Opvækst og uddannelse

Mette Frederiksen er født den 19. november 1977 i Aalborg, hvor hun voksede op i et socialdemokratisk arbejderhjem med tradition for engagement og tillidsposter i partiet og i fagbevægelsen. Hun blev også selv tidligt politisk aktiv og en del af Socialdemokratiet: I 1992 meldte hun sig ind i DSU, hvor hun i de følgende år fik nordjyske og senere nationale tillidshverv. Herudover var hun i sine unge år også aktiv i miljøorganisationer og i Operation Dagsværk. I 1999-2000 var hun næstformand for Dansk Ungdoms Fællesråd.

Mette Frederiksen blev student i 1996, og i 1997 påbegyndte hun studiet i administration og samfundsfag på Aalborg Universitet, hvorfra hun i 2007 blev bachelor. I 2009 afsluttede hun en masteruddannelse i afrikastudier fra Københavns Universitet. Studietiden blev forlænget af, at hun i 2000-2001 arbejdede som ungdomskonsulent i den faglige hovedorganisation LO, og af, at hun i 2001 blev valgt ind i Folketinget.  

Statsministeriets officielle foto af Mette Frederiksen i regeringsperioden 2019-2022. Foto: Statsministeriet

Medlem af Folketinget og oppositionen, 2001-2011

I 2000 blev Mette Frederiksen opstillet som folketingskandidat i København (Ballerup-kredsen), og hun blev ved folketingsvalget den 20. november 2001 valgt ind som 24-årig med 5002 personlige stemmer. Valget var et stort nederlag for Socialdemokratiet, der siden 1993 havde været regeringsbærende med Poul Nyrup Rasmussen (født 1943) på statsministerposten. Regeringsmagten blev i de næste 10 år overtaget af borgerlige regeringer med Venstre-statsministre i spidsen.

Mette Frederiksens første år som medlem af oppositionen i Folketinget blev præget af, at hun fik stadig tungere og vigtigere poster i folketingsgruppen. Som nyvalgt fik Mette Frederiksen mindre ordførerskaber, men hun steg hurtigt i graderne som ligestillings-, kultur- og socialordfører. Fra 2005 til 2011 var hun næstformand i folketingsgruppen.

Mette Frederiksens profil var i denne periode på Socialdemokratiets venstrefløj/traditionalistfløjen. En af hendes mærkesager i disse år var at forbyde købesex/prostitution, og hun markerede sig især omkring EU og internationale politiske forhold, der dog efterhånden blev mere nedtonet til fordel for en større national orientering og fokus på velfærds- og socialpolitik. Hun var ihærdig, initiativrig, synlig og dygtig til medieoptræden, og hun opnåede høje og voksende personlige stemmetal ved folketingsvalgene i 2005 og 2007. Da Poul Nyrup Rasmussens efterfølger som partiformand, Mogens Lykketoft (født 1946), i 2005 valgte at gå af efter et valgnederlag, opfordrede han sammen med flere andre socialdemokrater hende til at stille op som formand for Socialdemokratiet, men hun afslog med den begrundelse, at hun manglede erfaring. I stedet blev Helle Thorning-Schmidt (født 1966) formand og senere statsminister (2011-2015). Det stod dog både internt i partiet og udenfor klart, at hun var en talentfuld politiker med potentiale for og opbakning til at indtage høje poster i fremtiden – partiets ’kronprinsesse’ blev hun kaldt fra 2004, hvor hun også var i spil til posten som politisk ordfører.  

Perioden i opposition var kendetegnet af, at Socialdemokratiet var præget af krise og intern splittelse. Valgnederlag og tab af mandater gav anledning til selvransagelse og opblussen af interne modsætninger, der havde baggrund i tidligere formandsopgør, fraktioner (’kaffeklubber’), et anstrengt samarbejdsforhold til fagbevægelsen og uenighed om den politiske kurs, særligt i udlændingepolitikken. Efter folketingsvalget i 2007, hvorefter partiet fortsat sad i opposition, blev der igangsat politiske idéudviklingsprocesser med henblik på at formulere en klar og moderne politisk linje. Her fik Mette Frederiksen en central rolle, blandt andet gennem sit eget projekt med at formulere ti teser. Hun var dermed i 2011 en markant socialdemokratisk politiker efter 10 år i Folketinget, herunder to barselsperioder.

Ministerposter, 2011-2015

VK-regeringen under ledelse af Venstres Lars Løkke Rasmussen (født 1964) udskrev valg til afholdelse den 15. september 2011. Det skete tæt på valgperiodens udløb, men efter nogle år med økonomisk krise og flere dårlige sager for regeringspartierne. Socialdemokratiet fik ikke et specielt godt valgresultat, men fik med Helle Thorning-Schmidt som statsminister mulighed for at danne regering med Det Radikale Venstre og SF. Regeringsdannelsen indebar lange forhandlinger og et meget sammensat regeringsgrundlag med træk af borgerlig/liberal økonomisk politik og rød værdipolitik. Regeringsperioden blev da også udfordrende og præget af politiske meningsforskelle mellem partierne - og måske også manglende regeringserfaring hos ministrene. For Mette Frederiksen, der i de næste fire år fik flere ministerposter, betød det, at hun fik en stor og mangesidig erfaring med regeringsudøvelse, kompromiser og politiske forhandlinger, både når det fungerede, og når udfordringerne var store.

Mette Frederiksen fik i første omgang den vigtige post som beskæftigelsesminister og sæde i det centrale økonomiudvalg. Som minister stod hun for mange reformer på beskæftigelsesområdet, blandt andet i forhold til kontanthjælp, fleksjob og førtidspension, og hun blev leder af en nydannet kaffeklub, Netværket. Forud for Folkeskolereformen i 2014 udbrød der i april 2013 konflikt mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening om lærernes arbejdstidsaftale. Det resulterede i 25 dages lockout, hvor alle folkeskoler i Danmark blev lukket ned. Som beskæftigelsesminister stod Mette Frederiksen for et lovindgreb, der afsluttede lockouten. I efteråret 2014 begyndte Helle Thorning-Schmidt at komme i spil til internationale topposter, og Mette Frederiksen var i resten af regeringstiden standby til at overtage statsminister- og formandsposten. Noget uventet blev hun i oktober 2014 justitsminister, efter at Karen Hækkerup (født 1974) blev direktør for erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer. Retsområdet og -politikken var et helt nyt ressortområde for Mette Frederiksen, og med opgaver i forhold til udlændinge- og asylpolitik var det også et stærkt værdipolitisk ministerium. I begge sine ministerier – men mest fremtrædende i Justitsministeriet – var det vigtigt for Mette Frederiksen at styrke ministerbetjeningen, blandt andet gennem ansættelse af særlige rådgivere i et politisk sekretariat og udskiftninger på ledelsesniveauet.

Samarbejdet i S-R-SF-regeringen blev noget præget af interne splittelser, mangel på gensidig tillid og mange ministerrokader. SF forlod regeringen i begyndelsen af 2014, og Socialdemokratiets forhold til Radikale Venstre var aldrig helt velfungerende. For Socialdemokratiet var regeringsperioden også kendetegnet af et dårligt forhold til og kritik fra fagbevægelsen og det traditionelle bagland. Og af både det parlamentariske grundlag og af oppositionen blev regeringen kritiseret for løftebrud. Mette Frederiksen har selv efterfølgende udtalt, at erfaringerne gjorde, at hun ikke ville etablere et sådant regerings-setup igen.

Formand for Socialdemokratiet i 2015

Ved folketingsvalget den 18. juni 2015 gik Socialdemokratiet tre mandater frem, mens støttepartierne R og SF gik tilbage. Venstre havde en stor tilbagegang på 13 mandater, mens DF gik stort frem. DF’s fremgang skyldtes først og fremmest, at udlændingepolitik og ’Udkantsdanmark’ blev valgkampens helt store temaer. Resultatet blev den 28. juni 2015 en ren Venstreregering med et snævert flertal bag sig. På valgnatten meddelte Helle Thorning-Schmidt, at hun trådte tilbage som partiformand, og Mette Frederiksen overtog den 28. juni 2015 på en ekstraordinær kongres posten uden modkandidater – det var første gang i mange år, at der var så stor enighed om formandsposten.

Hendes første formandstid blev kendetegnet af særligt fire temaer, som partiet fokuserede på: ansvarlig økonomisk politik, social retfærdighed, udlændingepolitik og en mere kritisk holdning til EU. Socialdemokratiets hårdere kurs i udlændingepolitikken blev begrundet med argumenter om at begrænse tilstrømningen og at bevare den danske velfærdsstat, og partiet begyndte at stemme sammen med Venstre og DF i sager om udlændinge og indvandrere. Det vakte kritik i dele af baglandet, men efterhånden fik partiet vækst i meningsmålingerne, så vælgerflugten til DF blev begrænset. Ved kommunalvalget i 2017 var der fremgang for Socialdemokratiet.

Statsminister i 2019

Op til folketingsvalget den 5. juni 2019 havde Mette Frederiksen skiftet valgkreds til Aalborg Øst i hjemstavnen. Hun fik mange personlige stemmer, mens Socialdemokratiet fik lidt færre stemmer end i 2015, men vandt et mandat. På grund af et rødt flertal var partiet i stand til for første gang siden 1979 at danne en socialdemokratisk mindretalsregering med 91 mandater bag sig, og den 27. juni 2019 blev Mette Frederiksen statsminister. Regeringsgrundlaget var et forståelsespapir sammen med SF, R og Enhedslisten. Beslutningen om at gå til valg på at danne en ren S-regering lancerede Mette Frederiksen i sin grundlovstale den 5. juni 2018 med den begrundelse, at en mindretalsregering med skiftende flertal ville give bedst mulighed for at gennemføre tiltag på velfærdsområdet, i forhold til den grønne omstilling/klimapolitikken og til udlændingepolitikken. Og erfaringerne fra 2011-2015 dannede ikke basis for, at R kunne blive regeringspartner. Mette Frederiksen havde ved sin tiltrædelse mere folketings- og ministererfaring end de andre socialdemokratiske statsministre siden Jens Otto Krag (1914-1978), og hendes ministererfaring spændte over både økonomiske, juridiske og værdipolitiske områder. På baggrund af sine erfaringer som minister styrkede hun Statsministeriet med 15-20 ansatte for at fremme ministerbetjeningen og skabe klar ledelse.

Mette Frederiksen taler i Fællessalen på Christiansborg på valgnatten den 5. juni 2019. Efter forhandlinger med SF, R og Enhedslisten blev Mette Frederiksen den 27. juni 2019 udnævnt til statsminister for en ren socialdemokratisk mindretalsregering. Foto: Thea Wiborg, News Øresund

På dagsordenen var ved regeringens tiltræden især klima-, udlændinge- og velfærdspolitik. Mette Frederiksen kaldte sig selv ’børnenes statsminister’ med inspiration fra socialdemokraten og børnerettighedsforkæmperen Peter Sabroe (1867-1913), og en af hendes første vigtige handlinger var, at hun den 13. august 2019 kort efter sin tiltræden i tråd med et valgløfte gav en officiel undskyldning til de såkaldte Godhavn-drenge og andre børnehjemsbørn, der fra 1946 til 1976 blev udsat for overgreb, vold, misrøgt og svigt som følge af statens manglende tilsyn. I samme ombæring lovede hun også at give de grønlandske eksperimentbørn, der i 1951 blev sendt til Danmark som led i et socialt forsøg på at give dem en dansk baggrund, en officiel undskyldning.

Et par dage efter kom andre arktiske forhold øverst på dagsordenen, da USA’s præsident Donald Trump (født 1946) udtrykte ønske om at købe Grønland, hvilket blev tilbagevist af chokerede grønlandske politikere. Mette Frederiksens reaktion var et klart nej og at kalde ideen ’absurd’. På sin favoritkommunikationskanal Twitter aflyste Trump derefter et planlagt besøg i Danmark.

Efter Mette Frederiksens afvisning af den amerikanske præsident Donald Trumps ønske om at købe Grønland var forholdet mellem USA og Danmark udfordret. Under et NATO-møde den 4. december 2019 i Storbritannien blev det diplomatiske forhold præsenteret som genoprettet, og de to statsledere stillede op til officielle fotos som her. Foto: Shealah Craighead, The White House

Et andet valgløfte var at gennemføre en ret til tidlig pension for personer, der havde været længe på arbejdsmarkedet (’Arne-pensionen’), der blev vedtaget i Folketinget i december 2020. Kendetegnende for regeringens politik har generelt været, at udlændingepolitikken er blevet gennemført med parlamentarisk opbakning fra højre side af folketingssalen, mens den venstre side har været med til at gennemføre velfærdspolitiske tiltag. Væsentlige politiske resultater har været en bred aftale om en klimalov (2020) om en mindskning af Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 % i 2030 og indførelse af øremærket barselsorlov til mænd (2022). På det udenrigspolitiske område stod regeringen i sommeren 2021 for en afslutning af to årtiers dansk militær indsats i Afghanistan efter USA’s kaotiske tilbagetrækning fra landet.

Coronakrisen, minksagen og Ukraine-krigen

Mette Frederiksens regering fik ikke mange måneder på sædvanlige inden- og udenrigspolitiske vilkår. I begyndelsen af 2020 ramte den nye coronavirus også Danmark, og det medførte, at første prioritet i lang tid blev krisehåndtering for at undgå udbredelse af smitten og mange COVID-19-syge. Det indebar politiske aftaler på tværs af Folketinget om værnemidler, nedlukning af mange samfundsfunktioner og økonomisk støtte til ramte erhverv. Regeringens og Mette Frederiksens krisestyring blev hurtigt baseret på en hård nedlukningspolitik, grænselukninger og stramme regler for socialt samvær, nogle gange strammere end sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Et særligt kapitel i dette forløb blev den såkaldte minksag, hvor en regeringsbeslutning den 3. november 2020 pålagde aflivning af alle danske mink og dermed en reel nedlukning af erhvervet. Forløbet er efterfølgende blevet mødt af kritik for at være uden lovhjemmel, og en granskningskommission blev nedsat i april 2021. Dens beretning kom den 30. juni 2022 og indeholdt alvorlig kritik af regering og myndigheder, men placerede ikke et klart juridisk ansvar hos Mette Frederiksen eller regeringen for de ulovlige beslutninger. Både støttepartier og opposition udtalte i den anledning alvorlig kritik af regeringen, og Det Radikale Venstre krævede på den baggrund udskrivning af et folketingsvalg, der blev afholdt den 1. november 2022.

Coronakrisen aftog i begyndelsen af 2022. Snart dukkede der dog en ny krise op med Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 og nye sikkerhedspolitiske og økonomiske udfordringer. Regeringen fik etableret et nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik sammen med et bredt flertal i Folketinget. Det indeholdt dels en markant stigning i forsvarsbudgettet, dels en aftale om udskrivning af en folkeafstemning om ophævelse af Danmarks EU-forsvarsforbehold, så Danmark kan deltage i militært EU-samarbejde, hvilket var en nyorientering for Mette Frederiksen og regeringen, der hidtil havde afvist dette. Folkeafstemningen blev afholdt den 1. juni 2022 og endte med et klart ja til afskaffelsen af forbeholdet.

I dagene op til Mette Frederiksens udskrivelse af folketingsvalget den 1. november 2022 indrykkede Socialdemokratiet denne annonce i landets aviser. Socialdemokratiet gik til valg på at danne en bred regering hen over midten. Fotoet var fra fem partilederes fælles anbefaling af et ja til at afskaffe Danmarks EU-forsvarsforbehold ved folkeafstemningen den 1. juni 2022.  Oprindelse: Socialdemokratiet

Handlekraft eller magtfuldkommenhed?

Mette Frederiksen beskrives ofte som en traditionalistisk socialdemokrat, der har stort fokus på velfærdsstaten, social indignation på vegne af samfundets svageste, fordelingspolitik og nationale forhold. Hun opfattes derfor af mange som en mere ’ægte socialdemokrat’ end hendes forgænger. Som politiker har hun også fået mindre flatterende tilnavne, der i et vist omfang er udtryk for nedladenhed over for fremtrædende kvinder. Ekstra Bladet kaldte hende i begyndelsen af hendes politiske karriere for ’skrigeskinken’, og hun blev sammen med Helle Thorning-Schmidt kaldt for ’Nyrups syngepiger’. ’Elevrådsformanden’ var også er udbredt øgenavn i den periode, og DF-politikeren Jesper Langballe (1939-2014) mente i 2005, at hun ”holder altid 1. maj-taler uanset dato og publikum”. Jo mere magt hun har fået, des mere er tilnavnene – især på de sociale medier - blevet præget af, at hun beskrives som en alt for dominerende mor eller sammenlignes med diktatorer.

På det realpolitiske område har hun med skiftende flertal fået gennemført lovgivning og indgået politiske forlig, særligt under coronapandemien med bred opbakning fra Folketingets partier. Før hun tiltrådte som statsminister, gav Mette Frederiksen udtryk for et erklæret ønske om at styrke regeringens embedsapparat og ministerbetjeningen, blandt andet gennem politiske rådgivere i ministerierne. Den socialdemokratiske regering med Mette Frederiksen i spidsen har i perioden 2019-2022 også haft en hidtil uset grad af koordinering mellem ministerier, styrelser og interesseorganisationer. Noget af det skyldes de mange akutte kriser, regeringen har skullet håndtere. Men noget skyldes også et bevidst ønske om mere samarbejde mellem ministerier og kontrol med statsadministrationen. Det bliver af nogle vurderet som udtryk for Mette Frederiksens dygtighed, handlekraft og kompetencer. Andre ser det som et udslag af magtfuldkommenhed og topstyring, og det har været et ofte gentaget prædikat fra hendes kritikere og oppositionen, særligt i forbindelse med corona-håndteringen, minksagen og under valgkampen i forbindelse med folketingsvalget i 2022.

Statsminister i 2022

Folketingsvalget den 1. november 2022 resulterede i en lille fremgang til Socialdemokratiet, der vandt to mandater. Mette Frederiksen blev kongelig undersøger og dannede efter 43 dage med forhandlinger en flertalsregering med deltagelse af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne (SVM-regeringen). Den tiltrådte den 15. december 2022 med Mette Frederiksen som statsminister.