Økonom og fagforeningskarriere

Efter studentereksamen rejste Poul Nyrup Rasmussen til København for at læse til cand.polit. ved Københavns Universitet. Han var under studierne aktiv i den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum, hvor han stiftede bekendtskab med bl.a. Svend Auken og Mogens Lykketoft. Efter uddannelsen som cand.polit. Blev han i 1971 ansat som fagforeningsøkonom i LO. Nyrup Rasmussen knyttede i denne periode tætte bånd til LO's daværende cheføkonom Holger Jensen og LO-formand Thomas Nielsen. Han blev i 1980 cheføkonom i LO. Han var en central figur i samarbejdet mellem LO og Socialdemokratiet og arbejdede tæt sammen med bl.a. Mogens Lykketoft og Svend Auken om en række økonomisk-politiske forslag. Han var fra 1986 til 1988 direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Formand for Socialdemokratiet

Nyrup Rasmussen blev i 1987 næstformand for Socialdemokratiet samtidig med, at Svend Auken blev partiformand og partiets statsministerkandidat. Han blev valgt ind i Folketinget året efter. Her vandt han snart gennem sit engagement i det erhvervspolitiske lovgivningsarbejde respekt for sin samarbejdsevne og sin store økonomiske sagkundskab. Da Socialdemokratiet efter 1990 kom ind i en ledelseskrise, blev Poul Nyrup Rasmussen af mange opfattet som en mulig statsministerkandidat. Da disse indre brydninger i partiet kulminerede i 1992, stillede han ved en ekstraordinær partikongres op som modkandidat til Svend Auken og blev ved det første kampvalg om formandsposten i Socialdemokratiets historie valgt som ny partiformand.

Poul Nyrup Rasmussen i 1994. Foto: Folketingets Bibliotek og Arkiv

Statsminister 1993-2001

Da statsminister Poul Schlüter (1929-2021) i januar 1993 trådte tilbage på baggrund af Tamilsagen uden at udskrive nyvalg til Folketinget, dannede Poul Nyrup Rasmussen regering sammen med Det radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Som statsminister viste Nyrup Rasmussen sig som en habil politisk håndværker, der udfoldede store bestræbelser på at holde sammen på det spinkle samarbejde med de borgerlige midterpartier.

Bl.a. gennem et tæt samarbejde med Det Radikale Venstre lykkedes det Poul Nyrup at udfolde en økonomisk politik, der – som det hed – ’knækkede kurven’ på arbejdsløsheden samtidig med, at det lykkedes at fastholde en solid finanspolitik. Denne politik blev kombineret med en kraftig arbejdsmarkedspolitisk indsats, der havde til formål at sikre et fleksibelt arbejdsmarked og fuld beskæftigelse. Regeringssamarbejdet sled imidlertid på partierne bag regeringen. Ved folketingsvalget i 1994 gled Kristeligt Folkeparti ud af Folketinget, og i december 1996 trådte Centrum-Demokraterne ud af regeringen.

Til trods for den økonomisk-politiske succes måtte Poul Nyrup Rasmussen i sin tid som statsminister ofte lide under kritik for en række mindre sager. En del sådanne sager skyldtes statsministerens forkærlighed for detailstyring, mens andre bundede i, at statsministeren aldrig helt fandt sig til rette med omgangen med pressen og de elektroniske medier. I kontrast hertil viste Poul Nyrup Rasmussen i den direkte kontakt med borgere og partimedlemmer en udpræget evne til at trænge igennem til den enkelte, ligesom han i valgkampene viste sig som en dreven debattør og kampagneleder. Imod forventning lykkedes det ham således ved folketingsvalget i 1998 sikre sig en lille men afgørende valgsejr over hovedmodstanderen, Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen. Ved hjælp af et enkelt færøsk mandat kunne han danne regering med Det Radikale Venstre.

Indre brydninger i Socialdemokratiet

Poul Nyrup Rasmussen søgte ved sin tiltræden som statsminister i 1993 at bilægge den indre splittelse efter formandsopgøret. Det skete ved at inddrage Svend Auken og flere af hans støtter i partiets indercirkel og i regeringen. Den sidste regeringsperiode blev imidlertid præget af betydelige politiske vanskeligheder, som åbnede for nye indre uenigheder. Da Nyrup Rasmussens regering i 1998, trods forsikringer om det modsatte under valgkampen, vedtog en reform af efterlønsordningen, blev han mødt med betydelig kritik fra partimedlemmer og fagforeningsfolk. Samtidig var modstanden mod den hidtidige integrations- og udlændingepolitik stigende frem mod 2001. Kritikken rakte ind i Socialdemokratiets egne rækker og førte til en polarisering af synspunkterne, som Nyrup Rasmussen ikke havde held til at forlige. Han forsøgte i 1997 at forny partiets udlændingepolitik ved at udnævne den populære borgmester i Aarhus, Thorkil Simonsen, til indenrigsminister og som dennes efterfølger 2000-2001 Karen Jespersen. Da han i 2001 udskrev nyvalg til Folketinget led Socialdemokratiet imidlertid et stort valgnederlag ikke mindst på grund af udlændingepolitikken, og Poul Nyrup Rasmussen overlod efterfølgende statsministerposten til Venstres formand Anders Fogh Rasmussen.

Poul Nyrup Rasmussen fortsatte 2001-2002 som oppositionsleder og forsøgte i denne periode at lægge grunden til en modernisering af Socialdemokratiets politik og til et generationsskifte i partiet. Stillet over for en genopblussen af de indre brydninger i partiet trak han sig i 2002 fra posten som partiformand. Han forblev medlem af Folketinget indtil 2004.

Europa- og udenrigspolitik

Poul Nyrup Rasmussen tilhørte Socialdemokratiets moderate højrefløj. I Europa- og udenrigspolitikken viste han sig som en stærk tilhænger af det europæiske samarbejde og af Atlantpagtsamarbejdet. Han blev i 1971 udsendt af LO som observatør ved EF i Bruxelles og udviklede sig til tilhænger af EF ud fra den overbevisning, at arbejderbevægelsen i De Europæiske Fællesskaber havde en gunstig mulighed for at styrke lønmodtagernes vilkår og rettigheder. Efter det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992 viste han i drøftelserne om Det Nationale Kompromis sine evner i Europapolitikken. Som nyudnævnt statsminister forestod han med held folkeafstemningen om Det Nationale Kompromis og de fire undtagelser fra EU i 1993. Han gav i løbet af sin tid som statsminister sit ministerium en mere central position i Europa- og udenrigspolitikken, end det tidligere havde haft. Han udviklede gennem perioden et netværk af tætte kontakter til en række centrale europæiske politikere og statsledere.

Poul Nyrup Rasmussen og Romano Prodi. Fra: European Commission - Audiovisual Service.

Udenrigs- og sikkerhedspolitisk havde Poul Nyrup Rasmussen stillet sig kritisk over for fodnotepolitikken under det såkaldt ’alternative flertal’ i 1980erne. Efter 1993 fortsatte hans regering den nye aktivistiske udenrigspolitik, som var blevet indledt under udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Med et aktivt engagement i fredsbevarende missioner i en række af verdens brændpunkter – ikke mindst i det tidligere Jugoslavien og i 1998 i Kosovo – placerede Danmark sig i Poul Nyrup Rasmussens statsministertid som en trofast europæisk partner for USA og som aktivt NATO-medlem. Det nye, tætte forhold mellem Danmark og USA blev symbolsk markeret under den amerikanske præsident Bill Clintons besøg i København den 12. juli 1997.

I 2004 blev Poul Nyrup Rasmussen valgt som medlem af Europaparlamentet, hvor han snart markerede sig som et markant og respekteret medlem i den socialistiske gruppe. I april 2004 blev han tillige valgt som formand for de europæiske socialdemokrater, Party of European Socialists (PES). Som europæisk politiker har Poul Nyrup Rasmussen i særlig grad beskæftiget sig med globaliseringen og været talsmand for en stærkere regulering af den internationale kapital.