rushdie. Folketinget finder, at sagens håndtering derefter var kritisabel og præget af fejlskøn, bl.a. fordi den kunne skabe tvivl om Danmarks holdning til fatwaen. På denne baggrund skal Folketinget udtale klar kritik af det samlede forløb. Folketinget noterer derimod med tilfredshed, at regeringen den 3. november har givet Salman Rushdie en uforbeholden undskyldning, og at Salman Rushdie den 13. november fik overrakt Aristeionprisen under for ham fuldt acceptable former. Folketinget udtaler sin fordømmelse af fatwaen, der dømte Salman Rushdie til døden og opfordrede til at myrde ham. Denne dom er fældet under tilsidesættelse af verdenserklæringen om menneskerettigheder og princippet om staternes suverænitet og er derfor ugyldig. På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til at skærpe kampen imod fatwaen og at fastholde den linie, der er lagt bl.a. ved ministres modtagelse af Salman Rushdie. Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

Afstemning:

D 18 vedtaget med 125 stemmer (S, V, KF, SF, RV, FP, EL, CD, DF og Jacob Haugaard (UP)).