Min personlige virksomhed på Færøerne sommeren 1846

Efter at have opholdt mig 3 dage på Sandø og tilset de af influenza (kruim) angrebne bygder Dal, Husevig og Skålevig, i hvilken sidste et par huse havde mæslingerne, lykkedes det mig at komme den 5te juli over den med rette frygtede Suderø Fjord.

Nøden var begyndt at nå en beklagelig højde. Sygdommen havde koncentreret sig i de 2 store bygder Kvalbø og Sumbø, hver på omtrent 230 mennesker. I Trangisvåg og Famien havde kun halvdelen af befolkningen overstået sygdommen. Våg, Næs og Lobra var endnu aldeles fri. I de øvrige 8 pladser[1] på øen var sygdommen kun i enkelte huse.

Siden den 12te juni var omtrent 12 dødsfald af omtrent 200 syge indtruffet, deriblandt alene 6 i bygden Sumbø. Frygt og nedslagenhed havde bemægtiget sig gemytterne. Overalt så man lukkede vinduesskodder. Bygderne var som uddøde, og selv de friske folk vovede næppe at foretage sig noget arbejde i fjeld eller sø.

Det gjaldt for det første at oplive beboernes moralske mod. Det spørgsmål, som straks stillede sig for mig, var om det var hensigtsmæssigt ved yderligere forholdsregler at skærpe afsondringen imellem de syge og sunde bygder, bygdlinger[2] og huse for om muligt at bevare nogle for smitten.

En frivillig spærring, hvortil indbyggerne ved enhver omgangssyge er særdeles tilbøjelige, var overalt blevet befulgt med en strenghed, der havde stedet[3] hele bygder og huse i den yderste nød af mangel på raske folk til at pleje de syge, foretage de nødvendige flytninger og besørge den allernødvendigste husgerning.

Desuden kunne jeg ikke selv holde en sådan strengere afspærring, da øens beskaffenhed ikke tillod mig at vælge mange forskellige rejseruter for at undgå de sunde bygder, hvis mandskab måtte komme til at flytte mig fra og til syge bygder, hvor det stundom[4] var umuligt at få det fornødne raske mandskab.

Endelig havde sygdommen fæstet således rod i næsten alle bygder, at det højst usikre heldige resultat af en sådan spærring aldeles måtte tabe sin betydning i sammenligning med de sikre, sørgelige følger, en sådan forholdsregel måtte have.

Jeg indskrænkede mig derfor til mundtlig advarsel i enhver bygd for al unyttigt[5] samkvem, bad de friske fraholde sig fra kirken og altergang i de bygder, hvor rekonvalescenternes[6] antal var overvejende; i modsat tilfælde blev de, som havde haft sygdommen, borte. I en menighed blev der holdt dobbelt altergang, først for de friske og så for de syge.

Skolegangen forblev hele tiden standset, og da bryllupstiden nærmede sig, advarede jeg mod at afholde noget, førend sundhedstilstanden på øen tillod det og truede i modsat tilfælde med et formeligt forbud. Selv foretog jeg i en bygd mine besøg til mæslingesyge og andre patienter på forskellige tider af dagen.

Bygden Kvalbø valgte jeg til mit stationære ophold, hvorhen jeg efter hver omrejse returnerede. Efter at have tilset nogle og tredive mæslingesyge i Kvalbø, begyndte jeg på en almindelig omrejse for at lære bygdernes tilstand at kende, hvorom man i Kvalbø ikke vidste noget sikkert, da enhver havde nok med sig selv at bestille.

Efter at have lært tilstanden at kende blev der på fattigkassens regning uddelt havregryn og pengeunderstøttelse. Jeg søgte ved skrivelse til amtmanden at råde bod på faktoriets[7] dårlige forsyning med de til sygepleje henhørende artikler og fordelte selv efter bedste skøn vin, hindbærsaft, citroner og appelsiner.

På flere steder formåede jeg de endnu raske, aldeles modfaldne folk at tage ud på fiskeri for at forsyne de syge og til faktoriet for at forsyne sig med de nødvendigere ting. I hver bygd udvalgte jeg en af de fornuftigste folk, underrettede ham om benyttelse af de ordinerede medikamenter og diæten, gjorde herved de farligere patienter opmærksom på de eventuelle symptomer, der kunne kræve bud eller brev til mig.

Det lykkedes mig også at få et par personer, der havde haft sygdommen og var lidt fortrolige med sygepleje, at agere sygevogtere for de farligste patienter; i denne egenskab gik de fra bygd til bygd. Vel var landkirurgens bekendtgørelse udbredt på øen, men de optrædende eftersygdomme gjorde det nødvendigt at bekendtgøre det nødvendigste i den retning i enhver bygd, navnlig med hensyn til diæten.

Hver 14te dag foretog jeg sådan en omrejse, der varede 5-8 dage, hvorfor jeg indrettede det således, at såvel min bort- som hjemrejse faldt over de for øjeblikket stærkest angrebne bygder. Til dem gjorde jeg alligevel i den for omrejse frie uge en speciel tur, således at jeg så længe mæslingeantallet i en bygd var nogenlunde betydeligt, besøgte den tvende[8] gange om ugen.

I de første tvende måneder blev jeg i den uden for omrejserne liggende tid så ofte hentet snart hist, snart her fra Kvalbø, at jeg kun meget kort tid kunne udhvile mig fra de udmattende rejser og den uvante færøske føde.

Når jeg efter en rejse på flere mil, tilbagelagt over fjeld og den urolige sø i åben båd, drivvåd af sved eller søen, kom til en bygd og efter 50 sygebesøg havde leveret medicin og talt med bygdens bedste mænd, som plejer at samle sig i den rejsende embedsmands værelse for at spørge og høre, var jeg i begyndelsen ikke uden ængstelse for følgerne af en så uvant levemåde – og dog har jeg hele tiden nydt en god sundhed.

Efter amtets ordre foretog jeg i første måned af mit ophold på Suderøen en rejse til den 2 mil[9] fra Suderø liggende klippeø Store Dimon, hvorhen mæslingerne var bragt, og hvorfra man i længere tid ej havde hørt noget, så at man befrygtede det værste. Øen, som beboes af en eneste bondefamilie, ligger så isoleret, omgivet af farlige strømme og voldsom brænding, med overalt lodrette vægge, som kun på et sted i en højde af 360 fod[10] er bestigelige, at beboerne kun et par gange om året har samkvem med deres naboer.

Efter at have indkøbt passende proviant for øen besøgte jeg den og fandt 5 sengeliggende syge, hvoriblandt den ene med en pneumoni;[11] de fleste havde allerede overstået mæslingerne. Jeg anfører endnu som mærkelighed, at i de sidste 20 år ingen læge har været på øen.

Den sidste måned af mit ophold på Suderø havde jeg lidt mere ro og kunne nu bedre sysselsætte mig med andre sygdomme, dels udvortes, dels kroniske indvortes. Jeg foretog enkelte mindre operationer og havde i Kvalbø flere folk fra øen liggende under kur for kirurgiske tilfælde.

Ligeledes underviste jeg flere folk fra forskellige bygder i at årelade,[12] sætte fontaneller,[13] forbinde et simpelt sår, anlægge et bind osv. Vaccinationen, som på grund af lokaliteterne møder så store vanskeligheder, at den kun er lidet betryggende, troede jeg ej at burde foretage på en tid, hvor den betræffende alder var underkastet så megen sygelighed.[14]

Den sidste september, efter et ophold af 3 måneder, forlod jeg øen, efterladende hos præsten et lille udvalg af medicin, om hvis brug jeg havde underrettet ham så godt, det lod sig gøre. Alle øens bygder havde på denne tid overstået sygdommen med undtagelse af Næs, som ligger meget isoleret og kun består af 5 huse.

Jeg har i de huse, hvor sygdommen har været, ladet foretage valkning af de klæder, hvori de lå i sengen og svedte, ladet sengeklæderne udlufte og, hvor det lod sig gøre, skifte høet i sengene. En særegen rensning af kirkerne ved rygninger, vaskning osv. har jeg anset for upassende og unødvendig.

På det mangesteds fra de af sygdommen forskånede gjorte spørgsmål, hvornår de uden fare kunne have samkvem med de syge bygder og huse, har jeg for at give et bestemt svar, som for almuen er aldeles nødvendigt, svaret: ”6 uger efter, at den sidste syge forlod sengen”. Under mit ophold har jeg hver tredje uge sendt en almindelig indberetning til amtshuset.

Jeg rejste atter over Sandøen tilbage til Tórshavn, hvorfra jeg allerede næste dag tiltrådte en privatrejse over Strømøen til Vågø og tilbage, derfra direkte på Norderøerne, hvor jeg på rekvisition undersøgte øen Kunøs tilstand, hvor man frygtede for udbruddet af den færøske typhoide feber (landfarsot) og af den grund havde udelukket beboerne foreløbig fra faktoriet. Vel fandtes der sengeliggende personer, lidende af høstinfluenza, men ikke spor til landfarsot, hvorom jeg udstedte en erklæring til sysselmanden.[15]

Tilbagerejsen foretog jeg igennem en del af Østerøs bygdelag. På disse tvende større rejser har jeg tilset en del patienter, dels lidende af mæslingernes suiter,[16] dels af høstinfluenza. Under 22de oktober erholdt jeg en ordre fra amtshuet om i samfund med[17] landkirurg Regenburg at ville foretage en inspektionsrejse til Norderøerne for at undersøge de af landets læger som leprøs-syfilitisk betegnede individer.[18] Sygdommen har nu allerede spredt sig over flere år, og henved 20 personer har været angrebet af den.

Da næsten alle familier er beslægtet med hinanden, og ægtefæller opsøges i den nærmeste omgivelse og slægt, da i reglen flere personer ligger sammen i samme seng, f.eks. undertiden fader og voksne døtre, ofte aldeles nøgne under det uldne tæppe, da hovedaffektionen[19] er de så yderligt let smittende slimtuberkler, da indbyggerne er praktisk [taget] ubekendt med sygdommen, og klimaet må antages at begunstige betydelige sekundære affektioner og tillige vanskeliggør kuren, så bør vistnok det offentlige vise speciel omhu for, at ikke dette vakre og friske folk skal decimeres af denne afskyelige sygdom.

Lepra har siden midten af forrige århundrede ej eksisteret på øerne. Men tidligere, f.eks. 1673, da Lucas Debes skrev om Færøerne,[20] var denne sygdom ej ubekendt, og der havdes i Tórshavn langt senere et eget leprose-hospital med rige dotationer.[21]

Det er nu 4-5 år tilbage i tiden, at man kan forfølge sporene til den nuværende sygdom. Om end skønt jeg har anvendt list, bønner, overtalelse og trusler, har det været mig umuligt at udfinde en nogenlunde tilfredsstillende sammenhæng i sygdommens udbredelse over de forskellige øer: Bordø, Kunø, Kalsø.

Så meget er afgjort, at sygdommen er udgået fra en liderlig[22] jordemoder, der havde ligget på stiftelsen i København og heroppe døde med sår i halsen og destruktion af septum nasi[23] – måske desuden fra en pige, som i Tórshavn vitterlig har haft legemlig omgang med danske matroser.

Alle de af denne sygdom lidende er på hospitalet blevet frit[24] behandlet.  Vi undersøgte på denne rejse ethvert hus, hvorfra der enten havde været nogen indlagt på hospitalet, eller hvor der var grundet mistanke om et individs tilstand.

[Herefter følger en fyldig beskrivelse af de iagttagne symptomer og flere overvejelser om sygdommens karakter.]

Endnu må jeg tillade mig at omtale et dybfølt savn ved landets[25] sanitetsvæsen, nemlig et lille galehospital med i det mindste 4 kamre. Landet tæller en for befolkningen uforholdsmæssig stor mængde af sindssyge, så at bestandig, foruden et fast lem, én, stundom to, har lagt på hospital, eller rigtigere sagt: været detineret[26] dér. Ikke at tale om en kurs umulighed forstyrrer disse patienter med deres råb og skrig i en bygning, hvor væggene kun består af et enkelt bræt, de andre patienter idelig.

Opsynet med den enkelte koster i 24 timer 4 mark – i år og dag en god sum – og er dette opsyn af en sådan beskaffenhed, da man hver 12 timer skifter med folk, at det ingenlunde forhindrer, at patienter undløber[27] og, som sket er, springer ud i søen eller ligger natten over på fjeldet. På den anden side er en sådan vagt, som skiftes hver 12te time og tages af Tórshavns laveste klasse, der nysgerrig ofte nok morer sig og eksperimenterer med den syge for at have noget pikant at fortælle ved hjemkomsten, det sikreste middel [til] at tilintetgøre hvert håb om patientens helbredelse.

[Afsnittet slutter med nogle bemærkninger af økonomisk art. Manicus vurderede, at det ikke ville koste mere end 800 rigsdaler at opføre en bygning med 4 kamre til sindssyge personer og en beboelseslejlighed til opsynsmanden. Anstalten skulle også forsynes med et indhegnet areal, hvor de syge kunne færdes i det fri. Lemmernes familier skulle betale for opholdet, ligesom det var tilfældet på hospitalet. Desuden regnede Manicus med, at anstalten kunne skaffe sig indtægter ved, at nogle familier gav afkald på at arve den jord, som patienten ejede, for at slippe for ansvaret for opsyn.]

Om Suderø i fysisk, medicinsk og statistisk henseende

[Dette afsnit begynder med en fyldig beskrivelse af Suderøs topografi og de store vanskeligheder ved at rejse rundt på øen. Det fremgår også, at omkring 3% af Suderø var opdyrket mod kun ca. 1% på nordøerne. Beboerne på Suderø dyrkede stort set kun kartofler og roer. Befolkningstallet på Suderø lå i 1845 på 1156, fordelt på 15 bygder og pladser.]

Som oftest er den færøske luft tung og fuld af tåge. Derfor har også den færøske dialekt 3 forskellige benævnelser på den efter dens beskaffenhed. Den såkaldte ”mjørkje”, som alene rækker ned i dalene, bedækker havet og opfylder hele atmosfæren, er ikke den hyppigste. Jeg har med tågen ikke kunnet bemærke nogen særegen lugt. Derimod syntes jeg ofte at bemærke en saltagtig smag.

Vinden, som ofte pisker havet op i hvirvler, og brændingen, som i vintertid mod stejle forbjerge slår 300 fod op og af stormen bæres med sådan en magt ind på landet, at på enkelte steder saltpartikler udkrystalliserer på vinduerne, forklarer det tilstrækkeligt. Tågen er ofte så tæt, at fiskeriet og rejser hindres.

De færøske vinde kommer fra fjeldene, presses sammen i fjeldrifter og dale og stiger, hvor kysten er brat eller et sted trint omgivet af klipper, som kastevinde med forfærdelig kraft ned, idet de omvælter stenmasser, som med ild og røg kunne nedstyrte fra hamrene, afskrælle og sammenrulle græstørven fra fjeldenes skrå plæner, som man sammenruller en blytavle; den rejsende må stige fra hesten og lægge sig ned på klippen. Flere gange har jeg på den vej, som fører fra Kvalbø til alle øens sydlige bygder (Karegjov) befundet mig i denne pinlige[28] stilling. Indbyggernes huse ryster, og den fremmede tror hvert øjeblik, at det styrter sammen. (…)

Således er det land beskaffen, hvor færingen bygger[29]. Husene sikrer ham ingenlunde tiltrækkeligt for vejrligets skadelige indflydelser. Husene ligger midt imellem det opdyrkede land, som oftest i nærheden af en elv eller lille bæk.

De består af tvende dele. Den ene – største – er opført af rå sten, enkelt eller i dobbelt lag, med mellemlagte græstørv, der som oftest slet ikke passer til hinanden, og hvis midterste mellemrum er udfyldt med tætpakket jord. Den indvendige side af denne mur plejer at være skjult ved en indtil 1 fod frit derfra stående bræddevæg. Gulvet er stampet jord, loft mangler, og man ser lige op til tagets spærreværk.

I stedet for vindue findes midt på tagets gavl et hul, som kun lukkes under uvejr, hvilket imidlertid ofte forsømmes. I stedet for kakkelovn tjener her ildstedet, hvorfra en god del af dagen røgen i tætte skyer fra den ikke til gavns tørrede tørv opstiger og søger udvej gennem den åbne dør og åbningen i taget.

Dette rum, den såkaldte røgstue, er færingens dagligstue og sovekammer. Taget består af et lag brædder med spærrer, derpå et lag birkebark og ovenpå grønsvær. Døren, som fører til denne del af huset, er så lav, at man bukket går ind i den. Den anden, mindre del af huset er ganske opført af brædder med loft og gulv af ditto, glasvinduer og kakkelovn, den såkaldte ”glasstue”. Vinduerne kunne kun på de færreste steder lukkes op.

Således er forholdet i almindelighed, og ligesom man på enkelte steder ser træskorstene optage en del af røgstuens sædvanlige røg, så ser man også hos mange uformuende kun en stenbygning uden glasstue, ofte kun indeholdende et eneste rum, hvis vægge ikke altid er beklædt med brædder, så at man ser de fugtige, stundom af vand dryppende sten støde tæt op til sengene, som ej står frie, men som i Danmark hos bonden er anbragt i træalkover.

Da man ej opfylder byggegrunden ordentligt, og gulvet ligger lavere end jorden omkring, som bestandig er opblødt, fordi fugtigheden ej optages af den tæt underliggende kompakte stenmasse, da ordentlige grøfter omkring husene hører til sjældenhederne, og tagrender ej bruges, så indser man, i hvor høj en grad disse boliger må være fugtige.

Derfor bedærves[30] fødemidler, gemt dér i kort tid, f.eks. brød; klæderne mugner, og kommer man ind i en glasstue, så er ofte træværket og vinduerne bedækket med grøn skimmel. Røgstuen kan være trækfri, og om aftenen, når ilden er brændt ud, ret hyggelig, men glasstuen er aldrig trækfri.

I disse alkover ligger tjenestefolk og mindre formuende således i et underlag af hø, et uldent tæppe og hovedpude under sig og et uldent tæppe ovenpå. Ofte ligger de i denne ikke for renlige seng aldeles nøgne. Formuendere[31] og husbondens familie har lagener og fjerdyner.

[Der følger herefter en detaljeret beskrivelse af mænds og kvinders klædedragt. Manicus fandt, at mændenes påklædning var hensigtsmæssig bortset fra skoene, der blot bestod af et enkelt stykke skind. Derimod var han betænkelig ved kvindernes tøj. Han noterede dog med tilfredshed, at lægernes opfordring til at bruge underbenklæder var begyndt at bære frugt blandt kvinderne. Det var dog stadigvæk kun de færreste mænd og kvinder, der brugte underbukser.]

Måltiderne holdes kl. 9 morgen, kl. 3 og 9 om aftenen. Deres brød er usyret bygbrød (druil),[32] som hver aften bages frisk på gløder, enten som flade kager eller som cylindere så tykke som et håndled, sjældent gennembagte. Deres drik er mælk og vand, på fiskeri og fjeldgang aldrig andet end vand. (…) Om morgenen spises ½ druil med frisk eller med tilsat løbetætnet mælk – eller madfedt eller grindespæk. Men til arbejde udgives vindtørret fisk eller kød – skærpekød af stram lugt, sejt at tygge med harskt fedt på – og druil.

Om middagen spises oftest fersk eller tørret udblødt fisk af torsk, sej og den fede helleflynder med og uden kartofler – eller tørret grindekød med spæk til. Torskehoveder, som har været hengemt, indtil de er blevet lidt stærke i smagen, er også yndede. Som anden ret ved middagsmåltidet gives subaen, en vælling af vand og bygmel, hvorpå der sættes kraft med deri kogt retalg[33] – en fra slagtetiden gemt, sammenæltet lammetælle, som på den måde bliver et år ældre. Kun på enkelte steder på Suderøen sætter fattigmand kraft på subaen med grindespæk.

Om aftenen spises fisk med kartofler eller suba eller grød, stundom en kødsuppe kogt på skærpet kød eller fugl og jævnet med mel, roer eller kartofler. Foruden slagtetiden, hvor der nydes en del fersk kød, vindtørret blodpølse, størknet og kogt blod med frisk nedsaltet tælle til, findes ikke stor afveksling sted fra det angivne.

En undtagelse danner kvanerne: stænglen af angelica archangelica, som i månederne juni og juli spises overalt rå. Når man ikke vasker sig straks oven på nydelsen, påstås almindeligt, at de frembringer de om sommeren så almindelige sår på læberne, hvilke i reglen heler om vinteren, men ofte griber om sig ved urenlighed, kridtpibens brug, skråning osv.

Tobak bruges almindeligt af begge køn. Den ryges af korte kridtpiber og skråes stærkt af mandfolkene. Navnlig nyder tobaksrygning stort renommé hos brystsvage ældre personer, der lider af kortåndethed, som om morgenen plejer at være værst hos de af gamle bronchiacatarrher[34] lidende. Overhovedet er forbruget af alle luksusartikler taget stærkt til, som følgende tabel viser for alle øerne:

Regner man noget lavt 2000 personer som brændevin konsumerende, så kommer lidt mere end en snaps (= en kvart) om dagen på enhver. Holder man dette resultat sammen med det, som lignende beregninger giver for danske provinser, navnlig den, som har lidt lighed med Færøerne: Bornholm, så er forbruget ingenlunde frygtvækkende. Og med undtagelse af handelsstedernes befolkning findes få eller ingen drankere.

For resten er norderingerne, som færdes særdeles meget på søen for fiskeriernes skyld, mere vant til denne nydelse end suderingen, som i det hele har en bedre økonomisk stilling. Når han kommer hjem fra fjeld og søen, kold og våd, så er en snaps det nemmeste, billigste og – jeg tilføjer, så længe ikke et andet surrogat kan skaffes – det hensigtsmæssigste. Man har denne sommer overalt oprettet mådeholdsforeninger, som imidlertid ej har nogen fremgang og ej kunne have det, så længe man i det mindste ikke sørger for et godt surrogat.

Egentlig havde det været tilstrækkeligt at oprette en forening imod ”skænkning” – den uskik, hvorefter enhver fremmed person, som kommer i en bygd, skal trakteres, indtil han i reglen er i en beruset tilstand. Fra et diætetisk standpunkt betragtet ville man endog kunne forsvare at tilråde færingerne nydelsen af en snaps til deres ensidige, seje, halvrå mad, hvortil de næsten ikke bruger noget krydderi.

Færingerne er smukke og velskabte, og jeg mindes ikke nogetsteds i Danmark eller hertugdømmerne[36] at have set en befolkning, der i fysisk henseende kan måle sig med dem. De fører og bevæger deres legeme med en ganske anden lethed og anstand end den danske bonde. De er højere i statur og slanke, således at der måske ikke findes en færøsk almuesmand, som kan kaldes før.[37] Deres ansigtsfarve er ren hvid-rød, håret lysebrunt og svagt krøllet, bæres for kort klippet. (…)

Kvindekønnet er mærkeligt[38] svagere bygget og viser en naturlig ynde, en finhed i huden, der ikke lader tiltro dem kraften eller vanen at udføre de mange svære og hårde arbejder, som på mange steder påligger dem: malkningen af de ofte langt borte fra husene i fjeldene græssende køer, bæring af tørv og stenkul og navnlig, som på Suderøen, af gødningen op på de stejle agre.

Skoliose[39] skal være temmelig almindelig, dog ej i den grad, at man mærker det i den frie, ugenerte klædedragt. Den nærmeste grund bør vist nok søges i den omstændighed, at de allerede fra tidlig tid af bærer næsten alt på ryggen med et bånd omkring panden, ligesom mandfolkene, navnlig deres store malkebøtter, som de altid plejer at lade hvile på den ene side af rygraden for at undgå det føleligere tryk dér, hvormed de morgen og aften går ofte ½-1 dansk mil.

Befolkningens konstitution er uden særdeles anlæg til enkelte sygdomme. Temperamentet er en blanding af det koleriske og flegmatiske. I reglen er de tavse, alvorlige, noget indesluttede. Og dog er de langt fra uden følelse, som tit overvælder dem ved at tænke tilbage på gamle, ulykkelige tildragelser eller ved at høre om andres sorg og ulykker. De er meget tilbøjelige til at klage og klynke ved mindste upasselighed, overdriver i reglen deres egen og andres sygdom, hvorfor man må tage sig i agt.

Tilsyneladende rolige gemmer de deres følelser dybt og beskæftiger [sig] derfor meget i løndom[40] med dem, at jeg anser dette for en hovedgrund til den uforholdsmæssige mængde af sindssyge, hvortil navnlig 3 årsager må angives: ulykkelig kærlighed, religionsskrupler og formente krænkelser i deres rettigheder. Det tavse og stundom højtidelige, stundom sørgelige og gyselige i deres naturomgivelser måtte just således præge sig hos dem. Det samme viser sig tydeligst i deres dans og de sørgmodige, alvorlige melodier, hvorefter deres kvæder synges.

I enkelte familier forekommer en arvelig fjollethed, som tydeligt begynder at træde frem under det andet tandskifte og senere tiltager. Det imbecile udtrykker sig i deres hele fysiognomi og blik, det store, dog ej hydrocephaliske[41] hoved, deres uforståelige pjattende tale og usikre dinglende eller foroverbøjede gang. Talen glemmer de endog i senere år og udstøder kun uartikulerede lyde. (…)

Det nyfødte barn flyttes ifølge en afskyelig skik, selv vinterdag, fra langt bort liggende steder til præsten over fjelde og i båd for at døbes. Et uforholdsmæssigt stort antal børn får ej patte, enten den mangler moderen eller af slet vane. Derimod bliver de alle stoppet med melmad og ligger og suger på urene patteklude. En følge heraf er, at ethvert barn får trøske.[42] Denne urenlighed og mangel på orden, som jeg allerede har omtalt, og som atter viser sig ved barnets første forplejning, viser sig på mange sørgelige måder i deres huslige liv. Drenge og piger går alt for let påklædte, ofte med bare ben og endnu flere med våde fødder hele dagen.

Pigerne bliver efter en gennemsnitsberegning af 20 menstruerede i deres 16de år, i reglen under meget betydelige besværligheder, som plejer at gentage sig, så at de på den tid ofte må holde sengen. Menstruationer er senere underkastet mange anomalier, og regelmæssighed og smertefrihed ved den er så at sige en undtagelse. Manglen af en varm beklædning på lårene og underlivet og de (…) våde fødder forklarer sagen tilstrækkeligt. Enhver feber viser også sin virksomhed i denne retning eller bliver påvirket af menstruationen. I det hele taget beholder de deres menstruation, skønt uregelmæssigt, længere end i Danmark.

Ukyskhed er ikke almindeligt, hvilket man kunne formode af de for begge køn fælles soveværelser og andre ting. Medens i Island på tre børn kommer en uægte, kommer på Suderøen efter en beregning af de 10 sidste år kun på 26 fødsler én uægte. Den omstændighed, at ægteskaberne sluttes temmeligt tidligt, og kun få personer er ugift over det 35te år, må i enhver henseende virke gavnligt, såvel på moraliteten som på livsvarigheden og slægtens sundhed.

I Suderø syssel er hos en befolkning af 1156 forholdene følgende:

Af ugifte personer over 25 år var 66 af mandkønnet, 42 af kvindekønnet – de fleste mellem 30 og 40 år. Af ugifte kvinder var kun to fra 65 til 70 [år], ingen af højere alder. Af ugifte mandfolk overskred kun 4 alderen 65 år; et talforhold, som på det bestemteste taler dels for velstandens – de som ikke giftes, er i reglen fattige – dels for ægteskabets heldbringende indflydelse på livsvarigheden.

Nordenfjords – i Østerø syssel – er forholdet dette iblandt en befolkning af 1908:

Enkernes dobbelte antal beror dels på de mange mænd, som forulykker på søen og imellem fjeldene, dels på den omstændighed, at enkemanden i reglen gifter sig hellere igen med enken, når hun ikke er ganske ung, og endelig på kvindekønnets større livsvarighed i det hele taget. (…)

Med den modnere alder begynder færingens besværlige og farlige liv. Han arbejder langt fra ikke så stadig som den danske bonde, da hans arbejde ofte stæder, og vejrliget endnu oftere byder, ham hvile. Men hans arbejde kræver i reglen langt større, om også kortvarig, kraft og udholdenhed. Han forretter disse arbejder tilsyneladende med forbavsende lethed, hvormed kun letsindigheden med hans helbred kan brynes.[43]

Vi har allerede omtalt, at han imellem husene bestandig går med klamme fødder. Hvor ofte bliver han ikke våd, inden han når båden, hvor han om foråret skal sidde 12-24 timer på de 4-6 mil ude i havet liggende medepladser,[44] gennemvåd med ingen anden føde end druil, tørt kød og vand? Og dog er det langt fra altid det første, når han kommer hjem, at iføre sig andre klæder. Han sætter sig tæt op til ilden, spiser og drikker og ryger sig en pibe; ja, kommer han sildigere hjem og er søvnig, så kaster han sig endog med klæderne i sengen.

Har han over fjeldet gået eller løbet sig i voldsom sved, så må han ofte stige i båden for at skydse.[45] Eller han lægger sig ned over sten og fugtig mos, så lang som han er og drikker af den koldeste kilde, han kan få, med mægtige træk. Eller han kaster sig ned på fjeldets fremspringende pynter for, at det skarpere luftræk kan svale ham.

Er det råt, koldt ude, så tyer navnlig det kvindelige køn efter ethvert arbejde og ærinde indenfor i de utætte eller igen for stærk træk indrettede udhuse. (…) Selv om søndagen, hvor alt arbejder hviler, er deres kirkevej eller besøg hos frænder forbundet med besværlighed og fare – ofte veje på ½-1 mil over stygge fjelde, som de går tilbage i halvt eller helt mørke.

Så møjsommeligt, som det liv er, færingen fører ved fiskeriet, ruserne, røgten af fårene og køer, gravningen og transporten af tørv og måden, hvorpå jorden dyrkes, så er det på sine steder lige [så] vanskeligt for ham at komme til den sidste hvile, når liget må bæres på farlige veje eller flyttes med båd til kirkegården.

Og dog elsker befolkningen sin ø og sin bygd med en rørende inderlighed. Og dog opnår befolkningen en gennemsnitsalder, som kun få af Europas folkeslag kan rose sig af. Og næppe nogetsteds ser man så mange gamle, på kortåndethed og gigttilfælde nær, stærke folk.[46] Flere gange har mænd på 70 år eller derover roet mig flere mil, og jeg har set en kone på 94 år hver morgen gå ud for at vaske sig i den uden for huset strømmende elv – og det 14 dage efter, at hun havde overstået mæslingerne.

Følgende tabel viser alderen, hvori de i de 10 sidste år på Suderøen døde befandt sig, hvorved dog må bemærkes, at mæslingerne er taget med, i hvilken gennemsnitsalderen for de døde var uforholdsmæssigt lav. Af 195 individer døde:

Ordforklaringer m.m.

[1] Pladser: små bebyggelser.

[2] Bygdlinger:små bygder.

[3] Stedet: bragt.

[4] Stundom: af og til.

[5] Unyttig: (her) unødvendigt.

[6] Rekonvalescenternes: Personer, der er ved at blive raske igen.

[7] Faktoriet: Staten havde handelsmonopol på Færøerne fra 1709 til 1856. Indtil 1836 foregik al vareomsætning i Tórshavn, men i slutningen af 1830’ene blev der oprettet faktorier (handelsudposter) på Suderø og flere andre øer.

[8] Tvende: to.

[9] En mil er 7½ km.

[10] En fod er 31.4 cm og 360 fod derfor ca. 113 meter.

[11] Pneumoni: lungebetændelse.

[12] Årelade: at fjerne en vis mængde blod fra en patient ved at åbne en vene. Metoden har tidligere været brugt ved behandling af mange slags sygdomme.

[13] Fontaneller: kunstigt fremkaldte sår, der skulle gøre det muligt at afsondre materie.

[14] Det var normalt ganske små børn, der blev koppevaccineret.

[15] Sysselmanden: en embedsmand, der også havde ansvar for skatteopkrævning og politiopgaver inden for det pågældende syssel. Færøerne var inddelt i 6 sysler.

[16] Suiter: (her) følgesygdomme.

[17] Med: sammen med.

[18] Lepra er spedalskhed.

[19] Ordet affektion blev brugt om en sygelig tilstand i en legemsdel.

[20] Debes: præst i Tórshavn fra 1651 til sin død i 1675. Han udgav i 1673 værket ”Færøernes og færøske indbyggeres beskrivelse”.

[21] Dotationer: Der menes vel donationer, dvs. et godt økonomisk grundlag.

[22] Liderlig: Ordet havde en bredere betydning end i dag. Det kan nærmest oversættes til: ringe, slet og sjusket.

[23] Septum nasi: Næseskillevæggen var ødelagt.

[24] Frit: gratis.

[25] Landets: (her) Færøernes.

[26] Detineret: tilbageholdt.

[27] Undløber: stikker af.

[28] Pinlige: (her) pinefulde.

[29] Bygger: (her) lever.

[30] Bedærves: fordærves.

[31] Formuendere: mere velstående personer.

[32] I moderne færøsk anvendes stavemåden drýlur.

[33] Retalg: Det har ikke været muligt at identificere dette ord nærmere.

[34] Bronchiacatarrher: bronkitis.

[35] Et pund er ½ kg. Når det drejede sig om flydende varer, var en tønde identisk med 136 potter, svarende til 131,39 liter.