Pestens ankomst til Europa i 1300-tallet var en reel katastrofe. Dødeligheden var høj, og sygdommen var en konstant trussel for borgere og magthavere fra 1350 til 1650, hvor pesten vendte tilbage til Danmark hvert 10.-20. år. De europæiske stater indrettede efterhånden samfundene til bedre at tackle den epidemiske hovedfjende, og her var forbilledet de norditalienske bystater, som allerede i 1400-tallet indførte skrappe regler for tilrejsende og deres skibe, der kom fra pestramte områder.

Den første danske epidemilov

I Danmark blev den første rigtige epidemilov indført i 1625 af Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648) i forsøget på at begrænse pestens udbredelse. Pestforordningen angav retningslinjer for, hvordan befolkningen skulle forholde sig, når sygdommen brød ud, og påbød isolering af smittede og kontrol med rejsende. Der blev etableret et epidemiberedskab, hvor en pestmester skulle stå for tilsynet med de syge. Lovgivningen var vigtig, men den sikrede ikke i første omgang, at pesten holdt sig væk fra det danske rige, som blev hjemsøgt af pesten hele syv gange i Christian 4.s regeringsperiode. Mere held havde styret under Frederik 4. (født 1671, regent 1699-1730) i begyndelsen af 1700-tallet, hvor pesten nærmede sig Danmark for allersidste gang.

Smitten i Østersøområdet og aktivering af et karantæneberedskab i Danmark

Polen blev i begyndelsen af 1700-tallet ramt hårdt af pest, og i byer som Kraków og Warszawa gik omkring hver tredje indbygger til. Smitten spredte sig ved Østersøen og nåede i 1709 og 1710 til Østpreussen, De Baltiske Lande og Sverige. I Polen var dødstallene skyhøje. Landet havde ikke ét samlet pestberedskab og udgjorde derfor en sikkerhedsrisiko på grund af de tilbagevendende pestepidemier.

I begyndelsen af 1700-tallet udbrød en voldsom epidemi med byldepest i området omkring Østersøen. Epidemien faldt tidsmæssigt sammen med Den Store Nordiske Krig, der blev udkæmpet mellem Danmark-Norge, Sverige og en god del af de nordeuropæiske stater mellem 1700 og 1720. Polen blev hårdt ramt af pesten, og bl.a. den vigtige handelsby Danzig, blev ramt i foråret 1709, hvorefter den smitsomme epidemi spredte sig ved Østersøen i Baltikum og Norden. Pesten nåede til Nordsjælland omkring december 1710, hvorefter smitten blev spredt i Østsjælland og fra 21. maj 1711 i København. Norge blev ikke ramt af pestepidemien. Kort: udarbejdet af danmarkshistorien.dk på baggrund af oplysninger fra Karl-Erik Frandsens ’The Last Plague in the Baltic Region 1709-1713 (2010).

Da epidemien ramte i Østersøområdet, havde Danmark været fri for pest i ca. 50 år. I 1709 nåede byldepesten til Danzig, i dag Gdańsk, som var den største handelsby ved Østersøen. Da dødstallet nåede op over 200 om dagen, forbød de danske myndigheder 16. august 1709 al handel med Danzig og andre byer i Østersøområdet. Samme dag effektuerede styret en plan for ét samlet karantæneberedskab i Danmark med bl.a. kontrol af skibe, varer og rejsende. Skibe fra Østersøen blev dirigeret til karantænestationer, som var placeret på små øer i de danske farvande. Det drejede sig om Brandsø i Lillebælt, Kyholm ved Samsø, Sprogø i Storebælt, Askø ved Lolland, Vresen ved Langeland og Saltholm i Øresund.

Erfaringer fra epidemiberedskabet i Italien

Etableringen af et aktivt karantæneberedskab var ikke en tilfældighed. Kongens embedsmænd havde tidligere foreslået det, og Frederik 4. havde netop opholdt sig i Venedig fra december 1708 til begyndelsen af marts 1709. Byen var kendt for sin karantænestation placeret på en lille ø uden for handelsbyen. Venedig havde også en effektiv sundhedskommission, som overvågede sundhedstilstanden i bystaten og havde magt til at iværksætte karantæne og påbyde sundhedspas for rejsende, som kom fra områder med pest. Epidemiberedskabet var en etableret del af den offentlige forvaltning i Venedig.

Pestsyge blev fra 1400-tallet isoleret på øen Lazzaretto Vecchio et par kilometer uden for Venedig. Opholdet på øen varede typisk 40 dage, også kaldet ’karantæne’ efter det italienske ’quaranta’ for tallet 40. På italiensk kaldes en ø for ’isola’, som har lagt navn til isolation. Det italienske epidemiberedskab nedbragte antallet af pestepidemier, som kun ramte bystaten Venedig tre gange fra 1550 til 1660, mens Danmark i samme periode havde hele 11 pestepidemier. Foto: Lazzaretto Vecchio

Karantænestationen på Saltholm

En af de danske karantænestationer lå på Saltholm og stod færdig, et halvt år efter Frederik 4. havde besøgt Venedig. Saltholm er en lille flad ø i Øresund beliggende ti kilometer fra København. Øen kom til at huse den største og vigtigste karantænestation i det danske rige og blev taget i brug i oktober 1709. Stationen var blevet bygget af 200 soldater, som under ledelse af en bygmester havde opført pakhuse til varer, beboelseshuse til rejsende og et lazaret til pestsyge.

På Saltholm skulle varer fra karantæneramte skibe placeres i pakhuset i 40 dage, hvorefter de skulle pakkes ud og røges, før de måtte fragtes til København. Skibene skulle vaskes tre dage i træk med havvand, eddike og lud for til sidst også at blive røget. Det var hyppigst danske skibe fra Danzig, som kom i karantæne på Saltholm. I løbet af det næste halve år blev flere hundrede sømænd, handelsfolk og andre rejsende interneret. Da pesten ramte Skåne i slutningen af 1710, var det hjemvendte soldater fra svensk fangenskab, som var den største gruppe af karantæneramte på Saltholm. Blokaden af søtrafikken var effektiv og medvirkede til, at Danmark var fri for pest i mere end et år.

Da pestepidemien i 1709 nærmede sig Danmark fra Østersøområdet, blev der etableret karantænestationer i forsøget på at forhindre smittens udbredelse. Skibe fra pestsmittede havne samt rejsende i øvrigt blev sendt til en af de seks karantænestationer, der i 1709 blev etableret på en række danske øer, hvor de rejsende og deres varer blev sat i karantæne i 40 dage. Den største karantænestation for København og Sjælland blev etableret på Saltholm i Øresund og blev taget i brug i oktober 1709. Derudover var der Sprogø for Fyn, Askø for Lolland og Falster, Kyholm på Samsø og Brandsø i Lillebælt for Jylland samt Vresen ved Langeland. Kort: danmarkshistorien.dk

Afspærring af Helsingør med et levende menneskeværn

Til trods for styrets indsats for at inddæmme smitten var der i november og december 1710 flere mistænkelige sygdomstilfælde i et fiskerleje tæt på Helsingør i Nordsjælland. I januar 1711 stod det klart, at det var byldepest, og alle raske fra fiskerlejet blev flyttet til Saltholm, mens de syge blev isoleret i fiskerhusene. Dødstallene steg i løbet af foråret, og den 25. maj 1711 besluttede styret, at Helsingør skulle isoleres med et 14 kilometer langt grænseværn af soldater, som strakte sig fra kyst til kyst på hver side af Helsingør. Det var ikke set før i danmarkshistorien.

Omkring tusind soldater fra det jyske infanteriregiment blev kommanderet til Nordsjælland, hvor 100 poster med soldater blev placeret med lidt over 100 meters afstand imellem hver. Den ubehagelige nyhed blev læst op for Helsingørs borgere på rådhuset, hvor indbyggerne også fik at vide, at personer, som krydsede grænseværnet, ville blive skudt.

Den militære kordon, som grænseværnet blev kaldt, var et fornuftigt tiltag i den ekstreme krisesituation. Hovedstaden lå 30 kilometer syd for Helsingør, og de første pesttilfælde uden for købstaden var allerede dukket op.

Kampen mod pesten i København

I slutningen af maj 1711 blev København ramt af de første tilfælde af byldepest, og epidemien bredte sig hastigt i den tætbefolkede by. Den nedsatte sundhedskommission og Københavns bystyre ledte slagets gang. Syge skulle isoleres i indrettede pestlazaretter, og potentielt smittede skulle isoleres i særlige huse. Det var idealplanen, som måtte kasseres på grund af utilfredse borgere og alt for mange syge. Sundhedskommissionen tillod herefter, at borgere med huse kunne lade sig isolere i hjemmet i stedet. Byens vægtere blev pålagt at holde vagt ved husene, mens en kommissær for hvert af byens kvarterer fik til opgave at holde opsyn med, at isolationen forløb efter planen. For at gøre kontrolsystemet endnu mere finmasket blev det påbudt naboer til isolerede huse at holde opsyn og indrapportere uregelmæssigheder til kommissærerne. Situationens alvor betød, at sundhedskommissionen ville sikre sig, at isolationen virkede, og derfor organiserede de overvågning og kontrol af byens borgere under trusler om dødsstraf ved manglende vilje til samarbejde med myndighederne.

Kompromiser i en kriseramt by

Til trods for tiltagene steg dødstallene i hovedstaden uge for uge. I juli 1711 opstod der mangel på kister, hvorefter sundhedskommissionen var nødt til at beslutte, at pestdøde fra pestlazarettet Vodroffsgaard kunne begraves uden kister. Myndighederne udstedte også et forbud mod ligfølger ved begravelser, men alligevel fortsatte en del borgere med at invitere gæster og bruge vogne til kisterne. Sundhedskommissionen lempede forbuddet, så ligvogne blev tilladt efter ansøgning, men da dette påbud heller ikke blev overholdt, var sundhedskommissionen tvunget til at udkommandere et vagtkorps, som overvågede bedemændenes arbejde.

Under pestepidemien oprettede Sundhedskommissionen to nødhospitaler uden for Københavns volde for at kunne behandle og isolere de mange syge. Under navnet ”Vodroffsgaard” indrettedes et midlertidigt sygehus i huset, som ses på dette fotografi fra slutningen af 1800-tallet. I 1711 havde det 300 og 400 sengepladser. Det andet pestlazaret blev etableret på Ladegården, hvilket var hærens sygehus ikke langt fra Vodroffs Hospital, hvor der var omkring 200 sengepladser. Foto: kbhbilleder.dk

Bystyrets ansvarlige embedsmænd kunne se, at flere fra deres omgangskredse flygtede ud af byen, og forklarede til kongen, at det ikke var særlig tiltrækkende at gå opsyn i en by, hvor gaderne stank og tøjet fra syge og døde lå i gaderne. Så det er tvivlsomt, om embedsmændene faktisk gik opsyn. Dødsangsten må have hjemsøgt høj som lav i krisesituationen, som nok aldrig sidenhen i Københavns historie har været mere ekstrem.

Ved pestepidemien i 1710-1711 havde Frederik 4. og hans forvaltning ingen opskrift på den bedste epidemibekæmpelse. Katastrofesituationen var en balanceakt for alle parter, og beslutningerne blev ofte kompromiser mellem vidt forskellige hensyn, som for eksempel drejede sig om at forhindre smittespredning og samtidig respektere sørgende borgeres ønske om at tage afsked med familiemedlemmer på en ordentlig måde.

Efter seks måneders undtagelsestilstand i 1711 var omkring 25.000 af Københavns 60.000 indbyggere døde. Hovedstaden og Helsingør blev voldsomt ramt af pestepidemien i 1710-1711, mens mindre byer som fx Herfølge på Østsjælland kun oplevede mindre udbrud. Pesten kom ikke længere vestpå end til Roskilde, således at Fyn og Jylland gik fri.

Dyrekøbt læring

I dag ved vi, at pesten havde slået til for sidste gang i Danmark for aldrig mere at vende tilbage. I 1700-tallet havde de fleste europæiske stater opbygget et epidemiberedskab, som var bygget på gentagne erfaringer med pestangreb. Beredskabet var opbygget af et administrativt system, som overvågede landet, førte kontrol med rejsende og isolerede syge. Disse tiltag opfatter vi i dag som en hovedårsag til, at pesten forsvandt fra Europa i 1700-tallet. Pesten lærte de europæiske stater, at med lov skal epidemibekæmpelsen bygges, og med samarbejde skal indsatsen koordineres mellem befolkning, sundhedspersonale og myndigheder. Sådan arbejder det danske samfund også i dag, hvis en epidemisk katastrofe rammer landet. Under covid-19-udbruddet i 2020 forsøgte myndighederne at begrænse smittespredningen med nedlukninger, mundbind og forsamlingsforbud. Regeringen og dens embedsmænd var dog stærkt afhængige af, at reglerne blev fulgt, og at de nyttige råd var mere end tomme paroler, som borgerne var ligeglade med. Derfor blev der skrevet meget om danskernes samfundssind som en afgørende del af det danske epidemiberedskab under covid-19-epidemien.