Hvad er kolera?

Kolera er en smitsom mave-tarm-sygdom, som forårsages af bakterien Vibrio cholerae. Bakterien udskiller et giftstof i tarmen, som kan medføre et enormt væsketab. Patienten kaster op og får vandig diarré, som kan udvikle sig til et kollaps af blodkredsløbet og død inden for et døgn. Den vigtigste behandling er væsketilførsel. Koleraen spredes via menneskelig afføring, latriner og forurenet drikkevand. Sygdommen ses ofte i fx flygningelejre, hvor mennesker lever tæt med urene toiletforhold og manglende rent drikkevand.

Den asiatiske kolera og hasteloven fra 1831

Danske læger kendte ikke til den nye mave-tarm-sygdom, som medicinske tidsskrifter beskrev i 1820’erne. Den fik navnet ”den asiatiske kolera” på grund af dens udspring i Indien i 1817. I 1830 nåede den epidemiske sygdom Moskva og fortsatte sin vandren mod vest og efterlod sig 40.000 døde i Rusland.

De danske myndigheder tog truslen meget alvorligt. En hastelov med 50 paragraffer blev vedtaget i juni 1831, og der blev iværksat en omfattende kontrol af trafik og handelsvarer. Overvågning af alle skibe ved Østersøen blev etableret. Rejsende, som kom fra områder med kolera, skulle i 20 dages karantæne. Mønter skulle vaskes i eddike, og pengesedler skulle gennemrøges med salpeter og svovlsyre. Læger, som tilså kolerasyge, skulle efterfølgende skylle munden med koldt vand, vaske hænder og gennemrøge tøjet. Listen af tiltag var lang, og præsterne skulle oplæse og forklare de mange nye regler til befolkningen i hele landet.

Koleraen i de danske hertugdømmer i 1831

Koleraloven stod sin prøve efter kort tid. I sommeren 1831 nåede epidemien til Østersøen og Berlin. Den 27. august gav kongen marchordre til flere tusinde soldater, som skulle danne et 60 km levende værn langs den sydøstlige grænse i Holsten. Rejsende måtte kun overskride grænsen ved fremvisning af et ”sundhedspas”, som dokumenterede, at de kom fra kolerafri områder. Da koleraen nåede Hamborg i september, tog en ny kæde af soldater opstilling nord og vest for Hamborg for at kontrollere al trafik til Holsten. Koleraen viste sig vanskelig at inddæmme. Efter få uger kom de første rapporter om koleratilfælde i Holsten, og det militære grænseværn rykkede i oktober 100 kilometer nordpå til Ejderen, hvorefter koleraen ikke spredte sig længere op i Jylland. Det danske kongerige slap med skrækken, mens koleraen ramte Norge i 1832 og Sverige i 1834, hvorefter den forsvandt fra Europa i 1837.

Epidemiens sociale slagside

Koleraepidemien fik i 1830’erne stor politisk betydning. Den udstillede ikke blot Europas voksende byer som livsfarlige steder at bo, men også koleraens forkærlighed for socialt lavere klasser. Sygdommen ramte hårdest i byernes slumkvarterer med rendestene fulde af affald, husdyrmøg og menneskelatrin. I England raserede koleraen mere end 30 britiske byer i 1831-32 og skabte Public Health-bevægelsen, som arbejdede politisk for en større folkesundhed, ikke mindst for de fattige klasser. Bevægelsen fik grokraft i Danmark i 1840’erne.

København er en skiden by

Den danske læge Emil Hornemann (1810-1890) var stærkt inspireret af Public Health-bevægelsen i England. I 1847 udgav han Om adskillige Mangler ved den offentlige Renlighed i København. Han var, ligesom de engelske læger, foruroliget over snavset og ikke mindst byernes stank, som han opfattede som hovedårsagen til koleraen. Han kaldte hovedstaden for ”en meget skiden by”, som ud over 130.000 indbyggere husede 5.000 heste, køer og svin i baggårde og kælderstalde. Husenes latriner, som var et træsæde over et hul i jorden, blev tømt to gange årligt og havde flere steder over 50 brugere. Lugten var så slem i København, at de velhavende forlod byen i den varme sommer, og rejsende holdt sig væk.

Læge Emil Hornemann (1810-1890). Fra: Det Kgl. Bibliotek

Koleraen på Lolland i 1850

I 1850 brød koleraen ud i fiskerbyen Bandholm på Lolland og dræbte 13 personer på to uger.

Myndighederne sendte den unge læge Peter L. Panum (1820-1885) til fiskerbyen, hvor han hurtigt fik isoleret de smittede på et lazaret, som han fik oprettet i et tomt hus. Borgere, som gjorde tjeneste på lazarettet, måtte ikke have kontakt til raske medborgere. I de følgende uger faldt antallet af syge, og koleraen forsvandt efter en måned.

Debat om koleraens årsag

Panums isolation af smittede i Bandholm var ingen selvfølgelighed omkring 1850, hvor koleraens smitsomhed var til debat. Allerede i 1830’erne havde flere toneangivende læger i Europa ytret tvivl om koleraens smitsomhed, fordi militære spærringer med soldater i flere tilfælde ikke havde virket efter hensigten. I 1840’erne argumenterede Emil Hornemann også for koleraens ikke-smitsomhed og mente, at byernes dunster fra rendestene og latriner måtte være årsagen. Denne opfattelse, som var en anden end Panums, blev efterhånden den gængse opfattelse i den medicinske elite i København omkring 1850. Det førte til en ophævelse af karantæne for skibe i 1852. Karantænen var upopulær, fordi den besværliggjorde danske købmænds handel med udlandet.

Åbne rendestene ved Amagertorv, ca. 1860. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Koleraen i København i 1853

Ophævelsen af karantænen for skibe blev en dyrekøbt erfaring. Den 11. juni 1853 dukkede det første mistænkelige koleratilfælde op i København. Patient 0 var en tømrersvend i kvarteret Nyboder, som lå tæt på havnen. Den 24. juni bekræftede obduktioner af flere døde, at sygdommen var den asiatiske kolera. Mandag den 27. juni bekendtgjorde myndigheder i aviser og på opsatte plakater, at koleraen var brudt ud. Epidemien kulminerede i begyndelsen af august med over 100 døde om dagen. Der manglede læger til de syge, præster til de døende, ligrum til de døde og gravere til dem, som skulle begraves. Sognepræsten Frederik Hammerich (1809-1877) huskede de paniske dage, hvor han blev hentet til hjem efter hjem, som skulle tage afsked med et familiemedlem.

Koleracigarer og åbne vinduer

Få dage efter epidemiens udbrud i juni 1853 udgav myndighederne en kort instruks, som rådgav omkring koleraen. Udluftning af boligen var det vigtigste, så man undgik fordærvet, sygdomsfremkaldende luft. Dernæst skulle kroppen holdes varm med uldne benklæder og varmt bælte om maven. Dermed svedte organismen, hvilket rensede kroppen. Der var ingen opfordringer til at undgå smitte fra kolerasyge.

Fik man kolera, skulle man gå i seng og indtage en teskefuld amerikansk olie hver anden time. Hertil varme drikke som havresuppe og pebermyntete, der øgede udsvedningen. Ved alvorlige tilfælde kunne kolde omslag om hovedet og igler i tindingerne være påkrævet. Det var vigtigt at behandle hurtigt, så myndighederne anbefalede indkøb af lægemidler på forhånd fra apoteket.

Den utrygge stemning i hovedstaden gav nye muligheder for private erhvervsdrivende. En cigarfabrikant annoncerede med ”Sundheds-Cigarer imod Cholera”, og en urtekræmmer tilbød ”Anti-Cholera Stænkevand”, der kunne friske luften op i hjemmet.

Avisannonce i Roeskilde Avis og Avertissementstidende for de såkaldte "Sundheds-Cigarer imod Cholera". Fra: Det Kgl. Biblioteks Avissamling, Mediestream

Foreningen til bekæmpelse af kolera

Epidemibekæmpelsen mønstrede også en klar succes i det forebyggende arbejde. I begyndelsen af juli havde Emil Hornemann sammen med fem andre læger skabt ’Forening mod Choleraens Udbredelse’. Den ville efter engelsk forbillede organisere daglige husvisitationer og hvervede over 100 læger og lægestuderende. Med hjælp fra endnu flere frivillige håndværkere, forretningsdrivende og andre borgere organiserede foreningen besøg i alle huse for at identificere kolerasyge og uhygiejniske boliger, som blev rømmet og renset. Husvisitatorerne mødte ikke nævneværdig modstand, men tillid, og de sørgede for, at mere end 2.000 kolerasyge blev flyttet fra 100 boliger til teltlejre uden for byen.

I forbindelse med koleraepidemien i 1853 blev der opført en teltlejr uden for Københavns volde mellem Vester- og Nørreport. En af beboerne i teltlejren, H.G.F. Holm tegnede livet i lejren. Fra: Nationalmuseets billedsamling

Flytningen af smittede fra små og uhumske boliger medvirkede til, at antallet af smittede faldt fra 200 pr. dag til under 30 pr. dag i løbet af august. I september ebbede epidemien ud. Statistikken over epidemien viste, at 7.200 havde været syge, og 4.800 var døde, dvs. to ud af tre havde ikke overlevet sygdommen. Tre procent af byens befolkning var døde.

Koleraen i provinsen

Koleraen bredte sig hurtigt til andre byer med skibsfarten. Inden for en måned opstod epidemier i Helsingør på Sjælland og Nykøbing Falster. I Jylland var der udbrud i Aarhus, Aalborg og Frederikshavn. Dødstallene lå fra 25 til 750. Koleraen endte i Skagen i slutningen af 1853, hvor 18 af byens 1.400 indbyggere døde. I alt ramte koleraen 10.600, hvoraf 6.700 døde i 1853.

I 1857 vendte koleraen tilbage til Korsør. En dansk soldat bragte sygdommen til byen med dampskibet fra Kiel. I de følgende seks uger slog sygdommen 200 af 2.200 indbyggere ihjel – det største tabstal i den danske kolerahistorie. Byens embedslæge viste efterfølgende, at koleraen endnu en gang havde fremkaldt størst dødelighed i de kvarterer, hvor de lavere sociale klasser boede.

Kritik af Københavns boligforhold

Allerede ved epidemiens begyndelse havde dagbladet Fædrelandet den 29. juni kritiseret bystyret for ikke at regulere boligbyggeriet i det tætbefolkede København bag de militære volde. Grundejerne havde bygget huse så tæt, at fattigkvartererne var præget af en “forpestende overfyldning”.

Koleraen førte til politisk selvransagelse i København.  Få måneder efter epidemiens ophør blev de første arbejderboliger opført uden for Københavns volde, senere kaldet Brumleby. Samme år vedtog Københavns Borgerrepræsentation den første kloakplan, som blev påbegyndt i 1859, hvor København også fik sit første vandværk.

Debatten om byens fattigkvarterer fortsatte i de følgende årtier. Distriktslæge Frederik Ulrik (1818-1917) beskrev i tidsskriftet Hygiejniske Meddelelser (1877) overbefolkningen i slumkvarteret Peder Madsens Gang, som lå bag det fashionable Hotel d’Angleterre på Kgs. Nytorv. Han fandt hjem med tre voksne og tre børn, som boede på et loftsværelse på under ti kvadratmeter og to kubikmeter luft til hver person. Ulrik viste også med statistik, at halvdelen af nyfødte døde inden deres etårs fødselsdag i de mest belastede fattigkvarterer. I løbet af 1800-tallet forsvandt byslummen fra København.

I 1800-tallet gjorde byerne mennesker syge. Her ses Peder Madsens Gang i det indre København, ca 1870. Fra: Københavns Museum, Kbhbilleder.dk

Koleraens konsekvenser

Koleraen var med til at skubbe på en væsentlig samfundsudvikling i form af ren vandforsyning og kloaknet. Et fremskridt, som det ansete medicinske tidsskrift British Medical Journal i 2007 kårede til det vigtigste medicinske fremskridt i de sidste 200 år. I dag ser vi stadig, at koleraen rykker ind, når hygiejnen rykker ud – fx ved jordskælvet i Haiti i 2010, hvor en koleraepidemi med tusinder døde bredte sig i teltlejre uden adgang til latriner, sæbe og rent drikkevand.