Kilder
Kildeintroduktion:
Den 11. marts 2020 erklærede World Health Organization Covid-19 for en verdensomspændende epidemi. Den nye virus var uhyre smitsom, og i en lang række lande, herunder Danmark, valgte myndighederne at lukke Danmark ned. Sundhedsstyrelsens direktør, læge Søren Brostrøm (f. 1965), kom til at spille en fremtrædende rolle i myndighedernes håndtering af Corona-epidemien. Han blev landskendt for sin deltagelse på en lang række pressemøder, hvor befolkningen blev orienteret om sygdommen og udviklingen i spredningen af virus. Coronaepidemien skabte uvished og en utryg situation for mange – ikke mindst personalet på sygehusene, der skulle behandle de mange syge. I forbindelse med nedlukningen modtog Søren Brostrøm takkekort og blomsterbuketter fra folk, der ønskede at vise deres taknemmelighed for hans indsats. Tre af de kort, som han modtog, er vist nedenfor.
I Danmark toppede den første bølge af epidemien tre uger efter nedlukningen med 20 daglige dødsfald og lidt over 500 indlagte på sygehuse. Der var mangel på værnemidler, men alligevel sled sundhedspersonalet i det på hospitalerne, hvor patienter med lungesvigt lå i respirator. Nedlukningen af landet havde effekt på smittespredningen, der faldt gradvist. Alligevel var det ikke alle i det danske samfund, der var glade for myndighedernes indsats med hårde restriktioner under nedlukningen, som nogen oplevede som et jerngreb, der krænkede individets frihed. Regeringen fik kritik for at dyrke et ’forsigtighedsprincip’, som bragte smittekurven i bund, men som også havde omkostninger for mange, der blev isolerede, ensomme eller led økonomiske tab. Overordnet set bakkede ca. 80 % af befolkningen op om sundhedsmyndighedernes tiltag under den første nedlukning, mens tallet faldt til 70 % under den langvarige 2. bølge i foråret 2021.